Materialisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Materialisme er både en betegnelse for en generel livsstil og for en bestemt holdning i forbindelse med en filosofisk debat. Den førstnævnte form for materialisme kaldes af og til forbrugsmaterialisme (konsumisme). Den anden form for materialisme er den filosofiske materialisme, som siger, at der kun eksisterer materielle ting og fysiske processer.

En forbrugsmaterialist er ikke nødvendigvis en filosofisk materialist, da vedkommende godt kan tro på at der findes ikke-materielle fænomener, men blot har fravalgt at opsøge sådanne. Omvendt lever nogle filosofiske materialister et spartansk liv.

At leve et liv, der lægger vægt på materielle ting og ejendom, er at leve materialistisk. Dette står i modsætning til f.eks. spiritualitet, åndelighed og religiøsitet. Filosofisk materialisme udelukker dog ikke åndelighed, hvis den blot findes inden for materialismen.

En mulig definition på materialisme[redigér | rediger kildetekst]

Som definition på filosofisk materialisme bruges ofte: Overbevisningen om at kun det, der kan sanses (mere nøjagtigt: kun det vore sanser kan give os oplysninger om), eksisterer, og at det, der sanses, er materielt. Desuden udelukker mange materialister, at der kan være noget materielt som vi også (altså ved siden af at det kan sanses ) kan have adgang til uden om vore sanser. Andre materialister nøjes med at sige: Det, som vore sanser kan give os oplysninger om, er materielt (tit underforstået, at også andet kan være materielt ). Som det er tilfældet i mange af den moderne fysiks eksperimenter, behøver sansninger ikke at være direkte.

Materialisme og Idealisme er hinandens modsætninger (det er begge parter enige om). Men materialismen mener ikke at materie og ideer er hinandens modsætninger, da ideer ifølge materialismen må være materielle: De dannes ved noget materielt - ved kropslige processer, som jo er materielle.

Begreberne materie og masse dækker ikke helt det samme. Den moderne fysisk har sandsynliggjort, at materie undertiden ikke har masse.

Materialisme og teisme[redigér | rediger kildetekst]

Flere af de antikke skoler i filosofi var materialistiske samtidig med at de troede på guds (eller flere guders) eksistens. Guderne blev opfattet som materielle, og også tit opfattet som havende materielle ophav, næsten ligesom menneskene. Både stoikerne og Epikur (for så vidt som de var materialister, og ikke bare var mekanister) havde dette synspunkt, dog med den forskel, at stoikerne opfattede guderne som aktive, mens epikuræerne opfattede dem som tilbagetrukne og uinteresserede i resten af virkeligheden. Ateisme og materialisme var altså ikke det samme i hele filosofiens historie.

Dialektisk materialisme[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Dialektisk materialisme

Materie defineres ikke nødvendigvis som "det der har udstrækning". Det ses blandt andet hos stoikeren Kleanthes, der opfattede materien som aktiv og levende - og dermed tillagde den flere egenskaber end udstrækning. Både bevægelse (energi ) og udstrækning anses af mange materialister for at være blandt materiens nødvendige værens-egenskaber. At kunne danne levende helheder, at kunne danne liv, anses for at være en central egenskab ved materien.

Carlo H. Hansen giver (i Fysikkens elendighed) en meget kompakt definition af Dialektisk materialisme: Der er aldrig materie uden bevægelse, og der er aldrig bevægelse uden materie. Første del af definitionen er dialektikken, og anden del af definitionen er materialismen.

Nogle materialister mener, at den eneste mulige materialisme er den dialektiske materialisme, forstået på den måde, at kun den har tilstrækkelig forklaringskraft angående de fænomener, mennesket møder og kan møde.

Lenin definerer vulgærmaterialismen som den fejltagelse at subjektet forveksler sansernes genspejling (i subjektets sind) af de objektive materielle fænomener med de objektive materielle fænomener selv. Et eksempel er den fejltolkning at lys (sådan som vi umiddelbart oplever lys) også er sådant som objektivt fænomen, og ikke bølger/partikler.

