Martinus Thomsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Martinus Thomsen
Danmark
1900-tallet
Martinus Thomsen 1950.jpg
Martinus i 1950
Personlig information
Født 11. august 1890
Sindal, Jylland, Danmark
Død 8. marts 1981
Frederiksberg, Danmark Rediger på Wikidata
Gravsted Frederiksberg Ældre Kirkegård Rediger på Wikidata
Nationalitet Dansk
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Mystiker, forfatter, filosof Rediger på Wikidata
Fagområde Kosmologi Rediger på Wikidata
Skole/tradition Martinus kosmologi, Mystik, Moral
Eksterne henvisninger
Martinus Thomsens hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Martinus Thomsen (født 11. august 1890 i Sindal, død 8. marts 1981Frederiksberg), kaldt Martinus, var en dansk mystiker, åndelig lærer, forfatter og filosof. Nogle hovedpunkter i hans lære er, at alle levende væsener er udødelige, at alle har en uendelig kæde af tidligere liv bag sig, at alt er under udvikling fra lave primitive former fremad mod gigantisk høje former for tilværelse, at Gud er nærværende i alt og alle, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed.[1]

Den overordnede betegnelse for hans lære er “Martinus Kosmologi”, som Martinus betegnede som åndsvidenskab. Han ønskede ikke, at man uden videre skulle tro på det, han skrev. Man skulle læse det kritisk og kun bruge det, man kunne forstå og acceptere. Var der andre steder, hvor man følte sig mere inspireret, skulle man forblive der. Ingen enkelt åndelig lærer gør de andre åndelige lærere overflødige, sagde han. Der er ikke kun én bog, der er hellig. Der er ikke kun én religion, der er saliggørende, og Gud har mange måder at påvirke mennesker på. (Livets Bog 1, stk. 10 og 15)

Martinus' liv[redigér | rediger kildetekst]

Opvækst[redigér | rediger kildetekst]

Martinus' barndomshjem Moskildvad i Sindal, nu et museum.

Martinus kom til verden den 11. august 1890 og havde sin opvækst på landet nær stationsbyen Sindal i Nordjylland. Moderen var ugift og arbejdede som husbestyrerinde for godsejeren på en proprietærgård ved navn Kristiansminde.[2] En bestyrer ved navn Mikael Chr. Thomsen blev udlagt som hans far, og hans officielle navn blev derfor Martinus Thomsen.[3] Men Martinus anså det for mere sandsynligt, at det var godsejeren, der var hans far.[4]

Martinus’ mor havde ikke mulighed for at tage sig af drengen, så han voksede i stedet op som plejebarn hos sin morbror og tante i de spartanske omgivelser i huset Moskildvad, som i dag er et museum. Plejeforældrene var oppe i årene og havde i forvejen opfostret 11 børn.[2] Martinus omtalte dem altid som meget kærlige mennesker, der, trods de beskedne kår de levede under, skabte en varm og tryg ramme om hans opvækst. Han havde kun en begrænset kontakt til sin biologiske mor, som døde allerede da han var 11 år.[5]

Undervisningsmæssigt blev det aldrig til andet end den stråtækte landsbyskole med dens i alt fem klasser og dens såre elementære pensum.

I lighed med mange andre børn fra småkårshjem kom Martinus ud at tjene som hyrdedreng fra han var 12 år gammel.[6]

Tidligt arbejde[redigér | rediger kildetekst]

Efter sin konfirmation kom Martinus i lære som smed. Det måtte han dog opgive, fordi han var for spinkel til det hårde arbejde, og han blev i stedet landarbejder.[6]

Han følte sig tiltrukket af tanken om at blive missionær, men opgav det igen, blandt andet fordi han ikke kunne forlige sig med mange af de kristne dogmer.

I 1910 blev han uddannet som mejerist og arbejdede på forskellige mejerier rundt omkring i Danmark, inden han i 1918 flyttede til København. Her arbejdede han i perioder som vagtmand og postbud, indtil han i 1920 blev ansat som kontorist på mejeriet Enigheden.[7]

Navn[redigér | rediger kildetekst]

Martinus havde et stort ønske om at blive fri for sit efternavn: Thomsen. Han henvendte sig først til politimesteren på Frederiksberg. Denne sagde, at det kunne han nok ikke få tilladelse til, da et enkelt navn ikke var fyldestgørende, men måske kunne han få tilladelse til at hedde: Martinus Thomsen Martinus. Han ansøgte derefter om at få denne navneforandring godkendt. Han fik dog afslag på sin ansøgning og måtte derfor leve videre med sit døbenavn.[8]

Gennem hele sit voksne liv var han kendt under sit fornavn Martinus. Han brugte udelukkende sit fornavn i sin underskrift, og bøger signerede han også kun med fornavnet.

