Ludvig Holberg

Ludvig Holberg

Ludvig Holberg blev født d. 3. december 1684 i Bergen, Norge. Han døde i København den 28. januar 1754. Holberg var den yngste af seks brødre, og hans far, Christian Nielsen Holberg, døde før Ludvig var et år gammel.

Studier

Holberg blev uddannet i København og var i mange år lærer ved Københavns Universitet. Samtidig begyndte han sit meget omfattende forfatterskab, således i de tidlige år den første serie af komedier.

Han havde studeret teologi på Københavns Universitet og senere på egen hånd jura, historie og sprog. Formelt set drev han ikke de teologiske studier særlig vidt, for han lod sig nøje med en attestats, dvs. en beskeden eksamen der gav ret til at virke som præst; han uddannede sig hverken til baccalaureus, magister eller doktor i faget og stræbte tydeligvis ikke efter en karriere som enten teologisk professor, domprovst eller biskop.

I Holbergs ungdom studerede man typisk teologi - og specialiserede sig eventuelt efter attestats i f.eks. græsk, latin, filosofi eller historie. Ville man være jurist var det almindeligt at studere i udlandet. Først i 1736 etableredes en uddannelse som såkaldt dansk jurist på universitetet i København, en særlig uddannelse der fortsattes i 200 år. Det antages at Holbergs værk om naturretten og folkeretten er blevet læst af mange af de danske jurister, men også af flere andre.

Professoransættelse

Holberg blev - efter at have stået i kø som kommende professor, men endnu ikke var betalt som sådan - formelt udnævnt, men måtte acceptere at begynde i dét fag der først var ledigt, nemlig metafysik. Senere blev han professor i veltalenhed, dvs. i latin, og sidst fik han professoratet i det fag han - efter alt at dømme - satte størst pris på, og som han var meget produktiv indenfor, historie.

Udlandsrejser

Holberg var meget lærd og berejst. Han rejste i sin sene ungdom til storbyer i lande som Holland og Frankrig og opholdt sig også en tid i Rom. Han boede i længere tid i Oxford i England, nemlig fra 1706 til 1708, hvilket var et særsyn i samtiden, hvor åndslivet var mere orienteret mod det kontinentale Europa. Han var imidlertid ikke formelt indskrevet på universitetet i Oxford, men brugte sin tid på bibliotekerne og på latinske diskussioner med de engelske studerende.

Forfatterskab

Holbergs rejser har været ham en stor inspiration i hans senere skrivning - de mange indtryk har også modnet ham kunstnerisk og moralsk. Holberg lod sig inspirere af de gamle latinske komedier og franske komedier, han havde set i Paris og af gadeteatret i Rom.

Hans forfatterskab kan deles op i tre perioder (ikke sat i rækkefølge); den historiske, den poetisk/komiske og den filosofiske. Den poetiske raptus var, da han i samtiden satte produktionsrekord med de komiske dramaer, han spyttede ud i lange baner. Det var manuskripter til skuespil opført i København (i sig selv bøger). Det er samtidig også dem, han i eftertiden er blevet mest kendt for.

Vigtigt at notere sig er i øvrigt, at han i en af de sidste bøger, han skrev om sit liv, indrømmede, at han var skinsyg og meget bange for, at det andre skrev, skulle være bedre end det, han selv skabte. Dette er i øvrigt en kilde til at forstå hans forfatterskab – hans vrede på samfundet, andre lektorer og universitetet gjorde ham skarp, og var gennemgående en drivkraft i Holbergs forfatterskab.

320-års fødselar foran Det Kgl. Teater

Ideologi – oplysningstidens mand

Holberg traf under et ophold i Paris den danske videnskabsmand Jacob Winsløw, som var katolik. Winsløw prøvede at omvende Holberg, men dette resulterede blot i, at Holberg blev anti–katolik og altid senere bevarede denne holdning – dermed ikke sagt, at Holberg var hedning eller ikke-troende. Han tilhørte den lutherske tro.

Holberg kritiserede skolernes undervisning i kristendom: ”Børn maa giøres til Mennesker, førend de blive Christne” og ”hvis een lærer Theologie, førend han lærer at blive Menneske, bliver han aldrig Menneske”.

