Korstog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

Forudsætninger[redigér | redigér wikikode]

Forholdene mellem Vesteuropa og det byzantinske kejserrige - og muslimerne i øst var af grundlæggende betydning: Tyrkiske stammer pressede Byzans meget hårdt, og de muslimske styrker stod meget stærkt over for et svækket Byzans. Både Vesteuropa og Orienten var i fremgang i modsætning til det østromerske rige, der både økonomisk og militært var i en nedgangsperiode. Paven i Rom havde meget stor magt i et meget religiøst, men splittet Europa. Patriarken i Konstantinopel og paven i Rom havde en fælles fjende i de vantro muslimer, men havde samtidig forskellige opfattelser af kristendommen.

En af de vigtigste forudsætninger var forholdet mellem den østromerske kejser og den katolske pave. De havde længe haft et særdeles køligt forhold, men da den byzantinske kejser Alexios i Konstantinopel anmodede pave Urban 2. om hjælp mod de tyrkiske hære i 1095, var paven ikke sen til at træde i karakter. Han opfordrede til et korstog mod Jerusalem i en vigtig tale. Fra pavens synsvinkel var det en kærkommen lejlighed til at manifestere sin magt under investiturstriden og til at skabe et bedre sammenhold mellem de europæiske konger og magthavere. Pavens magt var stor på grund af reformbevægelsen i kirken i det 10. og 11. århundrede. Paven fik voksende selvstændighed over for Europas magthavere.

Den tidlige middelalder omkring år 1095 var en urolig tid i Europa: Krig var for magthaverne den eneste rigtige tilværelse, og det var altid muligt at slås indbyrdes. Stridighederne gik særligt ud over bønderne, der udgjorde langt størstedelen af befolkningen. Gejstligheden søgte uden større held at standse disse stridigheder. Korstogene kom derfor på et meget nyttigt tidspunkt.

Mange yngre adelssønner blev lokket af mulighederne efter et korstog. Særligt i Frankrig sikrede den feudale samfundsorden, at kun den ældste søn arvede hovedlodden.

Den voksende fromhed blandt Europas befolkning gav større tilslutning til pilgrimsrejser. Efter tyrkernes indtrængen i Lilleasien blev store dele af infrastrukturen ødelagt. Byzans tabte herredømmet over Syrien og Palæstina til forskellige tyrkiske fyrster. Vejen til Jerusalem blev dermed meget besværlig og farlig. De stridigheder, der havde hersket mellem de vantro ved pilgrimsmålene, var formentlig blevet overdrevet af de hjemvendte pilgrimme, og det opildnede til had mod muslimerne. Mange gejstlige og verdslige fyrster ønskede militær handling. Pilgrimmenes voksende besværligheder brugte pave Urban 2. som en markant årsag til det første korstog.

Den økonomiske fremgang i Europa i årene op til korstogene skyldtes, at handelen blev intensiveret, og efterspørgslen af luksusvarer fra Orienten voksede. Manglen på ædelmetaller i Europa førte til øget samarbejde med Mellemøsten, og Europa stiftede bekendtskab med den økonomisk og kulturmæssigt overlegne muslimske verden. Det betød, at de ustrukturerede og usammenhængende muslimske stater var et fristende mål for en stor forenet kristen hær.

Livssyn og verdensbillede[redigér | redigér wikikode]

Efter Romerrigets fald kom der en ny samfundsstruktur i Europa: feudalismen med fyrster, konger og pave øverst, fulgt af godsejere og adel og nederst bønderne. De dyrkede jorden og betalte afgifter til godsejerne. Godsejernes opgave var at beskytte bønderne og opretholde lov og orden samt stille med en hær, når fyrsten befalede det.

Fyrsterne havde det privilegium at vælge en ny konge, og dermed styrede de indirekte landet. Sammen med kirken udgjorde fyrsterne og kirken den europæiske højkultur og magtklasse.

Skatteopkrævning, infrastruktur, pengesystem og retssystem fandtes næppe i denne hierarkiske periode. Denne samfundsstruktur medførte talrige krige mellem konger og statsdannelser, der prægede Europa. Fyrsterne havde stor erfaring med krigsførelse. Kirkens rolle var meget markant.

