Senmiddelalder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fra dommedagen i Biblia Pauperum illumineret i Erfurt omkring Den Store Hungersnød. Døden sidder på en løbe hvis lange hale ender i en kugle af ild (helvede). Hungersnød peger mod hendes sultne mund.

Senmiddelalderen var en periode i Europas historie under middelalderen, der går fra omkring år 1300 til år 1500. Senmiddelalderen efterfulgte højmiddelalderen og går forud for tidlig moderne tid (og i meget af Europa renæssancen).

Omkring år 1300 ophørte en lang periode med fremgang og vækst i Europa. Store dele af kontinentet oplevede hungersnød og pest, heriblandt den store hungersnød 1315–1317 og den sorte død, hvilket reducerede befolkningen i Europa til omkring halvdelen af, hvad den var inden disse katastrofer.[1] Sammen med affolkningen skete en social urolighed og kontinuerlig krig. Frankrig og England oplevede begge store bondeoprør som Jacquerie og Peasants' Revolt, samt over et århundrede med militærkonflikt under hundredårskrigen. Derudover delte det store skisma den den katolske kirke op i to, hvilket yderligere skabte splid og utryghed. Samlet bliver disse begivenheder kaldt krisen i senmiddelalderen.[2]

På trods af disse kriser var 1300-tallet også en periode med stor fremgang inden for kunst og videnskab. Som følge af en fornyet interesse i græske og romerske tekster, der var startet i højmiddelalderen, begyndte den italienske renæssance. Opdagelsen og udbredelsen af latinske tekster var startet før renæssancen i 1100-tallet via kontakt med arabere under korstogene, men tilgængeligheden af vigtige græske tekster accelererede efter Osmannerrigets erobring af Konstantinopel af Det Osmanniske Rige, hvor de byzantinske lærde søgte tilflugt i vesten, særligt i Italien.[3]

Kombineret med tilgangen af klassiske ideer blev bogtrykkekunsten opfundet, hvilket styrkede udbredelsen af det skrevne ord, og demokratiserede viden. Disse to ting første senere til reformationen. Mod slutningen er perioden begyndte opdagelsestiden. Det Osmanniske Rige voksede, og det kulminerede i Konstantinopels fald i 1453, og Vasco da Gamas rejse syd om Afrika og Indien i 1948. Deres opdagelser styrkede økonomien og magten i de europæiske nationer.

De ændringer som udviklingen medførte har fået flere forskere til at betragte dette som afslutningen på middelalderen, og begyndelsen på moderne historie og tidlig moderne Europa. Denne opdeling er dog til dels kunstig, idet viden fra oldtiden aldrig var fuldstændigt væk fra de europæiske samfund. Der var således en kontinuel udvikling mellem oldtiden (via antikken) og den moderne tid. Nogle historikere, særligt i Italien, foretrækker fuldstændigt at bruge udtrykke senmiddelalderen, men ser i stedet perioden som en skiftetid fra middelalderen til renæssancen og den moderne tid.

Historiografi og periodisering[redigér | redigér wikikode]

Termen "senmiddelalderen" referer til en af tre perioder, der sammen med den tidlige middelalder og højmiddelalderen udgør middelalderen. Leonardo Bruni var den første historiker, der anvendte den tredelte periodisering i hans bog History of the Florentine People (1442).[4] Flavio Biondo anvendte en lignende opstilling i Decades of History from the Deterioration of the Roman Empire (1439–1453). Opdelingen blev standard efter den tyske historiker Christoph Cellarius udgav Universal History Divided into an Ancient, Medieval, and New Period (1683).

For 1700-tals historikere, der studerede 1300- og 1400-tallet, var det centrale tema renæssancen, med dens genopdagelse af antikkens lærdom.[5] Kernen i denne genopdagelse ligger i Italien, hvor man med Jacob Burckhardt ord: "blev blev et åndeligt individ og anerkendte sig selv som sådan".[6] Dette blev senere udfordret, og der blev argumenteret idet nogen mener, at man opnåede større kulturelle præstationer i 1100-tallet.[7]

I takt med at økonomiske og demografiske metoder blev anvendt i forskning af historie blev der mere almindeligt at se senmiddelalderen som en periode med recession og kriser. Den belgiske historiker Henri Pirenne fortsatte med at underinddele middelalderen i tidlig, høj og senmiddelalder omkring første verdenskrig.[8] Det var dog den hollandske kollega, Johan Huizinga, der primært var ansvarlig for at popularisere det pessimistiske syn på senmiddelalderen med hans bog The Autumn of the Middle Ages (1919).[9] For Huizinga, hvis forskning fokuserede på Frankrig og Nederlandene frem for Italien, var håbløshed og nedgang hovedtemaerne i stedet for genfødsel.[10]

Moderne historiografi om perioden har en konsensus mellem de to ekstremer med innovation og krise.[10] I dag bliver det generelt anerkendt at betingelserne var voldsomt forskellige nord og syd for Alperne, og udtrykket "senmiddelalderen" bliver ofte helt undgået blandt italiensk historiografi.[11] Termen "renæssance" opfattes stadig som brugbart for til at beskrive visse interllektuelle, kulturelle eller kunstneriske bevægelser, men ikke som en defineret epoke i europæisk historie.[12] Perioden fra begyndelsen af 1300-tallet og frem til - og nogle gange inklusive - 1500-tallet bliver mere set som karakteriseret af andre tendenser: demografisk og økonomisk nedgang efterfulgt af genopretning, enden på religiøs enighed i vesten, nationalstatens opståen og udvidelsen af den europæiske indflydelse til resten af verden.[12]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grænserne for det kristne Europa var stadig i gang med at blive defineret i 1300- og 1500-tallet. Mens Storhertugdømmet Moskva begyndte at kæmpe tilbage mod mongolerne og de iberiske kongeriger afsluttede Reconquista på halvøen og rettede deres opmærksomhed udad, så faldt Balkanlandene og blev domineret af Det Osmanniske Rige.[13] Imens var det resterende nationer på kontinentet låst fast i en næsten konstant itnernational eller intern konflikt.[14]

Situationen ledte gradvist til konsolideringen af en centralmagt og nationalstatens opståen.[15] De finansielle behov til at føre krig nødvendiggjorde højere skatteniveau, hvilket resulterede i repræsentativt styre, hvor af Englands parlament er det mest notable.[16] Vækst i den sekulære autoritet blev hjulpet yderligere på vej af pavens formindskede indflydelse af et store skisma og den kommende reformation.[17]

Nordeuropa[redigér | redigér wikikode]

Hovedartikler: Danmark, Norge, Sverige

Efter en fejlslagen unionen mellem Sverige og Norge i 1319-1365 blev den panskandinaviske kalmarunion oprettet i 1397.[18] Svenskerne blev modvilligt medlemmer af den dansk-dominerede union. I et forsøg på at undertrykke svenskerne fik Christian 2. af Danmark et stort antal svenske adelsfolk dræbt under Det Stockholmske Blodbad i 1520. Dette affødte blot endnu mere fjendtlighed, og svenskerne brød ud af unionen i 1523.[19] Norge derimod blev underlegen del af sammenslutningen, og forblev forenet med Danmark frem til 1814.[20]

Island nød godt af at være relativt isoleret fra Europa, og det var det sidste land i Skandinavien der blev ramt af den sorte død.[21] Imens døde den nordiske koloni på Grønland ud, sandsynligvis som følge af ekstreme vejrbetingelser i 1400-tallet.[22] Disse betingelser kan have forårsaget af den lille istid.[23]

Nordvesteuropa[redigér | redigér wikikode]

Alexander 3. af Skotlands død i 1286 kastede landet ind i en arvefølgekrise, og den engelske konge, Edvard 1., blev bragt ind for at mægle. Edvard krævede overherredømme over Skotland, hvilket ledte til de skotske uafhængighedskrige.[24] Englænderne endte med at blive besejret, og skotterne var i stand til at etablerede en stærkere stat under Stuarterne.[25]