Holberg tror på fornuftens guddommelige lys i vort indre, og for ham må det være undervisningens første mål at eleverne lærer at bruge deres sanser og forstand – i stedet for nytteløs terpen af en lærebog. Dette var en ny, moderne opfattelse af religionsspørgsmålet, og det kendetegner Holberg som i højeste grad værende oplysningens mand. Holberg var i øvrigt interesseret i fornuften, fordi han mente, at det var denne, som bandt samfundet sammen. Desuden undrede det Holberg, at der kunne findes så meget ondskab i samtiden, når man jo blot kunne lade fornuften råde i stedet. Man kan altså sige, at han bevæger sig væk fra en religiøs forklaring på ondskaben hen imod en rationalistisk/empirisk tænkemåde, og dette er jo vigtigt pga. hans status som en stor forfatter i både samtid og eftertid.

Holberg har en positiv holdning til bibelkritikken, og han foruroliges heller ikke af det nye heliocentriske verdensbillede, som står i kontrast til bibelens omtale af jorden som ubevægelig - han skriver i en af sine epistler herom: "de hellige Bøger ere ikke skrevne for at oplyse Mennesker udi Astronomie, men for at veyvise dem udi Saligheds Sager."

Holbergs religiøsitet repræsenterer i det store og hele, hvad man kalder deisme.

Han forholder sig kritisk til forestillingen om arvesynden og nærer tillid til menneskets frie vilje.

Holbergs erklærede hensigt med sin forfattervirksomhed var i øvrigt at sprede oplysning til gavn for almenheden og til nytte for samfundet. Dette stemmer overens med billedet af Holberg som fremskridtets og oplysningstidens mand.

Det er værd at notere sig, at Holberg fandt sig bedst til rette i storbyer med stor kultur – småbyer og natur interesserede ham ikke. Han fandt det hæsligt.

Indflydelse på videnskaberne

Statue af Holberg i Bergen

Før Holbergs tid havde videnskaberne været underlagt teologien, hvis forestillinger, f.eks. om verdensbilledet, var uanfægtelige. 1700-tallets oplysning betød, at videnskaben blev gjort mere folkelig, og den var et fremskridt for den erfaringsbaserede undersøgelse – empirismen - der ikke mindst gav videnskaben nyt grundlag og nye muligheder. Holberg bidrog principielt til denne udvikling.

Holbergs ideal for videnskab var, at denne skulle gå induktivt frem (dvs. igennem erfaringer bygget på observationer) og være til praktisk nytte, hvilket vi ser et morsomt eksempel på i hans "Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge" (1745) - hvor han ræsonnerer sig frem til, at smitten mest sandsynligt hidrører fra mikroorganismer.

Holberg og hans forhold til økonomien

Ungdom

Holberg måtte leve nøjsomt i sin ungdom og tidlige voksentid. Han tjente sit brød som huslærer og som rejsefælle for adelige og forsøgte sig som privatmanuduktør ved universitetet. Han fik endvidere støtte fra et stort legat til at rejse til universiteter i udlandet, vel at mærke protestantiske universiteter, men det var en forudsætning han ikke respekterede, for han søgte de steder hvor diskussionen gik højest og hvor udfordringerne var størst.

Under sit ophold i England har Holberg øjensynlig lagt en plan om et faglitterært forfatterskab, og han begyndte efter sin hjemkomst til København at skrive om historie. Senere skrev han også om natur- og folkeret, sandsynligvis på tilskyndelse fra en ældre professor der kunne se hans talent som forfatter, og som mente at de natur- og folkeretslige forfattere som Hugo Grotius og Samuel Pufendorf var temmelig utilgængelige.

For at få størst mulig fortjeneste udgav Holberg selv sine egne værker og solgte dem stykvis eller som subskription til interesserede, typisk i ark, dvs. i sæt af sider som køberen selv fik indbundet. Holberg søgte også - med et vist held - at finde personer der kunne stå for et salg i Norge. Hans bog om natur- og folkeretten kom i flere oplag og kan formodes, regnskaber foreligger ikke, at have været en god, muligvis solid, indtægtskilde.

Placering af midler

Holbergs Professorbolig i Fiolstræde. Efter et Maleri i Oldnordisk Museum. Illustration i Oluf Nielsen (1838-1896), Kjøbenhavn paa Holbergs Tid (København, 1884)

Eftersom Holberg levede meget asketisk kunne han lægge en stor del af salgsindtægterne til side og udlåne dem eller investere dem aktivt. Han har flere steder i sine skrifter været efter borgere og adelige der brugte deres midler på en uproduktiv måde til at blive båret omkring i stol, til at føre stor husholdning og til at kaste penge bort til luksus. Holberg drak og spiste meget beskedent og foretrak at gå frem for at betale for kørsel. Han mente at når han havde gjort sine udlandsrejser til fods og fortsatte med at gå, var det grunden til at han kunne holde sin malaria - som han havde pådraget sig i syden - nede.

