Tamilsagen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Tamilsagen er en sag om ulovlig behanding af ansøgninger om familiesammenføring. Fra september 1987 til januar 1989 blev ansøgninger om familiesammenføring fra tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka sat i bero i strid med udlændingeloven. Sagen fik VK-regeringen til at træde tilbage, efter at højesteretsdommer Mogens Hornslet i januar 1993 fremlagde sin undersøgelsesrapport om forløbet. I en efterfølgende rigsretssag blev daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Sagens baggrund[redigér | redigér wikikode]

Sagen begyndte i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Ordren gav god mening, hvis der var begrundet formodning om en snarlig bedring af forholdene på Sri Lanka, men lovligheden var diskutabel akkurat som embedsmændenes manglende reaktion. Ninn-Hansens mundtlige ordre berørte 5-6000 tamilske flygtninge, og der var op til 16 måneders ventetid på sagsbehandling. Sagerne blev dog behandlet i Direktoratet for Udlændinge – man undlod blot at orientere ansøgerne om afgørelserne, før Ninn-Hansen gik af som justitsminister i 1989.


Sagens forløb[redigér | redigér wikikode]

Sagens meget snirklede forløb, skitseret i de væsentlige offentlige bidrag,[1]

  • Folketingets ombudsmand afgav 1. marts 1989 en betænkning (FOB 1988.100ff).
  • Socialdemokratiet og SF foreslog 25. april 1989 nedsættelse af en kommissionsdomstol, hvilket afvistes.
  • I Alex Frank Larsens tv-dokumentar Blodets bånd sendt den 23. april 1990 på DR beskyldtes Ninn-Hansen for lovbrud.[2]
  • Den 8. maj 1990 krævede Centrum-Demokraterne og Erik Ninn-Hansen uafhængigt af hinanden en kommissionsundersøgelse, der blev sat i gang af statsminister Poul Schlüter.[3]
  • Advokat Kristian Mogensen afgav 6. december 1990 en 14 sider lang klage til Menneskerettighedskommissionen over kommissionsundersøgelsen på vegne af Ninn-Hansen – bl.a. over, at undersøgelsen foregik for lukkede døre. Klagen førte til, at undersøgelsen blev offentlig.
  • I løbet af januar 1991 opnår sagsfremlæggelsen stor mediedækning.
  • Den 14. januar 1993 var højesteretsdommer Mogens Hornslets 6.000 sider tamilrapport klar og forelagt statsministeren, Ninn-Hansens partifælle Poul Schlüter. Samme dag kl. 18 meddelte Poul Schlüter, at regeringen går af. Han udskrev dog ikke nyvalg.
  • 25. januar 1993 kunne Poul Nyrup Rasmussen danne en socialdemokratisk ledet regering. Justitsministeriet blev her frataget udlændingeområdet, som blev lagt under Indenrigsministeriet.

Rigsretssag[redigér | redigér wikikode]

11. juni 1993 vedtog et flertal i Folketinget at rejse tiltale mod Ninn-Hansen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Hans-Pavia Rosing (Siumut) stemte for forslaget, Fremskridtspartiet stemte imod, mens følgende partier var delt i spørgsmålet: Det Konservative Folkeparti (7 medlemmer stemte for, 20 imod), Venstre (8 for, 17 imod) og Kristeligt Folkeparti (1 for, 1 imod).[4] Der er tidligere kun blevet ført rigsretssag fire gange i danmarkshistorien, senest i 1910.

Den 22. juni 1995 blev Ninn-Hansen med dommerstemmerne 15-5 fundet skyldig i overtrædelse af ministeransvarslovens § 5, stk. 1:[5]

En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Med dommerstemmerne 12-8 blev han idømt fire måneders fængsel. Dommen blev gjort betinget med 1 års prøvetid med henvisning til Ninn-Hansens personlige forhold, navnlig hans alder og helbredstilstand. Mindretallet på 8 dommere havde stemt for at idømme ham 15 dagbøder á 1.000 kr med forvandlingsstraf af hæfte i 15 dage.

Efter dommen klagede Ninn-Hansen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og klagede blandt andet over, at Rigsretten ikke var en upartisk domstol. Menneskerettighedsdomstolen afviste klagen d. 18. maj 1999.[6]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]