Islandske verber

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Islandsk (sprog)
Artikel
Rektion
Adjektiver
Adverbier
Navneord
Stedord
Sætninger
Talord
Tider
Verbalformer
Verbalmåder
Verber
Mediopassiv
Omlyd

De islandske verbers grammatiske opførsel beskrives kort i det følgende.

Som en almindelig regel skal det straks nævnes, at infinitiven ender på -a undtagen hvor et kommer foran i hvilket tilfælde a-et forsvinder, f.eks. slá (slå). Desuden har man de følgende undtagelser: Munu, skulu (begge to ville, skulle udelukkende benyttet som hjælpeverber), þvo (vaske) og det danske låneord ske[1].

Der findes to participier, præsens og præteritum. Endelsen i præsens er -andi og er i hovedsagen ubøjelig. Undtagelsesvis kan den dog bøjes som svage adjektiver for stilistiske formål. Datidens participium er meget mere kompliceret, men følger dog hovedsageligt adjektiverne i sin bøjning, om end med talrige (og almindelige) undtagelser.

Præsens og præteritum er de eneste simple (usammensatte) tempora på islandsk. Hvad de andre angår, så benyttes der hjælpeverber, og resultatet kan forskelligt blive opfattet som tempus eller aspekt, ligesom på dansk[2].

Af personlige måder har man indikativ, konjunktiv og imperativ.

Der er tre former, aktiv, passiv og mediopassiv. Den sidste er dog en ret kompliceret sag, eftersom man for visse verbers vedkommende kan opfatte den som en særlig form, mens betydningsændringen i andre tilfælde er så stor, at man må opfatte mediopassiven som et særligt verbum. Passiven dannes med hjælpeverbet vera, mens mediopassiven har sin egen bøjning. Hvad den angår skal det nævnes (se mediopassiv), at den opstod ved en sammentrækning af verbet og det refleksive pronomen sik (som det lød på oldislandsk) og senere ændredes endelsen -sk til -st. Som eksemler kan anføres kalla (kalde) vs. kallast (á) (enten bliver kaldt eller hvis man bruger præpositionen á, de kalder til hinanden (over en længere strækning)), her er betydningen altså enten passiv eller en helt anden, eller drepa (dræbe) vs. drepast (krepere, altså foragteligt), igen en helt anden betydning. (Hvis man vil sige, at en tager sit liv, benytter man det refleksive stedord, hann drap sig, (han begik selvmord.))

Som et første eksempel anføres det nok vigtigste verbum i de sprog, hvor det forefindes, að vera (at være). Infinitivtegnet viser sit slægtskab med dansk tydeligt nok, og her er dansk forresten mere konservativt end islandsk, idet den oldnordiske form var at. For en nærmere klassificering bør det nævnes, at vera hører til den 5. klasse af stærke verber, men hører dog til undtagelserne i den klasse.

Infinitiv: vera (være)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person er erum séum var vorum væri værum
2. person ert eruð sért séuð varst voruð værir væruð
3. person er eru séu var voru væri væru

Imperativen er ver (Sg.), verið (Pl.). Den findes kun i den 2. person, som for andre verber (men se dog optativen nedenfor) og bruges for det meste i singularis i en sammentrukket form med stedordet , dvs. vertu (< ver þú, på dansk vær du). I pluralis har man også en sådan sammentrækning, men den bliver dog, mærkværdigvis, ikke godkendt som ophøjet litteratur. Vertu kan forekomme i alle sammenhæng, genparten i pluralis, veriði (<verið þið), er godt og lødigt talt islandsk, men næppe skrevet, i det mindste er det meget uhøjtideligt på papir. Denne regel gælder i øvrigt for alle verber.

Verbet vera udmærker sig også ved at være det eneste islandske verbum, der har to konjunktiver. I singularis går den anden i tur og orden veri – verir – veri. I pluralis er det verum – verið – veri. Denne form benyttes udelukkende som en optativ, dvs. et udtryk for et ønske eller en forbandelse: Veri ég bölvaður betyder være jeg forbandet (i og for sig et eksempel for en dansk konjunktiv – se kontrasten jeg er, jeg være). Fari hann og veri betyder må han gå og aldrig komme igen. Som et eksempel i flertal kan man nævne Verum nú dugleg (Lad os nu være flittige).

