Slaget ved Agincourt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Koordinater: 50° 27′ 49″ N, 2° 08′ 30″ Ø

Slaget ved Agincourt
Del af Hundredårskrigen
Agincour.JPG
Dato 25. oktober 1415
Sted Agincourt, Frankrig
Resultat Engelsk sejr
Parter
England Arms 1405.svg Kongeriget England France moderne.svg Kongeriget Frankrig
Ledere
* Royal Arms of England (1399-1603).svg Henrik 5. af England * Armoiries Albret moderne.svg Charles d'Albret 
Styrke
Moderne estimater går fra 6.000[1] til 9.000[2]
(se Antal ved Agincourt.) Omkring 5/6 bueskytter, 1/6 riddere til fods og fodsoldater i rustning.
Moderne estimater går fra 12.000 (et overtal på 4–3).[2] til 36,000 (et overtal på 6–1;[3] se Antal ved Agincourt.).)
Omkring 10.000 riddere og fodsoldater (hvoraf omkring 1.200 var til hest), og et ukendt antal tusinder infanteri, armbrøst- og bueskytter.
Tab
Mindst 112 døde, og et ukendt antal sårede[3] 7.000–10.000 (hovedsageligt dræbte) og omkring 1.500 adelige krigsfanger[4]

Slaget ved Agincourt var et slag under Hundredeårskrigen, der blev udkæmpet mellem England og Frankrig ledet af Karl 6. af Frankrig. Slaget foregik fredag d. 25. oktober, nær nutidens Azincourt i Nordfrankrig.[5] Henrik 5.'s sejr over den talstærkt overlegne franske hær lammede Frankrig og indledte en periode i krigen, hvor Henrik giftede sig med den franske konges datter og Henriks søn, Henrik 6., blev gjort til arving af Frankrigs trone.

Henrik 5. ledte sine tropper i slaget og forventede en kamp mand-mod-mand. Den franske konge på dette tidspunkt, Karl 6., kommanderede ikke den franske hær selv, da han led af alvorlig, gentagen sygdom og moderat mental invaliditet. I stedet blev franskmændende ledet af Connétable de France Charles d'Albret og forskellige prominente franske adelsmænd.

Slaget er berømt for brugen af langbuen i meget stort antal, og størstedelen af Henriks hær bestod af bueskytter fra England og Wales. Slaget blev uddødeliggjort i William Shakespeares skuespil Henry V.

Samtidige kilder[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Agincourt er veldokumenteret fra mindst syv samtidige kilder, hvoraf tre er øjenvidner. Den omtrentlige lokation for slaget har aldrig været til diskussion og stedet er stadig forholdsvis uændret, selv efter 600 år. Umiddelbart efter slaget tilkaldte Henrik 5. herolderne fra de to hære, der havde overværet slaget sammen, og besluttede i samråd med den franske herold, Montjoie, at slagets navn skulle være Agincourt, da dette var det nærmeste forskansede sted.[6] To af de mest citerede beretninger kommer fra burgundiske kilder: én fra Jean Le Fevre de Saint-Remy, som var til stede under slaget, og den anden fra Enguerrand de Monstrelet. Den engelsk øjenvidneberetning stammer fra den anonyme Gesta Henrici Quinti, som antages at være skrevet af en feltpræst i kongens hushold, som vil have været blandt forsyningstropperne til slaget.[7] En nylig analyse af Henriks strategi ved Agincourt-kampagnen inkorporerer disse tre beretninger og argumenterer for, at det var set som en legal måde at løse uoverensstemmelser over kravet om Frankrigs trone.[8]

Felttog[redigér | redigér wikikode]

Henrik 5. af England. Afbildning fra ca. 1550.
Uddybende Uddybende artikel: Hundredeårskrigen

Henrik 5. invaderede Frankrig efter fejlslagne forhandlinger med franskmændende. Han krævede retten som Frankrigs konge gennem sin oldefar Edvard 3., selvom de engelske konger generelt havde givet afkald på titlen mod at franskmændene accepterede Englands krav på Aquitaine og andre områder i Frankrig (efter Freden i Bretigny).[9] Han indkaldte i første omgang til Magnum Concilium i foråret 1414 for at diskutere muligheden for at gå i krig med Frankrig, men adelsmændene insisterede på, at han skulle forhandle yderligere og moderere sine krav. I de efterfølgende forhandlinger erklærede Henrik, at han ville opgive kravet om Frankrigs trone, hvis landet ville betale ham 1,6 millioner engelske kroner i udestående fra løsesummen for Johan 2. (som var blevet fanget under Slaget ved Poitiers i 1356), og erkende det engelske ejerskab af Normandiet, Touraine, Anjou, Bretagne og Flandern samt Aquitaine. Henrik ville gifte sig med prinsesse Catherine, datter af Karl 6 og modtage en medgift på 2 millioner engelske kroner. Frankrig svarede tilbage med, hvad de betragtede som generøse vilkår for ægteskabet og en medgift på 600.000 kroner, og et udvidet Aquitaine. I 1415 var forhandlingerne gået i stå, og englænderne påstod at franskmændende spottede dem med deres krav og latterliggjorde Henrik.[10] I december 1414 var parlamentet blevet overbevist om at give Henrik et "dobbelt tilskud", en skat på det dobbelte af den normale skat, for at genvinde sin arv fra Frankrig. Den 19. april 1415 spurgte Henrik igen storrådet om at sanktionere en krig mod Frankrig, og denne gang blev de enige om at godekende det.[11]

Henriks hær landede i Nordfrankrig d. 13. august 1415 i en flåde, der af Shakespeare bliver beskrevet som "en by på ustadige bølgers dans / For sådan fremstår denne majestætiske flåde", og ofte bliver beskrevet som at består af 1.500 skibe. Den var dog givetvis meget mindre, og Henrik belejrede havnen i Harfleur med en hær på omkring 12.000 mand og op mod 20.000 heste.[12] Belejringen tog længere end ventet. Byen overgav sig d. 22. september og den engelske hær forlod ikke byen før d. 8. oktober. Den normale årstid for felttog var ved at være forbi, og den engelske hær havde lidt store tab pga. sygdom. Derfor besluttede Henrik 5. sig til at trække resten af hæren (omkring 9.000 mand) tilbage igennem Normandiet til havnebyen Calais, der var en engelsk magtbase i Nordfrankrig for at demonstrere sin tilstedeværelse i området i spidsen for en hær, og for at vise at hans ret til regere i hertugdømmet var mere end et abstrakt juridisk og historisk krav.[13] Hans hensigt med manøvren var også en bevidst provokation om kamp rettet mod dauphinen som ikke havde svaret på Henriks personlige udfordring om at kæmpe ved Harfleur.[14]

