Reenactment

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Genopførelse af den romerske legion XV Apollinaris.

Reenactment er en måde at formidle historie på, hvor deltagerne forsøger at genskabe en bestemt tidsperiode eller begivenhed. Dette kan være et enkelt slag for eksempel i Den Amerikanske Borgerkrig eller en hel historisk tidsalder som for eksempel middelalderen.

Reenactment kan spores tilbage til Antikkens Rom, og igennem flere historiske perioder, har man reenactet tidligere perioder. I moderne tid bruges reenactment bl.a. i museumssammenhænge og på historiske markeder, hvor både professionelle lønnede aktører og frivillig personer deltager for at give publikum et indblik i en bestemt periode. Det udstyr som bl.a tøj, sko, våben og køkkengrej, der bliver brugt, kan være af mange forskellige typer og kvaliteter, og det kan både være ting reenacteren selv har fremstillet eller købt i butikker, der er specialiserede i produkter til reenacterer. Ud fra den historiske korrekthed kan reenactere inddeles i tre grupper alt efter, hvor autentiske de er i deres påklædning og opførsel.

Mange forskellige tidsaldre er populære i moderne reenactment, der strækker sig fra Oldtidens Grækenland og Romerriget frem til anden verdenskrig. Der reenactes på forskellige måder, hvoraf nogle har til formål at uddanne mens det underholder publikum, mens andet går ud på at vise kamptaktikker, historiske slag eller reenactment kun for reenacternes skyld, der ikke er åben for offentligheden.

Historie[redigér | redigér wikikode]

The joust between the Lord of the Tournament and the Knight of the Red Rose, et liteografi til minde om Eglinton Tournament of 1839.

Reenactment-relatereede aktiviteter går langt tilbage i historien. romerne genskabte berømte slag i deres amfiteatre som en form for offentlig underholdning. I middelalderen var ridderturneringer ofte en genskabelse af historiske temaer fra antikken eller andre steder.

Militæropvisninger, slag og reenactment blev først populært i 1600-tallet i England. I 1638 opførte man et iscenesat mellem de kristne og muslimske tropper i London. Rundhovederne reenactede et nyligt slag, efter flere sejre under den engelske borgerkrig, i Blackheath, London i 1645, på trods af den fortsatte konflikt.[1]

Det var først i 1800-tallet at historisk reenactment blev mere almindeligt, som følge af den store romantiske interesse i middelalderen. Middelalderens kultur blev beundret som et modstykke til den moderne oplysningstid og industrialisering. Skuespil og teaterstykker (så som Ivanhoe, der blev opførøt seks forskellige steder i 1820 i London alene)[2] forevigede ideen om de romantiske riddere, slotte, festmiddage og ridderturneringer. Herugen af Buckingham opsatte søslag fra Napoleonskrigene på en stor sø ved sin ejendom i 1821, og en genopførsel af Slaget ved Waterloo blev udført på Astley's Amphitheatre i 1824.[1]

Historisk reenactment kom fra en tid med store opsætninger af Eglinton Tournament of 1839, en reenactment af en middelalderlig ridderturnering, der blev afholdt i Skotland,[3] og organiseret af Archibald Montgomerie, 13. jarl af Eglinton. Turneringen var overlagt romantisme, og tiltrak omkring 100.000 tilskuere.

Layout på Eglinton Tournament.

Den blev afholdt ved en bugt ved Lugton Water. Underlaget til turneringen var lav, og næsten mose-agtig med græsklædte bakker på alle sider.[4] Lord Eglinton annoncerede at offentligheden var velkomen, men bad om at man iførte sig middealderligt tøj, hvis det var muligt, og billetterne var gratis. Selve opvisningen indeholdet 13 riddere til hest.

