Portal:Kristendom/Månedens artikel/Marts 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Første Mosebog også kaldet Genesis (hebr. בראשית Bereshit "I begyndelsen", gr. Γένεσις Génesis "Begyndelse") er den første bog i Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken - samlingen af de fem mosebøger. Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.

Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første elleve kapitler udgør den såkaldte urhistorie, som bl.a. indeholder beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas efterfølgende udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.

De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. Disse historier beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (1 Mos 12,3), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams ofring af sin egen søn Isak og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter derudover også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Egypten, hvor de etablerer et godt forhold til den daværende farao.