Det er nok på sin plads at gengive det andet hovedhjælpeverbum på dette sted, hafa (have), som ellers klassificeres som et uregelmæssigt verbum tilhørende den 4. svage klasse.

Infinitiv: hafa (have)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person hef, hefi höfum hafi höfum hafði höfðum hefði hefðum
2. person hefur, hefir hafið hafir hafið hafðir höfðuð hefðir hefðuð
3. person hefur, hefir hafa hafi hafi hafðir höfðu hefði hefðu

Formerne i entallets indikativ er ligeberettigede, men de første er gængse.

Imperativ: Haf (hafðu), hafið.

Participium præsens: Hafandi.

Participium præteritum:

Participium præteritum: hafður (haft)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ hafður höfð haft hafðir hafðar höfð
akkusativ hafðan hafða hafða
dativ höfðum hafðri höfðu höfðum
genitiv hafðs hafðrar hafðs hafðra

Svage verber[redigér | redigér wikikode]

Første klasse[redigér | redigér wikikode]

Den første klasse indeholder de fleste verber på islandsk, idet den er den eneste klasse, som er helt åben, dvs. nydannelser hører for det meste hertil. Der gives to eksempler, begge klassiske, elska (elske) og kalla (kalde), det senere eksempel med u-omlyd i visse former, det første uden.

Infinitiv: elska (elske)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person elska elskum elski elskum elskaði elskuðum elskaði elskuðum
2. person elskar elskið elskir elskið elskaðir elskuðuð elskaðir elskuðuð
3. person elskar elska elski elski elskaði elskuðu elskaði elskuðu
Infinitiv: kalla (kalde)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person kalla köllum kalli köllum kallaði kölluðum kallaði kölluðum
2. person kallar kallið kallir kallið kallaðir kölluðuð kallaðir kölluðuð
3. person kallar kalla kalli kalli kallaði kölluðu kallaði kölluðu

Man bemærker to ting med det samme. For det første er indikativ og konjunktiv den samme i datidens pluralis. Det er dog logisk at anføre begge i tabellerne, da man vil se forskel på disse to måder i andre klasser, i de tilfælde hvor konjunktiven undergår i-omlyd. For det andet ser man, at a>ö hvor bøjningsendelsen begynder på u (u-omlyd).

Imperativerne er elska, elskið og kalla, kallið, i singularis oftest i den sammentrukne form, dvs. elskaðu, kallaðu.

Participium præsens: Elskandi, kallandi.

Participium præteritum: Elskaður, kallaður. Bøjningen følger.

Participium præteritum: elskaður (elsket)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ elskaður elskuð elskað elskaðir elskaðar elskuð
akkusativ elskaðan elskaða elskaða
dativ elskuðum elskaðri elskuðu elskuðum
genitiv elskaðs elskaðrar elskaðs elskaðra
Participium præteritum: kallaður (kaldet)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ kallaður kölluð kallað kallaðir kallaðar kölluð
akkusativ kallaðan kallaða kallaða
dativ kölluðum kallaðri kölluðu kölluðum
genitiv kallaðs kallaðrar kallaðs kallaðra

Den første klasse besværes ikke af nævneværdige uregelmæssigheder.

Anden klasse[redigér | redigér wikikode]

De svage verbers 2. klasse kendetegnes af i-omlyd i præsens. Desuden bøjes participium præteritum blandet, da man har en blanding af de stærke verbers -inn og de svage verbers dentaler i visse former. Infinitiven ender altid på -ja, men det er ikke et utvetydigt kendetegn; en hel masse andre verber fra andre klasser ender også på -ja i infinitiven. Man ser disse verber undertiden klassificerede som stærke eller uregelmæssige, især i engelsksproglige grammatikker, men det er ikke tilfældet. Men klassen er så godt som lukket, da nydannelser sjældent eller aldrig tilhører den. Til klassen hører anslåelsesvis ca. 100 verber, men mange af dem hører til gengæld til sprogets almindeligeste, og der findes flere underklasser, undtagelser og dobbeltformer. Brun Kress gengiver fem bøjningsmønstre, men som eksemler anføres der nu telja (tælle) og hrynja (styrte sammen).

