Slaget på Isted Hede

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget på Isted Hede
Del af Treårskrigen
General Schleppegrell ved Isted, det sidste indhug - maleri af Otto Bache fra 1896
General Schleppegrell ved Isted, det sidste indhug - maleri af Otto Bache fra 1896
Dato 24. juli - 25. juli 1850
Sted Isted i Slesvig eller Sønderjylland
Resultat Dansk sejr
Parter
Slesvig-Holsten Slesvig-Holsten Danmark Danmark
Ledere
Karl Wilhelm Freiherr von Willisen Gerhard Christoph von Krogh
Styrke
26.800 37.500
Tab
534 faldne og 2.274 sårede eller tilfangetagne 845 faldne og 2.770 sårede eller tilfangetagne

Slaget på Isted Hede 25. juli 1850 er det største slag i danmarkshistorien. Næsten 40.000 danske soldater kæmpede mod 27.000 slesvig-holstenere på Isted Hede, nordvest for Slesvig.

Preussen havde efter russisk pres trukket sig ud af krigen, og slesvig-holstenerne stod alene tilbage, men mange tyske frivillige meldte sig under den slesvig-holstenske trikolore. Den danske hær under general Krogh var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær. Den tyske øverstbefalende var den preussiske general von Willisen.

Efter hårde kampe mellem den 24. og 25 juli, stod danskerne tilbage som sejrherre. Sejren var imidlertid dyrekøbt og på dansk side led man betydelige tab, især erfarne officerer, general Schleppegrell og oberst Læssøe. Efter sejren ved Isted tog den danske hær stilling på Dannevirke, men krigen fortsatte indtil 1851.

Optakten til slaget[redigér | redigér wikikode]

Som følge af pres fra de europæiske stormagter, stod slesvig-holstenerne, i sommeren 1850, alene overfor danskerne. Den danske overkommando havde ingen overordnet plan for det kommende felttog i 1850. I juli indløb en række meldinger om, at den slesvigsk-holstenske oprørshær var gået i stilling nord for Slesvig by. Den danske overkommando så nu en chance for, at man kunne besejre oprørerne i ét afgørende slag. For slesvig-holstenerne, der nøje havde udvalgt et terræn ved Isted, der var nemt at forsvare, var planen den samme: den danske hær skulle lokkes i kamp, hvorefter den skulle besejres ved en knibetangsmanøvre. De to hære der marcherede mod hinanden, den sommer, var på mange punkter ligeværdige. Nok var den danske hær betydeligt større, men slesvig-holstenerne besad en stærk forsvarsposition.[1]

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Slaget begyndte tidligt om morgenen, den 24. juli, da den danske fortrop stødte ind i de slesvig-holstenske forposter. I løbet af dagen blev de slesvig-holstenske tropper presset tilbage. Ved Helligbæk kom det til en større træfning, der involverede store styrker på begge sider.[1]

Natten til den 25. juli begyndte slagetfor alvor, da den danske hovedstyrke gik til angreb. Flere steder, blandt andet ved Bøgmose, nord for Isted Sø, samt Grydeskov mellem Isted Sø og Langsø, kom det, i de tidligere morgentimer, til hårde kampe, som bølgede frem og tilbage. Mod øst, kastede de danske styrker de slesvigsk-holstenske tropper tilbage mellem Bøglund og Nørre Farensted. Slesvig-holstenerne trak sig tilbage og gik i stilling ved Vedelspang.[1]

