Spring til indhold

KL

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 9. feb. 2011, 14:56 af 217.157.183.247 (diskussion) 217.157.183.247 (diskussion) (Simple komma- og sprogfejl rettet)

KL (fork. for Kommunernes Landsforening, der frem til 2001 var navnet) er en dansk interesseorganisation for landets 98 kommuner. KL spiller en nøglerolle som kommunernes repræsentant ved de årlige forhandlinger med regeringen om kommunernes økonomiske rammer for det kommende budgetår. KL fungerer desuden som arbejdsgiverorganisation og forhandlingspart over for de kommunalt ansattes fagforbund. Organisationen beskæftiger 430 ansatte og har et årligt budget på ca. 350 mio. kr. (2010).

Den nuværende formand for KL er borgmester i Horsens Kommune Jan Trøjborg (Socialdemokraterne) mens næstformand er Erik Fabrin (V), der er borgmester i Rudersdal Kommune. KL's bestyrelse udpeges hvert fjerde år umiddelbart efter kommunalvalget, og afspejler partiernes størrelse i kommunalbestyrelserne.

Ud over organisationens rådgivning af kommunerne, konsulentvirksomhed m.v., udgiver KL Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, som er landets største magasin med nyt fra den kommunale verden. Derudover udgives nyhedsbrevene Momentum og NYT fra KL's bestyrelse. KL har et kontor i Bruxelles, som søger at øve indflydelse på politikken i Europa-Parlamentet.

KL ejer flere organisationer og virksomheder heriblandt KOMBIT A/S, COK og Kommuneinformation (gennem KOMBIT). I løbet af de seneste år har KL solgt flere virksomheder fra herunder Kommunekemi og KMD, som var ejet af KL gennem Kommune Holding (det nuværende KOMBIT A/S).

KL har siden 2002 haft til huse på Islands Brygge i København. Domicilet er 13.600 kvm. stort og er tegnet af Arkitema.

Historie

Foreningen blev stiftet i 1970 ved sammenlægningen af Den Danske Købstadforening, De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark og Foreningen af Bymæssige Kommuner som følge af kommunalreformen, hvor de hidtidige 1.300 kommuner blev slået sammen til 275.

Indtil kommunalreformen i 2007 var Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune ikke medlem af KL pga. deres særlige dobbeltstatus som både amt og kommune. I en periode var Farum Kommune ikke medlem af KL, idet tidligere borgmester Peter Brixtofte ikke fandt, at organisationen talte kommunens sag.

Ekstern henvisning

KL's hjemmeside