Infinitiv: telja (tælle)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person tel teljum telji teljum taldi töldum teldi teldum
2. person telur teljið teljir teljið taldir tölduð teldir telduð
3. person telur telja telji telji taldi töldu teldi teldu
Infinitiv: hrynja (styrte sammen)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person hryn hrynjum hrynji hrynjum hrundi hrundum hryndi hryndum
2. person hrynur hrynjið hrynjir hrynjið hrundir hrunduð hryndir hrynduð
3. person hrynur hrynja hrynji hrynji hrundi hrundu hryndi hryndu

Imperativerne: Tel (teldu), teljið, hryn, (hryndu), hrynjið.

Participium præsens: Teljandi, hrynjandi.

Participium præteritum: Talinn, hruninn.

Participium præteritum: talinn (talt)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ talinn talin talið taldir taldar talin
akkusativ talda talda
dativ töldum talinni töldu töldum
genitiv talins talinnar talins talinna
Participium præteritum: hruninn (styrtet om)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ hruninn hrunin hrunið hrundir hrundar hrunin
akkusativ hrunda hrunda
dativ hrundum hruninni hrundu hrundum
genitiv hrunins hruninnar hrunins hruninna

Tredje klasse[redigér | redigér wikikode]

Infinitiv: dæma (dømme)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person dæmi dæmum dæmi dæmum dæmdi dæmdum dæmdi dæmdum
2. person dæmir dæmið dæmir dæmið dæmdir dæmduð dæmdir dæmduð
3. person dæmir dæma dæmi dæmi dæmdi dæmdu dæmdi dæmdu

Imperativ: Dæm (dæmdu), dæmið.

Participium præsens: Dæmandi.

Participium præteritum:

Participium præteritum: dæmdur (dømt)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ dæmdur dæmd dæmt dæmdir dæmdar dæmd
akkusativ dæmdan dæmda dæmda
dativ dæmdum dæmdri dæmdu dæmdum
genitiv dæmds dæmdrar dæmds dæmdra


Fjerde klasse[redigér | redigér wikikode]

Infinitiv: duga (due)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person dugi dugum dugi dugum dugði dugðum dygði dygðum
2. person dugir dugið dugir dugið dugðir dugðuð dygðir dygðuð
3. person dugir duga dugi dugi dugði dugðu dygði dygðu

Imperativ: Dug (dugðu), dugið.

Participium præsens: Dugandi.

Participium præteritum bruges kun i sammensatte tider: Ég hef dugað (jeg har duet).

Historisk bemærkning.

Verber tilhørende den 3. og 4. klasse behandles undertiden som én klasse, da endelserne altid er de samme. Men historisk set er de to klasser og det kan være nyttigt at beholde denne opdeling, idet verberne i den tredje klasse allerede har gennemgået en omlyd, som viser sig i hele konjugationen, mens verberne i den fjerde klasse ikke har det og undertiden viser omlyd hvis stammen tillader det. De to eksempler her ovenfor viser dette klart.

Regulære stærke verber og reduplikationsverber[redigér | redigér wikikode]

De stærke verber og reduplikationsverberne behandles normalt under ét. Der findes omtrent 150-200 af dem afhængigt af, hvor mange overvejende svage, men nok som stærke anerkendte verber man har på listen. En fuldstændig liste med litterært tilladte, men næppe omgangssproglige former, indeholder godt 200 verber. Dvs. der findes mange verber med dobbelt bøjning og også en mængde, der litterært undertiden bruges stærkt, men i det talte sprog svagt. Klassificeringen af de stærke verber foregår normalt efter graden af aflyd. Af disse findes der seks (for verberne, en syvende i sproget ellers[3]), og reduplikationsverberne bliver normalt behandlet som en syvende klasse, indeholdende forholdsvis få verber, men netop i den klasse findes der en mængde undtagelser og særpræg. For en bedre forståelse af det hele må man henvise til de germanske sprogs ældre stadier, som f.eks. gotisk eller urnordisk[4].

Første klasse[redigér | redigér wikikode]

Aflydsrækken í – ei – i – i.

Infinitiv: bíta (bide)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person bít bítum bíti bítum beit bitum biti bitum
2. person bítur bítið bítir bítið beist bituð bitir bituð
3. person bítur bíta bíti bíti beit bitu biti bitu

Imperativ: Bít (bíttu), bítið.

Participium præsens: Bítandi.

Participium præteritum: Bitinn.