Forfatterskab[redigér | rediger kildetekst]

Martinus skrev mellem 1924 og 1981 i alt 41 bøger, et forfatterskab som hen mod slutningen af hans liv fik navnet Det Tredje Testamente. Hovedværket er Livets Bog i syv bind. Som supplement hertil er udgivet Det Evige Verdensbillede, bog 1-3, hvori han klarlægger hovedprincipperne i sit verdensbillede. Desuden er udgivet bøgerne Logik, Bisættelse og nogle mindre bøger, samt et stort antal artikler. Martinus Institut, en erhvervsdrivende fond, har efter hans død udgivet Det Evige Verdensbillede, bog 4-5, samt Den Intellektualiserede Kristendom.

Martinus tegnede et stort antal symboler (farvelagte tegninger) til at illustrere sin kosmologi.

Martinus´ værker, som blev skrevet mellem 1924 og 1981, dækker emner som spiritualitet, livsoplevelse, moral, karma, døden, seksualitet, nationernes skæbne og fremvæksten af en ny lys verdenskultur, m.m.[9]

Dele af hans forfatterskab er oversat til en række sprog.

Død[redigér | rediger kildetekst]

Martinus døde i en alder af 90 år den 8. marts 1981. Bisættelsen fandt sted i Tivolis Koncertsal den 29. marts 1981.

Efter eget ønske blev Martinus’ krop balsameret. Han er gravlagt på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Åndsvidenskab[redigér | rediger kildetekst]

Martinus betragter ikke sin lære som en tro, men som en videnskab. Han ser sig selv som en, der bedriver videnskab – videnskab om det åndelige. Hans forskningsområde er således den åndelige side af tilværelsen – ligesom naturvidenskabens forskningsområde er den fysiske side af tilværelsen. Derfor kalder han sin lære for åndsvidenskab. Han mener, at denne åndsvidenskab en dag ville blive sidestillet med naturvidenskaben.

Naturvidenskabens erkendelsesmidler er: 1) sanserne, 2) objektive måleredskaber (instrumenter, apparater, teleskoper, mikroskoper, mm.) og 3) logikken. Åndsvidenskaben har, udover disse tre, et fjerde erkendelsesmiddel: intuitionen.

Med ”intuition” mener Martinus en åndelig sans - en særlig evne til at ”se” ind i den åndelige verden.[10] Han har berettet, hvordan hans egen intuition vågnede i forbindelse med en serie stærke åndelige oplevelser, han havde i foråret 1921. Her oplevede han, at hans åndelige sansehorisont blev stærkt udvidet. Han oplevede, at den åndelige verden, der ligger hinsides alle fysiske foreteelser, blev permanent indlemmet i hans dagsbevidsthed. Han opdagede, at han havde fået en helt ny evne: ”Jeg begyndte ligesom at kunne skue ind i selve evigheden.” (Livets bog 1, stk. 20)

Han ”så”, at han selv og alle andre levende væsener er udødelige, at alle har en uendelig kæde af tidligere liv bag sig, at alt er under udvikling fra lave primitive former fremad mod gigantisk høje former for tilværelse, at Gud er nærværende i alt og alle, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed.[1]

Når Martinus siger ”intuition”, mener han i praksis sin egen intuition. Ganske vist siger han, at alle mennesker på et tidspunkt i fremtiden – efter at have levet mange liv – vil få den samme intuitive evne som han har. Men samtidig mener han, at han har en særstilling i kraft af, at den åndelige verden permanent er indlemmet i hans dagsbevidsthed. Han har fået permanent ”kosmisk bevidsthed”. Andre får kun ”kosmiske glimt”.

Set fra en filosofisk synsvinkel må Martinus´ lære karakteriseres som idealisme. Den åndelige verden betragtes som primær i forhold til den fysiske verden.[11] I Martinus' lære er den fysiske verden skabt ud af noget åndeligt.

Den modsatte filosofiske opfattelse er materialisme, som hævder, at der kun eksisterer materielle ting og fysiske processer, og som benægter, at der eksisterer en åndelig verden. Ifølge materialismen er ”det åndelige” kun produkter af noget fysisk (elektriske og kemiske processer i hjernen).

Det er et gennemgående træk hos Martinus, at han afviser materialismen. Han ser den som en fejlagtig, begrænsende verdensanskuelse. Materialismen kan ikke udtale sig om den åndelige side af tilværelsen, siger han. Den kan for eksempel ikke ophæve et menneskes dødsangst. Den kan heller ikke føre et menneske til Gud. For Gud er ånd, ikke materie (stof).

Omvendt vil en materialist afvise Martinus´ lære som fantasi. Materialisten regner netop ikke med, at der eksisterer en selvstændig åndelig verden.

Naturvidenskaben afviser åndsvidenskaben som en gyldig videnskab. Naturvidenskaben kræver nemlig, at erkendelsesmidlerne (sanserne, måleredskaberne og logikken) er objektive. Det vil sige, at alle mennesker skal principielt kunne bruge de samme erkendelsesmidler. Men intuitionen er ikke et objektivt erkendelsesmiddel i denne forstand. Den er afhængig af det enkelte subjektive individ (i dette tilfælde Martinus). Ikke alle mennesker kan bruge dette erkendelsesmiddel, eftersom ikke alle mennesker er i besiddelse af denne intuition. Af den grund er åndsvidenskaben ikke en gyldig videnskab, siger naturvidenskaben. Af samme grund vil der i det følgende ikke blive talt om "Martinus´ åndsvidenskab", men om "Martinus´ lære" (som er blevet til på baggrund af hans intuitive oplevelser).

