Islandske stedord

	Islandsk (sprog)
	Artikel
	Rektion
	Adjektiver
	Adverbier
	Navneord
	Stedord
	Sætninger
	Talord
	Tider
	Verbalformer
	Verbalmåder
	Verber
	Mediopassiv
	Omlyd
	Denne boks: vis; diskussion; rediger;

Islandsk besidder et antal stedord som beskrives i det følgende.

Personlige stedord[redigér | rediger kildetekst]

Personlig stedord (singularis)
	1. person	2. person	3. person
nominativ	ég	þú	hann	hún	það
akkusativ	mig	þig	hann	hana	það
dativ	mér	þér	honum	henni	því
genitiv	mín	þin	hans	hennar	þess

Personlig stedord (pluralis)
	1. person	2. person	3. person
			Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	við	þið	þeir	þær	þau
akkusativ	okkur	ykkur	þá	þær	þau
dativ	okkur	ykkur	þeim
genitiv	okkar	ykkar	þeirra

Der findes en pluralis majestatis i 1. og 2. person. Den er sjælden, men kan dog bruges til litterære formål, ligesom den findes i ældre tekster i betydningen De. Denne sidste betydning er helt forsvundet fra det moderne talesprog. Oprindeligt var við og þið totallet af ég og þú (totallets i øvrigt sidste rester) mens vér og þér var flertal^[1]. Bøjningen følger for fuldstændighedens skyld. Vér bruges udelukkende som flertal undtagen evt. ironisk eller sarkastisk, (som f.eks. oss er eigi skemmt, en ironisk oversættelse af det berømte we are not amused) mens þér kan bruges som tiltale i begge tal.

Personligt stedord (pluralis maiestatis)
	1. person	2. person
nominativ	vér	þér
akkusativ	oss	yður
dativ	oss	yður
genitiv	vor	yðar

Possessive stedord[redigér | rediger kildetekst]

De er minn (min), þinn (din), sinn (sin) og vor (vor). Vor benyttes kun i ophøjet tale, som f.eks. i festtaler, som arkaisme eller eventuelt sarkasme. (Jævnfør forskellen vor – vores.) For vor er "ejeren" i pluralis som på dansk. For mange ejere benyttes ellers de ubøjelige okkar (vores), ykkar (jeres) og þeirra (deres), som i virkeligheden er de respektive personlige stedords genitiv, pluralis. F.eks. barnið mitt (mit barn), börnin mín (mine børn), barnið okkar (vores barn), börnin okkar (vores børn).

Possessivt stedord minn (min)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	minn	mín	mitt	mínir	mínar	mín
akkusativ	minn	mína	mitt	mína	mínar	mín
dativ	mínum	minni	mínu	mínum
genitiv	míns	minnar	míns	minna

Þinn og sinn bøjes nøjagtigt på samme måde.

Possessivt stedord vor (vor)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	vor	vor	vort	vorir	vorar	vor
akkusativ	vorn	vora	vort	vora	vorar	vor
dativ	vorum	vorri	voru	vorum
genitiv	vors	vorrar	vors	vorra

Det refleksive stedord[redigér | rediger kildetekst]

Det refleksive stedord
	3. person
akkusativ	sig
dativ	sér
genitiv	sín

Det refleksive stedord benyttes overvejende som det tyske sich, dvs. ved en tilbagevirkende handling på gøreren. Det danske sig opfører sig i høj grad på lignende vis. Ordet har ingen nominativ.

Relative stedord[redigér | rediger kildetekst]

De er to, sem og er (som), begge ubøjelige. Er benyttes for det meste i ophøjet tale, ligesom vor under de possessive stedord.

Demonstrative stedord[redigér | rediger kildetekst]

Sá (den), þessi (denne), hinn (den anden af to).

Demonstrativt stedord sá (den)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	sá	sú	það	þeir	þær	þau
akkusativ	þann	þá	það	þá	þær	þau
dativ	þeim	þeirri	því	þeim
genitiv	þess	þeirrar	þess	þeirra

Man ser, at intetkønnets ental og hele flertallet er de samme som for de personlige stedord.