Mao Zedong siger, at der aldrig er noget i vor bevidsthed, der ikke er kommet gennem sanserne. Det ordrette citat (fra Om Praksis) er: "Al erkendelse udspringer fra de indtryk, som menneskets sanseorganer modtager fra den objektivt eksisterende verden".

Ifølge Mao behøver sansningen ikke at være ens egen sansning, men kan være overbragt af andre. Meget af den enkelte persons viden stammer jo både fra den enkeltes egne erfaringer, og siger fra bøger, TV, foredrag, samtaler osv.

Indenfor Empirisme er grundsætningen: Al erkendelse stammer fra erfaringen.

Praksiskriteriet er grundlaget for den dialektiske materialistiske erkendelsesteori. Friedrich Engels siger, at udfaldet af vore handlinger afgiver bevis for vore iagttagelsers overensstemmelse med de iagttagne tings objektive natur. Karl Marx siger: At stille spørgsmålet, "om der tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed" isoleret fra praksis, er skolastik. Menneskets tænkning er altså ikke en passiv tilskuer, men en aktiv deltager i samspil med andet, og derfra stammer dens praktiske erfaringer.

I "Materialisme og Empiriokriticisme" forsvarer Lenin sin materialismeopfattelse imod det kritiske spørgsmål: Hvorfra ved vi at der er noget virkeligt (noget som eksisterer) uafhængigt af vores bevidsthed og vor sansning? At materien har en eksistens, der er uafhængig af os, følger jo ikke med nødvendighed af definitionen på materialisme. Spørgsmålet sigter ikke til, at bevidsthedens og sansningens tilstedeværelse og aktivitet gør materien anderledes end den ville være uden dem. Spørgsmålet sigter til, hvorfra vi ved, at materien virkelig eksisterer uafhængigt af os.

Lenins svar var kort: Vi ved, at der eksisterer noget virkeligt uafhængigt af vores bevidsthed og erfaring, fra vores praksis, og kun fra den.

Ifølge de fleste tilhængere af dialektisk materialisme bør materialismen have et praktisk sigte, såsom at vejlede arbejdere og bønder i at forandre samfundene i kommunistiske retninger, at påvise og modvirke fremmedgjorthed (alienation), og at støtte fremstilling og forbrug. Det vil sige, at fremstillingsmaterialisme (produktionsmaterialisme), forbrugsmaterialisme (konsummaterialisme) og filosofisk materialisme har, og bør have, mange og væsentlige overlap.

Dagligdagens materialisme[redigér | rediger kildetekst]

Følgende udtryk benyttes til en vis grad i flæng: "dagligdagsmaterialisme", "folkets materialisme" og "almindelig materialisme". Det er især: praksisserne at spise, at dyrke sex, at avle børn og at arbejde.

Mekanisk materialisme[redigér | rediger kildetekst]

Mekanisk materialisme er den materialisme, som bl.a. Newton og Laplace påbegyndte. Det er en strengt deterministisk materialisme, der sigter mod at formalisere/algoritmisere alt. Den blev kritiseret af materialisten Engels (i "Naturens Dialektik"), som kaldte dens forestilling om, at der kan være noget materielt uden forandring eller bevægelse, for en fri feberfantasi, og for at nægte den objektive virkelighed af tilfældighed. Engels anså tilfældighed og nødvendighed (determinisme) for at være to sider af den samme mønt. Mao Zedong opremser følgende kendetegn ved den mekaniske materialisme: "Den betragter enhver ting som isoleret, statisk og entydig. Den anser alle ting i universet, deres former og deres arter, for at være evigt isolerede fra hinanden og evigt uforanderlige. Den forandring, der finder sted, kan kun være en kvantitativ formindskelse eller forøgelse eller stedforandring. Derudover ligger årsagen til en sådan formindskelse, forøgelse eller stedforandring ikke i tingene selv, men uden for dem, dvs. at de skyldes ydre kræfters indvirkning".

De, som hævder, at mekanisk materialisme er hele materialsmen, må så mene, at f.eks. dialektisk materialisme ikke er ægte materialisme.

