Slaget ved Poitiers (1356)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler Slaget ved Poitiers i 1356. Opslagsordet har også en anden betydning, se Slaget ved Poitiers.
Slaget ved Poitiers (1356)
Del af Hundredårskrigen
The Battle of Poitiers (1356) af Eugène Delacroix
The Battle of Poitiers (1356) af Eugène Delacroix
Dato 19. september 1356
Sted Nær Poitiers, Frankrig
46°32′N 0°24′Ø / 46.53°N 0.4°Ø / 46.53; 0.4Koordinater: 46°32′N 0°24′Ø / 46.53°N 0.4°Ø / 46.53; 0.4
Resultat Engelsk sejr
Parter
Royal Arms of England (1340-1367).svg England
Arms of Llywelyn.svg Fyrstedømmet Wales
Armoiries Bretagne - Arms of Brittany.svg Bretonske allierede
Blason province fr Gascogne.svg hertugdømmet Gascony
Blason pays fr FranceAncien.svg Kongeriget Frankrig

Philippe de France, comte de Poitiers.png Philip af Orléans

Ledere
Arms of the Prince of Wales (Ancient).svgEdward of Woodstock Blason pays fr FranceAncien.svg Johan 2.Skabelon:Surrendered
Arms of the Dauphin of France.svg Dauphin Charles
Styrke
Estimeret 2.000 bueskytter
1.000 infanteri fra
3.000 riddere
[1]
Estimeret 8.000 riddere
3.000 infanteri
[1]
Tab
Minimalt, estimeret til få hundreder Estimeret 2.500 dræbt eller sårede[2]
2.000 tilfangetagne
Inklusive:
Johan 2.
17 lords
13 grever
5 viscounts
100 + riddere[2]

Slaget ved Poitiers var et stor slag under hundredeårskrigen mellem England og Frankrig. Slaget foregik den 19. september 1356 nær Poitiers, Frankrig. Med forgængeren ved Crécy i 1346 og det efterfølgende slag ved Agincourt i 1415 var slaget ved Poitiers det andet ud af i alt tre store engelske sejre i krigen. Byen og slaget blev ofte omtalt som Poictiers på dette tidspunkt, hvilket blev mindet ved krigskibe i Royal Navy.[3]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Edvard, Prins af Wales (senere kendt som den sorte prins) og ældste søn af Kong Edvard 3., begyndte en stor chevauchée den 8. august 1356. Han brugte den brændte jords taktik[4] mod nord fra den engleske base i Aquitaine i et forsøg på styrke sine tropper i det centrale frankrig, samt at plyndre og ødelægge landområderne. Hans tropper blev kun mødt med ringe modstand, og de brændte adskillige byer ned til grunden og levede af de de plyndrede, indtil de nåede floden Loire ved Tours. De var ikke i stand til at erobre borgen eller nedbrænde byen på grund af et kraftigt regnskyld. Denne forsinkelse gjorde det muligt for den frnaske kong Johan 2. at forsøge og fange Edvards hær. Kongen, der havde belejret Breteuil i Normandiet, lod hovedparten af sin hær ved Chartres gå mod nord ti lden belejrede by Tours. Han efterlod omkring 15-20.000 mand fra infanteriet, som var af lavere rang og kvalitet end resten af hæren, for at komme hurtigere frem med sine tropper.[5]

Forhandlinger inden slaget[redigér | redigér wikikode]

Der foregik forhandlingen inden slaget ved Poitiers, som blev nedskrevet af Sir John Chandos. Han beretter om den sidste del af et møde mellem de to parter i et forsøg på at afværge en blodig konflikt ved Poitiers. Den ekstraordinære fortælling er fra kort inden slaget begynder, og den forlyder:

