Parlamentarisk immunitet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Parlamentarisk immunitet er en beskyttelse af et parlaments medlemmer imod mulig politisk forfølgelse fra den udøvende magt (dvs. Politiet).

I Danmark har alle folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet i henhold til § 57 i Grundloven som siger: »Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.«

Når politiet får mistanke om at et folketingsmedlem har begået en forbrydelse, skal de således bede Folketinget om at ophæve det pågældende medlems immunitet før der kan rejses en sigtelse. Normalt følger Folketinget sådanne anmodninger med det samme, idet meningen med immuniteten ikke er at folketingsmedlemmerne skal kunne bryde loven uden konsekvenser, men udelukkende at sikre imod politisk begrundet forfølgelse.

Der indhetes ikke (særskildt) samtykke fra Folketinget ved rigretstiltale.

Fersk Gerning[redigér | redigér wikikode]

Politiet behøver ikke folketingets samtykke hvis fængslingen eller tiltalen skyldes et forhold hvor folketingsmedlemmet er taget på fersk gerning. Denne bestemmelse er meget sjældent brugt. I Kranførersagen[1] var landstingsmand Julius Albert Andersen tiltalt for spirituskørsel. Han havde i beruset tilstand påkørt en Falck kranvogn og var af kranføreren kørt til sygehuset hvor han var blevet afhørt af politiet men ikke anholdt. Andersen påstod tiltalen afvist med henvisning til sin parlamentariske immunitet. På dette tidspunkt under besættelsen var Rigsdagen ude af funktion og Landstingets samtykke til tiltale kunne derfor ikke indhentes. Både Esbjerg Købstads ret og Vestre Landsret fandt at han var taget på fersk gerning og afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge. Sagen er den eneste hvor domstolene har statueret fersk gerning i forhold til grundloven.[2]

I 1998 blev folketingsmedlem Jette Gottlieb tiltalt for hærværk. Her anlagde Rigsadvokaten en mere restriktiv fortolkning af "fersk gerning" begrebet end Kranførersagens. Rigsadvokaten vurderede at Gottlieb ikke var grebet på fersk gerning, "idet politiet først ankom til gerningsstedet efter, at malingen var påført kantstenene." Det var derfor nødvendigt med folketingets samtykke.[3]

Liste over folketingsmedlemmer der har fået ophævet deres immunitet[redigér | redigér wikikode]

2015 Thomas Danielsen (V) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling. Politiet havde først rejst tiltale ved Retten i Roskilde uden at indhente Folketingets samtykke da de ikke havde været opmærksom på at han var medlem af Folketinget.
2010 Jesper Langballe (O) for racistiske ytringer. Dansk Folkeparti stemte "hverken for eller imod" ophævelsen og Søren Espersen som ordfører under behandlingen at racismeparagraffen "er en såvel latterlig som folkestyreskadelig paragraf, som bør afskaffes hurtigst muligt." Betænkning og Indstilling. Folketingets behandling.
2006 Lene Espersen (C) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling
2004 Flemming Oppfeldt (V) for sex med 13-årig dreng. Betænkning og Indstilling (Anholdelse og varetægtsfængsling).
2003 Peter Brixtofte (V). Betænkning og Indstilling
1998 Jette Gottlieb (Ø) for hærværk. Betænkning og indstilling
1994 Karen Jespersen (A) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling
1993 Grethe Fenger Møller (C) for falsk forklaring for retten i forbindelse med Tamilsagen. Betænkning og indstilling
1989 Hugo Holm (Z) for vold, falsk anmeldelse, forsikringssvindel og overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling (straffeloven). Betænkning og Indstilling (færdselsloven).
1988 Jørgen Tved (P). Tiltale for bagvaskelse af politibetjent. Betænkning og Indstilling
1985 Anne Grete Holmsgaard, Steen Tinning, Keld Albrechtsen og Jørgen Lenger (Y).
1984 Bernhard Baunsgaard (B).
1982 Povl Brøndsted (V).
1982 Thure Barsøe-Carnfeldt (Z).
1980 Ole Maisted (Z).
1976 Hans Buchart Petersen (A).
1975 Mogens Voigt (Z).
1975 Erlendur Pattursson (Republikanerne) for overtrædelse af straffeloven.
1974 Mogens Glistrup (Z)
1974 Ib Ejnar Andersen (Z).
1973 Poul Nielson (A).
1972 Lene Christensen (tidligere Bro) (A).
1972 Per Gudme (B).
1972 Hans Jørgen Lembourn (C).
1972 Knud Østergaard (C).
1972 Mogens Camre (A).
1972 A.C. Normann (B) for uagtsom manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. A.C. Normann var skyld i at to døde og tre kom til skade ved en trafikulykke og fik frataget sin parlamentariske immunitet. Efter dommen blev han den 23. november 1972 af et flertal i Folketinget (88-70) fundet uværdig til at sidde i tinget.
1971 Knud Holm Tved (A).
1969 Lene Bro (A).
1969 Bernhard Baunsgaard (B).
1965 Christian Thomsen (A), landbrugsminister.
1962 Adolph Sørensen (C).
1961 Søren Peter Andersen (V).
1962 Axel Reedtz-Thott (C).
1960 Poul Hansen (A).
1957 Thorstein Petersen (Fólkaflokkurin).
1955 Arne Stæhr Johansen (C). Mistænkt for bedrageri, forsøg på bedrageri og dokumentfalsk i en byggeskandale i forbindelse med byggeriet af højhuset Domus Vista.

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Vestre Landsrets kendelse af 16. maj 1944 i sag nr. Kære IV 977/1944. Trykt i Vestre Landsretstidende Årgang 1944 s. 218 (V.L.T. 1944.218). Wikisource referenceSe på wikisource
  2. Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen. Dansk Statsret 1. udgave, s. 84
  3. Betænkning og indstilling om Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 57 (Jette Gottlieb). På Retsinfo, Folketingets webarkiv