Rosens navn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg for filmen fra 1986 af samme navn, se Rosens navn (film).
Rosens navn
Originaltitel 'Il Nome della Rosa'
Forfatter Umberto Eco
Land Italien
Sprog Italiensk
Genre(r) Historisk roman, mysteriefortælling
Forlag Valentino Bompiani (IT)
Harcourt (USA)
Forum (DK)
Udgivelsesdato 1980 (it)
1983 (eng)
1984 (da)
ISBN ISBN 0-15-144647-4
OCLC 8954772

Rosens navn er Umberto Ecos gennembrudsroman.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Historien foregår på et italiensk kloster i november - december 1327, hvor den engelske franciskanermunk og tidligere inkvisitor William af Baskerville og hans lærling benediktinernovicen Adso fra klostret Melk i Østrig er blevet hidkaldt for at løse en mordgåde og arrangere et møde mellem de stridende fraktioner i den katolske kirke. Broder William fremstår som sin tids Sherlock Holmes og finder hurtigt ud af, at klostrets skabe er fulde af skeletter, og at mordene er forbundet med storpolitik og kætterske ritualer. Ud over Sherlock Holmes er William af Ockham en væsentlig inspirationskilde til William af Baskerville.

Filmen blev indspillet i Rocca Calascio i Abruzzo.
Castel del Monte i Apulia indgik også i filmen.

Bogen indeholder også en videnskabsteoretisk pointe: Den metode, som William af Baskerville demonstrerer mange gange i romanen, og allerede i første kapitel, hvor han kan slutte sig til at munkene leder efter abbedens hest, som hedder Brunellus, er hverken deduktion eller induktion, men det som Charles Sanders Peirce har kaldt for abduktion eller systematisk hypotesedannelse. Bogen er en introduktion til humanioras videnskabsteori og specielt til tegnteorien (semiotikken), som Eco har beskæftiget sig indgående med. [1]

Inkvisitionen sender den grusomme Bernard Gui til klostret på jagt efter kættere, især disciple af den radikale prædikant Broder Dolcino, der var blevet brændt på bålet tyve år tidligere. [2] Gui er en historisk skikkelse, kendt for bogen Practica inquisitionis heretice pravitatis. [3]

Den unge Adsos første seksuelle møde - med en halvvild, navnløs bondepige i klostret - ender tragisk, da hun brændes på bål som heks. Adso lærte aldrig hendes navn at kende. I filmen har man ændret hendes skæbne. [4]

Titel[redigér | redigér wikikode]

Eco fik mange henvendelser om bogens titel, selv om han havde forklaret i efterordet, at benediktineren Bernard af Morlays digt er kilde både til bogens titel og sidste linje:

"Stat rosa pristina nomine; nomina nuda tenemus." (= Gårsdagens rose holder sig frisk kun i navnet; og vi har kun navnet.) [5]

Eco tolker linjen som at ideer er det eneste, der varer evigt i denne ufuldkomne verden. Bernard af Morlay (mere kendt som Bernard af Cluny [6]) tilføjer, at det forsvundne - berømte byer lagt i grus, ungdommens skønhed - efterlader sig (kun, eller i det mindste) et navn. Abelard benyttede sætningen "Nulla rosa est" (= Der er ingen rose) som eksempel på, hvordan sproget beskriver både det ikke-eksisterende og det ødelagte. [7]

Film og hørespil[redigér | redigér wikikode]

Romanen blev filmatiseret med Jean-Jacques Annaud som instruktør og med Sean Connery og Christian Slater i hovedrollerne. I 1987 blev romanen dramatiseret i DRs Radioteatret af Ole Krøll med Henning Sprogøe, Frits Helmuth, Ingolf David, Louise Miehe-Renard og Paul Hagen. Desuden medvirker Maribo Domkirkes Mandskor.[8]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Bog Stub
Denne bogartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.