PSD2-direktivet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svgDette emnes notabilitet er betvivlet
– da en skribent har vurderet at artiklens emne er for snævert til at have encyklopædisk relevans. En begrundelse for denne vurdering kan muligvis findes på artiklens diskussionsside eller i artikelhistorikken.  

PSD2-direktivet, eller Revised Payment Service Directive 2 (EU)[1], er et direktiv hvor EU implementerer en række regler og forordninger, der skal gøre det lettere for nye aktører at udbyde betalingstjenester indenfor EU. PSD2-Direktivet, eller PSD-II[2], blev vedtaget af Europa-Parlementet d. 25. November 2015. I Danmark blev direktivet implementeret med Lov om Betalinger[3] i 2018.

Indholdsfortegnelse

Formål[redigér | redigér wikikode]

Helt kort betyder direktivet, at bankerne med kundens accept nu skal give adgang til kundernes konto eller kontoinformationer til andre virksomheder.

Det åbner op for en lang række af virksomheder nu kan tilbyde kunderne ydelser og services på baggrund af adgangen til kundens kontoinformationer. F.eks. vil kunden kunne få et samlet overblik over transaktioner på tværs af bankkonti, budgetservices der kan være nemmere og mere overskuelige for kunden at benytte og ikke mindst åbner det op for betalingstjenester, som kan iværksætte betalinger på kundens bankkonto med kundens accept.

PSD2 har bl.a. til formål at skabe øget konkurrence i betalingssektoren og banksektoren, og derved reducere forbrugernes omkostninger.

Overordnet set skaber det to områder for virksomheder, som ønsker at tilbyde kunderne diverse ydelser og services med PSD2: AISP (Account Information Service Provider) og PISP (Payment Initiation Service Provider)

I Danmark er det Finanstilsynet, som fører tilsyn med virksomheder, der ønsker at udbyde services som enten AISP eller PISP.

AISP[redigér | redigér wikikode]

En AISP, eller Account Information Service Provider, tilbyder information om en kundes bankkonto eller bankkonti. Dette åbner op for ydelser eller services, der kan give kunderne et bedre overblik over deres økonomi, budgetservices der gør det nemmere for kunden at overholde budgetter eller services der kan tjekke kundens økonomi igennem og evt. komme med forslag til optimering af kundens økonomi.

Et af de mere kendte eksempler i Danmark på en AISP er Spiir[4], der er en app hvor brugeren kan opstille egne budgetter og f.eks. indsætte forbrugsgrænser mv.

Et eksempel på tjeneste der ikke direkte er en AISP men benytter sig af infrastrukturen hos den svenske AISP og PISP udbyder Tink[5], er danske Letfinans[6], som kigger på kundens økonomi og kommer med forslag til optimering på kundens lån og forsikringer.

PISP[redigér | redigér wikikode]

En PISP, eller Payment Initiation Service Provider, tilbyder services hvor der igangsættes betalinger på kundens vegne. Betalingen sker uden brug af betalingskort, da PISP’en med kundens accept får lov til at overføre beløb fra direkte fra kundens konto.

I dansk sammenhæng er den mest kendte PISP MobilePay[7], som siden 2018 fik integreret konto-til-konto overførsler. MobilePay kan benyttes af overførsler mellem privatpersoner eller ved køb af varer på nettet.

Lunar Way er en anden dansk udbyder, som siden 2018 har haft licens som PISP, og som samtidig har været klassificeret som såkaldt neobank.

Da en PISP får adgang til kundens konto med henblik på at kunne foretage overførsler, er kravene og reguleringen til en PISP langt højere end til en AISP. Der stilles blandt andet høje kapitalkrav til en PISP, udover de krav der er til sikkerhed, databeskyttelse m.m., som også stilles til en AISP.


Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Revised Payment Service Directive 2 (EU)
  2. ^ PSD-II
  3. ^ Lov om Betalinger
  4. ^ Spiir
  5. ^ Tink
  6. ^ Letfinans
  7. ^ MobilePay