Kirken var repræsenteret i enhver administration. I det politiske magtspil deltog de skiftende paver og bisper ivrigt, men i længden sejrede den verdslige magt. Kirkens ambition om at gennemsyre det middelalderlige liv og tankegang lykkedes: Højmiddelalderen var kendetegnet ved en meget magtfuld kirke, der er en af årsagerne til opbakningen til korstogene, der blev befalet af paven. De almindelige borgere tjente Gud gennem en retfærdig sag og fik mulighed for at betale af på den gæld, de havde til Gud på grund af deres synder. Ideologien tillod adelen at gøre det, den var bedst til: at føre krig. Man kunne nu være en god kristen og en hellig kriger på en gang.

Urban 2.s tale ved kirkemødet i Clermont[redigér | redigér wikikode]

Korstogene begyndte i 1095 med pave Urban 2.'s tale i Clermont i Frankrig, hvor han opfordrede europæerne til at tage korset og tilbageerobre Jerusalem. Det lykkedes, og Jerusalem var på kristne hænder 1099-1187 og 1228-1244, men intern splid gjorde, at de erobrede områder ikke kunne holdes.

I talen bad paven den brede europæiske befolkning om at gribe til våben mod den muslimske trussel. Han forsøgte at tænde en gnist af mod og vilje i dem blandt andet gennem ros: "I er folket, som Gud har skænket overlegenhed i våbenstrid, åndelig storhed, kropslig behændighed og modet til at stække de stolte traditioner på dem, der vover at bekæmpe jer." Tilhørerne blev bekræftet i deres tro og på den måde opildnet til korstog. Han skildrede den nød og elendighed, som var blevet østens kristne til del under seldjukkernes ekspansioner, der kunne ende med at true europæerne. "Lad de, der indtil for nylig var røvere, blive Kristi soldater. Lad de, der har kæmpet mod brødre og slægtninge på ret vis nu kæmpe mod barbarer". Paven gav de mange indbyrdes stridende europæere en fælles fjende at stå sammen mod.

Takket være en storartet tilrettelagt og dygtig ledet kirkelig propaganda lykkedes det at skabe et stærkt fjendebillede af muslimerne i Mellemøsten. Muslimerne blev opfattet som dyr, der kun tænkte på at dræbe, og som var kristendommens værste fjender. Det faldt i god tråd med den augustinske tankegang, der var fremherskende i middelalderen. Den byggede på en indædt kamp mellem Gud og djævelen: de kristne på den ene side, og hedningene på den anden. Det var enhver kristen borgers pligt at udbrede kristendommen, om ikke med ord så med sværd. Alle dårligdomme blev opfattet som djævelens værk og skulle bekæmpes med alle midler. Vantro og i særdeleshed muslimer skulle omvendes eller slås ihjel. Krig, blod, nedslagtning af civile og plyndring fik paven i meget stor stil leveret af de korsfarere, der erobrede Jerusalem. Ifølge deres beretning blev næsten alle saracenere i byen nedslagtet, og deres blod flød i gaderne. "Der var et sådant slagteri, at vores mænd vadede i blod til anklerne", hedder det i beretningen. Det kan meget vel være overdrevet, da man kun hørte fra korsfarerne om en regulær massakre på Jerusalems befolkning. Det kan have været i korsfarernes interesse at få det til at lyde mere voldsomt, end det var, for at fremstille sig selv i et mere heltemodigt lys. Fortællingen beskriver også korsfarernes forhold til den hellige Jesu grav: "Lykkelige og grædende af glæde gik vores folk til vor Frelser Jesu grav for at tilbede ham og opfylde deres ed". Korsfarerne gjorde alt, hvad de kunne for at fremhæve deres kærlighed til Gud. Denne dagbogsskildring fremstiller korsfarertanken, som paven ønsker det. De vantro var elimineret, og den hellige by Jerusalem var i sikre hænder. At kirken kunne diktere mord og massakrer, skulle ses i lyset af, at tiden havde et fundamentalt anderledes menneskesyn end nu.