Fra 1337 blev Englands opmærksomhed hovedsageligt rettet mod Frankrig i Hundredårskrigen.[26] Henrik 5.s sejr under slaget ved Agincourt i 1415 gjorde det kortvarigt muligt at forene de to kongerige, men hans søn, Henrik 6. forspildte snart efter disse landvindinger.[27] Tabet af Frankrig ledte til utilfredshed hjemme. Kort efter afslutningen på hundredårskrigen kastede dynastiske uroligheder landet ud i rosekrigene (ca 1455–1485), som involverede Huset Lancaster og Huset York der begge kæmpede for at få tronen.[28]

Krigen blev afsluttet med tiltrædelsen af Henrik 7. fra Tudor-familien, som fortsatte arbejdet med at opbygge et stærkt, centraliseret monarki, som konger fra huset York havde startet.[29] Mens Englands opmærksomhed var rettet andre steder var de Hiberno-Normanniske lords i Irland blevet mere assimileret i det irske samfund og øen fik lov til at udvikle stir uafhængighed under det engelske overherredømme.[30]

Vesteuropa[redigér | redigér wikikode]

Frankrig i slutningen af 1400-tallet: en mosaik af feudale områder.

Den franske Valois-familie, som efterfulgte Huset Capet i 1328, var oprindeligt marginaliseret i sit ejet land, først af englændernes invaderende styrker i hundredårskrigen, og senere af det magtfulde Hertugdømmet Burgund.[31] Jeanne d'Arcs fremkomst som militær leder ændrede krigen til franskmændenes favør, og initiativet blev videreført af kong Louis 11..[32]

Imens mødte Karl den Dristige, hertug af Burgund, modstand i sit forsøge på at konsolidere sine besiddelser, særligt fra det schweiziske edsforbund, der blev dannet i 1291.[33] Da Karl blev dræbt i de burgundiske krige under slaget ved Nacny i 1477 blev hertugdømmet Burgund tilbageerobret af Frankrig.[34] På samme tid kom County of Burgundy og det rige De burgundiske Nederlande under det Tysk-romerske riges kontrol via Habsburgerne, hvilket startede en konflikt der forløb over de næste århundreder.[35]

Centraleuropa[redigér | redigér wikikode]

Sølvudvinding og -forarbejdning i Kutná Hora, Bøhmen, 1400-tallet

Böhmen blomstrede op i 1300-tallet, og Den gyldne bulle blev gjort til konge af Böhmen første gang bland de kejserlige kursfyrster, men hussitterrevolutionen kastede landet ud i krise.[36] Det Tysk-romerske rige overgik til Habsburgerne i 1438, hvor det forblev indtil det blev opløst i 1806.[37] På trods af at habsburgerne havde store landområder forblev kejserriget selv splittet, og meget af den reelle magt og indflydelse lå i de individuelle fyrstedømmer.[38] Derudover havde finansielle institutioner som hansaen og Fugger-familien stor magt på bøde økonomisk og politisk plan.[39]

Kongeriget Ungarn oplevede en guldalder i 1300-tallet.[40] Særligt under de Angevinske konger Charles Robert (1308–42) og hans søn Louis den Store (1342–82) var periode med stor fremgang.[41] Landet blev velstående ved at være Europas hovedleverandør af guld og sølv.[42] Sidstnævnte ledte succesfulde felttog fra Litauen til Syditalien, og fra Polen til det nordlige Grækenland.

Han havde det største militære potentiale i 1300-tallet med sine enorme hære, der ofte bestod af over 100.000 mand. Imens blev Polens opmærksomhed vendt mod øst, hvor man dannede en union med Litauen, der skabte en stor enhed i denne region.[43] Unionen, og kristendommens indførsel i Litauen, markede også afslutningen på hedenskab i Europa.[44]

Louis efterlod ikke en søn som arving ved sin død i 1382. I stedet udnævnte han den unge prins Sigismund af Luxemburg, der var 15 år gammel, som sin arving. Den ungarske adel accepterede ikke dette krav, og resultatet blev en intern krig. Sigismund skaffede sig til sidst fuldstændig kontrol over Ungarn, og han etablerede sit hof i Buda og Visegrád. Begge paladser blev genopført, og de blev betragtet som nogle af de fornemste i samtiden i Europa. Sigismund arvede Böhmen og Det Tysk-romerske kejserriges trone, og fortsatte med at føre sin politik fra Ungarn, men han blev travlt optaget af at kæmpe mod hussitterne og Det Osmanniske Rige, der var blevet en trussel for Europa i begyndelsen af 1400-tallet.

Kong Matthias Corvinus af Ungarn ledte den største hær af lejesoldater nogensinde, den sorte legion, som han brugte til at erobre Böhmen og Østrig og til at kæmpe mod Det Osmanniske Rige. Kongeriget endte allerede i begyndelsen 1500-tallet, da kong Louis 2. af Ungarn blev dræbt under slaget ved Mohács i 1526 mod Det Osmanniske Rige. Ungarn oplevede herefter stor krise, og blev invaderet, hvilket afsluttede landets vigtige rolle i Europa i middelalderen.

Østeuropa[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Storhertugdømmet Moskva

Kijevriget gik til grunde i 1200-tallet, da mongolernes invasion.[45] Storhertugdømmet Moskva blomstrede herefter op, og vandt en stor sejr mod den Gyldne Horde under slaget ved Kulikovo in 1380.[46] Sejren afsluttede ikke Tartarernes kontrol over området, og den umiddelbart største vinder var Storhertugdømmet Litauen, som fik udvidet sin indflydelse mod øst.[47]

Under Ivan den Stores styre (1462–1505) blev Moskva en stor regional magtfaktor, og annekteringen af Republikken Novgorod i 1478 lagde grundlaget for grundlæggelsen af en russisk nationalstat.[48] Efter Konstantinopels fald i 1453 begyndte de russiske prinser at se sig selv som arvtagere til det Bysantinske Rige. De tog sidenhen titlen som tsar, og Moskva beskrev sig selv om det Tredje Rom.[49]

Sydeuropa[redigér | redigér wikikode]

Minitaur af belejringen af Beograd i 1456.

Det Byzantinske Rige havde domineret den østlige del af middelhavsområdet i lang tid inden for politik og kultur.[50] Mod slutningen af 1300-tallet var det dog stort set kollapset og blevet en delstat i Det Osmanniske Rige, der var centreret om byen Konstantinopel og nogle få enklaver i Grækenland.[51] Med Konstantinopels fald i 1453 blev Det Byzantinske Rige udryddet for altid.[52]

Det Bulgarske Rige var på tilbagegang i 1300-tallet, og den dominerende rolle i regionen blev overtaget af Serbien, hvilket blev markeret med serbernes sejr over Bulgarien under slaget ved Velbazhd i 1330.[53] I 1346 blev den serbiske kong Stefan Dušan udråbt som kejser.[54] Den serbiske position blev dog kortlivet; den serbiske hær ledet af Lazar Hrebljevanovic blev besejret af ottomannerne under slaget på Solsortesletten i 1389, hvor det meste af den serbiske adel blev dræbt, og den sydlige del af landet blev besat af ottomannerne, ligesom det sydlige Bulgarien var blevet en del af Det Osmanniske Rige i i 1371.[55] De nordlige dele af Bulgarien blev endeligt erobret i 1396, Serbien faldt i 1459, Bosnien i 1463 og Albanien blev underlagt i 1479, kun få år efter Skanderbegs død. Beograd, der på dette tidspunkt hørte til Ungarn, var den sidste by i Balkan der faldt til osmannerne i 1521. Ved afslutningne på middelalderen var hele Balkanhalvøen annekteret eller blevet vasaler til ottomannerne.[55]

Sydvesteuropa[redigér | redigér wikikode]