Da han skønnede at han kunne placere sine midler bedre end i handelsforetagender placerede han sine penge i fast ejendom. Sin første store ejendomsanskaffelse, Borupgaard nær Havrebjerg, skete etapevis, først udlånte han penge til gårdens daværende ejer, senere overtog han selv gården.

Nogle år efter anskaffede Holberg også Tersløsegård ved Dianalund, den eneste af hans ejendomme der er bevaret, for de andre - i Bergen, i København og ved Havrebjerg - er brændt eller nedrevet.

Sorø Akademi indsat i Holbergs testamente

Da Holberg var både ugift og barnløs, men i slutningen af sit liv havde samlet en anselig formue, var han interesseret i at sætte sig et eftermæle, og modtog en opfordring om at testamentere sine midler til Sorø Akademi, der var et kongeligt ridderakademi, hvis formål - på det tidspunkt - var at etablere en institution på universitetsniveau for unge adelige mænd.

Holberg støttede idéen om akademiet, udarbejdede forslag til dets indretning og virke og blev spurgt af kongens tilsynsførende om visse professorudnævnelser. Det var således på Holbergs foranledning, at Jens Schelderup Sneedorff blev ansat som lærer i statskundskab ved akademiet i 1751.

Aftalen med kongen indebar at Holberg opnåede skattefrihed af indtægterne på jorderne, hvorved summen der skulle tilfalde akademiet blev det større.

Samtidig opnåede han titel af baron. Måske har det pirret Holbergs forfængelighed at være blevet adelig, men frem for alt var det et tegn på at han havde samlet sig en meget stor ejendom, og at han var tillagt en række pligter og rettigheder i økonomisk og juridisk henseende (der i dag ville være placeret hos offentlige myndigheder).

I Sorø Klosterkirke kan man se Holbergs sarkofag, et værk af Johannes Wiedewelt.

Gerrig eller fornuftigt tilbageholdende?

Det fremgår af Holbergs korrespondance fra tiden at han var meget tilbageholdende med at bruge midler hvor han ikke mente at de var nyttige, f.eks. afslog han henstillinger fra sognepræsten i Havrebjerg om at retablere en bro, Staklebro, nær Bromøllegaard. Den blev, så vidt det vides, først retableret efter hans død. Han ville heller ikke forhøje vederlæggelsen af degnen i Havrebjerg, den såkaldte Africanus. Han havde et godt øje på fogeden på Bromøllegaard og involverede sig i en proces mod ham, som han tabte. Og endelig efterlod han meget lidt til sine slægtninge.

Holberg fremhævede nogle gange at han var villig til at bruge penge, hvis dette havde en fornuftig hensigt, og gav som eksempel at han havde forsynet nogle af sine fæstebønder med midler således at de kunne komme på fode efter forskellige tilbageslag.

Holberg var således den direkte modsætning til figuren Jeppe, som Holberg på den ene side hængte ud til spot og spe, men som han på den anden side også synes at have haft en vis sympati for. Måske mente han at Jeppe ikke - fra fødslen - havde fået det der kunne sætte ham i stand til at tage ansvaret for sit liv?

Da akademiet havde store økonomiske vanskeligheder, fordi søgningen var særdeles begrænset, blev det aftalt at Holberg skulle frigøre midler til driften, mens han levede.

Kvæstor

Da Holberg efter tur havde været rektor for universitetet et års tid var han i mange år dets kvæstor, dvs. ejendomsadministrator og forretningsfører. Universitetets indtægter kom ikke fra statskassen, men fra de mange jordejendomme som det havde fået testamentarisk og på anden vis.

Der var en enkelt eller to der rettede kritik af Holbergs forretningsførelse, men det er det altovervejende indtryk at han var overmåde dygtig som ejendomsadministrator dette hverv lå ganske øjensynlig for ham. Som kvæstor opnåede Holberg at blive fritaget for at skulle undervise, således at han kunne koncentrere sig om at skrive og administrere, dels for universitetet, dels for sig selv.

