Folkevise

Side af "Hjertebogen" fra 1550’erne; det ældste bevarede visehåndskrift. Det kgl bibliotek.

Folkevise el. ballade er en genrebetegnelse for verdslige danseviser fra dansk middelalder og renæssance. Sangen indeholder en fortælling om heroisk dåd og/eller kærlighed. Genren er defineret ved ikke at have nogen egentlig forfatter eller nogen kendt oprindelig tekstform. Og sangene findes ofte i forskellige versioner, der er opstået som følge af dens mundtlige overlevering. Ordet folkevise stammer fra den tidlige romantiks, hvor man anså dem som genuine udtryk for ’’folkeånden’’. Denne er stadig udbredt i almindeligt sprogbrug, men er dog i dag blevet forladt i forskningen, hvor ballade i stedet foretrækkes. En væsentlig grund, er at denne musikgenre i realiteten er blevet til hos adelen, og først senere overført til almuen. En anden er at den danske visetradition er en del af en fælleseuropæisk balladetradition.

Man formoder at balladegenren i Danmark udvikledes i løbet af 13. århundrede på basis af både franske og nordiske traditioner. De gik af mode i overklassen i 1600-tallet, men de kom stærkt tilbage i 1800-tallet, hvor de blev navngivet. De fleste folkeviser menes at stamme fra 1250-1300 og blev brugt som underholdning. I dag betragtes de som vigtige kilder til kultur- og samfundshistorie.

Fra Danmark er der overleveret ca. 539 ballader, hvilket i europæisk sammenhæng er usædvanligt mange. Flere er dog varianter af hinanden, og den enkelte ballade er udtryk for den enkelte sangers personlige udgave af en grundmodel. Derfor skal hver udgave betragtes som selvstændige værker. Det ældst kendte eksempel på en dansk ballade, er fragmentet Drømte mig en drøm i nat fra 1320. Hovedparten er imidlertid nedskrevet i 16. århundrede, da adelige kvinder begyndte at nedskrive de mundtlige ballader. På grundlag af dem udgav præsten Anders Sørensen Vedel sin samling Hundredvisebogen i 1591. Det var da den første af sin art i Nordeuropa. Vedels visesamling har også været et vigtigt referenceværk for norsk balladeforskning. I 1695 udgav præsten og sprogforskeren Peder Syv en ny udgave af Vedels samling, som han udvidede med hundrede nye ballader. Den kaldte han Kæmpevisebogen, og den blev populær, ikke bare i Danmark, men også i Norge og på Færøerne. Danske ballader blev sidenhen oversat af blandt andet den tysk filosof og litteraturkritiker litterat Johann Gottfried von Herder i hans samling fra 1778-1779. Her fandt Johann Wolfgang von Goethe inspiration til sit digt Der Erlkönig (Alfekongen fra 1782). På Færøerne er fællesdanse ledsaget af ballader bevaret i en form, der ligner den oprindelige nordiske.

Terminologi

Ordet ballade er internationalt og betyder dansevise og betegner en fælleseuropæisk tradition med sungne fortællinger ledsaget af fællesdanse. Det stammer fra italiensk ballata, der betyder lille dans, og er beslægtet med både bal og ballet. Folkevise er det traditionelle danske navn fra nyere tid. Det opstod i romantikken og er en oversættelse fra tysk Volkslied. Det er et begreb, der blev lanceret af Herder i 1770. Efter hans opfattelse var den poesi, som balladerne repræsenterede, ikke knyttet til den klassiske litterære tradition, men levede i øre og hjerte hos folket. Begrebet Folkevise medførte et paradigmeskifte i europæisk litteratur og kulturhistorie, og gav med tiden ophave til begreber som folkemusik, folklore, folkedigtning og så videre. I moderne tid er folkevise stadig det mest almindeligt brugte i dagligsproget, men indenfor forskningen er betegnelsen i dag erstattet af ballade. Litteraturhistorikeren Pil Dahlerup har ligefrem kaldt ordet folkevise misvisende, da genren i middelalderen tilhører riddermiljøet og overklassen, hvorfor det efter hendes helt må undgås.