Til konferencen deltog kongen af Frankrig, Sir John Chandos, og mange andre prominente personer fra perioden, for at forlænge sagen og for at stoppe et slag, samlede Kongen (af Frankrig) alle baronerne på begge sider. Han (kongen) tog ikke sin tørn i talen. Der kom greven af Tancarville, og som listen skriver, ærkebiskoppen af Sens (Guillaume de Melun) var der, ham fra Talaru, i stor diskretion, Charny, Bouciquaut og Clermont; alle disse personer deltog for at rådgive den franske konge. På den anden side kom gladeligt Jarlen af Warwick, den gråhovedet (hvid- eller gråhåret) jarlen af Suffolk var der, og Bartholomew de Burghersh, størstedelen af prinsens gehejmeråd og Audeley og Chandos, der på dette tidspunkt havde et stort omdømme. Der holdt de deres parlament og hver mand talte sin sag. Men deres råd kan jeg ikke relatere, dog ved jeg, med stor sandhed, når jeg hører min beretning, at de ikke kunne enes, hvorfor hver og en forlod mødet. Så kom de profetiske ord fra Geoffroi de Charny: 'Lords,' sagde han, 'siden det er sådan, at denne fredsaftale ikke længere behager jer, giver jeg jer tilbuddet om at kæmpe, et hundrede mod et hundrede, hvor hver vælger fra sin egen side; og vid dette, hvem de hundrede det måtte blive, vid dette, skal alle andre forlade slagmarken og lade striden være. Jeg tror, at det vil være bedst at gøre sådan, og at Gud vil se mildt på os, hvis slaget bliver undgået, hvor så mange tapre mænd vil falde.[6]

Adelige og riddere[redigér | redigér wikikode]

Med den sorte prins[redigér | redigér wikikode]

Jean Froissart skriver at følgende mænd kæmpede ved Poitiers: Thomas de Beauchamp, 11. jarl af Warwick, William de Ufford, 2. jarl af Suffolk; William de Montacute, 2. jarl af Salisbury, John de Vere, 7. jarl af Oxford, Reginald de Cobham, 1. baron Cobham, Edward le Despencer, 1. Baron le Despencer, Lord James Audley, Lord Peter Audley (hans bror), Lord Berkeley, Lord Basset, Lord Warin, Lord Delaware, Lord Manne, Lord Willoughby, Lord Bartholomew de Burghersh, Lord of Felton, Lord Richard of Pembroke, Lord Stephen of Cosington; Lord Bradetane og andre englændere; Lord af Pommiers fra Gascon, Lord of Languiran, captal of Buch, Lord John the 69. af Caumont, Lord de Lesparre, Lord af Rauzan, Lord af Condon, Lord af Montferrand, Lord af Landiras, Lord Soudic af Latrau og andre (riddere); fra Hainowes, Lord Eustace d'Aubrecicourt; Lord John af Ghistelles, og to fremmede, Lord Daniel Pasele og Lord Denis af Amposta, en fæstning i Katalonien.[7] Edward le Despencer, 1. Baron le Despencer kæmpede også ved Poitier under den sorte prins.[8] Sir Thomas Felton kæmpede ikke kun ved Poitiers, men også under Slaget ved Crécy i 1346.[9] En af de andre kommandører ved både Crécy og Poitiers var John de Vere, karl af Oxford, der bliver nævnt ovenfor.[10]

Andre kilder angiver at John af Ghistelles skulle være omkommet under slaget ved Crécy, så det er usikkert, om der er tale om den samme mand.

Med Kong Johan 2.[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Poitiers (miniatur af Froissart)

Froissart beskriver i denne passage nogle af de adelige der var samlet ved eller lige inden slaget, dog i mindre detaljeret grad en for den engelske side:Englænderne blev skygget af de dygtige franske riddere, der rapporterede til kongen hvad englænderne foretog sig. Kongen kom til Haye i Touraine og hans folk havde krydset floden Loire, nogle over broen ved Orléans og nogle ved Meung, ved Saumur, ved Blois og ved Tours og andre steder: Der var 20 tusinde våbenføre mænd og andre soldater. Han estimerer at der var 26 hertuger, jarler (Counts), mere end 120 banneres og fire sønner af kongen; hertug Charles af Normandiet, hertug Louis, hertugen af Anjou, John, hertug af Berry og Lord Philip.[11]

den franske hær inkluderede også et kompagni skotter, der blev ledet af Sir William Douglas.[12] Douglas kæmpede i kongens egen bataljon, men da kampene så ud til at være overstået blev Douglas trukket over til sine mænd til nærkampen. Froissart skriver, at "... jarlen Douglas af Skotland, som kæmpede tappert, men da han så modgang flygtede han og reddede sig selv; for han ville på ingen måde tages til fange af englænderne, han ville hellere falde på slagmarken".[13]

