Parlamentarisk immunitet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Parlamentarisk immunitet er en beskyttelse af et parlaments medlemmer imod mulig politisk forfølgelse fra den udøvende magt gennem bl.a. politi og anklagemyndiged.

I Danmark har alle folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet i henhold til § 57 i Grundloven som siger: »Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.«

Den danske grundlovs immunitet består således af to led; første led beskytter de til enhver tid værende folketingsmedlemmer imod strafferetlig forfølgning og indespærring mens andet led beskytter imod ansvar for ytringer fremsat i Folketinget. Begge former for immunitet kan ophæves af Folketinget men de to bestemmelser administreres meget forskelligt. Der gives som regel samtykke til til første led mens der som regel ikke gives samtykke til andet led.

Der indhetes ikke (særskildt) samtykke fra Folketinget ved rigretstiltale.

Fersk Gerning[redigér | redigér wikikode]

Politiet behøver ikke Folketingets samtykke hvis fængslingen eller tiltalen skyldes et forhold hvor folketingsmedlemmet er taget på fersk gerning. Denne bestemmelse er meget sjældent brugt. I Kranførersagen[1] var landstingsmand Julius Albert Andersen tiltalt for spirituskørsel. Han havde i beruset tilstand påkørt en Falck kranvogn og var af kranføreren kørt til sygehuset hvor han var blevet afhørt af politiet men ikke anholdt. Andersen påstod tiltalen afvist med henvisning til sin parlamentariske immunitet. Både Esbjerg Købstads ret og Vestre Landsret fandt at han var taget på fersk gerning og afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge. På dette tidspunkt under besættelsen var Rigsdagen ude af funktion og Landstingets samtykke til tiltale kunne derfor ikke indhentes, hvilket efter 1915-grundloven var påkrævet rigsdagen var "samlet", domstolene tog ikke stilling til om rigsdagen kunne anses for samlet. Sagen er den eneste hvor domstolene har statueret fersk gerning i forhold til grundloven.[2]

I 1998 blev folketingsmedlem Jette Gottlieb tiltalt for hærværk. Her anlagde Rigsadvokaten en mere restriktiv fortolkning af "fersk gerning" begrebet end Kranførersagens. Rigsadvokaten vurderede at Gottlieb ikke var grebet på fersk gerning, "idet politiet først ankom til gerningsstedet efter, at malingen var påført kantstenene." Det var derfor nødvendigt med Folketingets samtykke.[3]

Ændringer i bestemmelsen[redigér | redigér wikikode]

Gennem tiden fra den første grundlov i 1849 til i dag har bestemmelsen og den tilsvarende bestemmelse i de to fællesforfatninger gennemgået en række ændringer. De væsentlige indholdsmæssige ændringer er:

  • 1849 grundloven beskyttede mod "fængles, og hæftes for gæld". men ikke mod andre former for frihedsberøvelse, i 1915-grundloven blev dette ændret således at der nu beskyttes mod "fængling af enhver art".
  • Frem til grundloven af 1953 galt beskyttelsen i første led kun mens rigsdagen var samlet, i 1953 grundloven blev ordningen med perioder hvor rigsdagen var samlet og ude af funktion resten af tiden afskaffet således at Folketinget i princippet altid er i funktion.
  • En tredje ændring består i at tokammersystemet blev afskaffet, under tokammersystemet skulle samtykket indhentes fra det pågældende ting og ikke den samlede rigsdag. Den omvendte ændring skete for så vidt galt rigsrådet med fællesforfatningen af 1863.

En oversigt over de forskellige bestemmelse nedenfor. Ændringer er markeret med fed, rene sproglige ændringer dog med kursiv.

Grundlov Indhold
1849[a] § 61. Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjeld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme.
1855
(Fælles For.)
§ 44. Saalænge Rigsraadet er samlet, kan intet Medlem uden Rigsraadets Samtykke hæftes for Gjæld, ei heller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yt­tringer i Rigsraadet kan intet Medlem uden Rigsraadets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.
1863
(Fælles For.)
§ 31. Saalænge Rigsraadet er samlet, kan intet Medlem uden Samtykke af det Thing, hvortil han hø­rer, hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer i Rigsraadet kan intet Medlem uden vedkommende Things Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.
1866 § 57. Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme.
1915[a] § 56. Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. For sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.
1939
(forkastet)
§ 50. Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller under­kastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, med­mindre han er grebet paa fersk Gerning. For sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme, medmindre det Ting, hvori Yt­ringerne er fremsat, meddeler Samtykke dertil. Er Ytringerne fremsat i Den Forenede Rigs­dag, udkræves dennes Samtykke.
1953 § 57. Saa længe Rigsdagen er samlet, Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i Folketinget kan intet af dets medlemmer uden Folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.
Noter:
a. Grundlovsændringerne af 1855 og 1920 medførte ingen ændringer i bestemmelsen.

