Svedjebrug

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Svedjebrug i Eno, Finland, 1893

Svedjebrug (svensk: Svedjebruk) er en landbrugsdrift, hvor man kun opdyrker jorden enkelte år.

Året før fælder man nogle af træerne i skoven, særligt de mest skyggende træer såsom lind og gran, så veddet er tørt og kan brændes af, inden man sår kornet.

Det hævdes, at svedjebrug kan give 60 fold, men så skal kornet også stå spredt, og der går århundreder, før man kan få 60 fold på den samme jord igen. Man regnede med, at over 3 fold var det normale, før man fik gødning, og 25 fold er normalt i dag.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Svedjebrug synes at have haft almindelig udbredelse overalt, hvor skovstrækninger under primitive forhold optoges til dyrkning. For sine første famlende forsøg på egentlig agerdyrkning har mennesket haft ret vanskeligt ved at finde en passende jordbund, når ikke vandet eller ilden i forvejen havde brudt de vilde planters stærke herredømme. De rigeste kulturer opstod, hvor store floders periodiske oversvømmelse frembød en nøgen og velgødet jordbund; fattigere og mere spredt blev bebyggelserne, hvor mægtige skovbrande havde raset, skørnet bunden, og i form af aske og kulstumper efterladt en let tilgængelig plantegødning. Senere lærte man at bruge de to naturforeteelser som mere regelmæssige hjælpere ved planteavlen.

Indfødte afrikaneres intense plantekultur (bananer med mere) var tidligere et ofte stedskiftende svedjebrug, og samme system er blevet drevet af Indiens befolkning, de mørkhudede bjergstammer (til stor skade for den indiske skovkultur). Også hos Syd- og Mellemamerikas jorddyrkende folk fandt svedjebrug udstrakt anvendelse. I Europa er svedjebrug nu forsvundet, men helt frem til midten af det 20. århundrede blev det drevet i Nordruslands skovegne, særlig hvor folk er af finsk herkomst, som i Karelens bygder.[1]

Fremgangsmåden[redigér | redigér wikikode]

Skoven fældes, og efter et eller flere års forløb, når veddet er fuldstændig tørt, afbrændes feltet efter gammel hævdvunden fremgangsmåde. Rug er gerne den første udsæd, den sås tyndt: »fire korn under en barksko«, som det finske mundheld lyder, og giver en umådelig rig afgrøde, derefter tages sæd efter sæd uden gødning, så længe udsæden lønnes, hvor efter det fremvoksende vildgræs endnu kan give en mager høslæt og en mulig eftergræsning. Først når jorden er fuldstændig udpint, får feltet lov til atter at »springe i skov« for efter en menneskealders forløb igen at blive modent til »opdyrkning«.

Forsøg på at stoppe svedjebrug[redigér | redigér wikikode]

I Sverige søgte allerede kong Albrecht at hæmme denne frygtelige og farlige rovdrift, og Christian 4.s love om »Braatebrænding« i Norge afgiver en meget interessant læsning. Fra Danmark haves få eller ingen data om den egentlig brandkultur. Enkelte af vore gamle stednavne turde dog vidne om denne fremgangsmåde: Maglebrænde og LillebrændeFalster og Vejenbrød i Nordsjælland (—brød = braate).

At svedjebrug i en ikke fjern fortid dreves i det gamle Østdanmark, bevidnes af de tre »fällekratter« fra Halland, som ejes af »Dansk Folkemuseum« (i Kongens Lyngby), yderst simple håndredskaber, som brugtes på brandfeltet omkring sten og stubbe, hvor hest og harve ikke kunde færdes.

Mens svedjebrug forsvandt i Danmark fortsatte dets afledte varianter, markafbrænding og hedeafbrænding, helt op til anden halvdel af det 20. århundrede, hvor man af miljøhensyn forbød det. I nogle lande, blandt andet Estland, er afbrænding fortsat tilladt i det tidligste forår, og da står landet mange steder i flammer.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Steensberg, s. 13

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Axel Steensberg: "Landnam" (Skalk 1993 nr. 2, s. 11-15)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]