Pavens budskab faldt i særdeles god jord blandt tilhørerne, der flere gange afbrød med at råbe i kor: "det er Guds vilje, det er Guds vilje". En engelsk krønike beskriver meget rammende begejstringen for korstogsideen: "Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at drage til Jerusalem".

Der var mange, der blev drevet af religiøs begejstring eller fanatisme. Andre sad i økonomisk dårlige forhold. Andre kan være drevet af eventyrlyst eller ærgerrighed. Den mest åbenlyse motivation har dog været, at alle der deltog i korstoget fik en garanti for, at deres synder ville blive tilgivet. "Enhver, som for troen alene og ikke for at opnå ære eller penge, drager til Jerusalem for at befri Guds kirke, vil få denne færd regnet for hele sin bod", som paven sagde i sin tale. Afladen gav kirken magt til at lukke mennesker ind i Himlen. Paven var guds repræsentant på jorden, men det var umuligt at bevise, at kirken havde beføjelser til at give aflad, eller at det havde nogen effekt.

Det lader dog ikke til at have haft den store bekymring for den menige borger, der troede fuldt og fast på pavens ord. Kirken misbrugte frygten for skærsilden til at få menigheden til at give gaver eller deres eget liv for kirken. Afladen kunne gives af kirken for handlinger der ansås for særligt hæderfulde, og til at fremme dens politiske mål. Dette stemte ikke helt overens med Jesu budskab om kærlighed i det nye testamente. Men afladstanken var central i alle korstogene.

Munken Peter Eremit prædikede kort efter talen i Clermont om, at alle, der kunne deltage i korstoget, skulle deltage. Det var stik modsat pavens ønske om, at kun soldater eller andre, der kunne bidrage til en militær offensiv, måtte deltage. Det lykkedes Peter Eremit i foråret 1096 at samle ca. 20.000 bønder og andre jævne folk, der langtfra havde erfaring fra krig. Dette folkekorstog havde sit udgangspunkt i religiøs begejstring, men hæren endte med at blive nedslagtet af tyrkiske seldjukker, så snart den havde krydset Bosporus. Paven måtte mane til, at korstog skulle foregå i organiserede grupper med dygtige riddere, der kunne forsvare gruppen mod fjender og nå endemålet. Han indskærpede, at man kun måtte drage af sted med præstens og - for nygifte mænd - med deres kones tilladelse.

Det var nu adelens og stormændenes opgave at stable en hær på benene og finansiere den. Da adelens eneste rigdom var jordbesiddelser, måtte de pantsætte dele af deres private ejendom for at finansiere deltagelse i korstoget. Det var naturligt i denne henseende at henvende sig til kirken, den mest kapitalstærke institution. Denne indtjeningsmulighed forstod kirken at udnytte til fulde. Ved at yde lån til de pantsatte jordbesiddelser eller i nogle tilfælde at opkøbe dem formåede kirken at tjene penge på korstogene samtidig med, at kirken overlod finansieringen til den rigere del af befolkningen.

Korstogene til Mellemøsten sluttede i 1291 med Acres erobring, hvilket satte punktum for knap 200 år med korstog mod øst. Byzans formåede at bygge bro mellem de kristne og muslimerne, men endte selv med at blive mål for korsfarerne, da byen i 1204 blev plyndret af "det skæve korstog".

