Forskel mellem versioner af "Folkevise"

Spring til navigation Spring til søgning
4.044 bytes tilføjet ,  for 11 år siden
mer
(afsnit om udførelse)
(mer)
Man formoder at balladegenren i Danmark udvikledes i løbet af 13. århundrede på basis af både franske og nordiske traditioner. De gik af mode i overklassen i 1600-tallet, men de kom stærkt tilbage i 1800-tallet, hvor de blev navngivet. De fleste folkeviser menes at stamme fra 1250-1300 og blev brugt som underholdning. I dag betragtes de som vigtige kilder til kultur- og samfundshistorie.
 
Fra Danmark er der overleveret ca. 539 ballader, hvilket i europæisk sammenhæng er usædvanligt mange.<ref>Dahlerup (1998) s. 113</ref> Flere er dog varianter af hinanden, og den enkelte ballade er udtryk for den enkelte sangers personlige udgave af en ''grundmodel''. Derfor skal hver udgave betragtes som selvstændige værker.<ref>ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 477</ref> Det ældst kendte eksempel på en dansk ballade, er fragmentet ''[[Drømte mig en drøm i nat]]'' fra 1320. Hovedparten er imidlertid nedskrevet i 16. århundrede, da adelige kvinder begyndte at nedskrive de mundtlige ballader. På grundlag af dem udgav præsten [[Anders Sørensen Vedel]] sin samling ''[[Hundredvisebogen]]'' i 1591. Det var da den første af sin art i Nordeuropa. Vedels visesamling har også været et vigtigt referenceværk for norsk balladeforskning. I 1695 udgav præsten og sprogforskeren [[Peder Syv]] en ny udgave af Vedels samling, som han udvidede med hundrede nye ballader. Den kaldte han ''[[Kæmpevisebogen]]'', og den blev populær, ikke bare i Danmark, men også i Norge og på [[Færøerne]]. Danske ballader blev sidenhen oversat af blandt andet den tysk filosof og litteraturkritiker litterat [[Johann Gottfried von Herder]] i hans samling fra [[1778]]-[[1779]]. Her fandt [[Johann Wolfgang von Goethe]] inspiration til sit digt ''[[Der Erlkönig]]'' (''Alfekongen'' fra 1782). På Færøerne er [[Færøsk kædedans|fællesdanse]] ledsaget af ballader bevaret i en form, der ligner den oprindelige nordiske.<ref>Jensen et. al. (2009) s. 12</ref>
 
==Terminologi==
 
I moderne tid videreføres middelalderens balladetradition mest i [[reenactment]]- og [[rollespil]]ssammenhæng. Der bliver også skrevet nye sange i gammel stil.{{kilde mangler}}
 
 
 
Udførelsen og længden af den enkelte ballade afhang af situationen. Der har fx været musikalske forskelle på en danseballade og rene sangballader, ligesom længden har varieret. Hver sanger har også udført balladen på sin egen unikke facon, der kunne tilpasses publikum.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 479</ref> Dahlerup mener, at de danske og nordiske ballader er på et så kunstnerisk højt niveau, at de må være skrevet og fremført af professionelle udøvere.<ref>Dahlerup (1998) s. 114</ref> Indhold, sprog og udtryk afspejler publikums verden, der var adelens høviske miljø. Men kunstnerne var professionelle omrejsende musikere og kunstnere, der underholdt både bønder og adelsmænd, men selv levede i samfundets periferi. Ofte var sangerne kvinder, mens musikerne var mænd, men begge køn har sandsynligvis været involveret i produktionen. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 529-530</ref> Dahlerup foreslår dog, at balladesangere i lighed med [[skjald]]e, minnesangere og professionelle håndværkere måske har været ansat i kortere eller længere tid hos fyrster og stormænd.<ref>Dahlerup (1998) s. 150-151</ref>
 
[[Fil:Kædedans.JPG|thumb|200px|Kædedanse ledsaget af sang er stadig en levende tradition på Færøerne.]]
==Inddeling==
==Indsamling og forskning==
Folkeviserne er alle Adelsviser, men kan dog indledes i 5 mindre kategorier:
I 19. århundrede begyndte folkemindesamlere, i forbindelse med overordnet registrering af almuekulturen at indsamle ballader, der endnu blev husket af primært ældre personer.<ref>Dahlerup (1998) s. 157</ref> I Jylland vandrede [[Evald Tang Kristensen]] (han udgav sine bøger omkring år 1900) rundt og nedtegnede sange. På [[Bornholm]] var det kirkesanger Johansen der nedskrev de sange som endnu synges, til tekster og noder. Alt kendt materiale er blevet samlet i værket ''[[Danmarks gamle Folkeviser]]'', der blev påbegyndt på initiativ af Svend Grundtvig, og som blev udgivet i perioden 1853-1976. Det var Grundtvigs synspunkt at alle udgaver af samme sang skulle medtages, og at de skulle gengives i den form, de var bevaret i. det mødte han kritik for i sin samtid, hvor den udbredte holdning var at man redigerede ældre tekster til en idealform. I dag opfattes Grundtvigs metode som meget fremsynet.<ref>Dahlerup (1998) s. 159</ref>
 