Avignon var sæde for paven fra 1309 til 1379.[56] Da paven vendte tilbage til Rom i 1378 udviklede pavestaten sig til en stor sekulær magtfaktor, der kulminerede i det moralsk korrupte pavedømme under Pave Alexander 4. der sad fra 1492-1503.[57] Firenze voksede og blev en af de rigeste af de italienske bystater ved hjælp af deres finansielle sektor og den dominerende Medici-familie, der blev vigtige forgængere for renæssancen via deres interesse i kunst.[58] Andre byer i Norditalien udvidede også deres territorier og konsoliderede deres magt, primært Milano og Venedig.[59] Den sicilianske vesperkrig havde del Syditalien ind i det Aragoniske Kongeriget Sicily og Anjou Kongeriget Napoli i begyndelsen af 1300-tallet.[60] I 1442 blev de to kongeriget forenet under aragonerne.[61]

I 1469 ledte ægteskabet mellem Isabella 1. af Castillien og Ferdinand 2. af Aragon og i 1479 John 2. af Aragons død til etableringen af det moderne Spanien.[62] I 1492 blev Granada tilbageerobret fra maurerne, hvilket fuldendte Reconquista.[63] Portugal havde i løbet af 1400-tallet - særligt under Henrik Søfareren – gradvist udforsket Afrikas kyst, og i 1498 fandt Vasco da Gama søvejen til India.[64] De spanske monarker mødte den portugisiske udfording ved at finansiere Christopher Columbus' ekspedition der skulle finde en sejlrute mod vest til Indien, hvorved han opdagede Amerika i 1492.[65]

Senmiddelalderens samfund[redigér | redigér wikikode]

Bønder der forbereder markerne til vinteren med en harve og såning af vintersæd. Baggrunden indeholder Louvre, ca. 1410.

Omkring 1300-1350 ophørte den middelalderlige varmeperiode og blev i stedet erstattet af den lille istid.[66] Det koldere klima resulterede i fødevarerkriser, idet høsten slog flere år i træk. Den første af disse var den store hungersnød 1315-1317.[67] De demografiske konsekvenser af denne hungersnød var dog ikke så slem som de efterfølgende pestudbrud, hvoraf særligt den sorte død gjorde et alvorligt indhug i Europas befolkning.[68] Dødsraten for denne pest estimeres fra omkring 30 % og helt op til 60 % af de smittede.[69] Omkring 1420 havde den akkumulerede effekt af pest og hungersnød reduceret Europas befolkning til helt ned imod en tredjedel af, hvad den havde været et århundrede tidligere.[70] Effekten af naturkatastrofer blev forværret af militære konflikter; dette var særligt slemt i Frankrig under hundredårskrigen.[71]

Da Europas befolkning var blevet alvorligt formindsket blev landområder for de overlevende mere tilgængelige, og arbejdskraft blev derfor dyrere.[72] Jordejeres forsøg på med magt at reducere lønningerne, som den engelske Statute of Laborers i 1351, var dømt til at mislykkes.[73] Disse forsøg resulterede ikke i andet end at skabe utilfredshed blandt bønderne, og det ledte til oprør som det franske Jacquerie i 1358 og det engelske Peasants' Revolt i 1381.[74] Den langsigtede effekt blev i praksis enden på livegenskab i Vesteuropa.[75] I Østeuropa var jordejerne derimod i stand til at udnytte situationen og tvang bønderne til endnu mere undertrykkende trældom.[76]

Omvæltningen, som blev skabt af den sorte død, efterlod visse minoriteter særligt sårbarer, særligt jøderne,[77] som ofte blev beskyldt for tabene. Over hele Europa blev der udført antijødiske pogromer; i februar 1349 blev 2.000 jøder dræbt i Strasbourg.[78] Flere stater diskriminerede også jøderne. Monarker gav efter for folkets krav, og jøderne blev smidt ud af England i 1290, fra Frankrig i 1306, fra Spanien i 1492 og fra Portugal i 1497.[79]

Mens jøderne led under forfølgelse oplevede kvinderne større magt i denne periode. Store sociale ændringer åbnede nye muligheder for kvinder inden for handel, læring og religion.[80] Samtidig var kvinder dog også sårbare over for straf og forfølgelse, da troen på trolddom øgede og heksejagt blev mere udbredt.[80]

Frem til midten af 1300-tallet havde Europa oplevet en stadig større urbanisering.[81] Byer blev også ramt af den sorte døde, men byerne som centrum for uddannelse, handel og regering fortsatte med at stiger.[82] I 1500 var Venedig, Milano, Napoli, Paris og Konstantinopel sandsynligvis nået op på mere end 100.000 indbyggere.[83] 22 andre byer havde mere end 40.000 indbyggere, hvoraf de fleste lå i Italien og den Iberiske Halvø, men der fandtes også store byer i Frankrig, Nederlandende og London i England.[83]

Militærhistorie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Middelalderlig krigsførsel
Middelalderlig krigsførsel
Miniatur af skaget ved Crécy (1346)
Fra Jean Froissarts manuskript Chronicles.

Under Hundredårskrigen skete der mange militære udviklinger.

Via slag som dem ved Courtrai (1302), Bannockburn (1314) og Morgarten (1315) stod det klart for de store territorielle prinser i Europa, at den militære fordel ved det feudale kavaleri var tabt, og at veludrustet infanteri var at foretrække.[84] Under de walisiske krige blev englænderne bekendte med og adopterede den emget effektive langbue.[85] Efter at have lært at bruge våbnet, gav buen dem en stor fordel over franskmændene under hundredårskrigen.[86]

Introduktionen af krudt påvirkede krigsførsel betydeligt.[87] Selvom det blev anvendt af englænderne allereede under slaget ved Crecy i 1346, så havde krudtvåben relativt ringe effekt på slagmarken.[88] Det var ved bruget af kanonen som belejringsvåben at der skete en stor ændring; de nye metoder endte med at ændre arkitekturen på både eskisterende forsvarsværker og nyopførte strukturer.[89]

Der skete også en ændring indenfor rekrutteringen og sammensætningen af hærene. Brugen af national eller feudale hære blev gradvist udskiftet med betalte tropper og lejesoldater.[90] Dette bliver særligt associeret med Edvard 3. af England og condottiere i de italienske bystater.[91] Overalt i Europa blev schweiziske lejesoldater var i særligt høj kurs.[92] På samme tid var det også i denne periode, at de første permanente hære begyndte at opstå. Det var i Valois i Frankrig, under hundredårskrigen hvor der var stor brug for dem, at væbnede styrker første gang blev permanente.[93]

Parallelt med de militære udviklinger blev der etableret et mere og mere avanceret regelsæt for ridderlighed blandt krigerklassen.[94] Denne nyfundne ethos kan ses som et modsvar til den stadigt mindre orlle som aristokratiet spillede, og efterhånden blev den næsten fuldstændigt uafhængig af dens militære rolle.[95] Kavaleriets ånd blev videreført igennem nye (sekulære)[96] typer ridderordener; den første af disse var Sankt George Ridderordenen, der blev grundlagt af Karl 1. af Ungarn i 1325, mens den bedste kendte nok er den engelske Hosebåndsordenen, der blev grundlagt af Edvard 3. i 1348.[97]

Kristen konflikt og reform[redigér | redigér wikikode]

Paveligt skisma[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Det vestlige skisma

Den franske krones stigende indflydelse over paven kulminerede i overførslen af Den Hellige Stol til Avignon i 1309.[98] Da paven vendte tilbage til Romi 1377 ledte det til valget af forskellige paver i Avignong og Rom, hvilket resulterede i det pavelige skisma (1378-1417).[99] Skismaet dele Europa langs politiske linjer; mens Frankrig og landets alllierede Skotland og de spanske kongeriger støttede pavesædet i Avignong, så bakkede Frankrigs fjende, England, op om paven i Rom sammen med Portugal, Skandinavien og de fleste tyske prinser.[100]

Ved Konsilet i Konstanz (1414–1418) blev pavedømmet igen forenet i Rom.[101] På trods af at enheden kom til at vare 100 år mere, og på trods af at paven kom til at oplave større material rigsom end nogensinde før, så havde det store skisma gjort uoprettelig skade.[102] De interne kampe i kirken havde svækket dens krav om universelt overherredømme og fremmede antiklerikalisme blandt folk og deres herskere, hvilket gav plads for reformbevægelser.[103]

Protestantisk reformation[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Böhmens reformation og Reformationen
Jan Hus der bliver brændt på bålet.