Martinus' lære[redigér | rediger kildetekst]

Det levende væsen[redigér | rediger kildetekst]

Udtrykket ”levende væsen” bruger Martinus om alt, hvad der på en eller anden måde er en organisk enhed. Han bruger det om så forskelligartede fænomener som planeter, mennesker, dyr, hjerter, nyrer, planter, celler og molekyler. Et levende væsen består af tre dele: X1, X2 og X3.[12]

X1 er den inderste kerne i det levende væsen.[13] Det er det levende væsens jeg. Dette jeg er evigt. Det har altid eksisteret, og det vil altid eksistere.

X2 er en egenskab ved X1. Denne egenskab beskrives som ”skabeevnen”. X2 er det, hvorved X1 manifesterer sig, således at det kan sanses og opleves.[14]

Manifestationen af X1 er X3 ("det skabte"). X3 er altså en slags kopi af X1. X3 er i egentlig forstand en illusion, eftersom X1 er det eneste, der egentlig eksisterer.[15]

Gudsbegrebet[redigér | rediger kildetekst]

I virkeligheden findes der kun ét X1, siger Martinus. Alle de levende væseners X1´er er i virkeligheden, dybest nede, identiske. Det er kun på illusionernes plan (X3-planet), at de levende væsener er forskellige fra hinanden. På jegets plan er de identiske.[16]

Dette X1 identificerer Martinus med Gud (eller ”Guddommen”). De levende væsener er altså i deres inderste kerne – deres jeg – identiske med Gud.

Gud (jeget) er det eneste absolut faste punkt i verdensaltet. Det ”dirigerer verdensaltet”. Det er årsag til alle årsager og er ikke selv forårsaget af noget. Det er ”verdensaltets ophav.”[17] "Gud er det absolut eneste eksisterende væsen, som alt liv udstråler fra.” (To slags kærlighed, s. 60)

Ifølge Martinus er Gud evigt eksisterende og evigt forårsagende. Der har aldrig eksisteret en tid, hvor dette ikke er tilfældet, og der vil aldrig komme en tid, hvor det ikke er tilfældet.

Ligesom alle andre levende væsener består Gud af de tre dele: X1, X2 og X3. Gud (X1) har en skabeevne (X2), som skaber eller manifesterer det uendelige verdensalt (X3), ”Guddommens organisme”.[18] X1 er det evige, mens X3 er det skabte.

Det evige er kendetegnet ved logik, siger Martinus. Heraf følger, at det skabte, som jo udgår fra det evige, også er præget af denne logik. Martinus mener, at verden er skabt på en sådan måde, at den er logisk overensstemmende med den kærlige hensigt, som er en del af Guds væsen. Gud er alkærlig og alvis.

”Logik” kan læses som ”hensigtsmæssighed”. Det uendelige verdensalt og dets uendelige historie er gennemtrængt af denne guddommelige hensigtsmæssighed. Det vil sige: Alting er til nytte. Verdensaltet er præget af visdom, hvilket igen vil sige, at det er præget af kærlighed. Dets grundtone er kærlighed. Alt viser sig i sit slutfacit at være til gavn, glæde og velsignelse for alle levende væsener.[19]

De evige principper[redigér | rediger kildetekst]

Martinus skelner skarpt mellem "det evige" og "det skabte" (X1 og X3). Det evige indeholder ifølge Martinus nogle evige principper. Disse principper er tilværelsens grundlæggende love. Man kan også kalde dem "livslovene". Principperne bliver aldrig ændret – da de netop er evige. Da det evige er kendetegnet ved logik (hensigtsmæssighed), er de evige principper også kendetegnet ved denne logik.

De fire vigtigste evige principper er:

1)    Spiralkredsløbsprincippet

2)    Sult- og mættelsesprincippet

3)    Skæbneprincippet

4)    Kontrastprincippet

Spiralkredsløbsprincippet[redigér | rediger kildetekst]

Et udsnit af det uendelige spiralkredsløb (tre udviklingsspiraler). P: Planteriget. D: Dyreriget. M: Menneskeriget. V: Visdomsriget. G: Den guddommelige verden. S: Salighedsriget.

Spiralkredsløbsprincippet siger, at de levende væseners udvikling foregår i et spiralkredsløb. Dette spiralkredsløb er uendeligt. Det har ingen begyndelse og ingen afslutning.[20] Ifølge Martinus var der ikke en skabelse engang i tidernes morgen. Den eneste skabelse, der findes, er X1s vedvarende skabelse af X3 (ved hjælp af X2).

I en vis forstand foregår de levende væseners udvikling i et cirkelkredsløb. For hver ”cirkel” de gennemgår, går de igennem de samme seks ”riger”[21]: planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. For planterigets og dyrerigets vedkommende foregår udviklingen gennem reinkarnation.