Participium præteritum: bitinn (bidt)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ bitinn bitin bitið bitnir bitnar bitin
akkusativ bitna bitna
dativ bitnum bitinni bitnu bitnum
genitiv bitins bitinnar bitins bitinna

Anden klasse[redigér | redigér wikikode]

Aflydsrækken jú, jó, ú – au – u – o.

Infinitiv: krjúpa (knæle)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person krýp krjúpum krjúpi krjúpum kraup krupum krypi krypum
2. person krýpur krjúpið krjúpir krjúpið kraupst krupuð krypir krypuð
3. person krýpur krjúpa krjúpi krjúpi kraup krupu krypi krypu

Imperativ: Krjúp (krjúptu), krjúpið.

Participium præsens: Krjúpandi.

Participium præteritum: Kropinn.

Participium præteritum: kropinn (knælet)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ kropinn kropin kropið kropnir kropnar kropin
akkusativ kropna kropna
dativ kropnum kropinni kropnu kropnum
genitiv kropins kropinnar kropins kropinna

O-et i participen er resultatet af A-omlyd, u > o.

Tredje klasse[redigér | redigér wikikode]

Den kanoniske aflydsrække er

eauo,

men der findes mange undtagelser. Som et første eksempel har vi bresta (briste).

Infinitiv: bresta (briste)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person brest brestum bresti brestum brast brustum brysti brystum
2. person brestur brestið brestir brestið brast brustuð brystir brystuð
3. person brestur bresta bresti bresti brast brustu brysti brystu

Imperativ: Brest (brestu), brestið.

Participium præsens: Brestandi.

Participium præteritum: Brostinn.

Participium præteritum: brostinn (bristet)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ brostinn brostin brostið brostnir brostnar brostin
akkusativ brostna brostna
dativ brostnum brostinni brostnu brostnum
genitiv brostins brostinnar brostins brostinna

Fjerde klasse[redigér | redigér wikikode]

Aflydsrækken eaáo.

Vi tager eksemplet skera (skære).

Infinitiv: skera (skære)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person sker skerum skeri skerum skar skárum skæri skærum
2. person skerð skerið skerir skerið skarst skáruð skærir skæruð
3. person sker skera skeri skeri skar skáru skæri skæru

Imperativ: Sker (skerðu), skerið.

Participium præsens: Skerandi.

Participium præteritum: Skorinn.

Participium præteritum: skorinn (skåret)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ skorinn skorin skorið skornir skornar skorin
akkusativ skorna skorna
dativ skornum skorinni skornu skornum
genitiv skorins skorinnar skorins skorinna

Femte klasse[redigér | redigér wikikode]

Aflydsrækken eaáe.

Et eksempel er lesa (læse).

Infinitiv: lesa (læse)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person les lesum lesi lesum las lásum læsi læsum
2. person lest lesið lesir lesið last lásuð læsir læsuð
3. person les lesa lesi lesi las lásu læsi læsu

Imperativ: Les (lestu), lesið.

Participium præsens: Lesandi.

Participium præteritum: Lesinn.

Participium præteritum: lesinn (læst)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ lesinn lesin lesið lesnir lesnar lesin
akkusativ lesna lesna
dativ lesnum lesinni lesnu lesnum
genitiv lesins lesinnar lesins lesinna

Sjette klasse[redigér | redigér wikikode]

Aflydsrækken aóóa.

Et eksempel er fara (gå væk)

Infinitiv: fara (gå væk)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person fer förum fari förum fór fórum færi færum
2. person ferð farið farir farið fórst fóruð færir færuð
3. person fer fara fari fari fór fóru færi færu

Imperativ: Far (farðu), farið.

Participium præsens: Farandi.

Participium præteritum: Farinn.

Participium præteritum: farinn (gået væk)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ farinn farin farið farnir farnar farin
akkusativ farna farna
dativ förnum farinni förnu förnum
genitiv farins farinnar farins farinna

Reduplikationsverber[redigér | redigér wikikode]

Halldór Halldórsson regner med fem klasser, hvoraf den ene er ri-verberne. For de første fire gengives hans eksempler.

1. Heita (hedde)

Infinitiv: heita (hedde)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person heiti heitum heiti heitum hét hétum héti hétum
2. person heitir heitið heitir heitið hést hétuð hétir hétuð
3. person heitir heita heiti heiti hét hétu héti hétu

Imperativ: Heit (heittu), heitið.

Participium præsens: Heitandi.