Selvom mange af begivenhederne lå uden for middelalderen, så var afslutningen på den samlede vestlige kirke (reformationen) en af de kendetegnene ved denne periode.[12] Den katolske kirke havde længe kæmpet mod hedenske bevægelser og kættere, men under senmiddelalderen begyndte den at opleve krav om reforme inden for kirken selv.[104] Den første af disse kom fra Oxford-professoren John Wycliffe i England.[105] Wycliffe mente, at biblen skulle være den eneste autoritet inden for religøse spørgsmål, og han advokerede mod transsubstantiation, cølibat og aflad.[106] På trods af indflydelsesrige støtter blandt det engelske aristokrati, såsom John af Gaunt, fik bevægelsen ikke lov at overleve. Wycliffe selv slap for skade, mens hans støtter, lollarderne, blev til sidst undertrykt i England.[107]

Richard 2. af Englands ægteskab med Anne af Böhmen etablerede kontakt mellem de to nationer, og bragte lollardernes ideer med hendes hjemland.[108] Den tjekkiske præst Jan Hus' tanker var baseret på John Wycliffes, mens hans følgere, hussitterne, fik langt større indflydelse end lollardernes.[109] Hus opnåede en store følgeskare i Böhmen, og i 1414 søgte han foretræde for Konseliet i Konstanz for at forsvare sin sag.[110] Da han blev brændt som kætter i 1415 forårsagede det et populært oprør i Tjekkiet.[111] De efterfølgende husitterkrige gik i opløsning efter interne uenigheder og resulterede ikke i religiøs eller national uafhængighed for tjekkerne, men både den katolske kirke og tyske elementer i landet blev svækket.[112]

Martin Luther, en tysk munk, startede den tyske reformation ved at slå sine 95 teser op i borgkirken i Wittenberg den 31. oktober, 1517.[113] Denne provokation fik pave Leo 10. til at fornye afladet for at bygge den nye Peterskirke i 1514.[114] Luther blev udfordret til afsværge sit kætteri under Rigsdagen i Worms i 1521.[115] Da han nægtede blev han bandlyst af den tysk-romerske kejser Karl 5..[116] Han modtog beskyttelse af Frederik den Vise, og kunne derofr oversætte biblen til tysk.[117]

Den protestantiske reformation blev bifaldet af mange sekulære herskere, der så en mulighed for at udvide deres rigdom og indflydelse.[118] Den katolske kirke mødte udfordringerne i reformbevægelse med det der er blevet kaldt den katolske reformation eller modreformationen.[119] Europa blev delt op med protestanter i nord og katolikker i syd, hvilket resulterede i religionskrige i 1500- og 1600-tallet.[120]

Handel[redigér | redigér wikikode]

Middelalderlige handelsrute
De primære handelsruter i senmiddelalderens Europae.

     Hansaen
     Venetianske
     Genovianske
     Venetianske og genovianske
     (stiplet) Ruter over land og floder

Det fortsat dominerende position som Det Osmanniske Rige havde i Middelhavsområdet var en forhindring for mange kristne landes handel i vest, som i stedet begyndte at se sig om efter alternativer.[121] Portugisiske og spanske opdagelsesrejsende fandt nye handelsruter - syd om Afrika til Indien og over Atlanterhavet til Amerika.[122] Da genovianske og venetianske købmænd åbnede direkte ruter med Flandern mistede champagnemesserne deres betydning.[123]

På samme tid skiftede den engelske uld-eksport fra råuld til forarbejdede klædevarer, hvilket resulterede i tab for klædefabrikanter i Nederlandene.[124] I Østersøen og Nordsøen nåede Hansaen sin største udbredelse i 1300-tallet, men begyndte at gå tilbage i 1400-tallet.[125]

I 1200- og 1300-tallet foregik der en proces, primært i ITalien men også til en vis grad i det Tysk-romersk Rige, som historikere har kaldt en "kommerciel revolution".[126] Blandt innovationerne var nye former for partnerskab og udskrivelsen af forsikring, som både bidrog til at reducere risikoen ved kommercielle forsøg, gældsbreve og andre former for kredit der gik uden om de kanoniske love om hedningskristnes brug af åger, og eliminerede farerne ved at transportere ædelmetal som sølv og uld; og nye former for regnskab, særligt dobbelt bogholderi, som gjorde at man fik bedre overblik og nøjagtighed.[127]

Med den finansielle ekspansion blev handelsrettigheder nidkært vogtet af den kommercielle elite. Byer oplevede lavenes voksende magt, mens man på nationalt plan gav specielle virksomheder monopol på særlige varer, som den engelske uld stade.[128] Bagmændene bag disse udviklinger akkumulerede enorme rigdomme. Familier som Fugger i Tyskland, Medici i Italien, de la Poles i England og enkeltpersoner som Jacques Coeur i Frankrig hjalp med at finansiere kongernes krige og opnåede stor politisk indflydelse i denne proces.[129]

Selvom der ikke er tvivl om at den demografiske krise i 1300-tallet forårsagede et dramatisk fald i produktionen og handelen i "absolutte" termer, så har der været en voldsom historisk debat om dette fald var større en reduktionen i befolkningen.[130] Mens ældre ortodokse holdt på at den kunstneriske produktion i renæssancen var et resultat større overskud, så har moderne studier vist at der muligvis har været en såkaldt "depression af renæssancen".[131] På trods af flere overbevisende argumenter for dette, så er det statistiske bevis for ukomplet til at man kan drage nogle endelige konklusioner.[132]

Kunst og vidensakb[redigér | redigér wikikode]

I 1300-tallet blev den fremherskende akademiske tendens med skolastik udfordret af humanistbevægelsen. Selvom den primært var et forsøg på at genoplive klassiske sprog, så ledte bevægelsen også til innovationer inden for videnskab, kunst og litteratur, hjulpet på vej af byzantinske lærde, som søgte tilflugt i vesten efter Konstantinopels fald i 1453.[133]

Inden for videnskab blev klassiske autoriteter som Aristoteles udfordret for første gang siden antikken. I kunsten tog humanismen form til renæssancen. Selvom renæssancen i 1400-tallet var et meget lokalt fænomen, der hovedsageligt var begrænset til bystaterne i Norditalien, så skete der også en kunstnerisk udvikling længere mod nord, særligt i Nederlandene.[13]

Filosofi, videnskab og teknologi[redigér | redigér wikikode]

Den fremherskende skole, som der blev undervist i 1200-tallet, var den thomistiske forening af Aristoteles' lære med kristen teologi.[134] Fordømmelsen i 1277, der blev udført på universitetet i Paris lavede restriktioner på ideer, der kunne blive fortolket som kætteriske; restriktionerne havde implikationer på aristoteleistiske tanker.[135] Der blev præsenteret et alternativ af William of Ockham, som insisterede på fornuftens og troens verden skulle holdes adskildt. Ockham introducerede Ockhams ragekniv, hvor en simpel teori foretrækkes frem for en mere kompleks teorie, og spekulationer over ikke observerbare fænomener bliver undgået.[136] Denne grundregel bliver dog ofte fejlciteret. Occam refererede til sin nominalisme i dette citat, og sagde grundlæggende at teorier om absolutter eller metafysisk realisme var overflødige for at få verden til at give mening.