Ifølge Martinus tilhører jordklodens mennesker dyreriget.[22] De tilhører endnu det rige, hvor ”det dræbende princip” gælder.[23] Her udføres der handlinger, der bringer sår og lidelser, for eksempel drab, krigsførelse, ødelæggelse, lemlæstelse, vredesudbrud, forfølgelse og bagtalelse.

Men jordmenneskene er på vej mod ”menneskeriget” (også kaldt ”det rigtige menneskerige”).[24] I løbet af de næste ca. 3000 år vil de nå dette stadium i udviklingen, siger Martinus. Når de er nået dertil, vil de være i stand til at udvise ægte kærlighed og harmoni.[25]

Denne kosmiske udvikling har væsenerne ingen indflydelse på. Den er udtryk for noget evigt, og noget evigt har væsenerne ingen indflydelse på, siger Martinus. Derfor har mennesket ingen fri vilje med hensyn til denne kosmiske rytme. Den frie vilje er begrænset til små lokale områder. Martinus sammenligner den store livsvandring gennem spiralkredsløbet med åndedrættet.[26] Et menneske kan til en vis grad styre sit åndedræt. Det kan for eksempel standse det kortvarigt, eller det kan ånde langsomt eller hurtigt. På samme måde behersker det kun et lille område af sit ”kosmiske åndedræt”. Der findes en fri vilje, men den er yderst begrænset, set i det store billede.[27]

Hver gang væsenerne gennemgår en ny cirkel, går de igen igennem de seks riger, men nu på et højere niveau med større dimensioner. Derfor gennemgår de i virkeligheden ikke et cirkelkredsløb, men et spiralkredsløb. De enkelte ”cirkler” kalder Martinus ”udviklingsspiraler”[28]. På den måde sikres det, at væsenerne hele tiden får nye oplevelser (på højere niveauer) og nye erfaringer. Det sikres, at væsenernes kosmiske livsbane ikke former sig som en uendelig gentagelse, men som en uendelig udvikling.[29]

Her kommer den evige logik (hensigtsmæssighed) til syne, siger Martinus. Der er sørget for, at væsenerne i det lange løb får stadig nye oplevelser. Hvis væsenerne gennemgik et cirkelkredsløb, ville de i det lange løb kede sig ved at få de samme oplevelser – igen og igen.[30]


Sult- og mættelsesprincippet[redigér | rediger kildetekst]

Sult- og mættelsesprincippet siger, at væsenernes åndelige (kosmiske) livsvandring styres af deres sult og mættelse.[31] ”Sult” og ”mættelse” skal i Martinus´ sprogbrug ikke kun forstås som sult og mættelse i forbindelse med indtagelse af fysisk føde. ”Sult” betegner enhver form for fysisk eller åndeligt begær, behov, ønske eller længsel – ligesom ”mættelse” betegner opfyldelsen eller tilfredsstillelsen heraf. Man kan for eksempel være ”sulten” efter så forskelligartede fænomener som mad, sex, penge, status, magt, ære, spænding, viden og åndelighed – ligesom man kan være ”mæt” af disse fænomener.

Mættelsen af en sult virker som en drivkraft bag en ny sult, nemlig en sult efter en eller anden kontrast til det, man er mæt af. Når man vågner om morgenen, er man som regel mæt af at hvile sig og sulten efter at arbejde. Når man så efter flere timer har arbejdet sig træt, er man sulten efter at hvile sig.

I det store åndelige perspektiv virker sult og mættelse som drivkræfter bag væsenernes vandring op gennem spiralkredsløbet.

"Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker, længsler og begær. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv." (Livets bog 3, stk. 711)

Sult og mættelse gør sig gældende både inden for et enkelt liv og hen over flere liv. (Livets bog 3, stk. 711) For eksempel kan et menneske i sin barndom opleve fattigdom og således udvikle en sult efter rigdom; en sult som derefter bliver mættet inden for det samme liv. Det kan imidlertid også tænkes, at dette menneske lever i ekstrem fattigdom hele sit liv, og at det først får mættet sin sult efter rigdom i et efterfølgende liv.  

Mættelsen af en sult giver sig derefter udslag i en sult efter noget andet – i dette tilfælde en eller anden kontrast til den materielle rigdom.[32]

Også i forbindelse med sult- og mættelsesprincippet ses tilværelsens logik. I kraft af, at væsenernes kosmiske livsbane ikke former sig som et cirkelkredsløb, men som et spiralkredsløb, er det sikret, at der ikke vil ske en endegyldig mættelse. Det er sulten, der holder væsenerne i live og giver deres liv retning og mening. Et endeløst cirkelkredsløb ville i sidste ende skabe lede ved gentagelsen. Det ville give væsenerne en følelse af at være åndeligt døde.[33]

Skæbneprincippet[redigér | rediger kildetekst]

Skæbneprincippet siger, at et væsens skæbne er en virkning af dets handlinger. Dette princip er også kendt som karmaloven (”Hvad du sår, skal du høste”). Skæbneprincippet gør sig ikke kun gældende inden for et enkelt liv (inkarnation), men også over flere liv.[34]

Det er umuligt at forstå et menneskes skæbne, hvis man kun betragter et enkelt liv, siger Martinus. Et menneskes skæbne er i høj grad bestemt af hændelser i tidligere liv.