Historie

I det akademiske miljø hersker der stor uenighed om dateringen af balladerne. Én gruppe har lagt vægt på, at sange principielt ikke er ældre end det tidspunkt, de blev nedskrevet på og hvor de fik deres faste form. Baseret på det synspunkt skal enhver mundtlig fremførelse af den overleverede tekst betragtes som et unikt kunstværk. Ifølge det synspunkt kan man ikke følge genren længere tilbage end 16. århundrede. Det er et synspunkt der møder begrænset tilslutning de seneste årtier, modsat teorierne om at balladegenren har eksisteret flere århundreder før viserne blev nedskrevet. Den sene datering er i nyere litteraturhistorie afvist som usandsynlig. Det baseres bl.a. på, at kilder fra 16. århundrede viser, at man dengang betragtede balladerne som gamle. Andre indikationer for en høj alder, er at en del af balladernes ordforråd var forældet i 16. århundrede, og at nedskriverne i flere tilfælde har misforstået ord, der ikke havde været i brug længe. Flere af disse ord var forsvundet fra det talte sprog før år 1300. Andre ord er tyske låneord knyttet til høvisk kultur, de stammer fra 13. århundrede, da tysk kultur fik stor indflydelse.

Forskning i mundtlig overlevering har vist at formelpræget poesi kan overleve relativt uændret relativt længe. Og de formler, der bruges i balladegenren, ser ud til at stamme fra 13. århundrede. Dahlerup mener, at genren i Danmark var fuldt udviklet omkring 1286, da balladen om Marsk Stig blev skrevet, men hun mener også, at genren må have brugt mindst én generation på at nå det punkt. Datering af oprindelsen til omkring 13. århundrede er i dag den almindeligst accepterede.

Fællesdanse og episke sange var i middelalderen udbredt i hele Europa. Selvom de kristne organisationer søgte at undertrykke forblev de populære helt indtil tidlig moderne tid. Oprindelsen til den danske og nordiske kommer da tilsyneladende også flere steder fra. En af dem, kan være den nordvestfranske carol-genre. Hermed blandes den gamle nordiske episke tradition med kærlighedstemaer. Men i de ældste ballader kan der også genfindes træk fra den ældre eddadigtning. herunder æstetisk og semantisk brug af gentagelser, alliterationer samt reduceret fortællerinstans. I den tidlige periode ligger vægten ligeligt episke heltegerninger og kærlighedshistoier. I 14. - 15. århundrede kommer påvirkningen formentlig primært fra tysk minnesang, herefter forskydes fokus mere mod kærlighed og væk fra kamp og heltedåd. Indtil da indeholder den danske og nordiske balladetradition ingen træk, der kan forbinde den med den tyske minnesang, og derfor mener Dahlerup, at de må være opstået uafhængigt af hinanden.

De ældste nedskrevne danske ballader stammer fra 1550’erne. Det er tidligt i forhold til det øvrige Europa. Det var hovedsageligt adelige kvinder, der nedskrev sangene. Nogle balladerne er tilsyneladende først blevet digtet efter genren blev skriftlig i 16. århundrede, mens andre er blevet redigeret efter en ny tids smag. Det har fx betydet, at katolske elementer er blevet fjernet af protestantiske redaktører. På dette tidspunkt var balladen forsvundet i sin oprindelige facon som danseledsagelse i det adelige miljø, men den levede fortsat videre hos almuen. I 18-19. århundrede blev flere ballader trykt som flyveblade og skillingeviser. Enkelte ballader er kun kendt den vej. Senere i 19. århundrede begyndte folkemindesamlere at indsamle ballader, i miljøer hvor traditionen endnu var levende primært i Jylland. En af disse indsamlere var Evald Tang Kristensen.

I moderne tid videreføres middelalderens balladetradition mest i reenactment- og rollespilssammenhæng. Der bliver også skrevet nye sange i gammel stil.^{[kilde mangler]}

Teknik

En folkevise er episk (dvs. en fortællende, berettende historie med en fremadskridende handling), og blev fortalt i strofeform enten i den 2-liniede (den ældste) eller den 4-liniede.

• 2-liniede strofe rimer de to linjer.

• 4-liniede strofe rimer 2. og 4. linje.

Der er altid et omkvæd i en folkevise, det er med til at udtrykke den lyriske grundstemning. Omkvædet kan fx udtrykke et varsel om, hvad der vil ske hvis man gør noget dumt eller godt.

Folkeviserne blev anvendt som danseviser, hvis indhold fortæller om mennesker i konflikt eller krisesituationer. Dansen var en kæde- eller runddans. En forsanger - hyppigt en trubadur - sang selve visen, mens de øvrige dansende sang omkvædet i kor.

Kalkmaleri (ca. 1350) fra Ørslev kirke på Sjælland viser en kædedans. Unge kvinder iført jomfrukroner og mænd iført hætter har taget hinanden i hænderne og danner en kæde. Hver person danser sit dansetrin, så de tilsammen giver dansen bevægelse. Billedet er kun en lille frise imellem to større religiøse billeder og er tænkt som en advarsel imod dans.

Dansere, sangere og musikere

Ballader bygger på fælleseuropæisk tradition fra middelalderen for fællesdans til sang med episke temaer. Balladens hovedformål har derfor med stor sikkerhed været underholdning. Ikke bare i forbindelse med fest, men også til arbejde osv. Vi ved dog ikke hvornår man i Norden begyndte at synge ballader til dansen, da ingen højmiddelalderlige kilder beskriver de sange der blev sunget til kædedansen (mest udbredte danseform). Men teorien om at ballader blev brugt i forbindelse med kædedans understøttes af, at sådanne danse optræder flere af sangene. Sangen var nutidig, dvs. fortællingen fremføres som om den fandt sted nu og her, og de dansende gennemspillede handlingen gennem dansen og sang med på omkvæd. Studier af dans har vist at bevægelse har en direkte psykologisk indvirkning på oplevelsen af en fortælling. Det betyder, at tilhørerne/de dansende selv har gennemlevet og deltaget i historien gennem deres egne bevægelser.

Udførelsen og længden af den enkelte ballade afhang af situationen. Der har fx været musikalske forskelle på en danseballade og rene sangballader, ligesom længden har varieret. Hver sanger har også udført balladen på sin egen unikke facon, der kunne tilpasses publikum. Dahlerup mener, at de danske og nordiske ballader er på et så kunstnerisk højt niveau, at de må være skrevet og fremført af professionelle udøvere. Indhold, sprog og udtryk afspejler publikums verden, der var adelens høviske miljø. Men kunstnerne var professionelle omrejsende musikere og kunstnere, der underholdt både bønder og adelsmænd, men selv levede i samfundets periferi. Ofte var sangerne kvinder, mens musikerne var mænd, men begge køn har sandsynligvis været involveret i produktionen. Dahlerup foreslår dog, at balladesangere i lighed med skjalde, minnesangere og professionelle håndværkere måske har været ansat i kortere eller længere tid hos fyrster og stormænd.

Kædedanse ledsaget af sang er stadig en levende tradition på Færøerne.

Indsamling og forskning

I 19. århundrede begyndte folkemindesamlere, i forbindelse med overordnet registrering af almuekulturen at indsamle ballader, der endnu blev husket af primært ældre personer. I Jylland vandrede Evald Tang Kristensen (han udgav sine bøger omkring år 1900) rundt og nedtegnede sange. På Bornholm var det kirkesanger Johansen der nedskrev de sange som endnu synges, til tekster og noder. Alt kendt materiale er blevet samlet i værket Danmarks gamle Folkeviser, der blev påbegyndt på initiativ af Svend Grundtvig, og som blev udgivet i perioden 1853-1976. Det var Grundtvigs synspunkt at alle udgaver af samme sang skulle medtages, og at de skulle gengives i den form, de var bevaret i. det mødte han kritik for i sin samtid, hvor den udbredte holdning var at man redigerede ældre tekster til en idealform. I dag opfattes Grundtvigs metode som meget fremsynet.

