Johan de Witt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johan de Witt som rådspensionær.

Johan (ell. Jan) de Witt (24. september 162520. august 1672) var en hollandsk statsmand.

Johan de Witt blev født i Dordrecht, og han var søn af Jacob de Witt, Borgmester i byen. Han studerede i Leyden og blev en dygtig jurist, sprogmand og matematiker. 1650 blev han pensionær for Dordrecht og var en af de ledende hollandske afsendinge på den store forsamling i Haag 1651, hvor provinsen Hollands forrang over de andre stater i Unionen blev fastslået, mens det tillige bestemtes, at der foreløbig ikke måtte vælges nogen ny statholder i den afdøde Vilhelm IIs sted.

Da Holland således var den rådende stat i unionen, blev Witt, idet han 1653 blev rådspensionær for provinsen, dermed Nederlandenes styrer. Forholdene var vanskelige, det gjaldt om at hævde sø- og handelsvælden både over for England og Frankrig, hvor Jean-Baptiste Colbert blev minister. I søkrigen mod England 165254 bukkede Holland under. Det skyldtes Witts dygtighed, at freden dog blev tålelig. Han fik staterne til at finde sig i Oliver Cromwells fordring om, at Stuarternes slægtninge, Oranierne, aldrig måtte beklæde nogen civil eller militær post i provinsen Holland (Eksklusionsakten).

Efter freden ophjalp Witt Unionens økonomiske forhold, renten af statsgælden nedsattes fra 5% til 4%, så at der årlig kunne afdrages på gælden. Handelen gik atter frem. Fred sluttedes med Portugal, hvorved Nederlandene fik Celebes og Ceylon.

Også det af Karl 10. Gustav af Sverige truede Østersøherredømme forstod Witt at bevare. 1658 sendte han Polen hjælp med flåden, og 1659 lod han Jacob van Wassenaer Obdam bringe Danmark undsætning under Københavns belejring.

Atter truede fare fra England, hvor Stuarterne kom på tronen 1660, og en stor søkrig med dette land førtes 166467. Her indlagde Witt sig igen megen fortjeneste af sit fædreland. Efter nederlaget ved Lowestoft førte han atter flåden i søen, og den raske overrumpling, som han under fredsunderhandlingerne lod Ruyter foretage op ad Themsen, bragte Freden i Breda i stand 1667.

1668 hindrede han ved sin tilslutning til Triplealliancen sammen med England og Sverige Ludvig 14. af Frankrigs planer om i Devolutionskrigen at erobre de Spanske Nederlande.

Alt imens havde Witt indadtil fremmet de republikanske bypatricieres magt og holdt det oranske parti nede. Hans politik i så henseende stod i nøje samklang med hans faders stilling over for huset Oranien; thi Jacob de Witt havde været en af de 6 modstandere, som Vilhelm II lod fængsle på Loevestein. Witt vogtede da nøje på sit partis magt, om end han lod Vilhelm III kyndig og godt oplære.

Nu, da den unge prins blev voksen, fordrede Oraniepartiet, at både statholderposten og generalkaptajnatet skulde overdrages ham. Vel ville Witte ikke gå så vidt mod Oranierne, som de hollandske stater, der 1667 vedtog "det evige edikt", hvorved statholderposten ophævedes i provinsen Holland, en bestemmelse, der vakte heftig modstrid i de andre stater, men han fik dæmpet striden og alligevel fremmet sine planer ved vedtagelsen af "Harmoniakten" 1670, hvorved det fastsloges, at posten som overgeneral og statholder i Unionen ikke kunne beklædes af een og samme person. Witts magtstilling syntes sikret; dog kun kort tid efter fulgte hans fald.

Efter Freden i Aachen 1668 havde rådspensionæren og hans parti indskrænket landhæren. Hårdt straffede det sig nu, at Ludvig 14.s hære 1672 i hævnkrigen rykkede mod Holland. Skønt advaret havde Witt for sent indset faren, nu hjalp ikke al hans fædrelandskærlige energi for at bringe hæren på fode, dygtighed manglede i ledelsen, og staterne var træge til at bevilge. Ved franskmændenes indmarch fik da Witt hele skylden for landets ulykker. Selv i Dordrecht hejste folket Oraniens farver og råbte "Oranje op, Witt onder".

Det evige Edikt ophævedes, og den unge Vilhelm III udnævntes både til statholder og krigsherre i Unionen. 4. august nedlagde Witt sit embede. Samtidig blev hans broder, Cornelis de Witt (født 1623), myrdet 1672, løgnagtig beskyldt for at ville snigmyrde Vilhelm III. Cornelis de Witt blev lagt på pinebænken, men hævdede sin uskyldighed. dommerne, der hverken kunne dødsdømme eller frikende ham, dømte ham til landflygtighed. Det var i Haag, at Cornelis de Witt sad fængslet. Herhen var Witt rejst for at hjælpe sin broder; men da han 20. august 1672, samme dag som dommen faldt, besøgte sin broder i fængslet, brød pøbelen, der rasende fordrede Cornelis dødsdømt, ind i fængslet og myrdede begge brødrene, hvis lig de ligefrem flængede i stykker. Generalstaterne fordrede morderne straffede; men Vilhelm III lod dem gå fri eller belønnede dem.

Witts memoirer udgaves 1909. Brieven van Jan et Cornelis de Witt udkom i Haag 172325. Et matematisk arbejde af Witt: Elementa curvarum er udgivet af van Schooten 1659.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Histoire de la vie et de la mort des deux illustres frères Cornelis et Jan de Witt [Utrecht 1709]
  • Simons, Jan de Witt [1832—36]
  • Knottenbelt, Geschiedeniss der staatskunde van Jan de Witt [1862]
  • Geddes, History of the administration of Jan de Witt
  • Lefévre-Pontalis, Jean de Witt [Paris 1884]).


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.