Andre blev enten dræbt eller taget til fange under slaget: konge Joan 2.; prins Philip (yngste søn og stamfader til huset Valois-Burgundy), Geoffroi de Charny, der bar Oriflamme, Peter 1., hertug af Bourbon, Walter 6., greve af Brienne og Constable af Frankrig, Jean de Clermont, Marshal af Frankrig, Arnoul d'Audrehem, greven af Eu, greven af Marche og Ponthieu Jacques de Bourbon blev taget til fange under slaget og døde i 1361, greven af Étampes, greven af Tancarville, greven af Dammartin, grev Joinville, Guillaume de Melun, ærkebiskop af Sens.[14][15]

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Kort over slaget.

Ved begyndelsen af slaget flyttede englænderne deres forsyningstropper med hestevogne og andet, hvilket fik franskmændene til at tro, at de var på retræte, hvilket provokerede dem til et hurtigt angreb med deres riddere mod de engelske bueskytter.[16] Ifølge Froissart angreb englænderne fjenden, særligt hestene, med et regn af pile. Geoffrey the Baker beskriver hvordan den franske rustning var usårlig overfor de engelske pile, og at pilespidserne enten deflekterede eller splintrede når de ramte rustningerne.[17] Rustningerne på hestene var tyndere på siden og bag på, så bueskytterne rykkede ud på siderne af kavaleriet og skød hestene i flanken, hvilket tyder på, at Baker havde ret i, at de havde svært ved at skyde igennem riddernes rustninger. Dette var en udbredt måde at stoppe kavaleriets angreb på, fordi de faldne heste ofte ødelagde kampformation og den indbyrdes samhørighed i fjendens linjer. Resultatet var ødelæggende.[18][19] Dauphin angreb Salisbury og pressede sine folk frem på trods af krafti beskydning fra de engelske bueskytter og komplikationerne med at løbe ind i Clermonts flygtende fortrop. Green foreslår at Dauphin havde tusindevis af troppe med sig i denne fase af angrebet. Han avancerede fremt til de engelske linjer, men måtte i sidste ende falde tilbage. Franskmændene formåede ikke at komme igennem englændernes forsvarslinje. denne fase af angrebet har varet omkring to timer.[20]

Langbuernes effektivitet er uden tvivl blevet overdrevet, muligvis for at lave en sammenligning mellem de ignorante franske adelige, hvis skikke fulgte forældede regler om ridderlighed, og langbueskytterne, hvis taktikker var et resultat af fornuft. Denne fremstilling er dog ikke universel, da de franske riddere ifølge Geoffrey de Baker ved både Poitiers (1356), Neville's Cross (1346) og Nogent (1359) dannede en skjoldmur der "beskyttede deres kroppe med samlede skjolde, [og] rettede deres hoveder væk fra projektilerne. Så bueskytterne tømte deres pilekogger [sic] til ingen nytte".[21] dette kavaleriangreb blev fulgt op af et angreb fra infanteriet. Dauphins infanteri var i kraftige kampe, men trak sig tilbage for atomgruppere. Den næste bølge af infanteri under Orléans vendte om og flygtede, da de så Dauphins mænd ikke angreb. Dette gjorde at den styrke som kongen selv ledede, som var en meget stærk deling af hæren, ikke kunne bevæge sig ordentligt. Bueskytterne var ved at løbe tør for pile, og de sluttede sig derfor til infanteriet og kæmpede sammen med dem. Nogle af bueskytterne satte sig endda til hest, hvor de dannede et improviseret kavaleri.

