Kænguruer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Kænguru)
Gå til: navigation, søg
  Kænguruer ?
Grå kæmpekænguru (Macropus giganteus)
Grå kæmpekænguru (Macropus giganteus)
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Underklasse: Marsupialia (Pungdyr)
Orden: Diprotodontia
Familie: Macropodidae
Gray, 1821

Kænguruer (Macropodidae) er en familie af pungdyr. De hører til blandt de mest velkendte pungdyr og er typiske repræsentanter for Australiens fauna, men findes også på Ny Guinea. Kænguruer kendetegnes ved de tydeligt længere bagben og er planteædere, der overvejende er aktive i skumringen og om natten. Familien omfatter cirka 60 nulevende arter. Flere arter er uddøde i moderne tid. Til de mest udbredte og almindelige arter hører de tre arter af kæmpekænguruer. Andre arter er truet af udryddelse. De varierer i størrelse fra 35 cm til 2 meter, hvortil kommer halens længde. De fleste arter lever på jorden, bortset fra arterne i slægten trækænguruer (Dendrolagus), der klatrer i træer. Nogle af de mindre og mellemstore arter kaldes wallabyer. I de senere år er kængurukød blevet en populær spise flere steder i verden.

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Forskellen i størrelse er stor blandt kænguruer. Mens den største art, rød kæmpekænguru, kan blive op til 1,8 meter høj og veje 90 kilogram, vejer harewallabyen Lagorchestes hirsutus kun 0,8 til 1,8 kilogram og har en længde på omkring 35 centimeter.[1]

Forbenene er små og har fem fingre, der anvendes til fødeindtagelse og som støtte ved langsom gang. Bagfoden er smal og langstrakt. Kænguruer er sålegængere, hvilket betyder at de går på hele fodfladen. Den første tå på bagfoden mangler, den anden og tredje tå er sammenvoksede, men ender i to adskilte kløer, der anvendes ved pelspleje (ligesom hos andre arter i ordenen Diprotodontia), den fjerde tå er den længste og kraftigste, den femte er af mellemstørrelse.

Opdagelse og navn[redigér | redigér wikikode]

George Stubbs: Et portræt af Kongouro fra New Holland (datidigt navn for øen Australien), 1772, National Maritime Museum, Greenwich, London

Gruppens videnskabelige navn, Macropodidae, kommer fra det græske macropod som betyder «stor fod» (μακρός makrós ‚stor‘ og πούς poús, genitiv ποδός podós ‚fod‘).

Et af de tidligste skriftlige vidnesbyrd hos europæerne om eksistensen af kænguruer findes i den britiske opdagelsesrejsende James Cooks dagbogsoptegnelser fra juli 1770, der tillige indeholder en beskrivelse.[2] Betegnelsen kænguru (engelsk: kangaroo) stammer fra aboriginer-stammen Guugu Yimidhirr, der lever på Kap York-halvøen i det nordøstlige Australien. Ordet er afledt af „gangurru“, der tjener som betegnelse for den grå kæmpekænguru.[3][4] Stammen har flere ord for de forskellige kænguru-arter. I følge en vidt udbredt myte skulle Cook som første europæer have set disse dyr, og navnet kænguru skulle betyde "Jeg forstår ikke" og være svaret på britens naturlige og på engelsk formulerede spørgsmål "Hvad er det for et dyr?". At denne historie ikke var sand, blev først opdaget af lingvisten John B. Haviland i 1970'erne.[5][6]

Udbredelse og levested[redigér | redigér wikikode]

Klippewallabyer lever i klippeterræn

Kænguruer forekommer i Australien og på nærliggende øer som Tasmanien og Ny Guinea. Her lever de i så forskellige habitater som regnskove og busk- eller græsbevoksede tørre savanner og ørkenområder. Nogle arter såsom klippewallabyer lever også i bjergområder op til 3100 meter over havet.

Formering[redigér | redigér wikikode]

Unge i pungen

Som hos alle pungdyr fødes kænguruunger efter en kort drægtighedsperiode på omkring 20 til 40 dage og er sammenlignet med placentale pattedyr relativt uudviklede. Selv hos den største kænguruart, den røde kæmpekænguru, måler ungen ved fødslen kun 2,5 centimeter og vejer 0,75 gram.[7] Normalt fødes kun en enkelt unge, tvillinger er sjældne. Den kravler efter fødslen selv fra fødekanalen ind i pungen og suger sig fast med munden til en dievorte, som den ikke giver slip på i de næste to til tre måneder.

Hos mange arter findes en "forsinket" fødsel: Umiddelbart efter en unges fødsel parrer hunnen sig igen. Dette embryo fortsætter ikke med at vokse, før den store unge endegyldigt har forladt pungen. Først da udvikler embryoet sig videre og fødes. Evolutionært er dette sandsynligvis en tilpasning til ugæstfri omgivelser: skulle ungen dø eller moren måtte forlade den, så er der straks en efterfølger klar.

Efter omkring et halvt år forlader ungen for første gang pungen; efter omkring otte måneder er den blevet endegyldigt for stor til at kunne være i pungen. Ungen får dog lov til at die indtil en alder af omkring et år, hvilket sker ved at den stikker sit hoved ind i pungen, hvor ofte allerede en ny lille unge dier. I sådanne tilfælde drikker den store og lille unge af forskellige dievorter, der desuden giver mælk af forskellig sammensætning.