Forberedelserne til, og de mange stykker kunst det blev bestilt til eller inspireret af Eglinton Tournament, havde en effekt på den offentlige opfattelse og syn op 1800-tallets nygotik. Ambitionen blev ført over i andre arrangementer som en lignende falmboyant ridderturing i Bruxelles i 1905, og grundlagde nutidens historiske reenactment. Opvisningerne under turneringen blev egentligt inspireret af Walter Scotts roman Ivanhoe: det blev forsøgt "at være en levende reenactment af de litterære romancer".[5] Med Eglintons egne ord "Jeg er bekendt med de mangfoldige mangler i opførslen — måske mere end dem, der ikek var så interesseret i den; Jeg er klar over, at det var en meget ydmyg imitation, der blev portrætteret, men jeg har trods alt gjort noget for genoplivningen af ridderlighed".[6]

Reenactment af slag blev mere almindelige i slutningen af 1800-tallet både i Storbritannien og i USA. Allerede et år efter Battle of the Little Bighorn, reenactede overlevende fra U.S. 7th Cavalry Regiment scener fra deres nederlag foran et kamera til en serie stilbilleder.

I 1895 genopførte medlemmerne af Gloucestershire Engineer Volunteers deres berømt modstand ved Rorke's Drift, der var sket 18 år tidligere. 25 britiske soldater slog et angreb tilbage som bestod af 75 zulukrigere ved Grand Military Fete i Cheltenham Winter Gardens.[1]

Veteraner fra den amerikanske borgerkrig genopførte slag, som en måde at mindes deres faldne kammerater, og lære hinanden hvad krigen handlede om.[7] Great Reunion of 1913 fejrede 50-året for slaget ved Gettysburg, hvor mere end 50.000 Unions- og Confederate-veteraner deltog, inklsuive reenactment af elementer fra slaget, heriblandt Pickett's Charge.[8]

I begyndelsen af 1920'erne var historisk reenactment blevet populært i Rusland, hvor man genopførte belejringen af Sevastopol (1854–1855) (1906), slaget ved Borodino (1812) i Sankt Petersborg og indtagelsen af Azov (1696) i Voronezh i 1918. I 1920 var der en genopførsel af Stormen på Vinterpaladset i 1917 på treårsdagen for begivenheden. Dette inspirerede Sergei Eisenstein til scenerne i filmen October: Ten Days That Shook the World.

Reenactment i større skala begyndte at blive afholdt ved Royal Tournament, Aldershot Tattoo i 1920'erne og 30'erne. Som en del af et seks dages langt show i 1934, opførte man belejringen af Namur, der var en vigtig militær begivenhed under [[Den Pfalziske Arvefølgekrig 88.[1]

I USA begyndte reenactment i 1961–1965 med mindearrangementer for Civil War Centennial.[9] Reenactment blev fortsat mere populært i 1980'erne og 1990'erne, bl.a. som følge af succes ved 125-års jubliæumseventet tæt på den oprindelige slagmark for laget ved Manassas, hvor over 6.000 reemacterer deltog.[10]

Middelalderreenactment er især udbredt i Europa, og hver sommer er der hundredvis af mere eller mindre autentiske middelaldermarkeder spredt over hele kontinentet. Flere steder har man åbnet museer, hvor reenactment er en del af formidlingskonceptet, eksempelvis Middelaldercentret ved Nykøbing Falster.[11][12][13][14] I Frankrig er man begyndt at bygge borgen Guédelon med historiske metoder og alle bygningsarbejdere er iklædt historisk korrekt tøj.[15][16]

Tøj og udstyr[redigér | redigér wikikode]

Flere firmaer har specialiseret sig i at lave ikke bare materialer men nogle gange også de færdige produkter til reenactorer. Uniformer og tøj bliver lavet af håndvævede, plantefarvede materialer og bliver syet i hånden eller på maskine, hvor der bliver brugt tidstypiske teknikker der passer til tidsalderen.

Der bliver gået højt op i autenciteten af alle detaljer og både design og konstruktion af alt fra fodtøj, lejrudstyr, militært udstyr og våben skal være korrekt. Disse ting (der normalt er meget dyrere end tøj og uniformer fra moderne produktion) giver bæreren en autentisk oplevelse af materialer, syning og produktion med de teknikker, der var tilgængelige i den valgte tidsalder.

Publikum får et bedre og mere korrekt billede af tiden, når både tøj og udstyr er så korrekt som muligt, og det bliver nemmere for både aktører og beskuere at leve sig ind i perioden.

Typer af reenactere[redigér | redigér wikikode]

Nogle reenactere ville kalde denne reenactor fra Den Amerikanske Borgerkrig en "farb" pga. hans overvægt, der er ukorrekt for soldater i borgerkrigen, og så fordi han har en moderne cigaret.

Reenactere kan gå meget op i den historiske korrekthed både i begivenhederne og i de genstande og dragter som benyttes. Alt fra fodtøj og mad til telte og transportmidler genskabes og bruges. Alderen på deltagerne kan variere meget. Pensionister, forældre, unge studerende, børn og sågar spædbørn, hvis forældre er reenactere. Reenactment dyrkes for det meste som en hobby, eller som en deltidsbeskæftigelse, men enkelte lever af det. Rundt om på middelalder- og vikingemarkeder i Danmark kan man hvert år finde forskellige reenactmentgrupper.

Reenactere kan inddeles i tre forskellige kategorier baseret på historisk autenticitet.[17]

Farbs[redigér | redigér wikikode]

Farbs er reenactere der bruger relativt lidt tid og penge på tøj, udstyr og sågar historisk korrekt opførsel. Holdningen "det er godt nok" er udbredt blandt farbs og selv tilskuere kan finde fejl i deres påklædning og udstyr. Anakronistisk tøj, tekstiler, sko samt moderne ting som velcro, armbåndsure og cigaretter er kendte problemer. Nogle kalder også farbs for "polyester-soldater" grundet de ofte synligt forkerte materialer.

Det vides ikke med 100 % sikkerhed hvor udtrykket stammer fra, men det kan være forkortelse for "Far be it from authentic" (langt fra autentisk)[18], "Far Be it for me to question/criticise," [19] eller "Fast And Researchless Buying" (hurtigt og researchløst køb). Andre påstår at ordet stammer fra det tyske farbe (farve), fordi nogle folk der reenactede Amerikansk Borgerkrig brugte for spraglede og ukorrekte farver til deres tøj, idet de mest udbredte farver for uniformer dengang var blå, brun og grå.[20]

Mainstream[redigér | redigér wikikode]

Mainstream reenactere, der genskaber Den Amerikanske Borgerkrig.

Mainstream reenactere går op i at være eller virke autentiske, men kan falde ud af rollen, når der ikke er publikum på. Synlige sømme kan godt være syet på historisk korrekt vis, samtidig med at skjulte sømme, mærker med vaske- og strygeanvisvinger, samt undertøj og lignende, ikke nødvendigvis behøver at være korrekte for perioden. Den mad, der bliver fortæret foran publikums blikke, passer generelt med perioden, men behøver ikke at passe med årstiderne og stedet. Moderne ting bliver nogle gange brugt "efter lukketid" eller i det skjulte. En generel holdning er, at man skal lave et godt show, men at man kun behøver at være korrekt med det andre kan se.

Progressive[redigér | redigér wikikode]

Progressive eller hard core reenactere går meget højt op i historisk autenticitet og ønsker at alt tøj, udstyr og opførsel skal være så korrekt som muligt for perioden. De går op i research og korrekte materialer. De søger en "intens" reenacteroplevelse og forsøger at leve som personer fra den valgte periode så meget som muligt. Dette inkluderer at maden passer til årstiden, stedet og tidsalderen, at sy alle syninger på historisk korrekt vis, korrekte væveteknikker og at være i karakter igennem et helt event. For at få denne totaloplevelse søger nogle hard core reenactere til mindre events, der lever op til de strenge krav, eller opsætter mindre lejre med ligesindede ved større events.[21]

Tidsaldre[redigér | redigér wikikode]

Lejr opsat af den progressive reenactmentgruppe Company of Saynt George, der beskæftiger sig med den sene middelalder.

Typer af reenactment[redigér | redigér wikikode]

Living history[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Living history

Living history eller levende historie er oftest tilegnet uddannelse af offentligheden. Disse events behøver ikke nødvendigvis at indeholde slag, men sigter i stedet mod at portrættere det daglige liv og den livsstil folk har i den valgte tidsalder. Dette inkluderer ofte både militære og civile lejre. Somme tider kan historiefortællinger eller små indstuderede optrin finde sted for at involvere eller forklare lejrenes baggrund for publikum. Mere almindeligt er demonstration af håndværk, madlavning, sange og fritidsaktiviteter. Militær træning eller dueller kan også forekomme selvom større slag ikke finder sted.

Kampdemonstrationer[redigér | redigér wikikode]

Kampdemonstrationer er større kampe organiseret af reenactere og/eller private for at vise publikum, hvordan et slag i perioden kan have set ud. Kampdemonstrationer er kun løst baseret på historiske slag, hvis overhovedet, og består nogle gange kun af demonstration af taktikker og manøvreringsteknikker for soldater.

Krigsreenactment[redigér | redigér wikikode]

Reenactment af Slaget ved Tewkesbury i 1471 under Rosekrigene.

Krigs-reenactment eller "Battle reenactment" er fastlagte slag der i ordets bedste forstand er reenactment. Slaget er planlagt fra begyndelsen således at de kompagnier og regimenter, der deltager følger samme manøvre og handlinger, som blev udført i det oprindelige slag. De bliver ofte udført på eller nær stedet for det oprindelige slag eller et sted der minder om det oprindelige. Disse demonstrationer kan variere voldsomt i størrelse; fra få hundrede mand til flere tusinde. Størrelsen på stedet hvor det foregår kan ligeledes variere meget. Balancen mellem antallet af aktører og slagmarkens størrelse er her vigtig for publikums oplevelse af slaget.

Taktisk Kamp[redigér | redigér wikikode]

Taktisk kamp er generelt ikke åben for publikum. Disse slag blive kæmpet fuldstændigt som rigtige slag, hvor begge kombattanter bruger strategier og taktikker for at slå modstanderen. Her er der ikke noget manuskript eller en på forhånd udvalgt vinder. Der er derimod et præ-defineret sæt regler (fysiske grænser, tidsgrænse, krav for sejr osv.) og en dommer. Taktisk kamp kan betragtes som en form for liverollespil. Skydevåben skyder dog med løst krudt (afhængigt at lokale love) og pile er påmonteret gummispidser for sikkerhed.

Kommerciel reenactment[redigér | redigér wikikode]

Middelaldercentret hvor man har opbygget en middelalderkøbstad der bebos af reenactorer i åbningstiden.

Mange borge, museer og andre historiske turistattraktioner benytter sig af enten skuespillere eller professionelle reenactorer som en del af oplevelsen. Disse er typisk rettet mod genskabelsen af en bestemt by, landsby eller aktivitet inden for en bestemt tidsramme. Nogle steder har man oprettet permanente forestillinger. I sagens natur er disse som oftest levende historie frem for taktisk eller kamp reenactment, selvom visse afholder større events i kortere tidsperioder.

Publikationer[redigér | redigér wikikode]

Mange publikationer har omhandlet historisk reenactment og living history. Prominente eksempler er Camp Chase Gazette, Smoke and Fire News, og to forskellige tidsskrifter kaldet Living History og Skirmish Magazine.

Autumnal military exercise 1912 / Reenactment Roscheider Hof Open Air Museum, Konz.

The Medieval Soldier af Gerry Embleton og John Howe (1995) er en populær bog om emnet, der er blevet oversat til både fransk og tysk. Den blev fulgt op af Medieval Military Costume in Colour Photographs.