Mens englænderne havde belejret Harfleur, var det lykkedes franskmændene at samle en hær, der var placeret omkring Rouen. Det var ikke en feudalhær, men en hær bestående af betalte soldater via et system, der mindede om englændernes. Franskmændene håbede på at samle 9.000 tropper, men hæren var ikke klar i tide til at bistå Harfleur. Efter Henrik 5. marcherede mod nord blokerede franskmændene dem langs floden Somme. Det lykkedes for dem at tvinge Henrik mod syd, væk fra Calais, for at finde et vadested. Englænderne krydsede floden syd for Péronne, ved Béthencourt og Voyennes[15][16] og fortsatte deres march mod nord. Uden flodens beskyttelse tøvede den franske hær med at tvinge englænderne ud i kamp. De skyggede Henriks hær og indkaldet til semonce des nobles,[17] og indkaldte lokale herremænd til at slutte sig til hæren. Den 24. oktober stod hærene over for hinanden, men den franske hær undveg i håb om, at der ville komme flere tropper til. De to hære brugte natten d. 23. oktober i åbent land. Den næste dag indledte franskmændene forhandlinger i et forsøg på at forsinke englænderne, men Henrik beordrede sin hær til at avancere og påbegynde slaget, på trods af at han helst ville have undgået det grundet hans hærs tilstand. Alternativt var ønsket at kæmpe defensivt, da dette var måden slaget ved Crécy og andre berømte sejre med langbuen var blevet vundet. Englænderne havde få forsyninger og havde marcheret 420 km på to en halv uge, og mange led af sygdomme som dysenteri, og de stod overfor en mere talstærk og veludrustet fransk hær. Franskmændene blokerede Henriks vej mod sikkerheden i Calais, og forsinkelse af slaget ville kun tjene til at svække hæren yderligere og tillade at flere franske tropper sluttede sig til fjenden.[18]

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Optakt[redigér | redigér wikikode]

Slagmarken var en smal stribe åbent land, en kile i skovene ved Tramecourt og Agincourt tæt ved den moderne landsby Azincourt. Franskmændenes hær var placeret ved den nordlige ende for at afskære vejen til Calais.

Den engelsk hærs opstilling[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Agincourt.

Tidligt d. 25. opstillede Henrik sin hær (omtrent 1.500 pansrede fodfolk og 7.000 langbueskytter; se Tal ved Agincourt) i en defensiv position fordelt over et knap 700 m langt stykke mellem skovene. Hæren var delt i træ kampformationer: fortroppen, ledet af hertugen af York, den primære kampformation ledet af Henrik selv, og bagtroppen der blev ledet af Thomas de Camoys. Derudover havde Sir Thomas Erpingham, der var en af Henriks mest erfarne riddere, opgaven med at styre bueskytterne.[19] Det er sandsynligt, at englænderne benyttede deres normale opstilling med fodfolk og riddere i midten og bueskytter på begge flanker. Det er også muligt, at de har haft en mindre gruppe bueskytter i midten af linjen. De pansrede fodfolk i pladerustning og ringbrynje blev placeret skulder ved skulder i fire rækker. Bueskytterne satte spidsede pæle i jorden der pegede mod franskmændende for at tvinge det angribende kavaleri til at bryde af, før de nåede frem. Pælene var muligvis inspireret af Slaget ved Nikopolis i 1396, hvor tropper fra det Osmanniske Rige brugte taktikken mod det franske kavaleri.[c]

Englænderne gjorde deres skriftemål inden slaget, som det var vanen.[20] Henrik var dog bekymret for, at fjenden ville starte et overraskelsesangreb, og da han ønskede, at tropperne forblev fokuserede, beordrede han dem til at tilbringe natten inden slaget i stilhed med truslen om at få skåret et øre af, hvis det ikke blev overholdt. Han fortalte sine mænd, at han hellere ville dø under slaget, end at blive taget til fange for løsepenge. De engelske bueskytter derimod, var ikke rige adelsmænd, og de ville derfor blive dræbt af franskmændene frem for at blive taget til fange, da de ikke var værd at fange til udbetaling af løsesum.

Henrik 5. holdt en tale for sine soldater før slaget, hvor han understregede retfærdigheden i sin sag, og han mindede hæren om tidligere engelske kongers store sejre over franskmændene. Den burgundiske kilde citerer ham for at afslutte talen med at fortælle sine mænd, at franskmændene pralede med, at de ville skære to fingre af bueskytternes højre hånd, hvis de blev taget til fange, så de aldrig kunne trække en langbue igen. Om dette er sandt er et åbent spørgsmål, da almindelige soldater normalt blev slået ihjel, da der ikke var nogen, som kunne betale løsepenge for dem.[21]

Den franske hærs opstilling[redigér | redigér wikikode]

Afbildning af Jean Le Maingre, kaldet Boucicault, der ledede franskmændenes første linje sammen med Charles d'Albret.

De franske styrker var ikke alene flere end englænderne, adelsmændene i hæren vil også have følt sig voldsomt overlegne i forhold til det store antal bueskytter i den engelske hær, som franskmændene (baseret på deres tidligere erfaring, hvor de havde mødt bueskytter) tillagde en mindre betydning.[22] Eksempelvis skrev Edmond de Dyntner, at der var "ti franske adelsmænd for hver engelsk", og ignorerede bueskytterne fuldstændigt.[22] Adskillige franske beretninger lægger vægt på, at de franske ledere var så ivrige efter at besejre englænderne (og få løsepenge for fodfolkene), at de insisterede på at stå i første række; som en af de samtidige kilder beretter: "alle herremændene ville være i fortroppen, mod de mere erfarne ridderes ønske."[23]

Franskmændene blev forud for angrebet opstillet i tre linjer – hver på omkring 6.000 mand; den første kan dog have omfattet 9.000 (se evt. Tal ved Agincourt). På flankerne af hver linje var der 2.400 pansrede ryttere, mens midten bestod af fodfolk, heraf flere riddere og adelige, herunder tolv kongelige. Bagtroppen bestod af mellem 6.000 og 9.000 soldater, som var ankommet sent. De mellem 4.000 og 6.000 franske armbrøst- og bueskytter stod foran linjerne.

Franskmændene blev arrangeret i tre grupper eller linjer. Den første blev ledet af d'Albret, marskal Boucicault og hertugerne af Orléans og Bourbon samt kavaleri tilknyttet under ledelse af greven af Vendôme og Sir Clignet de Brebant. Den anden linjer blev kommanderet af hertugerne af Bar, Alençon og greven af Nevers. Den tredje var under Greverne af Dammartin og Fauconberg.[24] Den burgundiske krønikeskriver, Jean de Wavrin, beretter at der var 8.000 fodfolk, 4.000 bueskytter og 1.500 armbrøstskytter i fortroppen, med to flanker af 600 og 800 mand til hest, og at hovedstyrken havde "lige så mange riddere, esquirere og bueskytter som i fortroppen", og at bagtroppen indeholdt "resten af fodfolkene".[25] Herolden for Berry refererer til nogle noget andre tal i form af 4.800 fodfolk i første linje, 3.000 mænd i anden linje med to flanker med hver 600 ryttere og i alt "10.000 fodfolk",[26] men nævner intet om en tredje linje.