Ifølge skæbneprincippet vil man principielt erfare en nøjagtig gengældelse af sine handlinger. Hvis man f.eks. har undertrykt et andet menneske, vil man selv blive undertrykt på samme måde, eventuelt i et senere liv.

Skæbnegengældelsen eller karma er jo et ’spejlprincip’, der, hvor ikke andet griber ind, udløser en fuldstændig nøjagtig gengivelse i ens egen skæbne af det, man selv befordrer i andre væseners skæbne. Hvis man undertrykker et andet væsen eller berøver det noget af dets frihed, må denne udløsning absolut afstedkomme en tilsvarende undertrykkelse og frihedsberøvelse i ens egen skæbne.”

Livets bog 4, stk. 1262

Når et væsen oplever virkningerne af sine forkerte handlinger, får det en tilskyndelse til at undlade at udøve disse handlinger (for eksempel undertrykkende handlinger). Hvis det ikke oplevede disse virkninger, ville det ikke kunne erkende disse handlinger som onde. For i så fald havde det ikke erfaret, hvordan det opleves at være udsat for sådanne handlinger.[35]

Når væsenet oplever virkningerne af sine forkerte handlinger, vil denne erfaring blive oplagret dybt i dets sjæl eller bevidsthed, således at det følger væsenet i dets fremtidige inkarnationer. Den dybtliggende erfaring vil vise sig som en evne til at forstå og føle med andre væsener, der bliver udsat for tilsvarende forkerte handlinger, siger Martinus. Således får væsenet en tilskyndelse til at undlade at udøve disse handlinger.[36]

Igen ses den omfattende logik i verdensaltet, siger Martinus. Der er en god hensigt med skæbneprincippet: at skabe en praktisk belæring i forståelse, medfølelse og kærlighed.

Kontrastprincippet[redigér | rediger kildetekst]

Kontrastprincippet siger, at eksistensen af kontraster er en nødvendig forudsætning for væsenernes livsoplevelse. Et fænomen kan kun opleves, hvis det markeres af en eller anden kontrast til dette fænomen. Ellers er det utilgængeligt for sansning. Ja, det er faktisk ikke-eksisterende. Et fænomen eksisterer kun i kraft af sine kontraster:

En ting eksisterer kun i kraft af sin afvigelse fra andre ting, thi hvis denne afvigelse ikke fandtes, var nævnte ting jo absolut ét med disse andre ting og ville umuligt kunne træde ud fra disse som en synlig, hørlig eller følelig detalje. Man maler ikke hvide bogstaver på tilsvarende hvid baggrund …

Logik, s. 68

… at al død og undergang, offer og undertrykkelse i virkeligheden er livets port, er den mørke baggrund, uden hvilken det ville være umuligt at male livets lyse billede … , er det nødvendige ’onde’, der må til, for at en fornemmelse af noget ’bedre’ kan skabes, idet det jo netop er på denne fornemmelse, at al evne til at opleve glæde beror.

Logik, s. 67

Martinus i 1934

Heraf følger, at det såkaldt ”onde” ikke er ondt i det store kosmiske perspektiv – men godt. Det onde er – hvor vanskeligt det end kan være at forstå – et udtryk for Guds kærlighed. Martinus siger, ”at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed.” (Om min missions fødsel, s. 65-66) Det såkaldt onde er godt, fordi det tjener et godt formål, nemlig oplevelsen af det gode. ”Det onde” er ikke godt, fordi det i sig selv er behageligt. Tværtimod kan det – som alle ved - være meget ubehageligt.

Derfor taler Martinus om ”det behagelige gode” og ”det ubehagelige gode”.[37] Der findes ikke noget absolut ondt i universet eller i universets historie.  Alt er ”såre godt”.[38] Det såkaldte ”onde” er en betingelse for væsenets (menneskets) evne til at opleve livet. Det er netop meningen med livet: at opleve livet.[39]

Hovedmodsætningen hos Martinus er altså ikke modsætningen mellem godt og ondt, men modsætningen mellem behag og ubehag.

En anden side af kontrastprincippet er, at væsenernes oplevelse af ubehag er en nødvendig forudsætning for, at de kan udvikle sig. Ubehaget virker som en modstand, der skal overvindes. Derved udvikler væsenerne åndelige kræfter til at udholde og overvinde dette ubehag – ligesom en muskel udvikler sig og bliver stærkere ved at kæmpe mod en modstand. Væsenerne udvikler en bevidsthed og en vilje, som de ellers ikke ville have udviklet. ”Udvikling er det samme som overvindelse og ville således være en umulighed, hvis der ikke var noget at overvinde.” (Logik, Livets bogs bureau 1938, s. 66)

Ubehaget eller det onde peger således fremad mod noget, som ikke er ubehageligt. I det store kosmiske perspektiv vil ubehaget aldrig blive en endegyldig skæbne for noget levende væsen. Der findes ikke et stedsevarende helvede. En sådan forestilling er udtryk for en stor uvidenhed om Gud, siger Martinus. Forestillingen er ulogisk, fordi en kærlig Gud aldrig ville handle således. En kærlig Gud vil altid have et godt formål med sine handlinger.