På dette tidspunkt sendte kong Johan sine to sønner til salgmarken. Hans yngste søn, Philip, blev med kongen selv og kæmpede ved hans side i den sidste fase af slaget. Da Dauphin og de andre sønner trak sig tilbage valgte hertugen af Orléans også at trække sig tilbage. Kampen var hård, men gemt af vejen i skoven havde den sorte prins havde en mobil reserveenhed, der blev ledet af Jean de Grailly, Captal de Buch. de lykkedes for disse tropper at falde franskmændene i ryggen og i flanken. Franskmændene var bange for at blive totalt omringet, og forsøgte at flygte. Kong Johan blev taget til fange sammen med sin omkringstående mænd efter stor modstand.[22]

Tilfangetagelsen af den franske konge[redigér | redigér wikikode]

Jean 2., den gode bliver fanget.

Froissart giver igen en detaljeret beskrivelse af tilfangetagelsen af kong Johan 2. og hans yngste søn:

" ... Så mange englændere gascons kom til det område, at de uundgåeligt fik åbnet kongens kamp, så franskmændene var så blandet sammen med deres fjender, at nogle gange var der fem mand mod én gentleman. Der blev fanget lord af Pompadour og lord Bartholomew de Burghersh, og sir Geoffrey of Charny med kongens banner i sine hænder faldet; også lord Raynold Cobham dræbte jarlen af Dammartin. Derefter var der et stort pres for at fange kongen, og dem som kendte ham råbte, 'sir, giv op, ellers vil du dø.' Der var en ridder fra Saint Omer's kaldet sir Denis Morbeke, der blev tilbageholdt med kongen af England, som havde tjent englænderne fem år før, fordi han i sin ungdom havde forladt kongeriget Frankrig, på grund af et mord han havde begået i Saint-Omer's. Der skete de gode for ham, at han befandt sig ved siden af kongen, da de skulle til at fange ham: han trådte frem i mængden og med styrken i sin krop og sine arme kom han til den franske konge og sagde på godt franks, 'Sir, overgiv dig.' Kongen tog ridderen i sit åsyn og sagde: 'Hvem skal jeg overgive mig til? Hvor er min fætter, prinsen af Wales? Hvis jeg ser ham, vil jeg gerne tale med ham.' Denis svarede og sagde: 'Sir, han er her ikke; men overgiv dig til mig, og jeg skal bringe dig til ham.' 'Hvem er du?' udbrød kongen 'Sir,' svarede hhan, 'Jeg er Denis af Morbeke, en ridder af Artois; men jeg tjener kongen af England, fordi jeg blev forvist fra kongeriget Frankrig, og du har taget alt fra mig, som jeg havde der.' Da gav kongen ham sin højre panserhandske og sagde, 'jeg overgiver mig til dig.'"...[23]

Faldne og tilfangetagne[redigér | redigér wikikode]

Blandt de notable personer som enten blev taget til fange eller dræbt lister Froissart:

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Som Edvard den sorte prins kort efter skrev i et brev til folket i London:

Det blev besluttet, at vi skulle flankere dem, således at hvis de ønskede kamp eller trak mod os et sted der ikke var til vores fordel, så ville vi være de første ... fjenden brød sig okk om det og deres konge blev fnget og hans søn; og et stort antal andre vigtige personer blev både fanget og dræbt.[24]

Han blev efterfølgende udleveret til Frankrig mod en stor løsesum.

Karmelittermunken Jean de Venette, der også var en middelalderlig kronikør, beskriver detaljeret kaosset i Frankrig efter slaget, som han ifølge sin beretning selv oplevede .[25] Han skriver:

...Fra dette tidspunkt gik alt galt for kongeriet og staten gik i opløsning. Tyve og røvere skød op overalt i landet. Adelen foragtede og hadede alle andre og gjorde intet af gensidig nytte og profit for herremænd og almue. De underkastede og udplyndrede bønderne og mændene i landsbyerne. De forsvarede ingelunde deres land mod fjender. I stedet trampede de folk under fode, røvede og plyndrede bønderne.[26]

