Kleanthes

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kleanthes (Græsk: Κλεάνθης, Kleanthēs) (ca. 330 f.Kr.230 f.Kr.), fra Assos var en græsk stoisk filosof. Han var efterfølger til Zenon fra Kition som den anden skolark ved den stoiske skole i Athen. Oprindeligt en bokser begyndte han at følge Zenons undervisning da han kom til Athen. Om natten arbejdede han som vandbærer. Efter Zenons død ca 362 f.Kr. blev han leder for skolen hvilket han var i 32 år. Kleanthes både bevarede og udviklede Zenons filosofi. Han opfandt nye ideer i stoisk fysik der passede med materialismen og panteismen. Hans elev Chrysippos blev en af de vigtigste stoiske filosoffer.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Kleanthes blev født i Assos i Troaa ca 330 BC.[1] Ifølge Diogenes Laertius,[2] var han søn af Phanias, og var bokser som ung. Han kom til Athen med kun fire drakmer hvor han begyndte med filosofi. Han lyttede først til den kyniske filosof Krates,[3] og bagefter til stoikeren Zenon fra Kition. For at tjene penge arbejdede han hele natten som en vandbærer for en gartner (deraf hans øgenavn "Brøndvandbøreren" græsk: Φρεάντλης) Da han brugte hele dagen på at studere filosofi og tilsyneladende ikke lavede noget blev han tilkaldt foran Areopagos for at forklare hvad han levede af. Dommerne blev så begejstrede at de tildelte ham ti miner, som Zenon dog ikke ville lade ham acceptere. Hans evne til tålmodig udholdenned, eller måske hans langsomhed, gav ham øgenavnet "Æselet" fra en medstuderende, et navn som han skulle have været glad for da det medførste at hans ryg var stærk nok til at som Zenon ville læsse på den.

Hans høje moralske standarder skaffede ham et så godt ry at da Zenon døde i 362 blev han leder af skolen. Han blev dog ved at arbejde med manuelt arbejde. Iblandt hans elever var hans efterfølger Chrysippos og Antigonus II Gonatas, der gav ham 3000 miner som han accepterede. Han døde da han var enten 80 eller 99 år gammel.[1]

Simplicius, der skrev i det 6. århundrede e.Kr. nævner at der stadig var e statue af Kleanthes i Assos på det tidspunkt som det romerske senat havde ladet bygge.[4]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Kleanthes skrev omkring halvtreds værker, men de er stort set alle gået tabt. Det længste overlevende fragment er de dele af Hymnen til Zeus [5] som er overleveret af Stobæus, i hvilet han skriver at det at prise og ære Zeus er det højeste privilegium alle fornuftsvæsener har.[6] Bortset fra det har vi fragmenter bl.a. fra Diogenes Laertius, Stobæus, Cicero, Seneca og Plutark.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Kleanthes er en vigtig person i stoicismens udvikling og han satte sit personlige præg på skolens fysiske spekulationer, og hans materialisme gav det stoiske system en større sammenhæng.[7]

Kleanthes revolutionerede stoisk fysik med teorien om spænding (tonos)) hvilket adskilte stoisk materialisme fra opfattelsen at materie er død og passiv. [8] Han udviklede stoisk panteisme, og anslyserede logik og etik ud fra sit materialistiske grundsyn.[9] SÅledes argumenterede han får at sjælen var materiel og dette blev bevist af (a) at ikke kun legemlige egenskaber men også mentale evner er overført fra forældre til børn og (b) ud fra sjælens sympati med kroppen, hvilkes kan ses ud fra det at når kroppens slås eller skæres rammes så mærker sjælen smerte; og når sjælen er belastet af angst eller depresseion, så påvirkes kroppen også. [10] Kleanthes mente også at sjælene lever videre efter døden, men intensiteten i denne eksistens ville variere efter hvor stærk eller svag den pågældende sjæl var.[11]

Kleanthes opfattede ikke Solen som guddommelig;[12] fordi solen opretholder alle levende ting så ligner den den guddommelige ild som i stoisk fysik animerer alle levende væsender, altså må den også være en del af universets livgivende ild eller æter. Han beskyldte Aristarkos for ugudelighed fordi denne mente at "universets hjerte" (dvs. jorden) bevægede sig.[13]

I Hymnen til Zeus [14], skriver han at det at prise og ære Zeus er det højeste privilegium alle fornuftsvæsener har.[6]

Etik[redigér | redigér wikikode]

Kleanthes hævdede at nydelse ikke kun ikke er et gode, men at det er "imod naturen" og "værdiløst".[15] Hans mening var at de stoiske følelser (kærlighed, frygt, sorg) er svagheder; de mangler den spænding (tonos) som han altis insisterede på, og som sjælens og kroppens styrke afhang af, og som gør at mennesker har selvkontrol og moralsk styrke, spændingen er også en betingelse for alle dyderne.

Zenons havde sagt at livets mål var at "leve konsistent"; hvilket betyder at kun fornuftens lidenskabsløse liv kunne i sidste ende være konsistent med sig selv. Klenthes har tilføjet ordene "...med naturen", og således skabte han den kendte stoiske doktrin at måler er at "leve konsistent med naturen".[16] For kleanthes betød det først og fremmest at man levede ifølge universets gang; for universet styres af fornuften og alle har det privilegium at de kan kende eller lære at lende verdens gang, at se at det er fornuftigt og derefter leve konsistent med det.[17] Dette er ifølge ham den fri viljes sande natur, ikke at man handler uden motiv eller formål eller vilkårligt, men at man ydmygt accepterer den universelle orden og derfor også i alt hvad der sker med en. [17]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Ifølge Apollodorus der citeres af Philodemus, blev Kleanthes født i Aristophanes' periode som archont(331/0 f.Kr.) og døde da Jason var archont (230/29 f.Kr). Pseudo-Lucian, Valerius Maximus og Censorinus siger at Kleanthes blev 99, Diogenes Laertius siger han blev 80) For mere information se Tiziano Dorandi, Chapter 2: Chronology, in Algra et al. (1999) The Cambridge History of Hellenistic Philosophy, page 38. Cambridge. Dorandi prefers an age of 101.
  2. ^ Diogenes Laërtius, The Lives and Opinions of Eminent Philosophers, vii.
  3. ^ Suda, Cleanthes
  4. ^ Simplicius, Commentary on the Enchiridion of Epictetus.
  5. ^ Cleanthes' Hymn to Zeus, translated by M. Ellery. (1976).
  6. ^ a b Hicks 1910, ss. 96–97
  7. ^ Davidson 1907, s. 27
  8. ^ Hicks 1910, s. 7
  9. ^ Davidson 1907, s. 28
  10. ^ Davidson 1907, s. 95
  11. ^ Plutarch, Plac. Phil. iv. 7.
  12. ^ Cicero, De Natura Deorum, ii. 15.
  13. ^ Plutarch, On the face of the orb of the Moon, 922F–923A
  14. ^ zeushymne
  15. ^ Davidson 1907, s. 148
  16. ^ Stock 1908, s. 7
  17. ^ a b Davidson 1907, s. 143


Referencer[redigér | redigér wikikode]