Det ubehagelige, som et menneske måske oplever efter døden, kalder han ”skærsilden” – altså noget midlertidigt.[40] I ”skærsilden” renses mennesket (sjælen) for de sider i sin personlighed, der skaber ubehagelige oplevelser for det. Sjælen kan komme hurtigere ud af skærsilden, hvis den beder om hjælp. 

”Skærsilden” er en renselsesproces, hvori de åndelige sanser, igennem hvilke sjælen oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion, siger Martinus.[41] Herefter kan sjælen kun sanse lyse og glædelige tankearter. Det får nu en ren paradisoplevelse. Der er intet som helst væsen, der ikke får en paradisoplevelse i den åndelige verden mellem to fysiske liv. Det kommer til at opleve sin skønneste ønskedrøms opfyldelse.

… at der ikke eksisterer nogen virkelig død, ingen fortabelse, intet evigt helvede, intet ondt, men at absolut alt i livet er baseret på at føre alle levende væsener til den allerhøjeste livsoplevelsestilstand eller allerhøjeste lystilværelse.

Livets bog 6, stk. 2393

Også i forbindelse med kontrastprincippet gør logikken sig gældende. De levende væseners tilværelse består af en lang række kontraster, der beriger deres oplevelse at livet. Eksempler på sådanne kontraster er nat og dag, vinter og sommer, arbejde og hvile, hæslighed og skønhed, sorg og glæde, uvidenhed og viden, manglende forståelse og forståelse - og helt generelt: ubehag og behag.[42]

Seksualiteten[redigér | rediger kildetekst]

Som tidligere nævnt regner Martinus det jordiske menneske for at tilhøre ”dyreriget”. Det har endnu ikke udviklet sig til at tilhøre ”det rigtige menneskerige”. Derfor er dets seksualitet overvejende en ”dyrisk” seksualitet.

Egentlig har alle væsener i dyreriget to poler i sig: den maskuline pol og den feminine pol. Men i dyreriget er den ene pol dominerende, mens den anden er latent. Hos hankønsvæsener er den maskuline pol dominerende, mens den feminine er latent. Hos hunkønsvæsener er den feminine pol dominerende, mens den maskuline er latent.[43] Væsenerne i dyreriget har således en "enpolet" seksualitet.

Denne enpolede seksualitet giver sig udslag i, at væsenerne har en sympati for det modsatte køn og en antipati mod deres eget køn. Et enpolet væsen ønsker at ”eje” et udvalgt væsen af det modsatte køn. Trangen til ejerskab og besiddelse medfører en rivalisering og en kamp mod væsener af samme køn. Det enpolede hankønsvæsen ser de andre hankønsvæsener som medbejlere og rivaler til det hunkønsvæsen, det har udset sig. De andre hankønsvæsener skal derfor bekæmpes og overvindes – enten ved snedighed eller ved fysisk magt. Tilsvarende ser de enpolede hunkønsvæsener de andre hunkønsvæsener som rivaler.

Ifølge Martinus bevæger det jordiske menneske sig imidlertid fra dyreriget frem mod ”det rigtige menneskerige”. Det betyder, at seksualiteten langsomt – gennem mange liv – udvikler sig fra at være enpolet til at være topolet.[44] Den latente pol – det vil sige den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden - vil vokse og til sidst blive lige så stærk som den dominerende pol. Væsenet vil til den tid være fuldt bevidst om, at det både er mandligt og kvindeligt.

Derved forsvinder den kamp og rivalisering, som den enpolede seksualitet medfører. Det, at væsenet udvikler sig til at blive topolet, er en forudsætning for den alkærlighed og humanitet, der er fremherskende i ”det rigtige menneskerige”. Topoletheden befordrer, ”at væsenernes sympati hverken er forelskelse eller besættelse, men er alkærligheden i absolut renkultur.” (To slags kærlighed, s. 152)[44]

Martinus Institut[redigér | rediger kildetekst]

Martinus åbnede i 1932 et lille kontor, der fik navnet "Livets Bogs Bureau". I 1943 overtog han ejendommen Mariendalsvej 94-96 på Frederiksberg. Ejendommen var i næsten 40 år Martinus’ faste bolig og arbejdssted, og den dannede samtidig – ligesom i dag – rammen om de praktiske opgaver med bogudgivelser, tidsskriftredaktion, foredrag og studiekredse mv.

I 1945 fik kontoret det navn, der stadig bruges i dag, nemlig ”Martinus Åndsvidenskabelige Institut” eller den kortere form ”Martinus Institut”. I 1956 blev Instituttet organiseret som en almennyttig selvejende institution. Martinus boede og arbejdede her i næsten 40 år frem til sin død i 1981.