Participium præteritum: Heitinn

Participium præteritum: heitinn (har været kaldt, død)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ heitinn heitin heitið heitnir heitnar heitin
akkusativ heitna heitna
dativ heitnum heitinni heitnu heitnum
genitiv heitins heitinnar heitins heitinna

2. Auka (forøge)

Infinitiv: auka (forøge)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person eyk aukum auki aukum jók jukum jyki jykum
2. person eykur aukið aukir aukið jókst jukuð jykir jykuð
3. person eykur auka auki auki jók juku jyki jyku

Imperativ: Auk (auktu), aukið.

Participium præsens: Aukandi.

Participium præteritum: Aukinn

Participium præteritum: aukinn (forøget)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ aukinn aukin aukið auknir auknar aukin
akkusativ aukna aukna
dativ auknum aukinni auknu auknum
genitiv aukins aukinnar aukins aukinna

3. Ganga ()

Infinitiv: ganga (gå)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person geng göngum gangi göngum gekk gengum gengi gengjum
2. person gengur gangið gangir gangið gekkst genguð gengir gengjuð
3. person gengur ganga gangi gangi gekk gengu gengi gengju

Imperativ: Gakk (gakktu), gangið.

Participium præsens: Gangandi.

Participium præteritum: Genginn

Participium præteritum: genginn (gået)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ genginn gengin gengið gengnir gengnar gengin
akkusativ gengna gengna
dativ gengnum genginni gengnu gengnum
genitiv gengins genginnar gengins genginna

De andre verber som hører denne klasse til i nutidssproget er (), falla (falde), halda (holde) og hanga (hænge). Hanga bruges kun intransitivt, dvs. noget hænger (allerede). Hvis man skal hænge en eller anden har man verbet hengja, som bøjes svagt og tilhører den tredje klasse. Disse verber har alle sine særprægetheder, så vi lader konjugationen følge for dem alle.

Infinitiv: fá (få)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person fáum fái fáum fékk fengum fengi fengjum
2. person færð fáið fáir fáið fékkst fenguð fengir fengjuð
3. person fær fái fái fékk fengu fengi fengju

Imperativ: (fáðu), fáið.

Participium præsens eksisterer næppe.

Participium præteritum: Fenginn

Participium præteritum: fenginn (fået)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ fenginn fengin fengið fengnir fengnar fengin
akkusativ fengna fengna
dativ fengnum fenginni fengnu fengnum
genitiv fengins fenginnar fengins fenginna
Infinitiv: falla (falde)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person fell föllum falli föllum féll féllum félli féllum
2. person fellur fallið fallir fallið féllst félluð féllir félluð
3. person fellur falla falli falli féll féllu félli féllu

Imperativ: (fáðu), fáið.

Participium præsens: Fallandi.

Participium præteritum: Fallinn

Participium præteritum: fallinn (faldet)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ fallinn fallin fallið fallnir fallnar fallin
akkusativ fallna fallna
dativ föllnum fallinni föllnu föllnum
genitiv fallins fallinnar fallins fallinna
Infinitiv: halda (holde)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person held höldum haldi höldum hélt héldum héldi héldum
2. person heldur haldið haldir haldið hélst hélduð héldir hélduð
3. person heldur halda haldi haldi hélt héldu héldi héldu

Imperativ: Hald (haltu), haldið.

Participium præsens: Haldandi.

Participium præteritum: Haldinn

Participium præteritum: haldinn (hovedsageligt lider af)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ haldinn haldin haldið haldnir haldnar haldin
akkusativ haldna haldna
dativ höldnum haldinni höldnu höldnum
genitiv haldins haldinnar haldins haldinna
Infinitiv: hanga (hænge)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person hangi höngum hangi höngum hékk héngum héngi héngum
2. person hangir hangið hangir hangið hékkst hénguð héngir hénguð
3. person hangir hanga hangi hangi hékk héngu héngi héngu

Imperativ: Hang (hangtu), hangið.

Participium præsens: Hangandi.

Participium præteritum: Hanginn

Participium præteritum: hanginn (ophængt)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ hanginn hangin hangið hangnir hangnar haldin
akkusativ hangna hangna
dativ höngnum hanginni höngnu höngnum
genitiv hangins hanginnar hangins hanginna

Bemærk den svage bøjning i entallets indikativ for hanga. Ellers kan det siges om disse verber, at bøjningsforskellen ikke er stor, kun lige netop stor nok til at må gøre opmærksom på den.