Blandt følgerne af korstogene var øget kunstnerisk og litterær udveksling: det arabiske titalstalsystem vandt indpas i Europa som følge af korstogene sammen med arabiske ord. Vesteuropas erobringer skabte forbindelser mellem den gamle middelhavskultur og et udkantsområde med store ressourcer, præget af en vældig ekspansion. Trods fanatisme og intolerance indså vesteuropæerne, at de var deres modstandere kulturelt underlegne og tog ved lære af dem. De lærte filosofi, naturvidenskab, medicin og ny teknologi af araberne og byggede selv videre på det. Dette område kom til at dominere resten af verden. Set fra arabernes synspunkt førte korstogene til en fortsat splittet muslimsk verden. Det fik dog en ende, da Osman forende de tyrkiske stammer under Osmannerriget og ledte en fælles tyrkisk fremmarch mod vesten. Denne statsdannelse bragte Byzans til fald og forenede den islamiske verden gennem erobring og oprettede kalifatet med hovedsæde i det erobrede Konstantinopel, der blev omdøbt til Istanbul. Hvis Byzans og de europæiske korsfarer havde stået stærkere sammen og ikke have bekriget hinanden, kunne Osmannerrigets fremmarch havde været stoppet ved Konstantinopel og ikke ved Wien. Europas geografiske horisont blev udvidet, og de store rejser i Centralasien i 1200-tallet skal ses med udgangspunkt i korstogenes ekspansion af Europas grænser. Religiøst resulterede korstogene i et mere intolerant forhold til den muslimske verden. Den europæiske feudaladel blev mærkbart svækket, efter at de finansielt meget dyre korstog havde drænet deres økonomi. Korstogstanken førte til en voldsom bekæmpelse af kættere og andre gudsbespottere.

Med tiden kom korstog til at betegne krig mod og omvendelse af hedninge generelt. Således opfordrede paven Valdemar den Store og Valdemar Sejr til at føre korstog i Baltikum, og den franske konge førte korstog mod kættere i Sydfrankrig.

I en bredere forstand bruges ordet korstog ofte om enhver krig som udkæmpes af religiøse årsager, eller hvor modsætningerne falder sammen med religiøse skillelinjer, om specielt aggressive kristne kampagner omkring specielle temaer (korstog mod umoral), og stigmatiserende som karakteristik særlig af kristnes stærke engagement i samfundsspørgsmål. På engelsk og især amerikansk bruges ordet (crusade) om nærmest enhver kampagne (f.eks. mod narkotika og Iran).

1. korstog 1096-1099[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 1. korstog
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.

Han indkaldte til et kirkemøde i Clermont i november 1095, hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i Konstantinopel for med samlede kræfter at tilbageerobre staden.

Talen blev nedskrevet af en munk, som var til stede, og hovedindholdet kan være troværdigt. Af talen følger her et kort uddrag:

Citat Jeres brødre, som lever i østen har stort behov for jeres hjælp, og I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte er blevet lovet dem. For, som de fleste af jer har hørt, tyrkerne og araberne har angrebet dem og har erobret Romanias territorium [det Byzantinske Rige) så langt vestpå som til Middelhavet og Hellespont, det vi kalder St. Georgs Arm. De har besat flere og flere af de kristnes lande, og har besejret dem i 7 slag. De har dræbt og fanget mange, og har ødelagt kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader at fortsætte således et stykke tid endnu vil de som tror på Gud blive angrebet endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere Gud, jer som Kristus's sendebude om at offentliggøre dette allevegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi krav. Citat

Alle, som deltog i denne guddommelige opgave, var sikret plads i Himmerige.

Det egentlige korstog, der drog fra Vesteuropa i 1096, bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var Godfred af Boullion, Raymond af Toulouse, Eustace af Boulogne, Bohemond af Taranto, Balduin af Flandern og Robert 2. af Normandiet. Der var hverken konger eller regenter i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejser Alexios Komnenos nægtede dem adgang og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Det gjorde de, men kun den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren.

Belejringen af Antiokia

I foråret 1097 var korstogshæren sat over til Lilleasien, og den begav sig mod syd og øst ved fortrinsvis at holde sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret, og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både Edessa og Antiokia. Antiokia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelsen blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.

I juni 1099 erobrede hæren Jerusalem. En anonym kristen kilde fra samtiden beretter om indtagelsen af Jerusalem:

Citat Men da den time var inde, da vor Herre Jesus Kristus led for os på korset [fredag den 15. juli 1099], gik vore riddere i tårnet, hertug Godtfred og hans bror, grev Eustace, voldsomt til angreb. En af vore riddere, ved navn Lethold, klatrede over bymuren, og så snart byens forsvarere så det, flygtede de alle bort fra muren. Så fulgte vores mænd efter dem, og huggede hovederne af dem hele vejen til Salomos tempel."

