Saturns måner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg

Pr. 2005 har man med sikkerhed kendskab til 48 måner i kredsløb om planeten Saturn, og hertil har man observeret yderligere to små objekter, kaldet S/2004 S 4 og S/2004 S 6, som dog kan vise sig at være én og samme måne.

Teknisk set er også de myriader af små is- og stenpartikler der danner Saturns system af planetringe også "måner", og der findes ikke nogen skarp grænse mellem en meget lille måne og en meget stor ring-partikel. Derfor vil man aldrig kunne fastslå et endeligt antal af Saturn-måner.

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

Tabellen herunder omfatter de i 2005 48 kendte måner samt de to omtalte, ikke bekræftede objekter, sorteret i stigende orden efter deres omløbsbaners halve storakser, og dermed også efter stigende omløbstid (i 2012 har man identificeret 61 måner):

Navn Nr. Opdaget Diameter i kilometer Banehældning
i forhold til Saturns ækvator
Omløbs-
banens halve
storakse

i kilometer
Omløbstid Excen-
tricitet
Bemærkning
Pan XVIII 16 jul. 1990 20,0 0,007 133 583 13t 50m 0,0s 0,00021 I Encke's gab
Dafnis 6 maj. 2005 7,0 ? 136 505 14t 15m 21,0s 0  
Atlas XV 12 nov. 1980 13,5 – 18,5 0,007 137 670 14t 26m 40,0s 0 Hyrdemåne for A-ringen
Prometheus XVI 25 okt. 1980 68,0 – 148 0,007 139 353 14t 44m 18,4s 0,0024 Hyrdemåne for F-ringen
S/2004 S 6 28 okt. 2004 ? ? 140 000 15t 0m 0,0s 0 Disse to måner er måske ét og samme objekt
S/2004 S 4 9 sep. 2004 ? ? 140 100 14t 50m 0,0s 0
S/2004 S 3 9 sep. 2004 3,0 – 5,0 ? 140 580 14t 54m 10,0s 0  
Pandora XVII 25 okt. 1980 62,0 – 110 0,007 141 520 15t 5m 0,0s 0,0042 Hyrdemåne for F-ringen
Epimetheus XI 18 dec. 1966 110 – 138 0,37 151 422 16t 41m 39,0s 0,009 Bytter omløbsbaner hvert 4. år
Janus X 15 dec. 1965 154 – 194 0,2 151 472 16t 42m 6,0s 0,007
Mimas I 17 sep. 1789 0,397 1,51 185 404 22t 37m 5,24s 0,0202  
Methone XXXII Aug. 2004 3,0 ? 194 000 1d 0t 11m 57,0s 0  
Pallene XXXIII Aug. 2004 4,0 ? 211 000 1d 3t 27m 21,0s 0  
Enceladus II 28 aug. 1789 499 0,019 237 948 1d 8t 53m 6,84s 0,0045  
Tethys III 21 mar. 1684 1052 – 1072 1,12 294 619 1d 21t 18m 26,09s 0  
Telesto XIII 8 apr. 1980 24,0 1,19 294 619 1d 21t 18m 26,09s 0,001 I Tethys' lagrange-punkt L4
Calypso XIV 13 mar. 1980 19,0 1,56 294 619 1d 21t 18m 27,65s 0,001 I Tethys' lagrange-punkt L5
Dione IV 21 mar. 1684 1118 0,019 377 396 2d 17t 41m 9,46s 0,0022  
Helene XII 1 mar. 1980 30,0 – 36,0 0,199 377 396 2d 17t 41m 9,46s 0,0022 I Diones lagrange-punkt L4
Polydeuces XXXIV 21 okt. 2004 3,5 0,1705 377 396 2d 17t 41m 9,46s 0,0182 I Diones lagrange-punkt L5
Rhea V 23 dec. 1672 1528 0,345 527 108 4d 12t 26m 13,52s 0,0012583  
Titan VI 25 mar. 1655 5150 0,34854 1 221 931 15d 22t 41m 24,0s 0,02888 Solsystemets næststørste måne
Hyperion VII 16 sep. 1848 266 0,43 1 464 100 21d 6t 43m 12,0s 0,0175 Kaotisk rotation
Iapetus VIII 25 okt. 1671 1436 15,47 3 560 820 79d 7t 30m 0,0s 0,0286125 Ene side meget mørk
Kiviuq XXIV 7 aug. 2000 14,0 46,148 11 365 000 1a 83d 23t 0m 0,0s 0,3336  
Ijiraq XXII 23 sep. 2000 10,0 31 11 442 000 1a 86d 5t 0m 0,0s 0,3215  
Phoebe IX 17 mar. 1899 210 – 230 151,66 12 955 759 1a 185d 7t 33m 4,6s 0,1562415  
Paaliaq XX 7 aug. 2000 19,0 74 15 198 000 1a 321d 15t 36m 0,0s 0,3632  
Skade XXVII 23 sep. 2000 6,0 154 15 641 000 1a 363d 15t 36m 0,0s 0,269  
Albiorix XXVI 9 nov. 2000 26,0 ? 16 404 000 2a 52d 23t 0m 0,0s 0,4791  
Bebhionn 4 maj. 2004 6,0 25 16 898 000 2a 89d 15t 7m 0,0s 0,333  
Erriapo XXVIII 23 sep. 2000 8,0 ? 17 604 000 2a 141d 9t 36m 0,0s 0,474  
S/2004 S 13 4 maj. 2005 6,0 151 18 056 000 2a 175d 8t 20m 50,0s 0,261  
Siarnaq XXIX 23 sep. 2000 6,0 ? 18 195 000 2a 165d 1t 0m 0,0s 0,2962  
Tarvos XXI 23 sep. 2000 13,0 39 18 239 000 2a 195d 15t 0m 0,0s 0,5365  
Narfe XXXI 5 feb. 2003 7,0 ? 18 719 000 2a 225d 17t 0m 0,0s 0,3522  
Mundilfare XXV 23 sep. 2000 5,6 ? 18 722 000 2a 221d 1t 0m 0,0s 0,2078  
S/2004 S 17 4 maj. 2005 4,0 168 19 099 000 2a 254d 22t 52m 0,0s 0,226  
Aegir 4 maj. 2005 6,0 148 19 350 000 2a 295d 12t 0m 0,0s 0,237  
Bergelmir 4 maj. 2005 6,0 142 19 372 000 2a 276d 3t 49m 0,0s 0,152  
Suttung XXIII 23 sep. 2000 5,6 ? 19 465 000 2a 286d 0t 0m 0,0s 0,114  
S/2004 S 12 4 maj. 2005 5,0 170 19 650 000 2a 317d 12t 0m 0,0s 0,396  
Bestla 4 maj. 2004 7,0 154 19 959 000 2a 322d 5t 20m 0,0s 0,772  
Trym XXX 23 sep. 2000 5,6 ? 20 219 000 2a 361d 6t 0m 0,0s 0,4852  
Farbauti 4 maj. 2004 5,0 139 20 291 000 2a 348d 14t 22m 0,0s 0,209  
Hati 4 maj. 2005 6,0 172 20 303 000 2a 349d 14t 23m 0,0s 0,291  
S/2004 S 7 4 maj. 2005 6,0 175 20 577 000 3a 6d 5t 44m 10,0s 0,554  
Fenrir 4 maj. 2005 4,0 151 22 611 000 3a 173d 14t 41m 0,0s 0,131  
Ymer XIX 7 aug. 2000 16,0 ? 23 130 000 3a 219d 14t 0m 0,0s 0,3339  
Fornjot 12 dec. 2004 6,0 160 23 609 000 3a 258d 6t 0m 0,0s 0,186  

