Kong Humbles Grav

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Kong Humbles grav)
Spring til navigation Spring til søgning
Kong Humbles grav med Humble Kirke i baggrunden.

Kong Humbles Grav er en dansk langdysse beliggende på en mark nord for den lille by HumbleLangeland. Langdyssen er 55 meter lang og 9 meter bred, hvilket ubetinget gør den til øens største. Dyssen består af ca. 74-77 randsten, der alle står tæt og i ubrudt række og i den nord-nordøstlige del findes et stort gravkammer. I bunden af gravkammeret fandt arkæologer knoglerester fra mennesker, der menes at have ligget i graven i 4.000 år. Man fandt også knoglerester fra en ko. Kong Humble selv var formentlig både en historisk skikkelse og en sagnfigur. Han nævnes af Saxo Grammaticus i 1200-tallet. Saxo skriver positivt om Kong Humble, hvorimod han i Kong Eriks Krønike fra det 15. århundrede omtales mindre positivt.[1] Der kan være tale om to forskellige konger, idet der levede en Kong Humble mellem 300 og 400 e.Kr. i det danske område.[2]

Langdyssen teknisk set[redigér | redigér wikikode]

Kong Humbles Grav. Randstenene kan ses langs kanten.

Langdyssens 74-77 randsten fordeler sig således: 34 mod øst-sydøst, 37 mod vest-nordvest, de fleste velbevarede på nær 6-7 stykker. Endestenene er større end de øvrige randsten, 3 mod syd-sydvest (minus den midterste), en omvæltet halv i østre ende, én mod vest-nordvest, en lavere mod øst-sydøst og fire nord-nordøst. Ved nord-nordøst findes selve gravkammeret, der er rektangulært og omkranset af sidesten. De er i samme niveau som randstenene. Gravkammerets jordede forhøjning ender ved dækstenen på hvis overside en række udhulede fordybninger kan ses.[3]

Langdyssens beliggenhed[redigér | redigér wikikode]

På Sydlangeland findes en anseelig mængde kæmpehøje, der alle ligger spredt i bakkelandskaber eller på marker. Kong Humbles Grav er ingen undtagelse, idet den ligger på en en privat mark. En smal sti starter ved en gård nogle hundrede meter nordøst for Humble Kirke, men stien kan være vanskelig at se. I 2006 var strid mellem gårdejeren og Fyns Amt om adgangen til gravhøjen. Nu er Kong Humbles Grav igen offentlig tilgængelig via den nævnte sti.[4]

I populærkultur[redigér | redigér wikikode]

Den geografiske lokalitet indgår i den danske film Camping fra 2009 med bl.a. Mia Lyhne og Kirsten Lehfeldt på rollelisten.

Referencer[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 54°50′14.50″N 10°42′33.63″Ø / 54.8373611°N 10.7093417°Ø / 54.8373611; 10.7093417