(...) "Der var sådant et slagteri, at vores mænd vadede i blod til op over anklerne. (…) Og vore pilgrimme strømmede ind i byen, og forfulgte og slagtede saracenerne hele vejen til Salomos tempel, hvor tyrkerne havde samlet sig. Fjenden kæmpede voldsomt hele dagen igennem, og deres blod flød gennem templet.

Citat

Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deres mission. Nu gjaldt det om at forsvare det, der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares: Grevskabet Edessa, Principatet Antiochi, grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, her blev magten efter erobringen varetaget af Godtfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne, uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 blev de kristnes magt i det Hellige Land konsolideret, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder, der formåede at give de kristne igen.

Svend Estridsens søn Svend Korsfarer deltog og faldt i kamp i Tyrkiet i 1097, da en gruppe nordiske krigere blev overfaldet og nedkæmpet ved Antiokia.

2. korstog 1147-1149[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 2. korstog

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Det ny rige, hvis første konge var Gotfred af Bouillon og efter hans død (1100) hans højtbegavede og kraftfulde broder Balduin af Edessa, nåede vel herredømmet over Palæstina og det gamle fønikerland, men løst sammensat, som det var, af mange len og truet fra alle sider af fanatiske fjender, var dets eksistens stadig usikker, og et nyt korstog var derfor påtrængende nødvendigt, men først efterretningen om Edessas fald (1144) bragte det andet korstog (1147—49) i stand.

Det var atabekken (statholder) i Mosul, Emadeddin Zenki, der havde bemægtiget sig staden, en erobring, der vakte jubel blandt muhammedanerne overalt i Mellemøsten, men blandt de kristne skræk og sorg, der blev endnu større, da Zenkis søn og efterfølger Nureddin to år efter ødelagde byen og solgte indbyggerne som slaver. Pave Eugenius 3. gjorde derfor store anstrengelser for at bringe et korstog i stand, men mest af alt virkede Bernhard af Clairvaux's opfordringer til Europas konger; bevæget af hans indtrængende forestillinger besluttede både den tyske konge Konrad 3. og den franske konge Ludvig 7. at foretage et korstog med målet at generobre Edessa.

Forløb[redigér | redigér wikikode]

Kort over korstogets forløb.

I foråret 1147 satte de to kongers hære (omkring 150.000 ryttere og mindst fire gange så mange fodfolk) sig i bevægelse. De rejste hver for sig til Konstantinopel, hvor de forhandlede med den østromerske kejser Manuel Komnenos. Komnenos lå i krig med den normanniske kong Roger 2. af Sicilien og havde derfor indgået en våbenhvile med sin anden fjende seldsjukkerne. Komnenos var desuden på vagt, fordi han frygtede, at de to store hære ville angribe ham, og fordi korsfarerhærene havde ry for at plyndre, hvor de kom frem. Der var således flere mindre træfninger mellem de tyske tropper og byzantiske vagter. Den franske hærs forhold til Komnenos var bedre, selvom de politiske forhold i området havde ændret sig siden kong Ludvig og Komnenos først forhandlede den franske hærs passage. På grund af våbenhvilen var Komnenos ikke i stand til at støtte den franske fremmarch gennem seldsjukkernes territorium, som han havde lovet, hvilket nogle af franskmændene anså for et forræderi. Men kong Ludvig arbejdede for at opretholde alliancen mellem Frankrig og Konstantinopel og forblev på god fod med grækerne.[1]

På vej gennem Lilleasien valgte den tyske kong Konrad at angribe seldsjukkernes hovedstad Iconium (i dag Konya). Her blev hans tyske hær besejret i slaget ved Dorylaion 25. oktober 1147 - kongen blev selv såret i slaget, og størstedelen af hans soldater blev dræbt eller taget til fange. Den franske hær mødte resterne af den tyske hær på deres march gennem Anatolien og vandt et mindre slag uden for Efesos, før de led et stort nederlag ved Cadmos-bjerget, hvorefter kong Ludvig besluttede at sejle til Antiokia i stedet for at fortsætte marchen.[1] Ankommet til korsfarerriget holdt de to konger nu et koncil i Akko med lederne af Jersualems Haute Cour, hvor de besluttede at angribe Damaskus. Damaskus' emir var ellers allieret med korsfarerne, og nogle af Jerusalems baroner frarådede et sådant angreb, men tempelridderne og Jerusalems kong Balduin 3. ønskede at opnå kontrol over byen. Belejringen mislykkedes: korsfarerhæren måtte give op efter kun fire dage og led store tab under tilbagetrækningen.[2]