Mængden af producerede manuskripter i Europa i perioden 500–1500. Den store tilvækst i bogproduktionen fortsatte i denne periode.[137]

Denne nye tilgang frigjorde videnskabelig betragtninger fra dogmatiske begrænsninger fra Aristoteles' tanker, og gjorde plads til nye tanker. Særligt inden for evægelse blev der taget store skridt med videnskabsmænd som Jean Buridan, Nicole Oresme og Oxford Calculators udfordrede Aristoteles' arbejde.[138] Buridan udviklede teorien om impetus som årsag til bevæjelse, hvilket var et vigtigt skridt mod det modern koncept inerti.[139] Disse tre videnskabsfolk gik forud for det heliocentriske verdensbillede, som Nicolaus Copernicus opstillede.[140]

Visse teknologiske opfindelser fra perioden, om det så var af arabisk eller kinesisk oprindelse eller en unik europæisk opfindelse, kom til at have stor indflydelse på den politiske og samfundsmæssige udvikling, særligt krudt, bogtryk og kompasset. Introduktionen af krudt og krudtvåben på slagmarked påvirkede ikke bare militæret organisation, men hjalp også med at etablere nationalstaten. Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten gjorde ikke bare reformationen mulig, men også udbredelsen af viden der gradvist ledte til et mere lige samfund. Kompasset gjorde, sammen med andre opfindelser som jakobsstaven, marineastrolabiet og udvikling i skibsbyggerkunsten, det muligt at navigere på verdenshavene og de tidlige faser i kolonialisme.[141] Andre opfindelser fik stor indvirken på hverdagslivet, såsom briller og det vægtdrevne ur.[142]

Kunst og arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Byhus fra slutningen af 1400-tallet, Halberstadt, Tyskland.

En forløber for renæssancens kunst kan ses allerede i Giottos værker fra begyndelsen af 1300-tallet. Giotto var den første maler siden antikken, der forsøgte at male en tredimensionel virkelighed, og og give sine karakterer rigtige menneskelige følelser.[143] Den vigtigste udvikling inden for dette felt skete dog i Firenze i 1400-tallet. Købmandsstandens velstand finansiere kunst i stor stil, og blandt de vigtigste protektorer var Medici-famliien.[144]

I denne periode blev der udviklet flere vigtige teknikker, såsom princippet med lineart perspektiv som kan ses i Masaccios værker, og senere beskrevet af Brunelleschi.[145] Der blev også opnået stor realisme i videnskabelige studier af anatomi, hvor særligtDonatello gjorde sig gældende.[146] Dette ses særlig godt i hans skulpturer, der er inspireret af hans studie af klassiske modeller.[147] Da kernen i denne bevægelse flyttede til Rom, kulminerede perioden i højrenæssancens mæstere da Vinci, Michelangelo og Raphael.[148]

Den italienske renæssances ideer var lang tid om at krydser Alperne til Central- og Nordeuropa, men der skete også vigtige kunstneriske udviklinger i Nederlandene.[149] Selvom Jan van Eyck ikke opfandt oliemaleriet, hvilket man tidligere troede, så var han et mester i dette nye medium, og han brugte det til at skabe værker med stor realisme og mange detaljer.[150] De to kulturer havde indflydelse på hinanden og lærte fra hinanden, men malerkunstner i Nederlandende var mere fokuseret på teksturer og overflader en de idealiserede kompositioner fra Italien.[151]

I de nordeuropæiske lande forblev gotik fortsat almindeligt, og gotiske katedraler blev større og mere omstændige.[152] I Italien drejede arkitekturen i en ny retning, der også her var inspireret af klassiske idealer. Kronen på værket i denne periode var Cattedrale di Santa Maria del Fiore i Firenze, med Giottos klokketårn, Ghibertis dåbskapel og Brunelleschis kuppel, der var uden fortilfælde.[153]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Middelalderlig litteratur
Dante af Domenico di Michelino, fr en fresko malet i 1465.

Størstedelen af udviklingen i senmiddelalderlig litteratur var udbredelsen af det hverdagssprog.[154] Det var blevet brugt i England siden 700-tallet og i Frankrig siden 1000-tallet, hvor de meste populære genre havde været chanson de geste, troubadour-tekster og romantiske digte, eller romancer.[155] Selvom man i Italien var senere om at udvikle og skrive hjemlig litteratur på hverdagssprog, så var der her at nogle af de vigtigste udviklinger i perioden skete.[156]

Dante Alighieris Den guddommelige Komedie, der blev skrevet i begyndelsen af 1300-tallet, blandede den middelalderlige verden med klassiske idealer.[157] En anden foregangsmand på italiensk var Boccaccio med hans værk Dekameron.[158] Anvendelsen af hverdagssprog medførte ikke, at man gik bort fra brugen af latin, og både Dante og Boccaccio skrev på både latin og italiensk, og det samme gjorde Petrarch senere (hvis Canzoniere brugte hverdagssprog, og hvis indhold betragtes som det første moderne lyriske digt.[159] Sammen etablerede de tre poeter toscansk som normen for det moderne italiensk.[160]

Den nye litterære stil spredte sig hurtigt, og i Frankrig blev forfattere som Eustache Deschamps og Guillaume de Machaut påvirket.[161] I England hjalp Geoffrey Chaucer med at etablere middelengelsk som et litterært sprog med Canterbury-fortællingerne, der indeholdt et bredt udvalg af fortællere og historie (hvoraf nogle var oversat fra Boccaccio).[162] Udbredelsen af hverdagssproget i litteraturen nåede til sidst Böhmen, Baltikum, den slaviske og byzantinske verden.[163]

Musik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Musik fra middelalderen
En musiker der spiller på fedel i et middelalderligt manuskript fra 1300-tallet.

Musik var en vigtig del af både den sekulære og spirituelle kultur, og på universiteterne var det en del af quadrivium inden for kunst.[164] Fra begyndelsen af 1200-tallet havde den dominerende musikform været motet; en komposition med tekst i flere dele.[165] Fra 1330'erne og frem begyndte den polyfoniske stil at optræde, som var en mere kompleks blanding af forskellige stemmer.[166] Polyfoni havde været almindeligt i den sekulære musik blandt troubadourer fra Provence. Mange af dem var blevet ofre for det albigensiske korstog, men deres indflydelse nåede til pavens hof i Avignon.[167]

Den primære repræsentant for den nye stil, ofte kaldet ars nova modsat ars antiqua, var komponisterne Philippe de Vitry og Guillaume de Machaut.[168] I Italien, hvor troubadourerne fra Provance også havde søgt tilflugt, går den tilsvarende periode under navnet trecento, og de mest fremtrædende komponister var Giovanni da Cascia, Jacopo da Bologna og Francesco Landini.[169] John Kukuzelis var en prominent reformatør i den ortodokse kirkemusik fra første halvdel af 1300-tallet; han introducerede notationen som blev hyppigt anvendt i Balkanområdet i det følgende århundereder.

Teater[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Middelalderligt teater

De Britiske Øer blev der skrevet skuespeil i omkring 127 forskellige byer i middelalderen. Disse folkelige mysteriespil blev skrevet i cyklusser i stort antal: York (48 skuespil), Chester (24), Wakefield (32) og ukendt (42). Et stort antal skuespil fra denne periode er bevaret fra både Frankrig og Tyskland, og nogle religiøse dramaer blev opført i næsten alle europæiske lande i middelalderen. Mange af disse skuespil indeholdt komedie, djævle, skurke og klovne.[170]

Moralspil blev udviklet som en særegen dramaform omkring år 1400, og den var meget populær frem til omkring 1550. Blandt de mest interessante moralspil er The Castle of Perseverance der afbilder menneskehedens udvikling fra fødsel til død. Det mest berømte og nok bedst kendte middelalderlige drama er Everyman. Hver mand modtager Dødens kald, kæmper med at undslippe og giver til sidst efter. Undervejs afsværger han sin slægt, goder og følgeskab - kun gode gerninger følger med ham i graven.

