Gesta Danorum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Saxos Danmarkshistorie
Saxo Chr P front version 001.jpg
Forsiden på Christiern Pedersens Danorum Regum heroumque Historia udgivet i Paris i 1514
Titel Saxos Danmarkshistorie
Originaltitel Gesta Danorum
Forfatter Saxo Grammaticus
Oversætter 1575: Anders Sørensen Vedel
1752: Sejer Schousbølle
1818-22: N.F.S. Grundtvig
1898: Erhardt Fr. Winkel Horn
1908-12: Jørgen Olrik
2000: Peter Zeeberg
Illustrator Gudmund Hentze
Louis Moe
Sigurd Vasegaard
Maja Lisa Engelhardt
Land Danmark Danmark
Sprog Latin
Genre(r) Krønike
Udgivelsesdato 1514 (Christiern Pedersen)
Udgivet på dansk 1575
ISBN 87-12-03496-7 (komplet)
ISBN 87-12-03534-3 (del 1)
ISBN 87-12-03535-1 (del 2)
Gesta Danorum (Angersfragmentet), fol.1r

Saxos Gesta Danorum, på nudansk Danernes bedrifter, også kendt som Saxos Danmarkshistorie, Saxos Danmarks Krønike, Danmarks Riges Krønike eller Saxos Krønike.

Værket beskriver i 16 bøger på latin tiden, der strækker sig fra kong Dan til Knud 6. og afsluttes med vendernes undertvingelse 1185.

De første ni bøger omhandler sagntiden og beretter om ca. 60 oldtidskonger; disse bøger er formentlig hovedsagelig baseret på skriftlige kilder, blandt andet må Saxo have haft en latinsk udgave af Skjoldungsagaen, en udgave af en angelsaksiske krønike. I slutningen af 8. bog må han støtte sig til skriftlige kilder som Adam af Bremen, Roskildekrøniken samt Svend Aggesens danmarkshistorie. 10.-13. bog omhandler tiden fra Harald Blåtand op til midten af 12. årh., hvorefter den lange 14. og den korte 15. bog beskriver borgerkrigenes tid og Valdemar den Stores regeringsperiode.

Værket er affattet på et lærd, ordrigt og meget velskrevet latin. Som sprogkilde og forbillede har Saxo haft de romerske forfattere Quintus Curtius, Valerius Maximus samt Justinus og Martianus Capella, og han har kendt Vergil, Horats og Ovid. Af middelalderhistorikere har Saxo kendt Beda, Paulus Diaconus, Johannes af Salisbury og Dudo; men hans Gesta Danorum minder først og fremmest om Geoffrey of Monmouths Britanniens historie. Spørgsmålet om Saxos kilder har i øvrigt været genstand for megen diskussion. Der er bevaret et eksemplar af et kompendium af det vestromerske riges historie, som vi ved, at Saxo havde lånt af domkirken, men skulle aflevere tilbage til Sorø Kloster.

Den historiske værdi af værkets ældre dele står og falder med værdien af de kilder, som han har baseret sin skildring på, og man bør være opmærksom på, at han gør historiske personer fra disse skrifter identiske, selvom tidsforskellen udelukker, at de kan have haft noget med hinanden at gøre. Forklaringen er, at datidens historieforskning ikke var særligt udviklet, og forfatterne dengang fulgte andre idealer for historieskrivning. Historien skulle være moralsk opbyggende, og ideen om en neutral saglig historieskrivning lå mange hundrede år ude i fremtiden.

Et eksempel på utroværdige oplysninger: Dronning Thyras far angives til at være kong Hathelradus af England, Aethelred af East Anglia 876 – 879. Hun kan da vanskeligt have været mor til Harald Blåtand.

Modsat den historiske værdi er værkets litterære værdi og dets billede af huskarlenes eller hirdmændenes tankegang og stormænds moral og idealer omkring 1200 uomtvisteligt og af umådelig værdi. Værkets har en pædagogisk tendens: fortidens idealer stilles i kontrast til samtidens "blødsødenhed". Saxo argumenterer for brugen tvekamp frem for eder som bevis, idet eder kan være falske, medens tvekamp aldrig kan skade den udødelige sjæl, men kun det jordiske legeme. Han fremhæver på alle områder værdien af nordisk kultur og folkelige opfattelser, hvis værdi han forsvarer fx ved retorisk at spørge om, hvem der monstro skulle have bygget de jættestuer og dyssekamre, som det danske landskab er så rigt på, om ikke netop de kæmper, som den folkloristiske overlevering beretter om. En række af vore nationale digtere har hentet stof i det oldhistoriske afsnits myter og sagn, som navnlig fik betydning for romantikken, og Grundtvig udsendte sin egen originale gendigtning. Kun få fremstillinger af den danske historie har ment at kunne ignorere sagnkonger som Uffe hin Spage, Rolf Krake og Regner Lodbrog, der hovedsagelig kendes fra Saxos værk.

Overleveringen af Saxos tekst[redigér | redigér wikikode]

Nutidens kendskab til værket skyldes Christiern Pedersens udgave (Paris 1514), hvori tilnavnet Grammaticus, dvs. den sprogkyndige, "stilisten" eller bare tilnavnet "Skriver", vandt hævd. Det manuskript, som var grundlag for Christiern Pedersens udgave, er tabt, og den er derfor den primære kilde til værket.

Af det sandsynlige originalmanuskript er fire blade bevaret, nemlig det berømte Angersfragment, nu på Det Kongelige Bibliotek; endvidere eksisterer 3–4 andre middelalderlige håndskriftblade. Selv om disse fragmenter tilsammen kun dækker en lille del af Saxos værk, er de af stor betydning. Ved sammenligning med Chr. Pedersens udgave kan vi nemlig vurdere denne udgaves trofasthed over for dens (tabte) forlæg.

Udgaven blev fordansket af Anders Sørensen Vedel 1575. Foruden Grundtvigs version, optrykt 1863 og 1885ff., skal fremhæves Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgaver (19311957, latin) og 2000, Peter Zeebergs oversættelse. I 1985 udkom krøniken i en nudansk genfortælling af Mogens Boisen.

Politisk formål[redigér | redigér wikikode]

Alle historiske værker skal ses ud fra en aktuel politisk situation: Danmark havde været igennem en lang ødelæggende borgerkrig. Derfor var Danmarks status og troværdighed i udlandet på et nulpunkt.

Kirken ville nu betale for at få et sådant værk. Den ville understrege Danmarks selvstændighed og dermed underbygge den danske kirkes uafhængighed af det staufiske kejserdømme og dets modpaver som fx Octavian.[Kilde mangler] Det var en klar reaktion mod forholdene under borgerkrigen, som den tysk-romerske kejser havde grebet ind i ved skiftevis at støtte forskellige kongsemner. Det havde medført, at Danmark opsplittedes i to, og i 1157 endog i tre dele, og at den danske kirke blev en lydkirke under den tyske kejsers pave, der var i opposition til paven i Rom.

Værket kan opfattes som en modsætning til Adam af Bremens krønike, som forsvarede ærkesædet Hamburg-Bremen status som ærkesæde for Danmark.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]