Frem til Martinus’ død blev principperne for instituttets fremtidige virke indskrevet i det, der benævnes som ”Love for Martinus Åndsvidenskabelige Institut”. [45]

I sit testamente gav Martinus sin formelle godkendelse af overdragelsen af alle rettigheder til instituttet. [46]

Lovene er senere videreført i fundatserne for instituttets nuværende to fonde, Martinus Idealfond og Martinus Aktivitetsfond. Martinus Institut har udgivet bogen Samarbejdsstrukturen, der indeholder en samlet beskrivelse af principperne for samarbejde og organisering inden for instituttets rammer.

Martinus Institut er en erhvervsdrivende fond, der har til formål at formidle hans forfatterskab til omverdenen. Han har overdraget instituttet ansvaret og rettighederne til sit samlede værk Det Tredje Testamente og har fastlagt de opgaver, som instituttet skal varetage. Dette indebærer, som nævnt i fundatsen, at værkerne skal bevares uændret som de foreligger fra hans side. Instituttet skal publicere og oversætte Martinus’ værker, samt oplyse om og undervise ud fra dette værk.

Til instituttets ansvar hører også beskyttelsen af indholdet i Det Tredje Testamente. Martinus Institut har ophavsretten til publicering af værket på alle sprog, hvad enten det sker i bogform, på internettet eller på anden måde.

I 1980 overdrog Martinus ophavsretten til sine værker til Martinus Institut.[47] Martinus ønskede efter sigende på den måde at sikre sig, at der findes ét institut i verden, som kan være garant for publicering af hans værk i autoriseret form, og som tilbyder information og undervisning, der bygger direkte på hans værk.

Citat Målet med verdensgenløsningen er, at menneskene skal komme til at forstå denne tilværelse og tage imod den undervisning i livslovene, de kan få her. Tænk, hvad det vil betyde, hvis man i stedet for at irriteres over det, der sker, bruger sin energi til at prøve på at forstå, hvorfor det, der sker, er det rigtige netop i den nuværende situation baseret på fortiden, og med henblik på den gavn vi erfaringsmæssigt kan have deraf i fremtiden. [48] Citat

I dag rummer ejendommen på Mariendalsvej 94-96, Frederiksberg, instituttets administration, bogsalg og forlag, som udover Martinus-litteraturen også udgiver tidsskriftet Kosmos på flere sprog.[kilde mangler] Huset er tillige et kursuscenter, hvor der afholdes foredrag, seminarer og studiekredse ud fra det verdensbillede, som Martinus har beskrevet. Størstedelen af Instituttets undervisning foregår i øvrigt på Martinus Center i Klint i Odsherred.

Martinus Institut har, udover nogle få fastansatte, en række frivillige ulønnede medarbejdere, som udfører store dele af instituttets mange opgaver. En stor del af instituttets økonomi er baseret på gaver og arv.

Instituttet ledes af en bestyrelse, som efter Martinus’ ønske benævnes ”rådet”. Det er rådet, der har det overordnede ansvar for alle instituttets opgaver. Rådet består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Ved fratræden supplerer rådet sig selv. Ingen, bortset fra de rådsmedlemmer, som Martinus før sin død udpegede, kan være suppleant og rådsmedlem i mere end sammenlagt 7 år. Efter at man er udtrådt, kan genindtræden ikke finde sted.

Arbejde i nutiden[redigér | rediger kildetekst]

Omkring Martinus' arbejde holdes der foredrag og kurser rundt omkring i Norden, ligesom der sælges bøger og bedes om donationer.

Der drives også et center med ejendomme, som drives efter en af bevægelsen nøje beskrevet økonomisk model.[bør uddybes]

Bevægelsens følgere og de deltagende mennesker omtaler ikke Martinusbevægelsen som en tro eller sekt, men omtaler bevægelsens formål som "sagen".[49]

Bibliografi[redigér | rediger kildetekst]

Hovedværker[redigér | rediger kildetekst]

Småbøger[redigér | rediger kildetekst]

  • Menneskehedens skæbne – 1933
  • Påske – 1934
  • Hvad er sandhed? – 1944
  • Omkring min missions fødsel – 1936
  • Den ideelle føde – 1933
  • Blade af Guds billedbog – 1943
  • Den længst levende afgud – 1938
  • Menneskeheden og verdensbilledet – 1948
  • Mellem to verdensepoker – 1947
  • Kosmisk bevidsthed – 1943
  • Bønnens mysterium – 1943
  • Vejen til indvielse – 1953
  • Juleevangeliet – 1945
  • Bevidsthedens skabelse – 1952
  • Ud af mørket – 1951
  • Reinkarnationsprincippet – 1958
  • Verdensreligion og verdenspolitik – 1961
  • Livets skæbnespil – 1943 + 1961
  • Kosmiske glimt – 1958
  • Meditation – 1963
  • Hinsides dødsfrygten – 1950
  • Livets vej – 1948
  • De levende væseners udødelighed – 1957
  • Kulturens skabelse
  • Vejen til paradis – 1958
  • Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
  • Verdensfredens skabelse

