Kiropraktik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kiropraktik
Alternativ medicin
D.D. Palmer
Daniel David Palmer, opfinder af kiropraktik
Påstande Vertebral subluxation, spinal justering, medfødt intelligens
Risikoer Vertebral arterie dissektion (hjerteanfald), kompressionsfraktur, død
Relaterede områder Osteopati, vitalisme
År foreslået 1895 i Davenport, Iowa, U.S.
Oprindelig tilhænger(e) D.D. Palmer
Efterfølgende tilhænger(e) B.J. Palmer
MeSH D002684

Kiropraktik (græsk: kheír, hånd, og praktikós, virksom) er en alternativ behandlingsform hvor udøveren igennem manipulationsbehandling genopretter et leds naturlige bevægelighed igen. Derved mindskes påvirkningen af nervesystemet, og dermed kan smerter i kroppen bedres. Manipulationsbehandling har været bekendt siden Oldtiden, men kiropraktikken blev grundlagt i 1897 af den magnetiske healer Daniel David Palmer. Palmer mente, at fx sukkersyge skyldtes ryghvirvlers forstyrrelse af nervebanerne. En antagelse der senere viste sig at være forkert. Ortodokse kiropraktorer anser kiropraktik som en holistisk behandlingsform på linje med healing og yoga. Mere pragmatiske kiropraktorer tager sig af mekaniske lidelser i kroppens muskel- og skeletsystem.

Det betyder at kiropraktik både anses for at være alternativ behandling/pseudovidenskab, og sundhedsvidenskabelig, manuel terapi. Der er stor forskel på kiropraktik fra verdensdel til verdensdel. Amerikanske kiropraktorer er relativt ortodokse, mens professionen andre steder forsøger at holde sig mere til evidens, omend der ikke er evidens for at kiropraktik virker. I Danmark er langt de fleste kiropraktorer af den pragmatiske orientering og tager sig udelukkende af lidelser i bevægeapparatet.

Kiropraktik i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Kiropraktorloven[redigér | redigér wikikode]

Bekendtgørelse af lov om kiropraktorer (i daglig tale blot Kiropraktorloven) var indtil 1. januar 2007 den lov, hvori kiropraktorernes virke samt autorisations- og videreuddannelsesbestemmelser var beskrevet.[1]

1. januar 2007 blev Kiropraktorloven afløst af AutorisationslovenLov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed – hvor kiropraktorers virke samt autorisations- og videreuddannelsesbestemmelser beskrives i § 52-53.[2]

Uddannelsen i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Danske kiropraktorer blev tidligere uddannet uden for landets grænser, men i dag kan man blive uddannet i klinisk biomekanik ved Syddansk Universitet[3]. Kiropraktorerne er organiseret i Dansk Kiropraktor Forening. Dansk Kiropraktor Forening har indgået en overenskomst med Regionerne, som sikrer patienterne tilskud igennem sygesikringen. I første del af uddannelsen undervises i blandt andet anatomi. Det betyder dog ikke at behandlingsformen er videnskabelig. Når man kan opnå autorisation, skyldes det alene en politisk beslutning fra starten af 1990'erne, der har pålagt Sundhedsstyrelsen at administrere dette.[4]

Universitetsuddannelsen til kiropraktor foregår på Syddansk Universitet og er en lang videregående uddannelse (LVU), der varer 5 år (bachelordel 3 år + kandidatdel 2 år) og fører frem til den akademiske grad cand.manu. (kandidat i klinisk biomekanik). Betegnelsen på engelsk er Master of Science in Chiropractic. Bachelordelen foregår sammen med de læge-studerende, med samme pensum og eksaminer.[kilde mangler]

For at opnå autorisation til at fungere som selvstændig kiropraktor skal den færdiguddannede kiropraktor (ligesom en nyuddannet læge) gennemgå en såkaldt turnusordning — dvs. en 1-årig praktikperiode hos en autoriseret kiropraktor. Kiropraktorer er samlet i fagforeningen Dansk Kiropraktor Forening, som er medlem af Akademikerne. Kiropraktorer er endvidere underlagt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

I Region Syddanmark har man - på basis af midler fra Kiropraktorfonden - udviklet en 5-årig specialuddannelse, som har givet erfaringer med videreuddannelse af kiropraktorer i sygehusvæsenet. Uddannelsen er et permanent tilbud, der udgår fra Sygehus Lillebælt og har centrum i Rygcenter Syddanmark[5] Specialkiropraktor uddannelsen opbygges efter en struktur svarende speciallægeuddannelserne - specifikt af to separate, men sammenhængende dele: en 1-årig introduktionsuddannelse og en 4-årig specialuddannelse. Begge uddannelser forankres i en fuldtidsansættelse i sekundærsektoren i relevante kliniske funktioner [6]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]