Bevægelse[redigér | redigér wikikode]

Ved langsom bevægelse anvender kænguruer alle fire lemmer og halen

Alt efter kravet til hastighed har mange kænguruarter to måder at bevæge sig på: Ved højere tempo springer de kun med bagbenene, halen forbliver i luften og tjener til at holde balancen. På denne måde kan de i et kortere tidsrum komme op på 50 km/t. Hos de større arter er disse spring ofte 9 meter lange, hos en grå kæmpekænguru er der målt 13,5 meter lange spring.[8]

Ved langsom gang benytter kænguruer fem lemmer: Mens dyret støtter med forpoterne og halen, svinger bagbenene frem og så snart disse igen er sat i jorden, flyttes forpoter og hale igen. Den hoppende bevægelsesmåde er meget effektiv ved høj fart. Takket være meget elastiske muskler kan de uden stort energiforbrug komme hurtigt fremad, hvad der er en fordel i et tørt klima med til dels få føderesurser. Ved lavere fart er denne bevægelsesmåde dog ineffektiv og energikrævende. Kænguruer kan ikke bevæge sig baglæns.

Menneskelig anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Kænguruer var vigtigt jagtbytte allerede for aboriginerne, de jagede dem på grund af kødet og anvendte desuden pelsen. På den anden side fik kænguruerne nye levesteder på grund af aboriginernes afbrændinger, der tidligere udførtes som en del af jagten og i nyere tid som en del af svedjebrug. Afvekslingen mellem afbrændte flader med ny grøn vegetation og tæt bevoksning gav dyrene føde og tilflugtsmuligheder.

Også europæerne jagede disse dyr efter deres ankomst. I dag er de fleste australske kænguruarter fredet. Den røde og grå kæmpekænguru, der siden europæernes ankomst er blevet talrigere og uden naturlige fjender, jages dog – i modsætning til mange andre kommercielt udnyttede dyr findes ingen opdræt af kænguruer. Afskydningen er nøje underlagt kvoter; årligt nedlægges i Australien omkring 3 millioner dyr.[9]

Kængurukød bliver i Australien anvendt til dyrefoder,[10] størstedelen eksporteres – 80 % til Europa.[11] Også læder fremstilles af de jagede kænguruer. Kængurulæder har ry for at være meget slidstærkt på grund af kollagenfibrenes regelmæssighed[12] og anvendes bl.a. til handsker (fx indersiden på motorcykelhandsker), sko og støvler.

I Australien findes der et antal særligt udpegede jægere, der har ret til at "høste" kænguruer. Kødet fra Kænguruerne ekporteres herefter til 60 lande verden over[13]

Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

De cirka 60 arter af nulevende kænguruer i familien Macropodidae samles i 11 slægter:[14][15]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ronald M. Nowak: Walker's Mammals of the World. 6. Auflage. Johns Hopkins University Press, Baltimore 1999, ISBN 0-8018-5789-9. Side 115 og 119.
  2. ^ John Hawkesworth: Ausführliche und glaubwürdige Geschichte der neuesten Reisen um die Welt, welche auf Befehl und Kosten des jetzt regierenden Königs von England in den Jahren 1764 bis 1772 … unternommen worden sind, oversat af J.F.Schiller, Berlin: Haude und Spener, 1775, bind 4 (her citeret efter Guy Deutscher: Im Spiegel der Sprache, München:Beck 2010, side 181 f.)
  3. ^ Tony Horwitz: Cook – Die Entdeckung eines Entdeckers. Piper, München 2006, side 27f. ISBN 3-492-24473-4
  4. ^ Douglas Harper, Historian (2009-12-22). "kangaroo". Online Etymology Dictionary (Dictionary.com). Hentet 2013-09-25. 
  5. ^ John B. Haviland: A last look at Cook's Guugu-Yimidhirr wordlist. In Oceania. 44 (3), 1974, side. 216–232 PDF – se side 216 (note 1) og 229
  6. ^ "kangaroo". The American Heritage, Dictionary of the English Language, Fourth Edition (Houghton Mifflin Company). 2004. Hentet 2009-12-22. 
  7. ^ Animal Diversity Web: Macropus rufus
  8. ^ Nowak (1999), side 120.
  9. ^ An industry that's under the gun: Bericht der Sydney Morning Herald vom 26. September 2007
  10. ^ Der springende Punkt …, hentet 10. maj 2009. Arkiveret version
  11. ^ Kangaroo meat boom. BBC-News fra 16. marts 2001
  12. ^ Information fra KIAA (Kangaroo Industry Association of Australia) En arkiveret version fra marts 2016.
  13. ^ Department of Agriculture and Water Resources (på (engelsk)). Exporting kangaroo meat. Hentet 2017-03-23. 
  14. ^ Groves, C.P. (2005). Wilson, D.E.; Reeder, D.M., eds. Mammal Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference (3rd ed.). Baltimore: Johns Hopkins University Press. p. 70. OCLC 62265494. ISBN 0-801-88221-4.
  15. ^ Haaramo, M (20 December 2004). "Macropodidae: kenguroos". Mikko's Phylogeny Archive. Hentet 15 March 2007.  En arkiveret version fra 31. marts 2007.

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: