Mild stiftelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

En stiftelse er en betegnelse dels for en institution, der afgiver fribolig m.m. for en nærmere fastsat kreds (mild stiftelse), dels for et pengelegat.

I dansk ret er det i almindelighed tilladeligt at udsondre en bestemt formuemasse til et bestemt formål, således at selve formuen er genstand for rettigheder og forpligtelser. Sådanne kunstige retssubjekter kaldes juridiske personer, og heraf er stiftelser en underafdeling. Om der foreligger en stiftelse eller en anden slags juridisk person, vil navnlig komme an på formålets beskaffenhed. Hvis formålet er erhvervsvirksomhed, vil der således aldrig foreligge en stiftelse. Dette begreb forudsætter, at formålet er, at formuens udbytte anvendes til filantropiske eller velgørende formål, særlig hjælp til underhold eller uddannelse. Hvis underholdet helt eller delvis ydes in natura, for eksempel i form af fri bolig, foreligger der en stiftelse (kloster, hospital) i egentlig eller snævrere forstand. Drejer det sig udelukkende om pengeunderstøttelser, vil man hyppigst betegne institutionen som legat, men nogen skarp grænse kan ikke opstilles. Der er ej heller nogen fast grænse mellem stiftelser og selskaber med velgørende formål, men om en stiftelse vil man i reglen kun tale, når virksomheden hovedsagelig kun består i en forvaltning af formuen og uddeling af dens udbytte, mens begrebet »selskab«, »forening« og lignende snarere forudsætter, at der — med eller uden hjælp af en bestemt formuemasse — af institutionens medlemmer ved personligt arbejde virkes til fremme af et eller andet formål.

En stiftelse oprettes ved en privat viljeserklæring, hvorved een eller flere personer på bindende måde — navnlig ved gavebrev eller testamente — henlægger bestemte formuegenstande til fremme af formål af den ovenfor beskrevne art. Bestemte former er ikke foreskrevne; men til en Stiftelses gyldige oprettelse kan kun kræves, at de almindelige betingelser for en gyldig og bindende viljeserklæring foreligger. Deraf følger blandt andet, at der i de regler, der skal gælde for stiftelsen, dens »fundats«, bestemmes, hvem der skal bestyre eller føre tilsyn med stiftelsen, og at disse har påtaget sig det dem tiltænkte hverv og derved forpligtet sig til at fremme stiftelsens formål. Skal stiftelsen ikke svæve i luften, må der altså dels være nogle personer, der realiserer stiftelsens formål, dels en myndighed, der påser, at fundatsens bestemmelser overholdes. Det er i den forbindelse klart, at det af hensyn til sikkerheden for stiftelsens fortsatte beståen gennem tiderne er påkrævet, at navnlig tilsynsmyndigheden er af en permanent natur, og det er da ganske naturligt, at man i almindelighed søger stiftelsen anerkendt af en offentlig myndighed — ganske særlig staten. Anerkendelsen fra statens side meddeles i almindelighed i form af en kongelig konfirmation på stiftelsens fundats, og betydningen af konfirmationen er navnlig den, at stiftelsen dermed er stillet under statens varetægt, således at bestyrelsen skal stå staten eller den ved konfirmationen særlig bestemte myndighed, fx et ministerium, til regnskab for sin forsvarlige og fundatsmæssige bestyrelse af stiftelsen.

De for stiftelsen gældende regler vil — bortset fra reglerne om deres oprettelse — og om deres forandring og ophør — hovedsagelig bero på de i fundatserne givne bestemmelser. Det er iøvrigt en selvfølge, at stiftelsen lige så vel som andre retssubjekter er underkastede den til enhver tid gældende lovgivning. Ved kgl. konfirmation kan naturligvis også kun sådanne undtagelser fra den almindelige lovgivning meddeles, som havde hjemmel i 1915-grundlovens § 27. Hvad de i enevældens tid oprettede og med kgl. konfirmerede fundatser forsynede stiftelser angår, må dog mærkes, at for så vidt disse indeholder særlige privilegier, fx med hensyn til stiftelses arveret efter dens beboere, må sådanne bestemmelser ifølge kongens daværende ubegrænsede lovgivningsmagt betragtes som lovbestemmelser, der fremdeles er gældende, såfremt de ikke udtrykkeligt er ophævede ved senere love. For øvrigt har stiftelsen også efter den almindelige lovgivning (Danske Lov 2—19-3 og Forordningen af 5. december 1749) en vis arveret efter deres beboere.

Det er et omtvistet spørgsmål, i hvilket omfang og på hvilken måde en stiftelse kan forandres eller ophæves. Da stiftelser altid eller så godt som altid er oprettet til fordel for en ubestemt kreds af retssubjekter, vil der i almindelighed til forandringen eller ophævelsen kræves en offentlig akt. I øvrigt må det fastholdes, at der, når en stiftelse er gyldig oprettet, består en ret, der endda var grundlovsmæssig beskyttet i henhold til 1915-Grundlovens § 80, og at denne ret, såfremt den krænkes, må kunne hævdes ved domstolene af de naturlige repræsentanter for de retssubjekter, til fordel for hvem stiftelsen skal virke. Heraf følger, at stiftelsens formue ikke af staten kan tilegnes eller anvendes til andet formål end det af opretteren tilsigtede uden ved lov og under de i 1915-Grundlovens § 80 angivne betingelser. I Praksis antages det derimod, at mindre betydningsfulde forandringer af stiftelsens fundats kan ske ad administrativ vej, navnlig ved kongelig konfirmation. Naturligvis vil også undertiden fundatsen selv eller en i opretterens levende live meddelt kongelig konfirmation indeholde hjemmel for ændringer i de for stiftelsen gældende bestemmelser.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.