Omkring 8.000 svært pansrede franske fodfolk kæmpede, og de måtte først tilbagelægge distancen frem til den engelske hær før at kunne angribe dem. Såfremt de kunne nå hen til hæren, ville de være i klart overtal med mere end 5 franskmænd per englænder, og bueskytterne ville ikke kunne skyde ind i mêléen uden, at risikere at ramme deres egne.[Kilde mangler]

Bagtroppen synes at have bestået af tusindvis af tropper, der bl.a. talte tjenere og almuefolk som franskmændene enten ikke ville eller kunne sende afsted. Warwin estimerer den franske hær til 50.000: "de havde adskillige bueskytter og armbrøstskytter, men ingen ville lade dem skyde sic. Årsagen til dette var, at området var så smalt, at der kun var plads til fodfolkene."[27] En anden kilde hævder at franskmændene ikke engang sendte 4.000 i kamp "under påskud af, at de ikke havde brug for deres hjælp".[28] Bagtroppen spillede en meget lille rolle i slaget; engelske og franske kilder er enige om, at en stor del af den franske hær flygtede efter at have set så mange adelsmænd blive dræbt og taget til fange under kampene.

Terrænet[redigér | redigér wikikode]

Mark ved nutidens Azincourt, hvor slaget fandt sted.

En meget væsentlig faktor for slagets udfald var terrænets beskaffenhed. Slagmarken bestod af et meget smalt stykke åbent land i en sænkning, som nyligt var blevet pløjet, og som var omkranset af skov. Dette var til englændernes fordel, både fordi den var smal således at franskmændene ikke kunne udnytte deres overtal optimalt, idet de ikke havde mulighed for at gå rundt om englændernes flanke, men også fordi franskmændene skulle arbejde sig igennem et tykt lag mudder.[29][30] En analyse af Battlefield Detectives har kigget på dynamikken på slagmarken.[31] De 1.000–1.500 engelske fodfolk var ifølge de samtidige beretninger placeret skulder ved skulder i fire rækker, hvilket bliver til en formation bestående af 250-300 mand i bredden (muligvis delt i to af en gruppe bueskytter i midten). Resten af den engelske position vil have været fyldt ud med langbueskytter og deres pæleværk. Franskmændenes første linjer bestod af fodfolk uden mulighed for at flanke den engelske linje på trods af deres talmæssige overlegenhed på grund af skovene i på hver side af slagmarken. Franskmændene var inddelt i tre formationer bag hinanden til at starte med, da der ikke var plads til dem ved siden af hinanden: Det første sammenstød fandt derfor sted mellem englænderne og den første linje, mens den næste linje begyndte sin fremrykning. De franske soldater blev også skubbet sammen og klemt af dem, som kom bagfra. Det og tabene pga. den konstante pileregn fra engelske langbuer, reducerede deres effektivitet betydeligt. Fremrykkende linjer blev også nødt til at træde rundt om eller henover de faldne for at komme frem til forreste række.

Battlefield Detectives-episoden erklærede, at når antallet af mænd overstiger fire per kvadratmeter, mindskes farten med op til 70 procent, da det ikke længere er muligt at bevæge sig frit.[31] Beretninger fra slaget beskriver, at franskmændene angreb de engelske fodsoldater og blev beskudt fra siderne af de engelske bueskytter imens mêléen udviklede sig. Den engelske kilde Gesta Henrici skriver: "For når nogle af dem, der blev dræbt ved slagets første sammenstød, faldt ved fronten, så var den udisciplinerede vold og trykket fra masserne af mænd bag dem så stort, at de levende faldt oven på de døde, og andre der faldt oven på de levende blev også dræbt."[32]

Selvom presset fra de franske styrker i første omgang gjorde, at englænderne blev skubbet tilbage, så blev de selv klemt så meget sammen af dem bagfra, at de ikke længere havde plads til at bruge deres våben ordentligt. Den franske munk fra St. Denis skrev "fortroppen, der bestod af omkring 5.000 mand, fandt sig selv så tæt pakket, at dem der stod i tredje række knap kunne bruge deres sværd",[33] og den burgundiske kilde har en lignende passage. I praksis var der ikke plads nok til, at alle disse mænd kunne kæmpe, og de var ude af stand til at reagere effektivt, da bueskytterne sluttede sig til fodfolkene i nærkampen. Da den anden franske linje nåede frem med sammenlagt omkring 8.000 mand (afhængigt af kilden), blev presset bagfra endnu kraftigere. Presset fra mænd der kom bagfra forhindrede de kæmpende soldater i at slås ordentligt.

Kampen fandt sted på en nypløjet mark efter et kraftigt regnskyl, og underlaget må derfor hurtigt være blevet en mudderpøl. Det dybe bløde mudder gjorde det yderst trættende at bevæge sig rundt i fuld og tung pladerustning. Den franske munk fra St. Denis beskriver de franske tropper som "marcherende igennem midten af mudderet, hvor de sank i til knæene. Så de var allerede overvundet med træthed, inden de nåede frem til fjenden". Det gav englænderne endnu en fordel, da de franske riddere, når de først var blevet slået i jorden, kun med meget stort besvær kunne rejse sig igen for at kæmpe. Barker forklarer, at nogle riddere druknede i mudderet tynget af deres rustninger og hjelme.[34] Deres begrænsede mobilitet gjorde franskmændene til lette mål for det engelske bueskytters pile. De engelske bueskytters udrustning var langt lettere end de franske ridderes, og gjorde dem mere mobile i kampen med de franske fodfolk.

Kampen[redigér | redigér wikikode]

Åbningstræk[redigér | redigér wikikode]

Morning of the Battle of Agincourt, 25th October 1415, malet af Sir John Gilbert (1884).

Om morgenen den 25. oktober ventede franskmændene stadig på, at yderligere tropper skulle dukke op; hertugen af Brabrant (ca. 2.000 mand),[35] hertugen af Anjou (omkring 600 mand)[35] og hertugen af Bretagne,[36] (6.000 mand ifølge Monstrelet) var alle på vej for at slutte sig til hæren. Det blev derfor diskuteret i den franske lejr, hvorvidt man skulle angribe eller vente.

Tre timer efter solopgang var kampen endnu ikke begyndt. I militære tekstbøger fra perioden står "overalt og ved alle lejligheder, hvor fodfolk marcherer mod deres fjende ansigt til ansigt, vil dem, der marcherer, tabe, og dem der står stille og holder fast sejre".[37] Derudover forventede franskmændene, at tusindvis af mænd ville slutte sig til dem, hvis de ventede. De blokerede for Henrik 5.'s tilbagetog, og var godt tilfredse med at vente, så længe det måtte vare. Det var endda blevet foreslået, at englænderne ville stikke af frem for at gå i kamp, når de så, hvor mange franske prinser de skulle slås imod.[38]

På den anden side var Henrik 5.'s mænd, der allerede var meget trætte af sult, sygdom og af at marchere. Selvom Henrik vidste, at hans hær ville klare sig bedre i en defensiv end en offensiv, ligesom franskmændene vidste, blev han nødt til at tage en kalkuleret risiko og flytte sin hær fremad for at starte slaget.[18] Dette medførte at opgive hans valgte stilling og flytte sig fremad mod fjenden, og genopstille de spidse træpæle så de pegede mod fjenden, hvilket hjalp med at beskytte bueskytterne for angreb fra kavaleriet.[39] Brugen af spidsede pæle var en ny opfindelse for englænderne. Under Slaget ved Crecy var bueskytterne blevet beskyttet af gravede render og andre forhindringer.[40] Hvis det franske kavaleri havde angrebet, inden pælene var blevet hamret på plads, ville resultatet sandsynligvis have været katastrofalt for englænderne, som det var under Slaget ved Patay. Franskmændene angreb dog ikke mens englænderne avancerede og bueskytterne havde tid til at gør deres forsvar klar.

Slagmarkens udformning synes også at have begrænset og besværet igangsætningen af det franske angreb. Franskmændene havde oprindeligt optegnet deres kampformationer med bueskytter og armbrøstskytter foran fodfolkene, og med de beredne soldater bagest specifikt designet til at "overfalde bueskytterne, og bruges deres kraft til at nedbryde dem",[41] men inden slaget blev både bue- og armbrøstskytterne sat bagved og på flankerne af fodfolkene (hvor de tilsyneladende stort set ikke har spillet nogen rolle i slaget, bortset fra en enkelt pileregn i begyndelsen af slaget). Kavaleriet, som kunne have ødelagt den engelske linje, hvis de havde angrebet, mens de flyttede deres pæle, angreb først efter den første salve af pile fra englænderne. Det er uklart om forsinkelsen skyldtes at franskmændene håbede, at englænderne ville lave et frontalangreb (og blev overraskede da englænderne i stedet startede med at beskyde dem fra deres nye defensive position), eller om ridderne i stedet ikke handlede hurtigt nok i forhold til den engelske fremrykning. Franske krønikeskrivere er enige om, at da det beredne angreb fandt sted, indeholdt det ikke lige så mange mænd, som burde det have haft. Gilles le Bouvier skriver, at nogle havde forladt rækkerne for at få varmen og andre var gået for at fodre deres heste.[42]

Under alle omstændigheder fik englænderne gravet deres pæleværk ned i en afstand, hvor kun meget lang skud kunne nå dem (omkring 270 m), og de begyndte herefter at beskyde franskmændene med en regn af pile.

Det franske kavaleriangreb[redigér | redigér wikikode]

Det franske kavaleri angreb bueskytterne, på trods af at de ikke var fuldtallige og lidt uorganiserede, men det blev en katastrofe, fordi de franske riddere ikke kunne flanke bueskytterne (på grund af skovene), og fordi de var ud af stand til at nå igennem mængden af spidsede pæle, der beskyttede bueskytterne. John Keegan argumenterer for, at lanbuens primære indflydelse på slaget på dette tidspunkt var at såre heste, idet de kun havde rustning på hovedet, og mange heste kom derfor ud af kontrol, når de blev ramt af pile i siden eller ryggen.[43] Kavaleriets angreb og efterfølgende retræte gjorde det mudrede terræn mellem de to hære endnu mere pløret. Julie Barker citerer en samtidig munk fra Klosterkirken Saint-Denis, som rapporterer om, hvordan sårede heste i panik galloperede igennem det fremrykkende infanteri, og red dem ned og spredte dem i deres hovedkulds flugt fra slagmarken.[44] De burgundiske kilder nævner også, at ridderne til hest trak sig tilbage ind i fodfolkenes fremadgående angreb.

De franske hovedangreb[redigér | redigér wikikode]

Connétable de France ledte selv angrebet af franske fodsoldater. Franske kilder beskriver deres fortrop til at bestå af mindst 5.000 fodtropper, hvilket betyder, at de har været englænderne overlegne 3-til-1, men før de kunne nå frem til fjendens linje skulle de krydse en mudret mark under konstant beskydning fra bueskytterne.

De franske soldaters pladerustning gjorde det muligt for dem at nå frem til englændernes linje under, hvad den franske munk fra St. Denis beskriver som "en skrækindjagende regn af pile". En fuldt dækkende pladerustning blev betragtet som så god beskyttelse, at et skjold var unødvendigt,[45] selvom den samtidige burgundiske kilde specifikt skelner mellem franskmænd, der benyttede skjolde, og dem der ikke gjorde, og Rogers har foreslået, at de forreste franske tropper har brugt økser og skjolde.[46] Moderne historikere er splittet i spørgsmålet om en langbue har været effektiv mod datidens rustning, og visse moderne tekster indikerer, at pile ikke ville kunne penetrere særligt rustninger i godt stål, mens andre mener, at pile sagtens kunne komme igennem særligt rustninger af dårlige kvalitet fremstillet i smedejern. Rogers skriver, at langbuen kan skyde igennem en brystplade på kort afstand og igennem tyndere rustning på arme og ben på omkring 200 meters afstand. Han betragter en ridder iført en rustning i bedste kvalitet af stål som mere eller mindre usårlig overfor pile mod brystpladen eller hjelmen, men mener at de stadig har været sårbare overfor skud mod arme og ben særligt på kort afstand.[47] Under alle omstændigheder har franskmændene været nødt til at slå visiret ned på deres hjelme og bøje hovedet nedad for at beskytte sig mod pile der kunne ramme deres øjne eller lufthuller i hjelmen, der var de svageste punkter i rustningerne. Dette har samtidig begrænset deres udsyn og besværliggjort vejrtrækningen. De franske soldater måtte bevæge sig nogle hundrede meter igennem dybt mudder med et tryk af frænder i ryggen iført omkring 25 kg rustning. Jo længere slaget skred frem, jo oftere har de også skulle gå rundt om eller henover faldne soldater.[48]

Kong Henrik 5. under slaget. Afbildet af Sir John Gilbert (1800-tallet).

De overlevende franske fodsoldater nåede det forreste af den engelske linje og skubbede den bagud med bueskytter på begge flanker, der kontinuerligt beskød dem på relativt kort afstand. Da bueskytterne løb tør for pile, lagde de buerne og greb økser, sværd og køller, som de havde brugt til at banke pæle ned med for derefter at angribe de nu uorganiserede, trætte og sårede franske fodsoldater foran dem. Franskmændene kunne ikke kapere de mange tusinde letpansrede bueskytter, der kunne bevæge sig langt hurtigere og mere adræt, da de ikke var tynget af tung rustning, kombineret med de engelske fodsoldater. Effekten af de tusindvis af pile kombineret med deres puklen i tung rustning igennem mudderet, varmen, manglen på ilt i hjelmene med visiret nede og presset af de mange soldater bag dem betød, at de franske fodsoldater "knap kunne løfte deres våben", da de endelig nåede frem til den engelske linje.[49]

De udmattede franske soldater beskrives som værende slået til jorden af englænderne og ud af stand til at komme op igen. Som mêléen udviklede side nåede den anden franske linje også frem til selve kampen, men de blev også opslugt, og grundet den smalle slagmark kunne de ikke udnytte deres overtal effektivt. Rogers foreslår, at franskmændene der var bagerst i formationen har forsøgt at skubbe fremad, og uden at vide det hindret muligheden for at manøvrere og kæmpe forrest i formationen, og bogstaveligt talt skubbet dem lige ind i den engelske formation af lanser. Efter den første bølge har franskmændende været nødt til at kæmpe over og oven på de døde, der var faldet. Under et sådant pres fra tusinde af mænd finder Rogers det plausibelt, at et stort antal soldater er blevet kvalt i deres rustninger, som det bliver beskrevet i flere kilder, og som det også kendes fra flere andre slag.[50]

De franske fodtropper blev taget til fange eller dræbt i tusindvis. Kampene varede omkring tre timer, men i sidste ende blev lederne af den anden franske linje dræbt eller fanget, ligesom det var tilfældet for dem i første linje. Den engelske Gesta Henrici beskriver tre store dynger af slagne under det tre vigtigste engelske bannere.[32]

Ifølge samtidige engelske kilder deltog Henrik i kampen. Da han hørte, at hans yngste bror, Humphrey, hertug af Gloucester, var blevet såret i skridtet, tog Henrik sin private garde og stod foran sin bror for at beskytte ham forrest i rækkerne, indtil han kunne blive slæbt i sikkerhed. Kongen Kongen fik et økeshug mod hovedet, der hakkede et stykke af den krone som var en del af hans hjelm.[51]

Angreb på de engelske forsyningstropper[redigér | redigér wikikode]

Henrik 5. under slaget. Kongen bærer en surcot med det engelsk rigsvåben og den franske Fleur de Lys som et symbol på hans krav på hans krav om den franske trone.

Den eneste franske succes var et udfald mod det engelske forsyningstropper ved Ysembart d'Azincourt, hvor de fik sikret sig nogle af Henriks personlige skatte, inklusive hans krone. De var kun let beskyttede med få fodsoldater og omkring 600 bønder, og de befandt sig bag de engelske linjer.[52] Om angrebet var planlagt som en del af den franske krigsstrategi eller om det var en lokal samling landevejsrøvere er uklart i kilderne. d'Azincourt var med sikkerhed en lokal ridder, men han kan have valgt at angribe som følge af sin lokalkundskab og manglen på højere rangerende soldater.[53] I nogle beretning skete angrebet i slutningen af slaget, og fik englænderne til at tro, at de blev angrebet bagfra. Barker følger her Gesta Henrici, som antages at være en feltpræst som befandt sig blandt forsyningstropperne, og konkluderer at angrebet fandt sted i starten af slaget.[53]

Henrik befaler at slå fangerne ihjel[redigér | redigér wikikode]

Uanset hvornår angrebet på forsyningstropperne fandt sted, så blev Henrik opmærksom på at franskmændende regrupperede sig på et tidspunkt efter de første engelske sejr. Gesta Henrici skriver, at dette var efter englænderne havde overvundet det franske stormløb, og havde øjnet den franske bagtrop ("i stort antal og stadig friske"[32]). Le Fevre og Wavrin skriver ligeledes, at der var tegn på, at den franske bagtrop regrupperede og "velorganiseret marcherede mod slagmarken", hvilket fik englænderne til at tro, at de var i fare.[54]

Under alle omstændigheder beordrede Henrik, man skulle henrette, hvad der måske var flere tusinde franske fanger, og kun spare de mest højstrangerende (sandsynligvis for at få udbetalt en enorm løsesum under deres ridderlige system ved krigsførsel). Ifølge de fleste krønikeskrivere var Henriks frygt, at fangerne (som i et ualmindeligt tilfælde faktisk var flere end dem, som holdt dem fanget), ville blive bevidste om situationen og ville overmande de udmattede engelske tropper med våben fra slagmarken. Selvom hans ordre var hensynsløs, blev hans beslutning accepteret grundet situationen, og selv ikke de franske krønikeskrivere kritiserer ham for det.[55] I sit studie af slaget argumenterer John Keegan for, at det primære mål ikke var at dræbe de franske riddere, men snarere at terrorisere dem til underkastelse, og dæmpe enhver mulighed for at de måtte genoptage kampen, som sandsynligvis ville have fået den uudnyttede franske bagtrop til også at deltage i kampen.[56] En sådan begivenhed ville have været en dødelig risiko for den stadig undertallig engelske tropper, der nemt kunne have ændret en forbløffende sejr til et tilsvarende altødelæggende nederlag, da de engelske styrker nu var blandet med de franske, og de ville have lidt alvorlige tab fra deres egne bueskytters pile, når de var blevet nødt til at genoptage skydningen. De engelske riddere nægtede at deltage i henrettelserne, da de anså det som uhæderligt og æreløst, og det var derfor et relativt lavt antal bueskytter, der foretog opgaven (omkring 200 ifølge estimater). Kombineret med vanskeligheden ved at dræbe så mange fanger på kort tid, har det fået Keegan spekulere på, om antallet af dræbte franske riddere måske end ikke nåede de hundrede før reservetropperne flygtede fra slagmarken, og Henrik gav kontraordre.[57]

Denne handling markerede enden på slaget, da de franske reservetropper mistede håbet og flygtede fra slagmarken, da de så hvor mange af deres adelsmænd der var blevet fanget og dræbt.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Manglen på pålidelige kilder gør det umuligt at give et præcist tal for de franske tab. Det står dog klart, at selvom englænderne var i undertal, så var deres tab meget mindre end franskmændene. De franske kilder angiver at mellem 4.000-10.000 døde under slaget, og op til 1.600 engelske tab. Det laveste forhold i de franske kilder angiver, at franskmændene tabte seks gange flere mænd en englænderne. De engelske kilder varierer mellem 1.500 og 11.000 døde på den franske side, mens de selv ikke skulle have mistet mere end 100 mand.[58]

Barker identificerer ud fra tilgængelige kilder, at "mindst" 112 englændere døde under slaget (inklusive Edvard af York, en af Edvard 3.'s børnebørn),[3] men ekskluderer de sårede. Et udbredt estimat angiver, at 450 englændere mistede livet, hvilket ikke er et ubetydeligt tal i en hær på omkring 8.500, men langt færre end de tusinder franskmændene mistede, hvoraf næsten alle blev dræbt eller fanget. Ved at bruge de laveste franske estimater for deres egne døde på omkring 4.000 giver det et forhold på næsten 9 til 1 i englændernes favør, og over 10 til 1 hvis fangerne bliver inkluderet.[59]

Den franske side led store tab. Tre hertuger, mindste otte grever, en vicomte og en ærkebiskop døde sammen med mange andre adelige. Blandt de kongelige officerer mistede Frankrig en Constable, admiral, Maître des Arbalétriers og prévôt af marskallerne.[60] Baillierne fra ni større byer i Nordfrankrig blev dræbt, ofte sammen med deres sønner, familie og støtter. Juliet Barker skriver, at slaget "lavede et stort hul i de naturlige ledere i Artois, Ponthieu, Normandy og Picardy." [61] Antallet af fanger varierer mellem 700 og 2.200, hvoriblandt hertugen af Orléans (den berømte digter Charles d'Orléans) og Jean Le Maingre (kendt som Boucicault) Marskal af Frankrig.[62] Næsten alle disse fanger har været adelige, da mindre værdifulde fanger blev slået ihjel.

Selvom sejren var militært var afgørende, var dens indvirkning kompleks. Den ledte ikke umiddelbart til yderligere engelske erobringer da Henrik prioriterede at komme tilbage til England, hvilket han gjorde d. 16. november og modtog en hyldest i London d. 23. samme måned.[63] Af hans undersåtter og andre riger i Europa blev Henrik opfattende som en sejrende helt der kom hjem velsignet af Gud. Det etablerede det legitime i Lancastermonarkiet og Henriks fremtidige kampagner i sin higen efter "rettigheder og privilegier" i Frankrig.[64] Andre fordele ved sejren var længerevarende. Kort efter slaget gik den skrøbelige våbenhvile mellem de Armagnac og de burgundiske fraktioner i stykker. Hovedparten af de slagne var på Armagnacs side og det var dem, der havde mistet flest ledende officerer, og bar skylden for nederlaget. Burgunderne benyttede muligheden, og 10 dage efter slaget mønstrede de deres hære og marcherede mod Paris.[65] Det manglende sammenhold i Frankrig tillod at Henrik brugte 18 måneder på at forberede en ny kampagne både politisk og militært. Da kampagne startede var det lettere for Henrik på grund af den skade, der var gjort på politiske og militære steder i Normandiet under slaget.[66]

Det tog adskillige års kampagne, men Henrik nåede til sidst sit mål. Han blev anerkendt som regent og arving til tronen af franskmændene ved Freden i Troyes (1420). Dette blev cementeret af hans ægteskab med Katherine af Valois, datter af Karl 6. Henrik døde dog i en alder af 36, to måneder inden Karl, og blev således aldrig konge af Frankrig. Hans søn Henrik 6. blev teknisk set konge af Frankrig med Karls død, men regenten havde reelt kun kontrol over den nordlige del af landet mens Dauphin regerede i syd og krævede tronen.

Notable tab[redigér | redigér wikikode]

Franske[redigér | redigér wikikode]

Notable faldne franskmænd (primært navngivet af Enguerrand de Monstrelet[67]) inkluderer:[68]

Ledende officerer:

De tre hertuger:

Syv grever (otte med d'Albret):

Og omkring 90 baroner og andre, inklusive:

Engelske[redigér | redigér wikikode]

Notable tab inkluderer:

Fanger[redigér | redigér wikikode]

Blandt de omkring 1.500 fanger, der blev taget af englænderne, er følgende franskmænd notable:

Antal ved Agincourt[redigér | redigér wikikode]

I Anne Currys bog Agincourt: A New History fra 2005, argumenterer hun for (baseret på forskning i overlevende administrative dokumenter), at den franske hær har bestået af omkring 12.000 mand, og englændernes har været omkring 9.000 mand, hvilket giver et overtal på 4:3.[2] Juliet Barker skriver derimod i sin bog Agincourt: The King, the Campaign, the Battle (også udgivet i 2005), at englænderne var i undertal "mindst fire til én og muligvis helt op til seks til én".[73] Hun foreslår tal omkring 6.000 for englænderne og omkring 36.000 for franskmændende, baseret på Gesta Henrici's tal på omkring 5.000 bueskytter og 900 engelske fodsoldater og Jean de Wavrins udsagn om at "franskmændene var seks gange så talrige som englænderne".[74] Encyclopædia Britannica fra 2009 bruger tallen omkring 6.000 englænderen og 20.000 til 30.000 franskmænd. Britannica fra 1911 opgiver nogle noget andre tal; omkring 6.000 bueskytter, 1.000 fodsoldater og "nogle få tusinde andre til fods" for englænderne, og et fransk overtal på "mindst fire gange så mange".[75]

Med et af de laveste estimater for den franske hær men samtidig med et af de højeste for den engelske hær er Curry blandt en minoritet der foreslår, at forholdet var så tæt som 4:3. Visse historikere har støttet hendes teori om, at den franske hær var noget mindre end man ellers har antaget og den engelske noget større, selvom de ikke nødvendigvis er enige i Currys nøjagtige tal. Bertrand Schnerb, der er professor i middelalderhistorie på Universitet i Lille, mener, at den franske hær sandsynligvis bestod af mellem 12.000 og 15.000 tropper.[76] Ian Mortimer skrev i sin bog 1415: Henry V's Year of Glory fra 2009, at Curry "minimerer det franske antal (ved at begrænse hendes tal til dem i en grundlæggende hær med få andre specifikke kompagnier) og maksimerer det engelsk antal (ved at antage at tallene, der blev sendt hjem fra Harfleur ikke var større end sygelister)", men er enig i at tidligere estimater overdriver forholdene, og han foreslår at "den mest ekstreme ubalance, som er troværdig, er 15.000 franske tropper mod 8.100 engelsk: et forhold på omkring to-til-en".[77]

Clifford J. Rogers, professor i historie på United States Military Academy, har for nylig argumenteret for at arkivmaterialet er for ukomplet til for alvor at ændre hans opfattelse af, at englænderne var i undertal 4:1.[76][78] Juliet Barker er også uenig med Currys argumenterer i et afsnit af sin bog om Agincourt, at "Bevarede administrative optegnelser på begge sider, men særligt de franske, simpelthen er for ukomplette til at støtte [Currys] påstand om at 9.000 englændere blev sat op imod en hær, der kun var 12.000 mand stærk. Og hvis forskellen virkelig var så lille som 4:3 så gør dette beretninger om kampens forløb, som beskrevet af øjenvidner og samtidige kilder, til nonsens."[79]