For perioden omkring napeleonskrigene, findes særligt to bøger der dækker livet i militæret og living history: The Napoleonic Soldier af Stephen E. Maughan (1999) og Marching with Sharpe af B. J. Bluth (2001). Forskellige reenactmentgrupper dækker deres respektive regimenter napoleonskrigene og prøver at beskrive og illustrere, hvad deres tilgang er til at genskabe perioden. Målet er at være så autentiske som muligt, og det har gjort at mange seriøse reenactmentgrupper har igangsat deres egen forskning, for at bekræfte deres viden om uniformer, våben and udstyr og lignende aspekter som de ønsker at portrættere. På denne måde er reenactment en vigtig måde at bringe historien til live, og at udvide og forstå perioden.

I Storbritannien har et lille antal forlag blevet etableret for hovedsageligt at udgive bøger om den engelske borgerkrig, og i ed senere år også tidligere perioder. Den største er Stuart Press (med omkring 250 forskellige titler i porteføljen) og Partizan Press.

Der er ikke udgivet meget om reenactment for mainstream markedet, bortset fra forskellige artikler i aviser og blade. En undtagelse er I Believe in Yesterday: My Adventures in Living History af Tim Moore, som fortæller om forfatterens oplevelser med at prøve reenactment i forskellige periode, og de mennesker osm han møder, og de ting han lærer undervejs.[22]

Brug i medier[redigér | redigér wikikode]

Film- og tv-producere bruger ofte reenactmentgrupper som statister i film som eksempelvis Gettysburg,[23] Glory,[24] The Patriot, og Alatriste. Fordelen er at grupperne som oftest kan møde op fuldt udstyret med viden om militæreprocedurer, lejrliv og militærtaktikker.

I en dokumentar om tilblivelsen af filmen Gettysburg udtalte skuespilleren Sam Elliott, der spillede unionsgeneralen John Buford følgende om reenactorer:

Citat Jeg tror vi er virkeligt heldige at have disse mennesker involveret. Faktisk kunne de ikke lave denne film uden dem; det er der ingen tvivl om. Disse gutter kommer med deres egen garderobe, de kommer med deres egne våben. De kommer med deres eget tøj, men de kommer også med noget i deres hoveder og noget i deres hjerte.[25] Citat

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Wehrmacht reenactorer der genskaber slaget ved Molotov Line i Sanok-Olchowce.

Kritikere stiller spørgsmålstegn ved reenactorers motivation; nogle har bekymringer om hvor dybt de går i deres tilstræben på autenticitet, navnlig for perioder der involverer konflikter i 1900-tallet.[26] Gennemsnitsalderen af reenactorer er lang højere en gennemsnitsalderen på de soldater, som har deltaget i de fleste militære konflikter. Kun få reenactmentgrupper diskriminerer på baggrund af alder eller kondition.[27]

Thompsons bog diskuterer "fantasy farb", eller tendensen til at reenactorer typisk går mod "elite"-tropper som kommandosoldater, paratroopers eller Waffen-SS-enheder. Dette resultarer i en underrepræsentation af de mest almindelige militærtropper i de forskellige perioder i reenactmentmiljøet. Spørgsmålet om under- og overrepræsentation er blevet stillet blandt nordamerikanske reenactorer, men lignende problemstillinger eksisterer også i Europa. I Storbritannien findes eksempelvi en stor mængde reenactorer der beskæftiger sig med napoleonskrigene, der er medlemmer af 95th Rifles (muligvis som følge af de populære fiktive karakter Richard Sharpe, der er skabt af Bernard Cornwell) og middelaldergrupper har en overvægt af soldater i fuld pladerustning. Storbritannien har arrangmenter som "History in Action", der dækker mange historiske perioder, hvor grupper kan se hinanden optræden og udstyr, samt generelle formidling og interaktion med publikum. Våben kan være en bekymring i mange lande, fordi de ofte er forbudte i større eller mindre grad, eller bliver set ned på (som i Storbritannien).

