Parlamentarisk immunitet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Parlamentarisk immunitet er en beskyttelse af et parlaments medlemmer imod mulig politisk forfølgelse fra den udøvende magt (dvs. Politiet).

I Danmark har alle folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet i henhold til § 57 i Grundloven som siger: »Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.«

Når politiet får mistanke om at et folketingsmedlem har begået en forbrydelse, skal de således bede Folketinget om at ophæve det pågældende medlems immunitet før der kan rejses en sigtelse. Normalt følger Folketinget sådanne anmodninger med det samme, idet meningen med immuniteten ikke er at folketingsmedlemmerne skal kunne bryde loven uden konsekvenser, men udelukkende at sikre imod politisk begrundet forfølgelse.

Fersk Gerning[redigér | redigér wikikode]

Politiet behøver ikke folketingets samtykke hvis fængslingen eller tiltalen skyldes et forhold hvor folketingsmedlemmet er taget på fersk gerning. Denne bestemmelse er meget sjældent brugt. I Kranførersagen[1] var landstingsmand Julius Albert Andersen tiltalt for spirituskørsel. Han havde i beruset tilstand påkørt en Falck kranvogn og var af kranføreren kørt til sygehuset hvor han var blevet afhørt af politiet men ikke anholdt. Andersen påstod tiltalen afvist med henvisning til sin parlamentariske immunitet. På dette tidspunkt under besættelsen var Rigsdagen ude af funktion og Rigsdagens samtykke til tiltale kunne derfor ikke indhentes. Både Esbjerg Købstads ret og Vestre Landsret fandt at han var taget på fersk gerning og afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge. Sagen er den eneste hvor domstolene har statueret fersk gerning i forhold til grundloven.[2]

I 1998 blev folketingsmedlem Jette Gottlieb tiltalt for hærværk. Her anlagde Rigsadvokaten en mere restriktiv fortolkning af "fersk gerning" begrebet end Kranførersagens. Rigsadvokaten vurderede at Gottlieb ikke var grebet på fersk gerning, "idet politiet først ankom til gerningsstedet efter, at malingen var påført kantstenene." Det var derfor nødvendigt med folketingets samtykke.[3]

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Vestre Landsrets kendelse af 16. maj 1944 i sag nr. Kære IV 977/1944. Trykt i Vestre Landsretstidende Årgang 1944 s. 218 (V.L.T. 1944.218). Wikisource referenceSe på wikisource
  2. Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen. Dansk Statsret 1. udgave, s. 84
  3. Betænkning og indstilling om Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 57 (Jette Gottlieb). På Retsinfo, Folketingets webarkiv