Senere på morgenen slog vejret om. De tidligere dages varme vejr, blev pludselig afløst af tæt dis og silende regn, der gjorde det meget vanskeligt for hærførerne, at havde svært ved at bevare overblikket over slagmarken og deres styrker. Kl. 05 om morgenen var det slesvig-holstenerne der tog initiativet og to brigader gik til modangreb, først mod de danske tropper ved landsbyen Stolk og, omkring kl. 06, mod danskerne i Isted by. Ved Stolk blev de danske styrker overrumplet og kastet tilbage. under disse hårde kampe faldt den danske general F.A. Schleppegrell. Slesvig-holsterne fortsatte da angrebet mod Isted by, og her kom det til regulære gadekampe og der blev kæmpet fra hus til hus. Den danske Divisionsreserve blev indsat, og omkring kl. 07.45, lykkedes det de danske styrker at stoppe slesvig-holstenernes angreb, og derefter at presse dem tilbage. På trods af at slesvig-holsterne trak sig tilbage, afsendte den danske oberst Baggesen en række alarmerende beskeder til General Krogh og hans stab, der betød at en igangværende flankemanøvre vest for slagmarken, blev aflyst og tropper kaldt tilbage. Ved tilfældighedernes spil, blev slesvig-holstenerne reddet fra et angreb, der ville have overrasket deres vigende tropper på et kritisk tidspunkt. [1]

I stedet igangsatte general Krogh et angreb omkring middagstid. Det danske fodfolk angreb uden støtte fra det danske rytteri og uden forudgående bombardement fra det danske artilleri. Trods dette, viste timing at være favorabel. Da det danske angreb gik igang, var det slesvig-holstenske artilleri ved at trække sig tilbage, og de danske soldater blev skånet for omfattende artilleri beskydning. Slesvig-Holstenerne blev nu drevet tilbage overalt på slagmarken[2] og omkring kl. 14.15 indsattes en rytterbrigade på slagmarkens centrum. Brigaden forfulgte slesvig-holstenerne helt syd for Husby, hvorefter brigaden, af uforklarlige årsager, hurtigt trak sig tilbage efter en mindre træfning med fjenden. Trods rytterbrigadens tilbagetrækning, fortsatte den danske hovedstyrke sin fremrykning og sidst på eftermiddagen nåede danskerne Skovby og Slesvig by, som hurtigt blev besat. Slesvig-holstenerne havde trukket sig tilbage, og slaget var forbi.[1]

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Selvom danskerne havde vundet ved Isted, var det en smal sejr og de danske tab oversteg de slesvig-holstenske. Ingen af parterne havde vundet den sejr, som de søgte. Den slesvig-holstenske hær var stadig kampdygtig og krigen fortsatte. I september forsøgte slesvig-holstenerne et angreb på Mysunde, som dog blev slået tilbage og i oktober belejrede de Frederiksstad, men også her lykkedes det ikke at besejre danskerne. Krigshandlingerne gik da i stå, indtil januar 1851, hvor stormagternes pres afsluttede krigen og den provisoriske slesvig-holstenske regering og hæren blev opløst. [1]

Slagets gang blev i stor grad påvirket af de vanskelige vejrforhold, som slaget blev udkæmpet under. De ledende officerer på begge sider er senere blevet kritiseret for deres indsats under slaget. På dansk side er især er oberst Baggesen og general Flindt, som havde kommandoen over rytterbrigaden, der forfulgte de vigende slesvig-holstenere under det store angreb ved middagstid. Kritikken mod oberst Baggesen gik på, at hans paniske meldinger til overkommandoen efter F.A. Schleppegrell var faldet ved Stolk, betød at et angreb på slesvig-holstenernes flanke, der kunne have sikret en større sejr, blev aflyst. General Flindt blev kritiseret for en halvhjertet forfølgelse af slesvig-holstenerne, hvorved han missede chancen for at tilføje fjenden betydelige tab. Dog bør det nævnes, at kritikken af både oberst Baggesen og general Flindt, hviler på en god portion bagklogskab. Den afgørrende faktor i den danske sejr, var det danske fodfolk, der besad bedre moral og var bedret trænet end deres modstandere.[1]

I tiden efter Treårskrigen, blev slaget ved Isted, der var det største i nordens historie indtil Vinterkrigen, et symbol på den danske sejr. Til minde om slaget skabte H. W. Bissen den berømte Istedløve, som placeredes på Flensborg kirkegård, hvor mange af de faldende fra slaget ligger begravet.[1]

Kort over Istedstillingen[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/slaget-ved-isted-25-juli-1850/?no_cache=1
  2. ^ http://milhist.dk/slaget/slaget-ved-isted/