Opdagelse[redigér | redigér wikikode]

Før rumfartens tidsalder kendte man til 9 måner i kredsløb om Saturn, hvoraf matematikeren og fysikeren Christiaan Huygens opdagede Titan som den første, og de næste fire, Dione, Iapetus, Rhea og Tethys, blev opdaget af den italiensk-franske astronom og ingeniør Giovanni Domenico Cassini. I 1789 kunne William Herschel føje Enceladus og Mimas til listen.

Herschels søn, John Herschel, fremsatte i 1847 i sin publikation Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope forslag til navne på de syv måner man kendte på dette tidspunkt; navne der var hentet i den græske mytologi.

I 1848 blev Hyperion opdaget af hhv. William Lassell samt William Cranch Bond og Geroge Phillips Bond, uafhængigt af hinanden, og i 1905 fandt Charles Dillon Perrine månen Elara.

Da de to rumsonder i Voyager-programmet i 1980 passerede Saturn, sendte de billeder tilbage til Jorden som afslørede ikke mindre end ni nye måner. Og inden Cassini-rumsonden ankom til Saturn-systemet i sommeren 2004 og indtil videre har fundet 8 af månerne i ovenstående tabel, var en systematisk eftersøgning efter Saturn-måner blevet indledt fra jordbaserede observatorier og havde afsløret 12 hidtil ukendte måner i store afstande fra Saturn. Og fra Mauna Kea-Observatoriet har et andet hold astronomer ved systematisk eftersøgning fundet andre 12 måner.