Ved fremkomsten af kvantemekanikken opgav de fleste fysikere det strengt deterministiske natursyn, for nogles vedkommende dog uden at opgive materialismen (som så ikke længere kunne være en mekanisk materialisme).[1]

Materialisme og det psykofysiske problem[redigér | rediger kildetekst]

Nogle ikke-materialister stiller spørgsmålet, om materialister ikke benægter virkeligheden af deres egen bevidstheder.

Mange materialister mener derimod, at ånd, sjæl og krop er helt synonyme, og at der altså ikke kan være noget psykofysisk problem.

Hvert menneske kender kroppen, dvs. sig selv, uden om sansningerne. Det er også et eksempel på, at definitionen af materialisme som "at kun det, der kan sanses, er virkeligt" er for snæver. Definitionen "at det, vore sanser kan give os oplysninger om, er virkeligt" er bedre og mindre snæversynet.

Nogle materialister hævder, at Spinozas monisme med god grund kan fortolkes som en materialistisk monisme, og at der med denne lære er givet en materialistisk løsning på det psykofysiske problem. Se Det psykofysiske problem#Dobbeltaspektteorien.

Sådanne materialister anser Gud og Altet (som anses for at være materielt) for at være ét og det samme.[2] Forvirringen omkring, hvorvidt Spinoza var panteist eller panenteist, kan skyldes uopmærksomhed på, at verden og materien ikke er det samme, men at førstnævnte er i sidstnævnte. Ifølge Engels´ opfattelse var Spinoza materialist og ateist, så brugen af ordet Gud her har ikke særligt meget at gøre med det ords betydning i religionerne. Hos Spinoza bruges ordet Gud blot til at udtrykke, at materien anses for at være et bevidst væsen.

Kritik af Materialismen[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Hegel er filosofi læren om det universelle, og han hævdede, at det universelle aldrig kan være andet end en idé). Han konkluderede deraf, at materialismen var umulig som filosofi. For Hegel var spørgsmålene blandt andet: Hvad er egenskaberne/kendetegnene ved selve de fænomener, hvorom man bruger ordene universel/generel/almen/fælles? (Disse ord bruges i mange sammenhænge med omtrent den samme betydning). Hvad kan der siges generelt om det generelle (det som har egenskaben at være generel)? Ordet ”generel” kan her oversættes til: ”det som danner alt” (i den og den sammenhæng). Nogle materialister, som kan være enige med Hegel i, at filosofi er læren om det universelle, men som er uenige med ham i, at det generelle aldrig kan være andet end idé, påpeger bl.a., at f.eks. vore fælles biologiske, palæolitiske forfædre var materielle, og har dannet alle os. De forfædre var altså generelle i denne sammenhæng (at de ikke var generelle i enhver sammenhæng, ses bl.a. af, at de ikke har dannet f.eks. Solen eller dinosaurerne).

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Naturvidenskab og livssyn, s. 73
  2. ^ Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 88

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Filosofiens historie, Justus Hartnack, Gyldendal 1969
  • Materialisme og empiriokriticisme, V.I.Lenin, Forlaget Tiden, 1975
  • Naturens dialektik, Friedrich Engels, Sphinx & Nihil, København, 1973, ISBN 87-85199-82-6
  • Naturvidenskab og livssyn. Munksgaard 1974. ISBN 87-16-10796-9
  • Filosofiens historie, Hjördis Nerheim og Viggo Rossvær, Politikens Forlag A/S, København K, ISBN 87-567-4120-0
  • Fysikkens elendighed, Carlo H. Hansen, Sphinx forlag, København K, 1982,ISBN 87-85199-65-6
  • Dialectical Logic, E.V.Ilyenkov, Progress Publishers, USSR, 1977
  • Udvalgte værker Bind 1, Mao Tsetung, Forlaget Oktober, 1978, København K,ISBN 87-87587-31-9
  • Tenkningens historie bind 1, Anfinn Stigen, Oslo, 1986, ISBN 82-05-14663-2