Danmarks gamle Folkeviser er i dag stadig normgivende indenfor studiet af ballader, og Grundtvigs teorier har haft meget stor indflydelse på tolkningen af materialet. Bl.a. bruges hans typologiske inddeling stadigvæk. Derimod finder hans kronologiske struktur i dag mindre tilslutning. Han mente, at viser, der byggede på materiale, som også var kendt fra [[edda]]digtiningen, måtte have høj ælde. Han kaldte dem ''Kjæmpeviser'', og mente at de i lighed med ''Trylleviserne'' indeholdt [[Nordisk mytologi|hedenske naturmytologiske]] elementer og [[Ritualer i nordisk religion|førkristne rituelle forestillinger]]. De høviske ''Ridderviser'' mente han måtte være de yngste, da de byggede på udenlandske kulturstrømninger. I dag betegnes ’Kjæmpevisen’ i reglen snarere som en yngre norsk genre.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 483</ref> Den bagvedliggende tendens i Grundtvigs typologi og periodisering var [[nationalromantik]]ken. Og indsamlingen havde hos ham det formål, at skabe en kronologisk struktur, der underbyggede hans tese om en særlig nordisk kulturstrømning, der adskilte fra den kristen-romerske.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 483</ref>
 
===Typologi===
Balladerne inddeles normalt i 5 mindre kategorier, ordnet efter indhold:
 
'''Ridderviser''' er største gruppe, men også varierede. Nogle af har rod i ældre [[vikingetidens kultur|nordisk tradition]], med fokus på ære, slægt og troskab, mens andre har rod i vesteuropæisk høvisk kultur, med fokus på ridderlighed.<Ref>Dahlerup (1998) s. 190</ref> Overordnet set skildrer de adelens og riddernes liv, og er som regel centreret omkring socialisering og forholdet til slægten, gerne fortalt gennem kærlighedsplot. De høviske viser bærer præg af tysk og fransk påvirkning. De besynger ridderlig adfærd og romantisk tilbedelse frem for kødelig. Æærlighed er en sag mellem individer, løsrevet fra slægt.<ref>Jensen et. al (2000) s. 16-18</ref> Romanviser er sene, meget lange og har stor lighed med renæssanceballaderne. De deler træk med ridderromanen og bærer præg af skriftlighed.<ref>Dahlerup (1998) s. 230</ref>
 
'''Historiske''' viser handler om personer eller begivenheder, der er kendt fra historien. De historiske forhold behandles frit og er derfor ikke nødvendigvis korrekt gengivet.<ref>Dahlerup (1998) s. 205</ref>
'''Ridderviser''' skildrer adelens og riddernes liv. Temaet er fejder og elskov. Professionelle sangere drog rundt til hoffer og sang om livet der. Dette er den største gruppe af viser.
 
'''Trylleviser''' har en magtfuld naturånd som central figur, fx en [[trold]], [[bjergmand]], [[åmand]], [[elverfolk]] e. lign. Det udspringer af middelalderens forestillinger om overnaturlige væseners og kræfters indgriben i menneskelivet, og er en afspejling af at naturens ødelæggende kraft var et eksistensvilkår for datidens mennesker.<ref>Jensen et. al. (2009) s. 15</ref> Tryllevisen indeholder mange overnaturlige forhold, fx gengangere, [[runemagi|runer]] og [[hamskifte]]. Tema er normalt erotikken og overgangen fra barn til voksen som, og fortællingen ender ofte sørgeligt fordi hovedpersonen ikke formå at træde ud af barndommen og ind i voksenlivet.<ref>Jensen et. al. (2009) s. 14-15</ref> I det 20. århundrede er tryllevisens overnaturlige elementer ofte blevet tolket som psykologiske [[allegori]]er, men det er en [[anakronisme]], da den slags kræfter var realiteter og ikke fiktion for middelalderens mennesker. Omvendt forklarede man i datiden ofte psykiske forhold med noget, der var forårsaget af overnaturlige væsner.<ref>Dahlerup (1998) s. 172</ref>
'''Historiske''' viser handler om personer eller begivenheder, der er kendt fra historien. De historiske forhold behandles frit.
 
'''Kæmpeviser''' har tydelige forbindelser til eddatraditionen, og fortællingen har ofte det Dahlerup kalder et ''før-ridderligt'' tema, dvs. ikke påvirket af høviske idealer.<ref>Dahlerup (1998) s. 117</ref>
'''Trylleviser''' handler om middelalderens forestillinger om overnaturlige væseners og kræfters indgriben i menneskelivet, fx gengangere, runer, havvæsener, elverfolk, omskabelse af mennesker til dyr og omvendt.
 
'''KæmpeviserSkæmteviser''' erder inspireretgør grin af de gamle myterpræster og sagnmunke.
 
'''Skæmteviser''' Viser der gør grin af præster og munke.
 
==Referencer==
4.532

redigeringer

Navigationsmenu