Vestlige kilder såsom Odo af Deuil og også syriske kristne kilder anklagede i deres forklaring af kongernes nederlag den østromerske hersker Komnenos for at have forrådt de vestlige hære til tyrkerne.[3] Moderne historikere har ofte beskrevet, at det fejlslagne korstog resulterede i en generel antigræsk stemning i Europa, men historikeren Timothy Reuter finder ikke belæg for, at sådan en stemning skulle findes uden for de få kirkelige kilder, der er tydeligt antigræske.[4]

Følger[redigér | redigér wikikode]

Sultan Nureddin gjorde sig nu til herre i Syrien til stor fare for Jerusalem, og efter hans død fik det kristne rige en endnu frygteligere fjende i Saladin (Salaheddin), der 1171 styrtede det fatimidiske kalifat i Cairo og gjorde sig til sultan i Egypten. Denne fyrste underlagde sig Syrien og en del af Palæstina med kystbyerne, men tilstod kongen af Jerusalem en våbenstilstand, hvorved den hellige stad foreløbig blev reddet; men da en kristen ridder overfaldt en karavane i omegnen af Hebron, brød krigen ud igen, og den kristne hær led et afgørende nederlag ved Hittin i nærheden af Tiberias ved Genesaret Sø (juli 1187), hvoraf følgen blev Jerusalems fald (3. oktober).

3. korstog 1189-1193[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 3. korstog

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.

Pave Gregor 8. rettede henvendelser til kongerne af England og Frankrig og bad om hjælp til at generobre de tabte områder. Henrik 2. af England og Philip 2. af Frankrig sluttede fred med hinanden, og begge igangsatte finansieringen i form af "Saladin-tiende", en skat, der skulle finansiere et nyt korstog. Men krigen mellem de to lande brød hurtigt ud igen, og oveni begyndte Henrys søn Richard Løvehjerte et oprør mod sin far.

Den tyske deltagelse[redigér | redigér wikikode]

Frederik Barbarossa reagerede også på pavens opfordring og optog opfordringen om at drage på korstog omkring 27. marts 1188. Han drog i 1189 af sted med den første gruppe korsfarere. Den byzantinske kejser, Isak 2. Angelus, havde indgået en hemmelig aftale med Saladin og udgjorde derfor en fare for Frederik. De tyske korsriddere rejste derfor gennem det Byzantinske Rige så hurtigt, som de kunne, og den 18. maj 1189 tog de Ikonium, seldsjukkernes hovedstad. 10. juni 1190 fik den tyske deltagelse i korstoget en brat ende, da Frederik druknede i floden Saleph. Selv om hans hær var større end Saladins, stod den nu uden en samlende leder og begyndte straks at falde fra hinanden. De, der blev tilbage, blev hurtigt slået af Saladins styrker, da de kom til Syrien.

Den engelske og franske deltagelse[redigér | redigér wikikode]

Kort over korstogets forløb.

Richard og Philip rejste hver for sig ad søvejen i 1191. Richard stoppede på Cypern, hvor han blev fornærmet af den uafhængige byzantinske hersker. Ved udgangen af maj havde han erobret hele øen, som han solgte til Guy af Lusignan, som var nominel konge i Jerusalem.

I mellemtiden var Philip ankommet til Tyrus, hvor han fandt en allieret i Konrad af Montferrat. Konrad krævede tronen i Jerusalem og ønskede derfor at være den, der generobrede byen. De belejrede Acre i april 1191 med støtte fra resterne af Frederiks styrker. Richard kom omsider frem og overtog kommandoen. Et forsøg på at bryde belejringen mislykkedes, og korsridderne indtog byen den 12. juli. Nu udbrød der en magtkamp mellem de tre kristne ledere, Richard, Philip og Leopold 5. af Østrig. Leopold ville anerkendes på lige fod med de to andre, men Richard fjernede det tyske flag fra byen, hvilket fornærmede Leopold. Leopold og Philip blev frustrerede og forlod det Hellige Land i august 1191.

