Olav Kyrre

Olav Kyrre (ca. 1050 - 1093), konge i Norge 1067 - 1093. Han giftede sig med Ingrid Svendsdatter, datter af Svend Estridsen, men holdt også frillen Tora Arnesdatter, der blev mor til hans søn og efterfølger Magnus Barfod.

Biografi

Olav var søn af frillen Tora Torbergsdatter og kong Harald Hårderåde, og var med i dennes hær da han drog til England, men han deltog ikke i slaget ved Stamford Bridge i 1066. Da han kom hjem til Norge året efter - han måtte sværge på, ikke at ville angribe England, før han fik lov til at forlade landet - blev han indsat som konge sammen med sin bror, Magnus Haraldsson. Magnus døde allerede i 1069, og Olav blev da konge alene. Det var antagelig allerede i disse første år som konge at Olav fik tilnavnet "Kyrre", som betyder "rolig, fredelig".

Norges militære slagkraft var da også stærkt reduceret efter Stamford Bridge. Den normanniske munk Orderic Vitalis skrev i begyndelsen af 1100-tallet, at han selv havde set bunkerne med rester efter faldne nordmænd på slagmarken, flere tiår efter slaget. Af ca 300 skibe vendte vistnok kun 30 tilbage til Norge. Vilhelm Erobreren følte sig alligevel ikke helt rolig, og Symeon af Durham skrev, også i begyndelsen af 1100-tallet, at Vilhelm havde sendt mænd til Norge. Deres ærinde omtales ikke, men sandsynligvis har Vilhelm villet forvisse sig om, at Olav overholdt sin ed. Olav sendte da også en mængde skibe til Danmark for at støtte et dansk forsøg på generobring af England i 1085, men det togt blev der ikke noget af.

Harold Godvinsons søn og to brorsønner, der var Vilhelms modstandere, flygtede til Norge og blev godt modtaget af Olav Kyrre, selv om det var netop Harold Godvinson, der havde tilføjet hans far nederlaget ved Stamford Bridge. Den ene, Skule Tostigsson, blev Olavs vigtigste rådgiver. En anden flygtning var biskop Turgot af St. Andrews. I Norge bidrog han til opførelsen af den første stenkirke til ære for Hellig-Olav. Turgot er også kendt for sin biografi om Skt. Margaret, der senere blev Skotlands nationalhelgen.

Olavs regeringstid blev en fredelig tid for kongeriget. Han indgik forlig både med danskekongen Svend Estridsen og med Vilhelm Erobreren som da var konge i England, og klarede at holde landet udenfor konflikter med andre lande og magthavere. Fordi hans regeringstid var så fredelig, er der ikke meget om ham i sagaerne. Dette betyder ikke, at der ikke skete noget vigtigt i hans tid som konge. Dette var tværtimod en tid som var præget af at kongemagten, staten og retsorganisationen blev stærkere. En indikation på dette er at hirden i kongsgården blev fordoblet, og at der blev indført nye skikke efter europæisk model, blandt andet ville han have gulvene strøet både sommer og vinter. I denne tid blev forholdet til paven bedre, og dette førte til etableringen af faste bispesæder flere steder i Norge.

Olav regnes som Bergens grundlægger.

Olav Kyrre var den første norske konge der lærte at læse, og en engelsk munk har fortalt at Olav mange gange hjalp præsten ved gudstjenesten.

Olav Kyrres eneste søn, Magnus Barfod, overtog kongemagten da faderen døde i 1093 i Håkeby i Tanum i Bohuslän, den gang norsk område (Ranrike). Han er begravet i Nidarosdomen i Trondheim.

Foregående:	Norges regenter	Efterfølgende:
Magnus Haraldsson (1066–1069)		Håkon Magnusson Toresfostre (1093–1095) Magnus Barfod (1093–1103)