Slutteligt kan reenactorer blive beskyldt for at være af samme politiske overbevisning, som den type soldater de portrætterer, såsom nazisme eller konføderationen i de Sydlige stater. Eksempelvis har den amerikanske politiker Rich Iotts deltagelse ved anden verdenskrigsreenactment, hvor han var en del af en gruppe, som portrætterede den tyske 5th SS Panzer Division Wiking, hvilke fik mange medier til at kritisere ham under hans Kampagne for Kongressen i 2010.[28]


Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Howard Giles. A Brief History of Re-enactment. 
  2. ^ Anstruther, Ian The Knight and the Umbrella: An Account of the Eglinton Tournament, 1839. London: Geoffrey Bles Ltd, 1963. pp. 122–123
  3. ^ Corbould, Edward. The Eglinton Tournament: Dedicated to the Earl of Eglinton. Pall Mall, England: Hodgson & Graves, 1840.[1]. p 5.
  4. ^ Anstruther, Ian The Knight and the Umbrella: An Account of the Eglinton Tournament, 1839. London: Geoffrey Bles Ltd, 1963. pp. 188–189
  5. ^ Watts, Karen, 2009, "The Eglinton Tournament of 1839"
  6. ^ Literary Gazette, 1831:90.
  7. ^ Hadden, Robert Lee. "Reliving the Civil War: A reenactor's handbook". Mechanicsburg, PA: Stackpole Books, 1999. p 4 "Civil War reenacting was done almost from the beginning of war, as soldiers demonstrated to family and friends their actions during the war, in camp, in drill, and in battle. Veterans organizations recreated camp life to show their children and others how they lived and to reproduce the camaraderie of shared experience with their fellow veterans."
  8. ^ Heiser, John (September 1998). The Great Reunion of 1913. National Park Service. Arkiveret fra originalen 18 September 2008. Hentet 2008-08-15.  Arkiveret 18 September 2008.
  9. ^ Hadden. p 4 "Without a doubt, Civil War reenactment got its boost during the centennial, which also saw the birth of the North-South Skirmish Association (N-SSA)."
  10. ^ Hadden. p 6 "In 1986, the first of the 125th Anniversary battles was held near the original battlefield of Manassas. More than anything, this mega-event sparked an interest in the Civil War and reenacting."
  11. ^ (på engelsk)Middelaldercentret (DK). Exarc. Hentet 2014-03-30. 
  12. ^ Bain, Carolyn; Bonetto, Christian; Stone, Andrew (2001-06-01). Lonely Planet Denmark (6 udg.). Lonely Planet. pp. 239-240. ISBN 978-1741792812. Hentet 2014-05-04. 
  13. ^ Formidling. Middelaldercentret. Hentet 2013-08-05. 
  14. ^ Stockmann, Camilla (2012-10-20). "Hvorfor vælger moderne mennesker at leve en uge i middelalderen?". Politiken (JP/Politikens Hus). Hentet 2013-08-05. 
  15. ^ Le cadre historique et architectural
  16. ^ BBC News - France's new medieval castle
  17. ^ Stanton, Cathy (1999-11-01). "Reenactors in the Parks: A Study of External Revolutionary War Reenactment Activity at National Parks" (PDF) s. 34 National Park Service. Hentet 2008-07-28.
  18. ^ Horwitz's WSJ article
  19. ^ Who was the Founding Father of Farb?
  20. ^ World Wide Words: Farb
  21. ^ Hadden s. 139
  22. ^ Moore, Tim (2008). I Believe in Yesterday: My Adventures in Living History. London: Jonathan Cape. ISBN 0-224-07781-3
  23. ^ Jubera, Drew (1993-10-09), "GETTYSBURG: Ted Turner, a cast of thousands and the ghosts of the past", Baltimore Sun, Tribune Company, hentet 2012-04-19 
  24. ^ AFI Night at the Movies
  25. ^ This documentary can be found on the DVD of the film Gettysburg.
  26. ^ Thompson, Jenny. Wargames: Inside the World of 20th Century Reenactors (Smithsonian Books, Washington, 2004). ISBN 1-58834-128-3
  27. ^ Thompson, op.cit.
  28. ^ US Republican candidate Rich Iott in Nazi uniform row, BBC News, 2010-10-10, hentet 2011-06-30 

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

External links[redigér | redigér wikikode]