4. Gráta (græde)

Infinitiv: gráta (græde)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person græt grátum gráti grátum grét grétum gréti grétum
2. person grætur grátið grátir grátið grést grétuð grétir grétuð
3. person grætur gráta gráti gráti grét grétu gréti grétu

Imperativ: Grát (gráttu), grátið.

Participium præsens: Grátandi.

Participium præteritum: Grátinn

Participium præteritum: grátinn (grædt)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ grátinn grátin grátið grátnir grátnar grátin
akkusativ grátna grátna
dativ grátnum grátinni grátnu grátnum
genitiv grátins grátinnar grátins grátinna

Ri-verber[redigér | redigér wikikode]

Fire i det hele, róa (ro), gróa (gro), núa (gnide) og snúa (vende).

Róa kan også tjene som mønster for gróa.

Infinitiv: róa (ro)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person róum rói róum reri rerum reri rerum
2. person rærð róið róir róið rerir reruð rerir reruð
3. person rær róa rói rói reri reru reri reru

Imperativ: (róðu), róið.

Participium præsens: Róandi.

Participium præteritum: Róinn.

Participium præteritum: róinn (roet)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ róinn róin róið rónir rónar róin
akkusativ róna róna
dativ rónum róinni rónu rónum
genitiv róins róinnar róins róinna

Som mønster for núa og snúa anføres:

Infinitiv: snúa (sno, vende)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person sný snúum snúi snúum sneri snerum sneri snerum
2. person snýrð snúið snúir snúið snerir sneruð snerir sneruð
3. person snýr snúa snúi snúi sneri sneru sneri sneru

Imperativ: Snú (snúðu), snúið.

Participium præsens: Snúandi.

Participium præteritum: Snúinn.

Participium præteritum: snúinn (snoet, vendt)
Singularis Pluralis
Maskulinum Femininum Neutrum Maskulinum Femininum Neutrum
nominativ snúinn snúin snúið snúnir snúnar snúin
akkusativ snúna snúna
dativ snúnum snúinni snúnu snúnum
genitiv snúins snúinnar snúins snúinna

I stedet for formerne med -er- kan man ligesågodt skrive -ér- og undertiden støder man på -ör-.

Núa er etymologisk det samme verbum som dansk gnide, og det på islandsk bortfaldne g ses ofte i ældre tekster eller poesi, da i formen gnúa[5][6].

Modalverber[redigér | redigér wikikode]

På islandsk, núþálegar sagnir ("nudatidige verber"). Verber, der er forskellige på en eller anden måde, men i det hele taget opfører sig i præsens som om det var præteritum. Visse af dem bruges udstrakt som hjælpeverber. (Dansk har den samme klasse: Jeg ved – jeg vidste og islandsk ég veit – ég vissi.) Listen er som følger: eiga (eje), mega (være tilladt), vita (vide), kunna (kunne), muna (huske), þurfa (behøve), vilja (ville), munu, skulu (ville, skulle), unna (elske, have kær).

Der behøves et antal paradigmata, da disse verber opfører sig mere eller mindre selvstændigt.

En forenklende omstændighed er at intet af disse verber besidder en particip præteritum på nær den neutrale nominativ, hvor den bruges i hjælpekonstruktioner, som f.eks. sammensatte tider.

Infinitiv: vilja (ville)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person vil viljum vilji viljum vildi vildum vildi vildum
2. person vilt viljið viljir viljið vildir vilduð vildir vilduð
3. person vill vilja vilji vilji vildi vildu vildi vildu

Imperativen bruges ikke.

Participium præsens er viljandi.

Participium præteritum bruges kun i sammensatte tider, da i neutrum: Ég hef viljað (jeg har villet).

Valda[redigér | redigér wikikode]

Dette er det eneste verbum, som har været klassificeret som helt uregelmæssigt på islandsk. (Det er, fordi præsens er valda, præteritum olli, men den forskel forklares let af fonetiske love.) Det anføres her af historiske grunde, og bøjningen følger her.[7]

Infinitiv: valda (forårsage)
Indikativ præsens Konjunktiv præsens Indikativ præteritum Konjuntiv præteritum
Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis Singularis Pluralis
1. person veld völdum valdi völdum olli ollum ylli yllum
2. person veldur valdið valdir valdið ollir olluð yllir ylluð
3. person veldur valda valdi valdi olli ollu ylli yllu

Imperativen bruges sjældent, hovedsageligt til stiliske formål, men i så fald er den vald, valdið. Den ellers overvejende sammentrukne form findes ikke i dette tilfælde.