Demonstrativt stedord þessi (denne)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	þessi	þessi	þetta	þessir	þessar	þessi
akkusativ	þennan	þessa	þetta	þessa	þessar	þessi
dativ	þessum	þessari	þessu	þessum
genitiv	þessa	þessarar	þessa	þessara

Demonstrativt stedord hinn (den anden af to)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hinn	hin	hitt	hinir	hinar	hin
akkusativ	hinn	hina	hitt	hina	hinar	hin
dativ	hinum	hinni	hinu	hinum
genitiv	hins	hinnar	hins	hinna

Bøjningen er den samme som for artiklen med undtagelse af intetkønnets nom. og akk. ental.

Interrogative stedord[redigér | rediger kildetekst]

Hver (hvem), hvor (hvem af to), hvaða (hvad for en, hvad slags, hvilken), hvað (hvad, f.eks. hvað er þetta?, hvad er det?), hvílíkur (hvilken, hvad for en).

Interrogativt stedord hver (hvem)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hver	hver	hvert	hverjir	hverjar	hver
akkusativ	hvern	hverja	hvert	hverja	hverjar	hver
dativ	hverjum	hverri	hverju	hverjum
genitiv	hvers	hverrar	hvers	hverra

Interrogativt stedord hvor (hvem af to)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hvor	hvor	hvort	hvorir	hvorar	hvor
akkusativ	hvorn	hvora	hvort	hvora	hvorar	hvor
dativ	hvorum	hvorri	hvoru	hvorum
genitiv	hvors	hvorrar	hvors	hvorra

Interrogativt stedord hvílíkur (hvad for en, sikken en)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hvílíkur	hvílík	hvílíkt	hvílíkir	hvílíkar	hvílík
akkusativ	hvílíkan	hvílíka	hvílíkt	hvílíka	hvílíkar	hvílík
dativ	hvílíkum	hvílíkri	hvílíku	hvílíkum
genitiv	hvílíks	hvílíkrar	hvílíks	hvílíkra

Hvílíkur bøjes helt som et adjektiv og bliver hovedsageligt brugt som et sådant. Det benyttes sjældent som et interrogativt stedord.

Hvað forefindes kun i intetkønnets nominativ og akkusativ (ens i begge fald). Allerede i oldsproget fandtes der kun rester af ordet, men intetkønnets dativ lever videre i adverbet hví (hvorfor) og adverbet hve (hvor, i betydningen hvor stor etc.) er sandsynligvis en urgammel overlevering af den ellers forsvundne instrumentalis^[2].

Hvaða bøjes ikke. Hvaða er relativt ungt i sproget, først attesteret i det 15. århundrede. Det er en sammentrækning af hvað og præpositionen að (oprindeligt hvat at).

Indefinitive stedord[redigér | rediger kildetekst]

Disse er et antal stedord, som man ikke kan give et andet opholdssted. De er (med forbehold om, at det i visse tilfælde kan være en definitionssag): einn (en), (ekki) neinn^[3] ((ikke) nogen), annar (en anden), nokkur (en vis (mand eller lignende)), enginn (ingen), hver (enhver), einhver (en eller anden), sérhver (enhver, alle), hvor (hver af to), ýmis (forskellig, forskelligartet), allur (den hele, alle), hvorugur (ingen af to), sumur (nogen, somme), báðir (begge), fáeinir (et mindre antal, få).

Det får stå hen om man kan klassificere to ord som ét stedord, men de følgende anføres traditionsmæssigt som indefinitive stedord: annar hver (hver anden), annar hvor (den ene eller anden af to), annar tveggja (den ene af to), hvor tveggja (begge to).