Danmarks gamle Folkeviser er i dag stadig normgivende indenfor studiet af ballader, og Grundtvigs teorier har haft meget stor indflydelse på tolkningen af materialet. Bl.a. bruges hans typologiske inddeling stadigvæk. Derimod finder hans kronologiske struktur i dag mindre tilslutning. Han mente, at viser, der byggede på materiale, som også var kendt fra eddadigtiningen, måtte have høj ælde. Han kaldte dem Kjæmpeviser, og mente at de i lighed med Trylleviserne indeholdt hedenske naturmytologiske elementer og førkristne rituelle forestillinger. De høviske Ridderviser mente han måtte være de yngste, da de byggede på udenlandske kulturstrømninger. I dag betegnes ’Kjæmpevisen’ i reglen snarere som en yngre norsk genre. Den bagvedliggende tendens i Grundtvigs typologi og periodisering var nationalromantikken. Og indsamlingen havde hos ham det formål, at skabe en kronologisk struktur, der underbyggede hans tese om en særlig nordisk kulturstrømning, der adskilte fra den kristen-romerske.

Typologi

Balladerne inddeles normalt i 5 mindre kategorier, ordnet efter indhold:

Ridderviser er største gruppe, men også varierede. Nogle af har rod i ældre nordisk tradition, med fokus på ære, slægt og troskab, mens andre har rod i vesteuropæisk høvisk kultur, med fokus på ridderlighed. Overordnet set skildrer de adelens og riddernes liv, og er som regel centreret omkring socialisering og forholdet til slægten, gerne fortalt gennem kærlighedsplot. De høviske viser bærer præg af tysk og fransk påvirkning. De besynger ridderlig adfærd og romantisk tilbedelse frem for kødelig. Æærlighed er en sag mellem individer, løsrevet fra slægt. Romanviser er sene, meget lange og har stor lighed med renæssanceballaderne. De deler træk med ridderromanen og bærer præg af skriftlighed.

Historiske viser handler om personer eller begivenheder, der er kendt fra historien. De historiske forhold behandles frit og er derfor ikke nødvendigvis korrekt gengivet.

Trylleviser har en magtfuld naturånd som central figur, fx en trold, bjergmand, åmand, elverfolk e. lign. Det udspringer af middelalderens forestillinger om overnaturlige væseners og kræfters indgriben i menneskelivet, og er en afspejling af at naturens ødelæggende kraft var et eksistensvilkår for datidens mennesker. Tryllevisen indeholder mange overnaturlige forhold, fx gengangere, runer og hamskifte. Tema er normalt erotikken og overgangen fra barn til voksen som, og fortællingen ender ofte sørgeligt fordi hovedpersonen ikke formå at træde ud af barndommen og ind i voksenlivet. I det 20. århundrede er tryllevisens overnaturlige elementer ofte blevet tolket som psykologiske allegorier, men det er en anakronisme, da den slags kræfter var realiteter og ikke fiktion for middelalderens mennesker. Omvendt forklarede man i datiden ofte psykiske forhold med noget, der var forårsaget af overnaturlige væsner.

Kæmpeviser har tydelige forbindelser til eddatraditionen, og fortællingen har ofte det Dahlerup kalder et før-ridderligt tema, dvs. ikke påvirket af høviske idealer.

Skæmteviser der gør grin af præster og munke.

Litteratur

• Dahlerup, Pil (1998); Dansk Litteratur; Middelalder 2, Verdslig litteratur. Gyldendal 1998 ISBN 87-01-74600-6
• Kaspersen, Søren; Kværndrup, Sigurd; Lönnroth, Lars; Damsgaard Olsen, Thorkild (2000); Dansk Litteraturhistorie, Bind 1, Fra runer til ridderdigtning o. 800 – 1480 2000 ISBN 87-00-47356-1
• Keld B. Jensen, Steffen Hjelskov Larsen, John Mogensen (red.) (2009); Dansk litteratur fra runer til graffiti. Systime 2009 ISBN 87-7783-839-4

Eksterne henvisninger

• Folkeviser Artikel på Dansk Folkemindesamlings site www.dagligliv.dk