Dem, der støtter en større ubalance, har generelt lagt større vægt på samtidige kilder og særligt øjenvidneberetninger. Gesta Henrici giver plausible tal for englænderne med omkring 5.000 bueskytter og 900 fodfolk, men Mortimer beskriver dem som "voldsomt upræcise" ved at skrive at englænderne var i undertal med 30:1, og der er også tvivl om, hvor meget der blev skrevet som propaganda for Henrik 5. Proportionerne virker også ukorrekte, da man fra bevarede kilder ved, at Henrik tog afsted med omkring fire gange så mange bueskytter som fodfolk og ikke 5½ gange så mange. Dem, der støtter tallene fra Gesta for den engelske hær, har generelt antaget, at selvom den engelske hær tog fra Harfleur med otte eller ni tusinde mænd, så er det plausibelt at de, efter flere ugers kampagner og sygdom i et fjendtligt område, har mistet mellem to og tre tusinde kæmpende mænd. Mortimer skriver dog: "På trods af prøvelserne på marchen havde Henry mistet meget få mænd til sygdom eller død; og vi har uafhængige vidnesbyrd om, at ikke mere end 160 var blevet taget til fange på vejen." [80]

Mortimer skriver, at de burgundiske tal for den franske fortrop på 8.000 med en fortrop på 1.400 (eller 2.400) fodfolk i flankerne nogenlunde korresponderer med tal på omkring 10.000 som hertugen af Berry's herold angiver. Burgunderne beretter også om 4.000 bueskytter og 1.500 armbrøstskytter i fortroppen, hvilket ville få det samlede antal op på "14 eller 15 tusinde kæmpende mænd".[80] (Det skal bemærkes at burgunderne angiver den samlede franske hær til at inkluderer urealistiske 50.000 mand,[81] og tallene de bruger korresponderer ikke med de forhold, som de beskriver. Ved at bruge lignende tal, skriver Jean Le Fevre, at englænderne var i undertal 3:1, hvorimod Wavrin mener, at englænderne var i undertal 6:1.[82])

En særlig årsag til forvirringen kan være antallet af tjenere på begge sider. Mortimer foreslår, at fordi der var så meget højere proportioner på den franske side, så var tallet af ikke-kæmpende endnu højere. Enhver soldat kunne forventes at have en page, som har reddet på en af hans reserveheste. Hvis den franske hær havde omkring 10.000 ekstra beredne mænd (modsat kun 1.500 ekstra i den engelsk hær), så "så englænderne nok en hær der var tre gange så stor som størrelsen på deres egne kampstyrke".[83]

Det er åbent til debat om disse skal tælles som ikke-kæmpende; Rogers accepterer eksempelvis, at franskmændene givetvis havde omkring 10.000 soldater, men inkluderer eksplicit én "gros valet" (en bevæbnet, pansret og bereden militærtjener) per fransk soldat i sine beregninger for forholdet.[84]

Populære gengivelser[redigér | redigér wikikode]

"Agincourt Carol" fra 1400-tallet.

Kort efter den engelske sejr ved Agincourt blev der skrevet flere populære folkesange om slaget, hvoraf den mest berømte er "Agincourt Carol", der blev skrevet i første halvdel af 1400-tallet.[85] Andre ballader fulgte, inklusive "King Henry Fifth's Conquest of France", der fremhævede bestemte begivenheder, som kun var nævnt kort blandt de oprindelige krønikeskrivere.[86]

Den mest berømte kulturelle fremstilling af slaget i dag er dog gennem William Shakespeare's Henry V, der blev skrevet i 1599. Skuespillet fokuserer på presset som konge, spændingerne mellem hvordan kongen skulle fremstå - ridderlig, ærlig og retfærdig - og hvordan en konge nogle gange må optræde - Machiavellistisk og hensynsløse.[87] Disse spændinger bliver illustreret i Shakespeares afbildning af Henriks beslutning om at dræbe nogle af de franske fanger, samtidig med han prøver at retfærdiggøre det og distancere sig selv fra begivenheden - dette tidspunkt i slaget bliver skildret som et brud på ridderligheden og som et nøgleeksempel på kongens paradokser.[88] Shakespeares skildring af slaget spiller også på temaet modernitet - Shakespeare stiller den moderne engelske konge og hans hær op som kontrast mod den ældre og ridderlige franske hær.[89] Shakespeares skuespil skildrer Henrik som leder af en sand engelsk hær i slaget og spiller på vigtigheden mellem linket mellem monarken og de almindelige soldater under kampen.[90] Det oprindelige skuespil har dog ikke nogle scener af selve slaget, hvilket har fået kritikeren Rose Zimbardo til at beskrive det som "fuld af krigsførsel, men tomt for konflikt."[91]

Skuespillet introducerede den berømte St Crispins Dag-tale; Shakespeare lader Henrik give en rørende tale til sine soldater lige inden slaget, og opfordrer sin "våbenbrødre" til at stå sammen i den kommende kamp.[92] Som en af Shakespeares mest heroiske taler, har kritikeren David Margolies beskrevet, hvordan den "oser af ære, militær hæder, fædrelandskærlighed og selvopofrelse", og at den danner et af de første eksempler i engelsk litteratur, der forbinder solidaritet og kammeratskab til succes i kamp.[92][93] Delvist som resultat heraf blev slaget brugt som en metafor i begyndelsen af første verdenskrig, da British Expeditionary Force forsøgte at stoppe den tyske fremmarch.[94]

Shakespeares version af slaget ved Agincourt er blevet filmatiseret i adskillige små og to større film – af Laurence Olivier i 1944, og af Kenneth Branagh i 1989. Da Oliviers film er indspillet kort inden invasionen af Normandiet, har han givet slaget, hvad Sarah Hatchuel beskriver som en "spændende og heroisk" tone, med en kunstigt, filmisk look på kampscenerne.[95] Branaghs version giver en længere og mere realistisk skildring af selve slaget, og trækker på historiske kilder og billeder fra Vietnam og Falklandskrigen.[96] I hans filmatisering bruger Peter Babakitis digitale effekter til at overdrive realistiske effekter i kampscenerne og skaber en mere avant-garde fortolkning af kampene ved Agincourt.[97]

Slaget forbliver et vigtigt symbol i populærkulturen. Eksempelvis blev der afholdt en falsk retssag i Washington D.C. i marts 2010 mod Henrik 5. for hans forbrydelser og slagtningen af fanger, som både trak på historiske kilder og Shakespeares skuespil. Samuel Alito og Ruth Bader Ginsburg deltog som dommere. Retssagende strakte sig fra retfærdigheden i krigen og ikke kun til spørgsmålet om fangerne. Selvom publikum stemte så tæt, at det var vanskeligt at afgøre udfaldet, blev Henrik fundet skyldig af retten på baggrund af "udviklede standarder for civilsamfundet".[98][99][100]

Den engelske forfatter Bernard Cornwells roman Azincourt fra 2008 handler om bueskytten Nicholas Hook, der deltager i slaget. Cornwell har baseret bogen på adskillige kilder, og hovedpersonen er også taget fra de engelske lister over deltagende bueskytter.

