Skálholt
Skálholt er en gård i Suðurland på det sydlige Island.
Den var katolsk bispesæde fra 1056 til slutningen af 1500-tallet, hvor reformationen slog igennem. Herefter var den fortsat bispesæde til 1796, hvor bispesædet flyttede til Reykjavik.
Skálholt betragtedes i en periode som Islands hovedstad og var opholdssted for nogle af landets berømteste lærde. Biskop Gissur Isleifsson (1082-1118) skænkede 1096 sin fædrene gård til kirken som det første islandske bispesæde. 1630 nedbrændte den oprindelige gård. 1553-1785 var der en meget søgt latinskole på stedet, der nu er en bondegård.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]
Skálholt var gennem otte århundreder et af de vigtigste steder i Island. Et bispesæde blev oprettet i Skálholt i 1056.[1] Indtil 1785 var det et af Islands to bispesæder sammen med Hólar og udgjorde dermed et kulturelt og politisk centrum. Islands første officielle skole, Skálholtsskóli, (nu Reykjavík Gymnasium, MR) blev grundlagt i Skálholt i 1056 for at uddanne gejstlige. I 1992 blev seminariet i Skálholt genetableret under sit gamle navn og fungerer i dag som uddannelses- og informationscenter for Islands Folkekirke.
Gennem hele middelalderen var der omfattende aktivitet i Skálholt; ud over bispesædet, domkirken og skolen fandtes der betydeligt landbrug, en smedje og – så længe katolicismen bestod – et kloster. Sammen med sovesale og boliger for lærere og tjenestefolk udgjorde byen en anselig samling af bygninger. Adam af Bremen, der skrev omkring 1075, beskrev Skálholt (Scaldholz) som den "største by" i Island. Først var bispedømmet Skálholt et suffraganbispedømme under ærkebispedømmet Hamburg-Bremen. Da bispedømmet Lund i 1104 blev ophøjet til ærkebispedømme, blev Lund metropolitan for Skálholt, og i 1153 blev Skálholt en del af provinsen Nidaros.
Skálholt fortsatte som bispesæde efter reformationen til lutherdommen. Katolicismens ophør i Island blev markeret i 1550, da den sidste katolske biskop, Jón Arason af Hólar, blev henrettet i Skálholt sammen med sine to sønner. Det hellige relikvieskrin med Sankt Þorlákr (Skálholts sjette biskop) blev opbevaret i domkirken indtil også det blev ødelagt i 1550, hvor hans jordiske rester blev spredt omkring på domkirkens område.
Selv om de ikke længere er bispesæder, er Skálholt og Hólar fortsat domkirker for Islands Kirkes to suffraganbiskopper, og de gamle domkirker fungerer derfor stadig som sådanne.
Skálholt modtager desuden mange besøgende hvert år. Gæstfrihed er en del af Skálholtsskólis virke, og besøgende kan bo i skolens sovesale, enkeltværelser og hytter. Mange kulturelle arrangementer, såsom koncerter, afholdes i Skálholt. Det vigtigste af disse er sommerkoncertprogrammet i juli, hvor fremtrædende klassiske musikere, kor og andre musikere inviteres til at optræde.
Skálholtkortet
[redigér | rediger kildetekst].png)
Riseland (Landet for riserne)
Grönlandia (Grønland)
Helleland (Helluland)
Markland
Skrælinge Land (Landet for skrællingerne)
Promontorium Winlandiæ (Forbjerg i Vinland)
I slutningen af 1500-tallet udarbejdede Sigurd Stefánsson, en ung islandsk lærer, et kort, som senere skulle bidrage til at opklare et vikingemysterium.[3]
Sigurd kom fra Skálholt, et vigtigt religiøst centrum i Island, og var barnebarn af en biskop.[4] Efter studier ved Københavns Universitet[4] blev Sigurd lærer ved det tidligere kloster i Skálholt,[3] som forblev Islands religiøse og uddannelsesmæssige centrum, selv efter at protestantismen blev indført i 1551.[5]
Med udgangspunkt i middelalderlige skriftlige kilder indtegnede Sigurd de steder, der omtales i nordiske tekster, på et kort over Atlanterhavet. Et af disse steder var Vinland.[3]
Sigurds oprindelige kort, fremstillet i 1570, er i dag gået tabt,[3] men en kopi blev udført i 1690 af Þórður Þorláksson, biskop af Skálholt (også kendt under sit latiniserede navn Thorlacius).[4] Denne kopi opbevares i dag i Det Kongelige Biblioteks samlinger.[6][3]
Kortet viste Vinlands nordlige grænse ved omkring 51 grader nordlig bredde, samme breddegrad som det sydlige Irland.[3] Da kortet blev sammenholdt med moderne geografi, svarede Vinlands placering til Newfoundlands nordligste spids.[3]
Dette var en af de faktorer, der hjalp arkæologerne Anne Stine og Helge Ingstad med at beslutte, hvor de skulle foretage udgravninger under deres undersøgelser i 1960’erne.[7][3] Til sidst lykkedes det dem at bekræfte beliggenheden af L'Anse aux Meadows, den eneste dokumenterede vikingebosættelse, der nogensinde er fundet i Nordamerika.[7][8]
L’Anse aux Meadows ligger omtrent ved 51°35′47″N 55°32′00″V / 51.59639°N 55.53333°V.[9]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Sigurdsson, Jon Vidar (2017). Viking Friendship: The Social Bond in Iceland and Norway, C. 900–1300 (engelsk). Cornell University Press. s. 9. ISBN 978-1-5017-0848-0.
{{cite book}}: line feed character i|title=på position 7 (hjælp) - ↑ Campbell, Gordon (25. marts 2021). Norse America: The Story of a Founding Myth (engelsk). Oxford University Press. ISBN 978-0-19-260598-6.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 Jacobs, Frank (2010-07-23). "433 - Plotting Vineland: the Skálholt Map". Big Think (amerikansk engelsk). Hentet 2026-01-24.
- 1 2 3 "Where is Vinland?". canadianmysteries.ca (engelsk). Hentet 2026-01-24.
- ↑ About Stefánsson's map Arkiveret 2007-11-26 hos Wayback Machine via heritage.nf.ca – tilgået 2008-02-05
- ↑ "Where is Vinland?". canadianmysteries.ca (engelsk). Hentet 2026-01-24.
- 1 2 "Where is Vinland?". canadianmysteries.ca (engelsk). Hentet 2026-01-24.
- ↑ Centre, UNESCO World Heritage. "L'Anse aux Meadows National Historic Site". UNESCO World Heritage Centre (engelsk). Hentet 2026-01-24.
- ↑ "L'Anse aux Meadows, Newfoundland". NASA Jet Propulsion Laboratory (JPL) (amerikansk engelsk). Arkiveret fra originalen 2. januar 2026. Hentet 2026-01-24.
Kilder/henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Hagerups illustrerede konversationsleksikon