Liste over folketingsmedlemmer der har fået ophævet deres immunitet[redigér | redigér wikikode]

2015 Thomas Danielsen (V). Tiltale for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling. Politiet havde først rejst tiltale ved Retten i Roskilde uden at indhente Folketingets samtykke da de ikke havde været opmærksom på at han var medlem af Folketinget.
2010 Jesper Langballe (O). Tiltale for racistiske ytringer. Dansk Folkeparti stemte "hverken for eller imod" ophævelsen og Søren Espersen som ordfører under behandlingen at racismeparagraffen "er en såvel latterlig som folkestyreskadelig paragraf, som bør afskaffes hurtigst muligt." Betænkning og Indstilling. Folketingets behandling.
2006 Lene Espersen (C). Tiltale for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling
2004 Flemming Oppfeldt (V). Anholdelse og varetægtsfængsling i anledning af sigtelse for sex med 13-årig dreng. Betænkning og Indstilling (Anholdelse og varetægtsfængsling). Flemming Oppfeldt udtrådte af folketinget inden der blev rejst tiltale.
2003 Peter Brixtofte (V). Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 155, subsidiært lov om kommunernes styrelse § 61 c, stk. 1, og skovlovens §§ 16 og 17 samt for overtrædelse af straffelovens § 280, jf. § 286, stk. 2, jf. § 154, subsidiært straffelovens § 155. Betænkning og Indstilling
1998 Jette Gottlieb (Ø) for hærværk. Betænkning og indstilling
1994 Karen Jespersen (A) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling
1993 Grethe Fenger Møller (C) for falsk forklaring for retten i forbindelse med Tamilsagen. Betænkning og indstilling
1989 Hugo Holm (Z) for vold, falsk anmeldelse, forsikringssvindel og overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling (straffeloven). Betænkning og Indstilling (færdselsloven).
1988 Jørgen Tved (P). Tiltale for bagvaskelse af politibetjent. Betænkning og Indstilling
1985 Anne Grete Holmsgaard (Y), Steen Tinning (Y), Keld Albrechtsen (Y) og Jørgen Lenger (Y). For overtrædelse af straffeloven § 152, stk. 1. (videregivelse af fortrolige oplysninger), som var dog var udtrådt af folketinget inden tiltalen, ved at videregive rapporter fra monopoltilsynet om henholdsvis kunstgødningsbranchen og varmeisoleringsmaterialeindustrien, selvom industriministeren havde bestemt at de ikke skulle offentliggøres. De fem tiltalte blev straffet med hver 50 dagbøder á 100 kr. (U.1987.53Ø). Udvalg til valgs prøvelse afgjorde efterfølgende at de ikke havde mistet deres valgbarhed (Beretning). Den femte medtiltalte var Jens Otto Madsen (Y) som havde været indsuppleret som folketingsmedlem men var udtrådt igen inden tiltalen blev rejst.
1984 Bernhard Baunsgaard (B).
1982 Povl Brøndsted (V).
1982 Thure Barsøe-Carnfeldt (Z).
1980 Ole Maisted (Z).
1976 Hans Buchart Petersen (A).
1975 Mogens Voigt (Z).
1975 Erlendur Pattursson (Republikanerne) for overtrædelse af straffeloven.
1974 Mogens Glistrup (Z)
1974 Ib Ejnar Andersen (Z).
1973 Poul Nielson (A).
1972 Lene Christensen (tidligere Bro) (A).
1972 Per Gudme (B).
1972 Hans Jørgen Lembourn (C).
1972 Knud Østergaard (C).
1972 Mogens Camre (A).
1972 A.C. Normann (B) for uagtsom manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. A.C. Normann var skyld i at to døde og tre kom til skade ved en trafikulykke og fik frataget sin parlamentariske immunitet. Efter dommen blev han den 23. november 1972 af et flertal i Folketinget (88-70) fundet uværdig til at sidde i tinget.
1971 Knud Holm Tved (A).
1969 Lene Bro (A).
1969 Bernhard Baunsgaard (B).
1965 Christian Thomsen (A), landbrugsminister.
1962 Adolph Sørensen (C).
1961 Søren Peter Andersen (V).
1962 Axel Reedtz-Thott (C).
1960 Poul Hansen (A).
1957 Thorstein Petersen (Fólkaflokkurin).
1955 Arne Stæhr Johansen (C). Mistænkt for bedrageri, forsøg på bedrageri og dokumentfalsk i en byggeskandale i forbindelse med byggeriet af højhuset Domus Vista.

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Vestre Landsrets kendelse af 16. maj 1944 i sag nr. Kære IV 977/1944. Trykt i Vestre Landsretstidende Årgang 1944 s. 218 (V.L.T. 1944.218). Wikisource referenceSe på wikisource
  2. ^ Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen. Dansk Statsret 1. udgave, s. 84
  3. ^ Betænkning og indstilling om Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 57 (Jette Gottlieb). På Retsinfo, Folketingets webarkiv