Slagmarken i dag.
[[Billede:{{{billede}}}|{{{bredde}}}|:Image:AGINCOURT.hto3.jpg]]
Slagmarken i dag.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Barker 2005, p. 227.
  2. 2,0 2,1 2,2 Curry 2006, p. 192.
  3. 3,0 3,1 3,2 Barker 2005, p. 320.
  4. Agincourt aftermath fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret oktober 27, 2009)
  5. de Monstrelet 1853, p. 340.
  6. Keegan 1976, p. 86.
  7. Curry 2000, pp. 22–6.
  8. Honig, Jan Willem (2012). "Reappraising Late Medieval Strategy: The Example of the 1415 Agincourt Campaign". War In History 19 (123): 123-151. Hentet 8. december 2014. 
  9. Barker 2005, p. 13.
  10. Barker 2005, pp. 67–69.
  11. Barker 2005, pp. 107, 114.
  12. Guardian newspaper:French correction: Henry V's Agincourt fleet was half as big, historian claims, 28 July 2015
  13. Hibbert 1971, p. 67.
  14. Barker 2005, p. 219.
  15. Wylie & Waugh 1914, p. 118.
  16. Seward 1999, p. 162.
  17. Living dictionary of the French language. 25. maj 2013.  Arkiveret 14 December 2013.
  18. 18,0 18,1 Mortimer 2009, pp. 436–7.
  19. Barker 2005, pp. 271, 290.
  20. Curry 2006, p. 166.
  21. Barker 2005, pp. 283–4.
  22. 22,0 22,1 Mortimer 2009, p. 422.
  23. Rogers 2008b, p. 107.
  24. Barker 2005, pp. 276–8.
  25. Battle of Agincourt 1415, Wavrin
  26. citeret i Curry 2000, s. 181.
  27. Citeret i Curry 2000, s. 159.
  28. Citeret i Curry 2000, s. 106.
  29. Wason 2004, p. 74.
  30. Holmes 1996, p. 48.
  31. 31,0 31,1 Crowd Dynamics staff. "Battlefield Detectives – Agincourt". Crowd Dynamics Ltd Battlefield Detectives – Agincourt. Hentet 9 September 2005.  Arkiveret 5. april 2005.
  32. 32,0 32,1 32,2 Curry 2000, p. 37.
  33. Citeret i Curry 2000, s. 107.
  34. Barker 2005, p. 300.
  35. 35,0 35,1 Mortimer 2009, p. 449.
  36. Mortimer 2009, p. 416.
  37. Barker 2005, p. 287.
  38. Barker 2005, p. 288.
  39. Keegan 1976, pp. 90–1.
  40. Bennett 1994.
  41. Barker 2005, p. 273.
  42. Barker 2005, p. 291.
  43. Keegan 1976, pp. 92–6.
  44. Barker 2005, p. 293.
  45. Nicholson 2004, p. 109.
  46. Rogers 2008, p. 90.
  47. Rogers 2008, pp. 110–13.
  48. Barker 2005, pp. 297–298.
  49. Curry 2000, p. 159.
  50. Rogers 2008, pp. 95–8.
  51. Mortimer 2009, p. 443.
  52. Curry 2006, pp. 207–9.
  53. 53,0 53,1 Barker 2005, p. 308.
  54. Curry 2000, p. 163.
  55. Barker 2005, pp. 302–305.
  56. Keegan 1976, pp. 107–12.
  57. Keegan 1976, p. 112.
  58. Alle tabstal stammer fra tabel i Curry 2000, s. 12.
  59. Tabstal fra Religeux of St Denis og Jean Juvenal des Ursins som angivet i Curry 2000, s. 12.
  60. Barker 2005, pp. x, 321, 323.
  61. Barker 2005, pp. 322–3.
  62. Barker 2005, pp. 337, 367, 368.
  63. Mortimer 2009, pp. 475, 479.
  64. Mortimer 2009, pp. 547–8.
  65. Barker 2005, p. 354.
  66. Barker 2005, p. 381.
  67. The Chronicles of Enguerrad de Monstrelet, (Ch. 147)
  68. For en mere fyldestgørende liste over franske tab
  69. 69,0 69,1 69,2 69,3 Walsingham 2005, p. 412.
  70. Rosemary Horrox, ‘Edward, second duke of York (c.1373–1415)’, Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004 accessed 14 March 2011
  71. Simon Walker, ‘Pole, Michael de la, second earl of Suffolk (1367/8–1415)’, Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online den, Jan 2008 accessed 14 March 2011
  72. T. F. Tout, ‘Dafydd Gam (d. 1415)’, rev. R. R. Davies, Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004 ;online edn, Jan 2008 accessed 14 March 2011
  73. Barker 2005, p. x.
  74. Barker 2005, p. 274.
  75. Encyclopaedia Britannica, Volume 1 1911, p. 375.
  76. 76,0 76,1 Glanz 2009.
  77. Mortimer 2009, p. 566.
  78. Rogers 2008a, pp. 114–21.
  79. Barker 2005, p. xvi.
  80. 80,0 80,1 Mortimer 2009, p. 565.
  81. Curry 2000, p. 12.
  82. Curry 2000, p. 157.
  83. Mortimer 2009, pp. 421–2.
  84. Rogers 2008, pp. 60–2.
  85. Curry 2000, p. 280–3.
  86. Woolf 2003, p. 323.
  87. Cantor 2006, p. 15.
  88. Cantor 2006, pp. 21–2.
  89. Cantor 2006, p. 20.
  90. Cantor 2006, p. 16.
  91. Hatchuel 2008, p. 193.
  92. 92,0 92,1 Margolies 2006, p. 149.
  93. Adams 2002, p. 31.
  94. Adams 2002, p. 183.
  95. Hatchuel 2008, pp. 194–5.
  96. Hatchuel 2008, p. 195.
  97. Hatchuel 2008, p. 200.
  98. Judgment at Agincourt. C-SPAN. 16 March 2010.  link to video
  99. Treanor, Tim (18 March 2010). High Court Rules for French at Agincourt. DC Theater Scene. 
  100. Jones, Andy (8 March 2010). High Court Justices, Legal Luminaries Debate Shakespeare's 'Henry V'. National Law Journal. 

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]