Månen Themis[redigér | redigér wikikode]

I 1905 mente William H. Pickering, der syv år forinden havde opdaget Phoebe, at have fundet endnu en Saturn-måne, som han kaldte Themis (måne). Siden har det vist sig at Pickering tog fejl; månen Themis findes ikke.

Grupperinger[redigér | redigér wikikode]

Selv om grænserne ikke er helt skarpe, kan man inddele Saturns måner i forskellige kategorier:

Ringenes hyrdemåner[redigér | redigér wikikode]

En hyrde-måne er en måne der kredser lige indenfor eller lige udenfor en af saturns planetringe, og med deres svage tyngdekraft påvirker omløbsbanen for de partikler i ringene som de kommer i nærheden af. Blandt andet skaber disse måners indflydelse zoner i ringsystemet hvor partiklerne ikke kan opholde sig stabilt over længere tid, og disse zoner ser vi som smalle mellemrum, eller "gab" i ringsystemet. For Saturns vedkommende er Atlas, Pan, Pandora, Prometheus, S/2004 S 3, S/2005 S 1 og den eller de måner der indtil nu kendes som S/2004 S 4 og S/2004 S 6.

De co-orbitale måner[redigér | redigér wikikode]

To af Saturns måner, Janus og Epimetheus, har næsten ens omløbsbaner; den ene fuldfører et omløb en kende hurtigere end den anden, og "burde" således med jævne mellemrum indhente den anden. Men når de kommer tilpas tæt på hinanden, udøver deres svage tyngdekræfter et træk i dem, som får dem til at bytte omløbsbaner en gang hvert fjerde år. Indtil nu er dette det eneste kendte tilfælde af to himmellegemer der bytter baner på denne måde.

De indre store måner[redigér | redigér wikikode]

Dione, Enceladus, Mimas og Tethys færdes alle indenfor den ganske tynde E-ring omkring Saturn, og henregnes til en gruppe for sig. Navnet til trods har der vist sig et par udpræget små måner, Methone og Pallene, hvis omløbsbaner ligger i samme interval som de store medlemmer af denne gruppe. Og i samme område finder man den næste gruppe:

Trojanske måner[redigér | redigér wikikode]

Ligesom de såkaldte Trojanske asteroider, der samles i to "klynger" omkring lagrange-punkterne L4 og L5 i forhold til Jupiters omløb om Solen, så finder man i Saturn-systemet to eksempler på små måner i de samme to lagrange-punkter i forhold til en større månes omløb om Saturn. I lagrange-punkterne for Tethys finder man Telesto (L4) og Calypso (L5), og tilsvarende finder man i samme omløbsbane som Dione de to små måner Helene (L4) og Polydeuces (L5).

De ydre store måner[redigér | redigér wikikode]

Denne gruppe hører til uden for E-ringen, og omfatter fire af Saturns største måner; Hyperion, Iapetus, Rhea og Titan. Hyperion, det mindste medlem af gruppen, er temmelig iregulært formet.

Inuit-gruppen[redigér | redigér wikikode]

Inuit-gruppen består af fem måner med nogenlunde samme afstande og hældningsvinkler i forhold til Saturn: Dens "medlemmer" er Kiviuq, Ijiraq, Paaliaq, Siarnaq og S/2004 S 11. Med undtagelse af den sidste har månerne i denne gruppe navne efter skikkelser fra den inuitiske mytologi.

Den nordiske gruppe[redigér | redigér wikikode]

Igen en gruppe af måner der knyttes sammen af nogenlunde ens afstande og hældninger i forhold til Saturn. Den nordiske gruppe omfatter 18 måner, nemlig Mundilfare, Narfe, Phoebe, Skade, Suttung, Trym, Ymer, samt månerne med de midlertidige betegnelser fra S/2004 S 7 til S/2004 S 10 og S/2004 S 12 til S/2004 S 18. Alle disse måner har retrograd omløb, hvilket vil sige at de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Saturn. De navne der gives til måner i denne gruppe, stammer fra den nordiske mytologi.

Den galliske gruppe[redigér | redigér wikikode]

Denne gruppe omfatter de tre måner Albiorix, Erriapo og Tarvos. Igen knyttes de sammen som gruppe af omtrent ens omløbsbaner.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]