Jean referer ikke bare til den franske adel, men også til grupper der ligeledes plyndrede bønder og kirker.[27]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Sumption, Jonathon (2001). Trial by Fire. faber & faber. s. 235. ISBN 0-571-20737-5. 
  2. ^ a b Perrett, Bryan (1992). The Battle Book. London, England: Arms and Armour Press. s. 237. ISBN 1-85409-328-2. 
  3. ^ Kendall B. Tarte (2007). Writing Places: Sixteenth-century City Culture and the Des Roches Salon. Associated University Presse. s. 134. ISBN 978-0-87413-965-5. 
  4. ^ William W. Lace, The Hundred Years' War ISBN 978-1-56006-233-2, 1/1994
  5. ^ Jonathan Sumption, The Hundred Years' War: Vol. 2: Trial by Fire (London: Faber, 2001), pp. 223, 227–228
  6. ^ Mildred K. Pope; Eleanor C. Lodge, Life of the Black Prince by the Herald of Sir John Chandos (Oxford, UK Clarendon Press 1910), p. 857
  7. ^ John Bourchier; G. C. Macaulay, Chronicles of Froissart, New York: Macmillan and Co., Ltd., 1948, p. 123
  8. ^ David Nicolle, Graham Turner, Poitiers 1356: The Capture of a King (U.K. Osprey Publishing, 2004), p. 10
  9. ^ Skabelon:Cite DNB
  10. ^ Edward Maunde Thompson, Chronicle of Geoffrey le Baker, (Oxford at the Clarendon Press 1889) p. 248
  11. ^ John Bourchier; G. C. Macaulay, Chronicles of Froissart, (New York Macmillan and Co., Ltd. 1948), p. 120
  12. ^ William F. Skene, John of Fordun’s Chronicle of the Scottish Nation, (Edinburgh Edmonston and Douglas 1872), p. 365
  13. ^ John Bourchier; G. C. Macaulay, Chronicles of Froissart, (New York Macmillan and Co., Ltd. 1948), p. 126
  14. ^ John Bourchier; G. C. Macaulay, Chronicles of Froissart, (New York Macmillan and Co., Ltd. 1948), pp. 104–106
  15. ^ Edward Maunde Thompson, Chronicle of Geoffrey le Baker, (Oxford at the Clarendon Press 1889) p. 297
  16. ^ Urban, William L. (2006). Medieval Mercenaries: The Business of War. London: Greenhill Books. s. 99. 
  17. ^ Barber, Richard (1986). The Life and Campaigns of the Black Prince. Woodbridge: Boydell Press. s. 76. ISBN 0-85115-435-2. 
  18. ^ D. Green, The Battle of Poitiers 1356, (Tempus Publishing, Charleston, S.C., 2002)
  19. ^ Edward Maunde Thompson, Chronicle of Geoffrey le Baker, (Oxford at the Clarendon Press 1889) p. 304
  20. ^ Battle of Poitiers
  21. ^ Loades, Mike (2013). The Longbow. Botley, Oxford: Osprey Publishing. s. 10. ISBN 9781782000853. 
  22. ^ Edward Maunde Thompson, Chronicle of Geoffrey le Baker, (Oxford at the Clarendon Press 1889) p. 308
  23. ^ Chronicle and romance : Froissart, Malory, Holinshed. With introd. notes and illustrations ([c1910]) The Chronicle of Froissart, translated by Lord Berners, edited by G.C. Macaulay (N.Y. Collier & Son 1910) out of copyright p. 53
  24. ^ Emilie Amt, Medieval England 1000–1500 (Ontario: Broadview Press 2001), p. 335. ISBN 1-55111-244-2.
  25. ^ Jean Birdsall, Richard A. Newhall, The Chronicles of Jean de Venette (Columbia University Press 1953) p. 1
  26. ^ Jean Birdsall, Richard A. Newhall, The Chronicles of Jean de Venette (Columbia University Press 1953) p. 6
  27. ^ Jean Birdsall, Richard A. Newhall, The Chronicles of Jean de Venette (Columbia University Press 1953) 1356

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 46°32′N 0°24′Ø / 46.53°N 0.4°Ø / 46.53; 0.4