Mod slutningen af senmiddelalderen begyndte der at komme professionelle skuespillere i England og Europa. Richard 3. og Henrik 7. havde begge ansat mindre grupper af professionelle skuespillere. Deres skuespil blev opført i storsalen på adelmænds herregårde og slotte, ofte på en hævet platform i det ene ende til publikum og en "skærm" i den anden til skuespillerne. En vigtig type skuespil var Mummers Plays, der blev opført omkring juletid, og hoffets maskespil. Sidstnævnte var særligt populære under Henrik 8.s regeringstid, og han fik opført House of Revels og Office of Revels i 1545.[171]

Enden på det middelalderlige drama skete som følge af en kombination af flere ting, heriblandt en svagere katolske kirke, reformationen og bandlysningen af religiøse skuespil i mange lande. Elizabeth 1. forbød alle religiøse teaterstykker i 1558 og de store cyklus-spil blev stoppet i 1580'erne. Ligeledes blev de religiøse skuespil bandlyst i Nederlandene i 1539 og i Kirkestaten i 1547 og i Paris i 1548. Opgivelsen disse skuespil ødelagde det internationale teater, der indtil da havde eksisteret, og det tvang hvert land til at udvikle deres egen form for drama. Det gjorde det også muligt for dramatikere at opføre skuespil om sekulære emner og genoplive interessen for klassisk græsk og romersk teater.[171]

Efter middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tidlig moderne tid

Efter afslutningen på middelalderen spredte renæssancen sig over det kontinentale Europa startende fra Sydeuropa. Den intellektuelle ændring i renæssancen ses som en overgang mellem middelalderen og moderne tid. Europæerne begyndte senere en tid med mange opdagelser. Komgineret med tilgangen af klassiske ideer var opfindelsen af bogtrykkerkunsten, som faciliterede udbredelsen af det skrevne og demokratiserede viden og læring. Disse to ting ledte til reformationen. Europæerne opdagede også nye handelsruter, som det var tilfældet med Columbus’ rejse til Amerika og Vasco da Gamas rejse syd om Afrika og Indien i 1498. Disse opdagelser styrkede de europæiske landes økonomi og magt.

Ottomannerne og Europa[redigér | redigér wikikode]

Ottomannerne og Europa
Sankt John af Capistrano og de ungarske hære der kæmper mod Det Osmanniske Rige under belejringen af beograd i 1456.
Kong Matthias Corvinus' Black Army Campaign.

Mod slutningen af 1400-tallet avancerede Det Osmanniske Rige over hele Sydøsteuropa], og de besejrede Det Byzantinske Rigeog udvidede kontrollen over Balkanlandene. Ungarn var den sidste bastion for den kristne verden i øst, og de kæmpede for dette i over to århundreder. Efter den unge kong Vladislaus 1. af Ungarns død under slaget ved Varna i 1444 mod ottomannerne overgik kongeriget til grev John Hunyadi, der blev Ungerns regent-guvernør (1446–1453). Hunyadi blev betragtet som en af de vigtigste militærpersoner i 1400-tallet; Pave Pius 2. gav ham titlen som Athleta Christi eller Kristi Mester for at være det eneste håb om at modstå ottommannernes fremgang i Central- og Vesteuropa.

Hunyadi formåede at holde ottomannerne stangen under belejringen af Beograd i 1456, hvilket var den største sejr over imperiet i flere årtier. Dette slag blev et egentligt korstog mod muslimerne, da bønder blev motiveret af den franciskanske munk sankt John af Capistrano, som kom fra Italien og forudsagde hellig krig. Den effekt som det fik var en af de vigtigste faktorer der hjalp med at sikre sejren. Den ungarske Lords for tidlige død efterlod dog Pannonien forsvarsløs og i kaos.[172] I et ekstremt sjældent eksempel fra middelalderen blev Hunyadis søn, Matthias, valgt som konge af Ungarn af adelen. For første gang blev et medlem af aristokratiet, og ikke fra en kongefamilie, kronet.[173]

Kong Matthias Corvinus af Ungarn (1458–1490) var en af de vigtigste personer i denne periode, og han ledte felttog mod vest, hvor han erobrede Böhmen som svar på pavens ønske om hjælp mod hussitterne. For at stoppe politisk fjendtlighed fra den tyske kejser Frederik 3. invaderede han de vestlige dele af hans rige.

Matthew organiserede den sorte legion af lejesoldater; det var den største hær i Europa på dette tidspunkt. Ved brug af hæren ledte den ungarske konge krige mod tyrkerne og stoppede ottomannerne i hans regeringsperiode. Efter hans dø, og den sorte legions endeligt, voksede Det Osmanniske Rige atter i styrke, og Centraleuropa var forsvarsløs. Under slaget ved Mohäcs udryddede osmannerne den ungarske hær og Louis 2. af Ungarn durknede i Csele Creek, da han prøvede at flygte. Lederen af den ungarske hær, Pál Tomori, døde også under slaget, som betragtes som et af de sidste i middelalderen.[174]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tidslinje for middelalderen
Mississippikultur Muslimske epoke i Indien Joseon Dynasty Goryeo Ashikaga Kenmu restoration Kamakura-perioden Ming-dynastiet Yuan-dynastiet Den Gyldne Horde Tjagataikhanatet Mamelukker Det Ottomanniske Rige Zarriget Serbien Andet bulgarske rige Renæssance Italiensk renæssance Tysk renæssance Det tysk-romerske Rige Renæssanceen Storfyrstendømmet Moskva Storfyrstendømmet Litauen Renæssancen Reconquista Kongeriget England Kalmarunionen Kristendommens indførelse i Norden Tidlig moderne tid Nyere tid (historisk periode) Senmiddelalderens kriser

Datoer er cirka-tal          Middelaldertemaer      Andre temaer

1300-tallet
Uddybende Uddybende artikel: 1300-tallet
1400-tallet
Uddybende Uddybende artikel: 1400-tallet

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Generelle:

Specifikke regioner:

Samfund:

  • Behrens-Abouseif, Doris (1994). Cairo of the Mamluks: A History of Architecture and its Culture (Reprint udg.). Ann Arbor: University of Michigan Press. ISBN 0-472-08260-4. 
  • Chazan, Robert (2006). The Jews of Medieval Western Christendom: 1000-1500. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-61664-6. 
  • Herlihy, David (1985). Medieval Households. Cambridge, Massachusetts; London: Harvard University Press. ISBN 0-674-56375-1. 
  • Herlihy, David (1968). Medieval Culture and Society. London: Macmillan. ISBN 0-88133-747-1. 
  • Jordan, William Chester (1996). The Great Famine: Northern Europe in the Early Fourteenth Century. New Jersey: Princeton University Press. ISBN 0-691-01134-6. 
  • Klapisch-Zuber, Christiane (1994). A history of women in the West (New udg.). Cambridge, Mass.; London: Harvard University Press. ISBN 0-674-40368-1. 

Den sorte død:

Krigsførsel:

Økonomi:

  • Cipolla, Carlo M. (1993). Before the Industrial Revolution: European Society and Economy 1000–1700 (3rd udg.). London: Routledge. ISBN 0-415-09005-9. 
  • Cipolla, Carlo M. (ed.) (1993). The Fontana Economic History of Europe, Volume 1: The Middle Ages (2nd udg.). New York: Fontana Books. ISBN 0-85527-159-0. 
  • Postan, M.M. (2002). Mediaeval Trade and Finance. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-52202-1. 
  • Pounds, N.J.P. (1994). An Economic History of Medieval Europe (2nd udg.). London and New York: Longman. ISBN 0-582-21599-4. 