Angrebet på Jaffa[redigér | redigér wikikode]

Den 22. august 1191 henrettede Richard 3.000 muslimske fanger i Acre, fordi han mente, at Saladin ikke overholdt kapitulationsvilkårene. Han besluttede derefter at erobre havnebyen Jaffa, som han havde brug for for at være i stand til at angribe Jerusalem. Undervejs blev han angrebet af Saladin på Arsuf i september, men Richard vandt en solid sejr.

I januar 1192 var Richard klar til at drage til Jerusalem, men Saladin havde i mellemtiden fået forstærkninger og befæstede byen. Richard kom inden for synsvidde af Jerusalem to gange, men begge gange vendte han om, fordi Saladins styrker var for stærke. Han formåede dog at afvise et angreb fra store styrker mod Jaffa den 31. juli.

Fredsaftalen og dens følger[redigér | redigér wikikode]

Den 2. september 1192 indgik Saladin og Richard en aftale, der betød, at Jerusalem skulle forblive under muslimsk kontrol, mens de kristne pilgrimme stadig skulle kunne besøge byen. Samme år vendte Richard Løvehjerte hjem, fordi hans broder, prins John, forsøgte at overtage tronen. Oprindeligt skulle kong Richard være blevet i Det Hellige Land til påsken 1193, men han var nødt til at vende hjem da problemerne hobede sig op. Mod slutningen af måneden forlod Richard derefter Det Hellige Land, hvilket markerer afslutningen på den tredje korstog. Hvis han var blevet der til påsken, ville situationen have set meget anderledes ud. Saladin døde nemlig tre uger før påske, og muslimerne formåede ikke at opretholde den enighed, som Saladin havde skabt.

Tyskerne, der forblev i det Hellige Land efter korstoget, udgjorde kernen i det, der blev den Tyske Orden.

Det forhold, at korsfarerne ikke formåede at befri Jerusalem, betød, at der udgik en opfordring til et fjerde korstog seks år senere.

4. korstog 1202-1204[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 4. korstog

VenedigKonstantinopel

Kort over korstogets forløb.

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Korstogets oprindelige formål var, som med de tidligere korstog, at tilbageerobre Jerusalem og det hellige land. Korstogets ledere havde dog besluttet, at det af strategiske og økonomiske årsager ville være mest effektivt at angribe Egypten først, men sørgede for, at de menige korsfarere ikke fik noget at vide om dette. Det havde i det 3. korstog vist sig, at korsfarerhærene kunne være så opsatte på at befri Jerusalem, at de nægtede at indvillige i deres overordnedes planer, hvis disse ikke koncentrerede sig om det hellige land.

Oprindeligt ønskede pave Innocens at få den engelske konge Richard Løvehjerte og den franske konge Filip 2. August til at deltage i dette korstog (de havde begge deltaget i det 3. korstog), men blandt andet på grund af deres indbyrdes konflikter var det ikke muligt. I stedet var det en række grever, hovedsageligt fra Frankrig, der kom til at lede det 4. korstog. Oprindeligt var korstogets ledelse uofficielt delt mellem tre af dets initiativtagere: Grev Thibaut af Champagne, en af de højst rangerende adelsmænd i Frankrig, dennes fætter, grev Louis af Blois samt grev Balduin af Flandern. Da den unge grev Thibaut imidlertid døde allerede i maj 1201, måtte de tilbageværende korsfarere finde nogen til at overtage Thibauts plads. Valget faldt på markgreve Bonifacius af Montferrat i Norditalien, hvis prestige var så stor, at han blev tilbudt fuld kontrol over hele korsfarerhæren, hvilket han tog imod.

Korstogets ledere sendte seks udsendinge til Venedig, som var en magtfuld, selvstændig handelsstad, for at lave en aftale med venetianerne om at sejle den kæmpemæssige korsfarerhær til Egypten. Venetianerne indvilligede mod betydelig betaling i at bygge og klargøre en mægtig flåde til korsfarerne. Udsendingene havde dog voldsomt overvurderet antallet af korsfarere, som de troede ville møde op i Venedig, og endte derfor med en flåde, der var langt større, end de skulle bruge, samt med en kolossal gæld til venetianerne.