Bibliografi

Komedier

• Den Politiske Kandestøber, 1722
• Den Vægelsindede, 1722
• Jean de France eller Hans Frandsen, 1722
• Jeppe paa Bierget eller den forvandlede Bonde, 1722 (optaget i Kulturkanonen, 2005)
• Mester Gert Westphaler, 1722
• Barselstuen, 1723
• Den ellefte Junii, 1723
• Jacob von Tyboe eller den stortalende Soldat, 1723
• Ulysses von Ithacia, 1723
• Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, 1723
• Don Ranudo de Colibrados, 1723
• Uden Hoved og Hale, 1723
• Den Stundesløse, 1723
• Hexerie eller Blind Allarm, 1723
• Melampe, 1723
• Det lykkelige Skibbrud, 1724
• Det Arabiske Pulver, 1724
• Mascarade, 1724
• Julestuen, 1724
• De Usynlige, 1724
• Kildereisen, 1725
• Henrich og Pernille, 1724-1726
• Den pantsatte Bondedreng, 1726
• Pernilles korte Frøkenstand, 1727
• Den Danske Comoedies Liigbegængelse, 1727
• Den honette Ambition, 1731
• Plutus eller Proces imellom Fattigdom og Riigdom, utg. 1753
• Husspøgelse eller Abracadabra, utg. 1753
• Philosophus udi egen Indbildning, utg. 1754
• Republiqven eller det gemeene Bedste, utg. 1754
• Sganarels Rejse til det philosophiske Land, utg. 1754

Digte

• Peder Paars, 1719-20
• fire Skæmtedigte, 1722
• Metamorphosis eller Forvandlinger, 1726
• Epigrammer (på latin), 1737, udvidet udgave 1749

Romaner

• Nicolai Klimii iter subterraneum, 1741. (Overs. til da. av Hans Hagerup, 1742: Niels Klims underjordiske Rejse.)

Essays

• Moralske Tanker, 1744
• Epistler, 1748–54
• Moralske Fabler, 1751
• Tre latinske levnedsbreve, 1728-1743

Historiske værker

• Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier, 1711
• Dannemarks og Norges Beskrivelse, 1729
• Dannemarks Riges Historie, 1732–35
• Den berømmelige Norske Handel-Stad Bergens Beskrivelse, 1737
• Almindelig Kirke-Historie, 1738
• Den jødiske Historie fra Verdens Begyndelse, fortsat til disse Tider, 1742
• Adskillige store Helte og berømmelige Mænds sammenlignede Historier, 1739–53
• Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier, 1745

Juridiske værker

• Morals Kierne eller Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab, 1716

Landbrugsforhold

• Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge med nogle oeconomiske Anmerkninger, 1745. Qvæg-Syge kaldes nu kvægpest

Se også

• Litteratur

• Holberg Teatret i Kalundborg

• Bådteatret i Nyhavn, København opfører Jeppe i et dansk-polsk samarbejde april 2006

• Folkeret

Eksterne kilder/henvisninger

• Ole B. Thomsen: Embedsstudiernes Universitet, bd. 1-2 (Akademisk Forlag, København 1975)
• Grethe Ilsøe: Juridisk eksamen for ustuderede. Kollektiv biografi af 1. kandidatgeneration (eksamensårgangene 1736-65) i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1985, nr. 2
• Aage Kragelund: Ludvig Holbergs Tre Levnedsbreve 1728-1743.
• Artikler m.v. af H.G. Olrik.
• Holbergs Breve udgivet af Verner Dahlerup, jf. Holberg's breve

• Dansk Biografisk Leksikon
• ABRACADABRA: DIGITAL HOLBERG Internetsider om Ludvig Holberg
• Ludvig Holberg på internettet
• Seks komedier i fuldtekst (Det kgl. Bibliotek)
• Hvad skal et Holberg-teater i dag? Jeppe med nutidens briller. Holberg som egnsteater i Kalundborg
• Ludvig Holberg's bog om Naturretten og Folkeretten. Bogen kan downloades
• Ludvig Holberg udgav i 1739 sin 'heltehistorie' om Skanderbeg (f. ca. 1405, d. 1468), der senere er blevet udråbt som Albaniens nationalhelt. Skanderbeg holdt tyrkerne stangen til sin død, derefter indgik Albanien i det osmanniske rige. Teksten er indledt og digitaliseret fra fraktur af Bjørn Andersen
• Holbergs kritiske beskrivelse af Muhammed. Teksten er indledt og digitaliseret fra fraktur af Bjørn Andersen
• 100 Epigrammer udvalgt og oversat af Sigurd Müller
• Oluf Nielsen (1838-1896): Kjøbenhavn paa Holbergs Tid, kapitel om Holbergs boliger