Religion:

Kunst og videnskab:

  • Brotton, Jerry (2006). The Renaissance: A Very Short Introduction. Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-280163-5. 
  • Burke, Peter (1998). The European Renaissance: Centres and Peripheries (2nd udg.). Oxford: Blackwell. ISBN 0-631-19845-8. 
  • Curtius, Ernest Robert (1991). European Literature and the Latin Middle Ages (New udg.). New York: Princeton University Press. ISBN 0-691-01899-5. 
  • Grant, Edward (1996). The Foundations of Modern Science in the Middle Ages: Their Religious, Institutional, and Intellectual Contexts. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-56762-9. 
  • Snyder, James (2004). Northern Renaissance Art: Painting, Sculpture, the Graphic Arts from 1350 to 1575 (2nd udg.). Prentice Hall. ISBN 0-13-189564-8. 
  • Welch, Evelyn (2000). Art in Renaissance Italy, 1350-1500 (reprint udg.). Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-284279-X. 
  • Wilson, David Fenwick (1990). Music of the Middle Ages. New York: Schirmer Books. ISBN 0-02-872951-X. 

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Austin Alchon, Suzanne (2003). A pest in the land: new world epidemics in a global perspective. University of New Mexico Press. p. 21. ISBN 0-8263-2871-7.
  2. ^ Cantor, p. 480.
  3. ^ Cantor, p. 594.
  4. ^ Leonardo Bruni, James Hankins, History of the Florentine people, Volume 1, Books 1–4, (2001), p. xvii.
  5. ^ Brady et al., p. xiv; Cantor, p. 529.
  6. ^ Burckhardt, Jacob (1860). The Civilization of the Renaissance in Italy. s. 121. ISBN 0-06-090460-7. 
  7. ^ Haskins, Charles Homer (1927). The Renaissance of the Twelfth Century. Cambridge, Mass.: Harvard University Press. ISBN 0-19-821934-2. 
  8. ^ "Les périodes de l'histoire du capitalisme", Académie Royale de Belgique. Bulletin de la Classe des Lettres, 1914.
  9. ^ Huizinga, Johan (1924). The Waning of the Middle Ages: A Study of the Forms of Life, Thought and Art in France and the Netherlands in the XIVth and XVth Centuries. London: E. Arnold. ISBN 0-312-85540-0. 
  10. ^ a b Allmand, p. 299; Cantor, p. 530.
  11. ^ Le Goff, p. 154. See e.g. Najemy, John M. (2004). Italy in the Age of the Renaissance: 1300–1550. Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-870040-7. 
  12. ^ a b c Brady et al., p. xvii.
  13. ^ a b For referencer, se nedenfor.
  14. ^ Allmand (1998), p. 3; Holmes, p. 294; Koenigsberger, pp. 299–300.
  15. ^ Brady et al., p. xvii; Jones, p. 21.
  16. ^ Allmand (1998), p. 29; Cantor, p. 514; Koenigsberger, pp. 300–3.
  17. ^ Brady et al., p. xvii; Holmes, p. 276; Ozment, p. 4.
  18. ^ Hollister, p. 366; Jones, p. 722.
  19. ^ Allmand (1998), p. 703
  20. ^ Bagge, Sverre; Mykland, Knut (1989). Norge i dansketiden: 1380–1814 (2nd udg.). Oslo: Cappelen. ISBN 978-82-02-12369-7. 
  21. ^ Allmand (1998), p. 673.
  22. ^ Allmand (1998), p. 193.
  23. ^ Alan Cutler (1997-08-13). The Little Ice Age: When global cooling gripped the world. The Washington Post. Hentet 2008-03-12. 
  24. ^ Jones, pp. 348–9.
  25. ^ Jones, pp. 350–1; Koenigsberger, p. 232; McKisack, p. 40.
  26. ^ Jones, p. 351.
  27. ^ Allmand (1998), p. 458; Koenigsberger, p. 309.
  28. ^ Allmand (1998), p. 458; Nicholas, pp. 32–3.
  29. ^ Hollister, p. 353; Jones, pp. 488–92.
  30. ^ McKisack, pp. 228–9.
  31. ^ Hollister, p. 355; Holmes, pp. 288-9; Koenigsberger, p. 304.
  32. ^ Duby, p. 288-93; Holmes, p. 300.
  33. ^ Allmand (1998), pp. 450-5; Jones, pp. 528-9.
  34. ^ Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 355; Koenigsberger, p. 304.
  35. ^ Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 363; Koenigsberger, pp. 306-7.
  36. ^ Holmes, p. 311–2; Wandycz, p. 40
  37. ^ Hollister, p. 362; Holmes, p. 280.
  38. ^ Cantor, p. 507; Hollister, p. 362.
  39. ^ Allmand (1998), pp. 152–153; Cantor, p. 508; Koenigsberger, p. 345.
  40. ^ Wandycz, p. 38.
  41. ^ Wandycz, p. 40.
  42. ^ Jones, p. 737.
  43. ^ Koenigsberger, p. 318; Wandycz, p. 41.
  44. ^ Jones, p. 7.
  45. ^ Martin, pp. 100–1.
  46. ^ Koenigsberger, p. 322; Jones, p. 793; Martin, pp. 236–7.
  47. ^ Martin, p. 239.
  48. ^ Allmand (1998), p. 754; Koenigsberger, p. 323.
  49. ^ Allmand, p. 769; Hollister, p. 368.
  50. ^ Hollister, p. 49.
  51. ^ Allmand (1998), pp. 771–4; Mango, p. 248.
  52. ^ Hollister, p. 99; Koenigsberger, p. 340.
  53. ^ Jones, pp. 796–7.
  54. ^ Jones, p. 875.
  55. ^ a b Hollister, p. 360; Koenigsberger, p. 339.
  56. ^ Hollister, p. 338.
  57. ^ Allmand (1998), p. 586; Hollister, p. 339; Holmes, p. 260.
  58. ^ Allmand, pp. 150, 155; Cantor, p. 544; Hollister, p. 326.
  59. ^ Allmand (1998), p. 547; Hollister, p. 363; Holmes, p. 258.
  60. ^ Cantor, p. 511; Hollister, p. 264; Koenigsberger, p. 255.
  61. ^ Allmand (1998), p. 577.
  62. ^ Hollister, p. 356; Koenigsberger, p. 314; Reilly, p. 209.
  63. ^ Allmand (1998), p. 162; Hollister, p. 99; Holmes, p. 265.
  64. ^ Allmand (1998), p. 192; Cantor, 513.
  65. ^ Cantor, 513; Holmes, pp. 266–7.
  66. ^ Grove, Jean M. (2003). The Little Ice Age. London: Routledge. ISBN 0-415-01449-2. 
  67. ^ Jones, p. 88.
  68. ^ Harvey, Barbara F. (1991). "Introduction: The 'Crisis' of the Early Fourteenth Century". in Campbell, B.M.S.. Before the Black Death: Studies in The 'Crisis' of the Early Fourteenth Century. Manchester: Manchester University Press. s. 1–24. ISBN 0-7190-3208-3 
  69. ^ Jones, pp. 136–8;Cantor, p. 482.
  70. ^ Herlihy (1997), p. 17; Jones, p. 9.
  71. ^ Hollister, p. 347.
  72. ^ Duby, p. 270; Koenigsberger, p. 284; McKisack, p. 334.
  73. ^ Koenigsberger, p. 285.
  74. ^ Cantor, p. 484; Hollister, p. 332; Holmes, p. 303.