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Per Bruus-Jensen: Martinus og det levende verdensalt, Nordisk Impuls 2009, s.6
  2. ^ a b Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 7
  3. ^ Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 9
  4. ^ Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 9 og 12
  5. ^ Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 10
  6. ^ a b Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 23
  7. ^ Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 58
  8. ^ Kurt Christensen, Biografi, Bind 1 kapitel 4.18
  9. ^ Det Tredje Testamente
  10. ^ Per Bruus-Jensen: Sol og måne, s. 33
  11. ^ Per Bruus-Jensen: Martinus og det levende verdensalt, Nordisk Impuls, 2009, s.10
  12. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 12
  13. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s. 79
  14. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s. 79
  15. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 42-43 og s. 45
  16. ^ Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk impuls 2012, s. 18
  17. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 48
  18. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s.19
  19. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 315
  20. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 13
  21. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s.13
  22. ^ Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk Impuls 2012, s. 34
  23. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 73
  24. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 12
  25. ^ Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk impuls 2012, s. 213-14
  26. ^ Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 94
  27. ^ Hans Wittendorf: Om udvikling – og om vores frie vilje. [1]
  28. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 39
  29. ^ Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk impuls 2012, s. 14-16
  30. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s.99
  31. ^ Hans Wittendorf: Om udvikling - og om vores frie vilje. [2]
  32. ^ Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk impuls 2012, s. 64
  33. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s.99
  34. ^ Svend Åge Rossen: Vejen til kosmisk bevidsthed, Skriveforlaget 2019, s. 116
  35. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 233-34
  36. ^ Svend Åge Rossen: Vejen til kosmisk bevidsthed, Skriveforlaget 2019, s. 111-12
  37. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s.316
  38. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s.316
  39. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s.269
  40. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s. 271-72
  41. ^ Else Byskov: Døden er en illusion, s.271
  42. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s.316
  43. ^ Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 71
  44. ^ a b Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 72
  45. ^ "Love for Martinus Åndsvidenskabelige Institut" (PDF). 25. maj 1982. Arkiveret (PDF) fra originalen 1. juni 2014. Hentet 31. maj 2014. 
  46. ^ "Martinus' testamente" (PDF). 10. juni 1980. Arkiveret (PDF) fra originalen 1. juni 2014. Hentet 31. maj 2014. 
  47. ^ "Information fra Rådet om Instituttets ophavsret". 13. marts 2013. Arkiveret fra originalen 2. juni 2014. Hentet 1. juni 2014. 
  48. ^ "Martinus: Livsmodet 2, publiceret i Kosmos nr. 5, 1969". 1969. Arkiveret fra originalen 2. juni 2014. Hentet 1. juni 2014. 
  49. ^ Mathias Sindberg (30. marts 2019), "Den nordjyske profet Martinus Thomsen fandt den perfekte hamoni", Information, hentet 29. februar 2020. 

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Om Martinus´ liv[redigér | rediger kildetekst]

  • Per Bruus-Jensen: Sol & Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en stor, moderne mystiker og intuitionsbegavelse. Nordisk Impuls 2001. ISBN 87-88652-29-7
  • Kurt Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente. En biografi. Kosmologisk Information’s Forlag 2005. ISBN 87-985474-9-6
  • Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. Zinglersen’ Forlag 1987. ISBN 87-8511-8575
  • Sam Zinglersen: Martinus – som vi husker ham. Zinglersen’ Forlag 1988. ISBN 87-8511-8583

Om Martinus’ lære[redigér | rediger kildetekst]

  • Per Bruus-Jensen: X. En komplet indføring i Martinus’ kosmologi. (4 bind) Nordisk Impuls 1997. ISBN 87-88652-26-2
  • Per Bruus-Jensen: Martinus og det levende verdensalt, Nordisk Impuls 2009. ISBN 87 88652 35 1
  • Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk impuls 2012. ISBN 87 88652 42 4
  • Per Bruus-Jensen: Sol og måne. Nordisk impuls 2001. ISBN 87-88652-29-7
  • Else Byskov: Døden er en illusion. En logisk forklaring baseret på Martinus´ verdensbillede, Books on Demand 2012. ISBN 9788771145793
  • Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution. Light Pillar Press 2017. ISBN: 978-0-9956654-2-2 (E-bog).
  • Lorentsen, Asger: Det Levende Verdensbillede. Levendegørelse mellem Martinus og esoterisk filosofi. Den Gyldne Cirkels Forlag 2006. ISBN 87-990058-1-6
  • Martinus Institut: Samarbejdsstrukturen. Borgen Forlag 1992. ISBN 87-21-02060-4
  • Svend Åge Rossen: Vejen til kosmisk bevidsthed, Skriveforlaget 2019. ISBN 978-87-93879-08-9
  • Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007. ISBN 978-87-21-03005-6
  • Hans Wittendorf: Om udvikling – og om vores frie vilje. [3]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]