Participium præsens er valdandi og som med visse andre verber bruges participium præteritum kun for at danne sammensatte tempora, ég hef valdið, jeg har forårsaget.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Brugen af ske er blevet betydeligt sjældnere i den sidste tid. Man hører det hovedsageligt brugt af de ældre. I stedet har man nu som før verbet gerast (mediopassiven af gera (gøre)) med samme betydning.
  2. ^ Jón Friðjónsson opererer med to tider, nutid og datid og dertil fire aspekter, som kunne se ud som en forenkling (fra to simple og seks sammensatte tider), men da han netop splitter enhver aspekt op efter dens tidsmæssige betydning, kan man måske sige, at systemet er logisk men på ingen måde simplere. Mange af hans forskellige aspektformer blev for øvrigt tidligere smuglet ind i skolegrammatikken under betegnelsen "irregulære tider". Forskellige ord, samme betydning, men Jóns system er vel nok det konsekventere af de to.
  3. ^ Hvis man absolut vil vide det, så drejer det sig om korrespondencen á-ó, som f.eks. rámur (hæs) vs. rómur (stemme).
  4. ^ Se Braune, Voyles, Krause elles Alexander Jóhannesson (1-3).
  5. ^ Den islandske poesis alliterationsregler gør meget for at bevare denne og adskillige andre former. Hvis man nu står og mangler alliteranten g og vil udtrykke at man gnider noget, så er gnúa en meget nærliggende mulighed.
  6. ^ På islandsk gælder den regel meget bogstaveligt, at man ikke skal skue katten på hårene. Det kan måske stifte en vis forvirring, at gnöri og neri betyder og faktisk er nøjagtigt den samme ting. Men islandsk er et meget konservativt sprog, som også har en meget udpræget tendens til at acceptere alternative former. Årsagen til dette er nok den, at den islandske litteratur har oplevet en kontinuerlig udvikling uden skarpe brud kombineret med en almindelig skattelse af litteraturen og en forholdsvis udbredt læsefærdighed til enhver tid. Dette sidste er i forhold til Europa for det gældende tidsrum.
  7. ^ Verbet valda findes også i skaksproget i betydningen at beskytte en brik, men så bøjes den som et svagt verbum af den 1. klasse, dvs. ganske som kalla.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Blöndal Magnússon, Ásgeir (1995). Íslensk orðsifjabók. Reykjavík: Orðabók Háskólans. 
  • Blöndal, Sigfús (1920-1924). Íslensk-dönsk orðabók, Islandsk-dansk ordbog. Reykjavík: Prentsmiðjan Gutenberg. 
  • Braune, Wilhelm (1981). Gotische Grammatik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag. 
  • Einarsson, Stefán (1949). Icelandic, Grammar, Texts, Glossary. Baltimore: Johns Hopkins University Press. 
  • Friðjónsson, Jón (1989). Samsettar myndir sagna. Reykjavík: Málvísindastofnun Háskóla Íslands. 
  • Guðmundsson, Valtýr (1922). Islandsk grammatik. København: H. Hagerups Forlag. 
  • Halldórsson, Halldór (1950). Íslenzk málfræði handa æðri skólum. Reykjavík: Ísafoldaprentsmiðja h.f. 
  • Jóhannesson, Alexander (1920). Frumnorræn málfræði. Reykjavík: Félagsprentsmiðjan. 
  • Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag. 
  • Jóhannesson, Alexander (1923-1924). Íslenzk tunga í fornöld. Reykjavík: Bókaverzlun Ársæls Árnasonar. 
  • Kress, Bruno (1982). Isländische Grammatik. VEB Verlag Enzyklopädie, Leipzig. 
  • Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften. Heidelberg: Carl Winter - Universitätsverlag. 
  • Kvaran, Guðrún; Höskuldur Þráinsson; Kristján Árnason; et al. (2005). Íslensk tunga I–III. Reykjavík: Almenna bókafélagið. ISBN 9979-2-1900-9. OCLC 71365446. 
  • Voyles, Joseph B. (1992). Early Germanic Grammar. San Diego: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X.