  75. ^ Cantor, p. 564; Hollister, pp. 332–3; Koenigsberger, p. 285.
  76. ^ Hollister, pp. 332–3; Jones, p. 15.
  77. ^ Chazan, p. 194.
  78. ^ Hollister, p. 330; Holmes, p. 255.
  79. ^ Brady et al., pp. 266–7; Chazan, pp. 166, 232; Koenigsberger, p. 251.
  80. ^ a b Klapisch-Zuber, p. 268.
  81. ^ Hollister, p. 323; Holmes, p. 304.
  82. ^ Jones, p. 164; Koenigsberger, p. 343.
  83. ^ a b Allmand (1998), p. 125
  84. ^ Jones, p. 350; McKisack, p. 39; Verbruggen, p. 111.
  85. ^ Allmand (1988), p. 59; Cantor, p. 467.
  86. ^ McKisack, p. 240, Verbruggen, pp. 171–2
  87. ^ Contamine, pp. 139–40; Jones, pp. 11–2.
  88. ^ Contamine, pp. 198–200.
  89. ^ Allmand (1998), p. 169; Contamine, pp. 200–7.
  90. ^ Cantor, p. 515.
  91. ^ Contamine, pp. 150–65; Holmes, p. 261; McKisack, p. 234.
  92. ^ Contamine, pp. 124, 135.
  93. ^ Contamine, pp. 165–72; Holmes, p. 300.
  94. ^ Cantor, p. 349; Holmes, pp. 319–20.
  95. ^ Hollister, p. 336.
  96. ^ http://www.newadvent.org/cathen/03691a.htm
  97. ^ Cantor, p. 537; Jones, p. 209; McKisack, p. 251.
  98. ^ Cantor, p. 496.
  99. ^ Cantor, p. 497; Hollister, p. 338; Holmes, p. 309.
  100. ^ Hollister, p. 338; Koenigsberger, p. 326; Ozment, p. 158.
  101. ^ Cantor, p. 498; Ozment, p. 164.
  102. ^ Koenigsberger, pp. 327–8; MacCulloch, p. 34.
  103. ^ Hollister, p. 339; Holmes, p. 260; Koenigsberger, pp. 327–8.
  104. ^ En berømt beretning om kættere og undertrykkelsen af en hedensk bevægelse er Emmanuel Le Roy Laduries Montaillou: Cathars and Catholics in a French Village, 1294–1324. London: Scolar Press. 1978. ISBN 0-85967-403-7. 
  105. ^ MacCulloch, p. 34–5.
  106. ^ Allmand (1998), p. 15; Cantor, pp. 499–500; Koenigsberger, p. 331.
  107. ^ Allmand (1998), pp. 15–6; MacCulloch, p. 35.
  108. ^ Holmes, p. 312; MacCulloch, pp. 35–6; Ozment, p. 165.
  109. ^ Allmand (1998), p. 16; Cantor, p. 500.
  110. ^ Allmand (1998), p. 377; Koenigsberger, p. 332.
  111. ^ Koenigsberger, p. 332; MacCulloch, p. 36.
  112. ^ Allmand (1998), p. 353; Hollister, p. 344; Koenigsberger, p. 332–3.
  113. ^ MacCulloch, p. 115.
  114. ^ MacCulloch, pp. 70, 117.
  115. ^ MacCulloch, p. 127; Ozment, p. 245.
  116. ^ MacCulloch, p. 128.
  117. ^ Ozment, p. 246.
  118. ^ Allmand (1998), pp. 16–7; Cantor, pp. 500–1.
  119. ^ MacCulloch, p. 107; Ozment, p. 397.
  120. ^ MacCulloch, p. 266; Ozment, pp. 259–60.
  121. ^ Allmand (1998), pp. 159–60; Pounds, pp. 467–8.
  122. ^ Hollister, pp. 334–5.
  123. ^ Cipolla (1976), p. 275; Koenigsberger, p. 295; Pounds, p. 361.
  124. ^ Cipolla (1976), p. 283; Koenigsberger, p. 297; Pounds, pp. 378–81.
  125. ^ Cipolla (1976), p. 275; Cipolla (1994), p. 203, 234; Pounds, pp. 387–8.
  126. ^ Koenigsberger, p. 226; Pounds, p. 407.
  127. ^ Cipolla (1976), pp. 318–29; Cipolla (1994), pp. 160–4; Holmes, p. 235; Jones, pp. 176–81; Koenigsberger, p. 226; Pounds, pp. 407–27.
  128. ^ Jones, p. 121; Pearl, pp. 299–300; Koenigsberger, pp. 286, 291.
  129. ^ Allmand (1998), pp. 150–3; Holmes, p. 304; Koenigsberger, p. 299; McKisack, p. 160.
  130. ^ Pounds, p. 483.
  131. ^ Cipolla, C.M. (1964). "Economic depression of the Renaissance?". Economic History Review xvi: 519–24. doi:10.2307/2592852. 
  132. ^ Pounds, pp. 484–5.
  133. ^ Allmand (1998), pp. 243–54; Cantor, p. 594; Nicholas, p. 156.
  134. ^ Jones, p. 42; Koenigsberger, p. 242.
  135. ^ Hans Thijssen (2003). Condemnation of 1277. Stanford Encyclopedia of Philosophy. Hentet 2008-04-21. 
  136. ^ Grant, p. 142; Nicholas, p. 134.
  137. ^ Buringh, Eltjo; van Zanden, Jan Luiten: "Charting the “Rise of the West”: Manuscripts and Printed Books in Europe, A Long-Term Perspective from the Sixth through Eighteenth Centuries", The Journal of Economic History, Vol. 69, No. 2 (2009), pp. 409–445 (416, table 1)
  138. ^ Grant, pp. 100–3, 149, 164–5.
  139. ^ Grant, pp. 95–7.
  140. ^ Grant, pp. 112–3.
  141. ^ Jones, pp. 11–2; Koenigsberger, pp. 297–8; Nicholas, p. 165.
  142. ^ Grant, p. 160; Koenigsberger, p. 297.
  143. ^ Cantor, p. 433; Koenigsberger, p. 363.
  144. ^ Allmand (1998), p. 155; Brotton, p. 27.
  145. ^ Burke, p. 24; Koenigsberger, p. 363; Nicholas, p. 161.
  146. ^ Allmand (1998), p. 253; Cantor, p. 556.
  147. ^ Cantor, p. 554; Nichols, pp. 159–60.
  148. ^ Brotton, p. 67; Burke, p. 69.
  149. ^ Allmand (1998), p. 269; Koenigsberger, p. 376.
  150. ^ Allmand (1998), p. 302; Cantor, p. 539.
  151. ^ Burke, p. 250; Nicholas, p. 161.
  152. ^ Allmand (1998), pp. 300–1, Hollister, p. 375.
  153. ^ Allmand (1998), p. 305; Cantor, p. 371.
  154. ^ Jones, p. 8.
  155. ^ Cantor, p. 346.
  156. ^ Curtius, p. 387; Koenigsberger, p. 368.
  157. ^ Cantor, p. 546; Curtius, pp. 351, 378.
  158. ^ Curtius, p. 396; Koenigsberger, p. 368; Jones, p. 258.
  159. ^ Curtius, p. 26; Jones, p. 258; Koenigsberger, p. 368.
  160. ^ Koenigsberger, p. 369.
  161. ^ Jones, p. 264.
  162. ^ Curtius, p. 35; Jones. p. 264.
  163. ^ Jones, p. 9.
  164. ^ Allmand, p. 319; Grant, p. 14; Koenigsberger, p. 382.
  165. ^ Allmand, p. 322; Wilson, p. 229.
  166. ^ Wilson, pp. 229, 289–90, 327.
  167. ^ Koenigsberger, p. 381; Wilson, p. 329.
  168. ^ Koenigsberger, p. 383; Wilson, p. 329.
  169. ^ Wilson, pp. 357–8, 361–2.
  170. ^ Brockett and Hildy (2003, 86)
  171. ^ a b Brockett and Hildy (2003, 101-103)
  172. ^ Draskóczy, István (2000). A tizenötödik század története. Pannonica Kiadó. Budapest: Hungary.
  173. ^ Engel Pál, Kristó Gyula, Kubinyi András. (2005) Magyarország Története 1301- 1526. Budapest, Hungary: Osiris Kiadó.
  174. ^ Fügedi, Erik. (2004). Uram Királyom. Fekete Sas Kiadó Budapest:Hungary.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]