Einn (alene)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	einn	ein	eitt	einir	einar	ein
akkusativ	einn, einan	eina	eitt	eina	einar	ein
dativ	einum	einni	einu	einum
genitiv	eins	einnar	eins	einna

(Ekki) neinn (ingen)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	neinn	nein	neitt	neinir	neinar	nein
akkusativ	neinn	neina	neitt	neina	neinar	nein
dativ	neinum	neinni	neinu	neinum
genitiv	neins	neinnar	neins	neinna

Annar (en anden)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	annar	önnur	annað	aðrir	aðrar	önnur
akkusativ	annan	aðra	annað	aðra	aðrar	önnur
dativ	öðrum	annarri	öðru	öðrum
genitiv	annars	annarrar	annars	annarra

Nokkur (en bestemt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	nokkur	nokkur	nokkurt, nokkuð	nokkrir	nokkrar	nokkur
akkusativ	nokkurn	nokkra	nokkurt, nokkuð	nokkra	nokkrar	nokkur
dativ	nokkrum	nokkurri	nokkru	nokkrum
genitiv	nokkurs	nokkurrar	nokkurs	nokkurra

I flertallet betyder ordet også nogle få; nokkrir menn (nogle få mænd).

Enginn (ingen)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	enginn	engin	ekkert	engir	engar	engin
akkusativ	engan	enga	ekkert	enga	engar	engin
dativ	engum	engri	engu	engum
genitiv	einskis	engrar	einskis	engra

Enginn findes i et utal af varianter, hvorom mere senere.

Hver, einhver og sérhver bøjes som interrogativpronomet hver.

Hvor bøjes som det enslydende interrogativpronomen.

Allur og sumur bøjes som adjektiver.

Fáeinir bøjes som flertallet af einn. (Når fáeinir undtagelsesvis benyttes i ental bøjes det som entallet af einn.)

Ýmis (forskellig, forskelligartet)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	ýmis	ýmis	ýmist	ýmsir	ýmsar	ýmis
akkusativ	ýmsan	ýmsa	ýmist	ýmsa	ýmsar	ýmis
dativ	ýmsum	ýmissi	ýmsu	ýmsum
genitiv	ýmiss	ýmissar	ýmiss	ýmissa

Báðir (begge)
	Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	báðir	báðar	bæði
akkusativ	báða	báðar	bæði
dativ	báðum
genitiv	beggja

Noter[redigér | rediger kildetekst]

^ Som det konservative stykke litteratur som Bibelen nu engang er, brugte den denne forskel helt til nyere tid.
^ Se Ásgeir Blöndal Magnússon.
^ Oprindeligt betød neinn ingen. Det benyttes nu kun i formen ekki neinn med samme betydning.

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

Blöndal Magnússon, Ásgeir (1995). Íslensk orðsifjabók. Reykjavík: Orðabók Háskólans.
Blöndal, Sigfús (1920-1924). Íslensk-dönsk orðabók, Islandsk-dansk ordbog. Reykjavík: Prentsmiðjan Gutenberg.
Braune, Wilhelm (1981). Gotische Grammatik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag.
Einarsson, Stefán (1949). Icelandic, Grammar, Texts, Glossary. Baltimore: Johns Hopkins University Press.
Friðjónsson, Jón (1989). Samsettar myndir sagna. Reykjavík: Málvísindastofnun Háskóla Íslands.
Guðmundsson, Valtýr (1922). Islandsk grammatik. København: H. Hagerups Forlag.
Halldórsson, Halldór (1950). Íslenzk málfræði handa æðri skólum. Reykjavík: Ísafoldaprentsmiðja h.f.
Jóhannesson, Alexander (1920). Frumnorræn málfræði. Reykjavík: Félagsprentsmiðjan.
Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag.
Jóhannesson, Alexander (1923-1924). Íslenzk tunga í fornöld. Reykjavík: Bókaverzlun Ársæls Árnasonar.
Kress, Bruno (1982). Isländische Grammatik. VEB Verlag Enzyklopädie, Leipzig.
Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften. Heidelberg: Carl Winter - Universitätsverlag.
Kvaran, Guðrún; Höskuldur Þráinsson; Kristján Árnason; et al. (2005). Íslensk tunga I–III. Reykjavík: Almenna bókafélagið. ISBN 9979-2-1900-9. OCLC 71365446. {{cite book}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
Voyles, Joseph B. (1992). Early Germanic Grammar. San Diego: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X.

[1] Som det konservative stykke litteratur som Bibelen nu engang er, brugte den denne forskel helt til nyere tid.

[2] Se Ásgeir Blöndal Magnússon.

[3] Oprindeligt betød neinn ingen. Det benyttes nu kun i formen ekki neinn med samme betydning.

[1]

[2]

[3]