Portal:Historie/Udvalgt artikel/august, 2007

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Højmiddelalder
Højmiddelalder

Højmiddelalderen er den periode i Europas historie som strækker sig fra begyndelsen af 11. århundrede til første halvdel af 14. århundrede. Perioden efterfulgte tidlig middelalder og blev afløst af senmiddelalder. Omkring år 1000 var de store folkevandringer og invasioner fra randområderne, der havde præget Vesteuropa i den tidlige middelalder, afsluttet, og i stedet begyndte den vesteuropæiske kultur at ekspandere, fx i Østeuropa, Spanien og Sicilien.

Blandt de væsentlige faktorer, som prægede Højmiddelalderen var det hastigt stigende befolkningstal, hvilke fremkaldte store politiske og sociale forandringer. En af de samfundsgrupper der fik stor betydning var ridderen som opstod sammen med udviklingen af det feudale samfund. Ridderne lod sig inspirere af de nye dynamiske munkeordner og mange drog derfor af sted på korstog. Udviklingen i det religiøse liv lagde også grundstenen til den videnskabelige revolution, da de første europæiske universiteter blev etableret. Opfattelsen af denne periode har også ændret sig i de senere år, den gamle idé om den mørke middelalder er i dag helt forladt, og i stedet beskrives den nu som dynamisk; højdepunktet var i manges øjne 12. århundredes renæssance.