For at korstoget ikke skulle falde fuldstændigt til jorden, indvilligede korstogets ledere i at bruge korsfarerhæren til at angribe den nærliggende havneby Zara, som var en rival til Venedig. Herved kunne korsfarerne få eftergivet noget af deres gæld til venetianerne, og korstoget kunne fortsætte. Da Zara var en kristen by, som var underlagt den ungarske konge, der, på papiret, også var korsfarer, var der mange, der forlod ekspeditionen i protest. Pavens stedfortræder på korstoget accepterede, at dette angreb på kristne var en nødvendighed for, at det hele ikke skulle være forgæves, men pave Innocens derimod fordømte venetianernes handlinger, da han fik nys om angrebet, og ekskommunikerede dem alle.

Før korshæren nåede videre blev den opsøgt af en østromersk prins, Alexios (senere kejser Alexios 4.), som tilbød hæren tiltrængte forsyninger, en kæmpe sum penge samt massiv militær støtte på ekspeditionen, hvis korsfarerne til gengæld ville indsætte ham som kejser i Konstantinopel. Trods protester og frafald fra store dele af hæren valgte korstogets ledere at tage imod tilbuddet og lagde vejen forbi den østromerske hovedstad.

I Konstantinopel måtte korsfarerne, muligvis imod forventning, kæmpe for at få indsat Alexios. På trods af sin umiddelbart fordelagtige position og sit overlegne militær valgte den siddende kejser Alexios III, den unge Alexios' onkel, at flygte fra byen.

Prinsen blev indsat som kejser Alexios 4. og begyndte at betale korsfarerne, hvad han havde lovet. Han blev dog fanget mellem sine forpligtelser overfor sine nye venner, korsfarerne, og det østromerske aristokrati, som var meget negativt indstillet overfor vesterlændingene. I sidste ende kunne Alexios 4. ikke forhindre åben konflikt med korsfarerne, som nægtede at rejse, før de havde modtaget den lovede betaling.

En højtstående østromersk embedsmand fik efterfølgende Alexios 4. myrdet, og blev selv indsat som kejser Alexios 5. I en efterfølgende belejring af byen lykkedes det imod alle odds korsfarerne at erobre Konstantinopel. Korsfarerne oprettede et nyt rige, Det Latinske Kejserrige, og Balduin af Flandern blev valgt som den første kejser, mens korstogets egentlige leder, markgreve Bonifacius, blev forbigået.

Korsfarerne blev travlt optaget af at forsvare deres nye land, og korshæren nåede aldrig til Det Hellige Land.

Nordiske korstog mod baltiske egne[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Baltiske korstog

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.

Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Tempelriddernes kors.

Andre korstog[redigér | redigér wikikode]

Det albigensiske korstog[redigér | redigér wikikode]

Det albigensiske korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år lang militær kampagne startet af den romerskkatolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase.

Korsridderordner[redigér | redigér wikikode]

Korsriddere organiserede sig i ridderordner, hvor den første, Tempelridderne blev grundlagt 1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem. Af andre betydelige korsridderordner kan nævnes Tyske orden og Johanniterordenen (oftest omtalt som Malteserordenen).

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Riley-Smith, Jonathan (2005). The Crusades: A Short History (Second ed.). New Haven, Connecticut: Yale University Press.
  2. ^ Nicolle, David (2009). The Second Crusade 1148: Disaster outside Damascus. London: Osprey.
  3. ^ Jonathan P. Phillips. 2007. The Second Crusade: Extending the Frontiers of Christendom. Yale University Press, 2007
  4. ^ Reuter, Timothy. 2001. "The non-Crusade of 1149-50" i Jonathan Phillips, Martin Hoch (red.) The Second Crusade: Scope and Consequences. Manchester University Press

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gyldendals illustrerede verdenshistorie, 1922
  • Politikens historiske atlas

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også[redigér | redigér wikikode]