Sæbe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Håndlavet sæbe
Sæbe har mange anvendelsesområder... (commons:Soap bubble)

Sæbe er en blanding af natrium- og kaliumsalte med fedtsyrer. Det er ét af de vigtigste vaskemidler som bliver brugt til mange slags rengøring, specielt i forbindelse med den personlige hygiejne. Sæbe forhandles ofte i fast form, men flydende eller geleagtig sæbe findes også. Sæbe nedbrydes let i naturen, og den medfører derfor ikke varig forurening af f.eks. de vandløb, der modtager spildevand (se recipient). Syntetiske rensemidler har erstattet sæbe til brug ved tøjvask.

Sæber kan laves ud fra olier eller fedtstoffer, når man koger dem med en base som f.eks. natronlud eller kalilud ved 80°-100 °C i en proces der kaldes forsæbning. Der sker hydrolyse af fedtstofferne og olierne, og derved opstår der limsæbe, som er en flydende blanding af sæbe, glycerin og vand. Ved tilsætning af salt kan urenhederne i limsæben fjernes, så sæben bliver renere. Den kaldes nu kernesæbe.

CH2-OOC-R – CH-OOC-R – CH2-OOC-R (fedt)


+ 3 NaOH ( eller KOH)

begge dele opvarmes


CH2-OH -CH-OH – CH2-OH (glycerin)

+ 3 R-CO2-Na (sæbe)

R=(CH2)14CH3

natriumklorid tilsættes og udfælder sæben.

Fremstilling[redigér | redigér wikikode]

Ved fremstilling af oliesæbe i nærheden af Aleppo bruges stadig følgende fremstillingsmåde: Olien bliver blandet med sodaske, som er kogt i vand. Asken fremstilles af Almindelig Sodaurt, der vokser i tørke. Blandingen koges ved op til 200° C. under omrøring indtil olien er fuldstændigt omsat til glycerin og oliens natronsalt. Kort før afslutningen af processen tilsætter man lidt laurbærolie, og dermed er forsæbningen ført til ende.

Rensning og færdiggørelse[redigér | redigér wikikode]

Efter den kemiske omsætning ligger kogsalt, natronlud og glycerin blandet mellem hinanden som rest. Disse urenheder fjerner man ved at koge den rå sæbe i vand og derefter udfælde den på ny med salt.

Et stykke Alepposæbe.

I Aleppo afslutter man fremstillingen ved at sodaopløsningen bliver hældt ud af kedlen, og sæbeblandingen bliver derefter vasket med rent vand, indtil den er helt fri for sodalud. Den bløde sæbemasse bliver hældt ud på et stykke plant jord, hvor det overskydende vand siver bort. Massen skæres i passende stykker og stemples med fabrikantens mærke. Til sidst lader man sæben tørre i seks måneder, opstablet i veludluftede hvælvinger. Overfladen af den grønne sæbe iltes efterhånden og får en typisk, okkergul farve, mens det indre bliver ved med at være grønt.

Hvis man ønsker at lave en skuresæbe, kan der tilsættes sand eller pimpsten.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Selv om man bliver ved med at bruge betegnelsen sæbe i almindeligt hverdagssprog og på etiketter, er næsten alle "sæber" i realiteten syntetiske rensemidler, der er billigere, mere effektive og lettere at fremstille.

Sæber er nyttige og bruges først og fremmest som rengøringsmidler, da sæbemolekylerne med lethed hæfter sig til både ikkepolære molekyler (som fedt eller olie) og polære molekyler (som vand). Selv om fedt normalt vil klæbe til hud eller stof, kan sæbemolekylerne hæfte sig på det som en slags "håndtag", der gør det lettere for vandet at trænge ind og skylle fedtet bort. Denne proces kaldes emulgering, og det er på præcis dette punkt, at sæbe har noget til fælles med de syntetiske vaskemidler.

(fedtholdige del) CH3-(CH2)n – COONa (ioniseret, vandopløselig ende)

Kulhydrat("fedt")- delen opløser snavs og olier, mens den ioniserede del gør dem opløselige i vand. På den måde tillader sæben vandet at fjerne stoffer, der normalt er uopløselige. Til gengæld er de fleste, faste kernesæber normalt meget basiske (de har et højt pH), så de virker stærkt udtørrende på huden. Dette er ikke nær så alvorligt et problem med de flydende kernesæber.

Sæbens historie[redigér | redigér wikikode]

I antikken kendte man stort set ikke til sæbe; romerne byggede badeanstalter, men de brugte almindeligvis ikke sæbe der. Ifølge Plinius den Ældre blev sæbe opfundet af gallerne. De brugte den ikke til vask, men i stedet som pomade for at holde håret blankt. Også germanerne kendte til fremstilling af sæbe, som de først og fremmest brugte til salve.

Historisk set blev sæbe ofte fremstillet i hjemmene ved at man blandede dyrefedt med lud. Da luden er kaustisk, var det en farlig fremgangsmåde, som nu og da medførte alvorlige tilfælde af ætsning eller blindhed. Før man blev vant til at bruge industrielt produceret lud, lavede folk den selv derhjemme, netop med henblik på at fremstille sæbe. Kalilud dannes, når man opløser træaske i vand (den noksom omtalte "skarpe lud til de skurvede hoveder"!).

Den bedste sæbe kom længe fra Marseille, hvor man producerede den ud fra olivenolie allerede i Middelalderen. På grund af klorofylrester blev sæben grøn. Endnu i 1950'erne blev "Masilje-sæbe" omtalt som den bedste kvalitet i Østjylland.

I Danmark blev den industrielle sæbeproduktion indledt i begyndelsen af 1600-tallet.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: