Magnus Barfod

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Magnus Barfod

Magnus Berrføtt 1.png

Personlig information
Født 1073Rediger på Wikidata
NorgeRediger på Wikidata
Død 24. august 1103Rediger på Wikidata
River QuoileRediger på Wikidata
Gravsted DownpatrickRediger på Wikidata
Religion KristendomRediger på Wikidata
Far Olav KyrreRediger på Wikidata
Mor Ingrid SvensdatterRediger på Wikidata
Ægtefælle Margrete FredkullaRediger på Wikidata
Børn Harald Gille,
Sigurd Jorsalfar,
Øystein Magnusson,
Olav Magnusson,
Sigurd Slembe,
Tora MagnusdatterRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Magnus Barfod eller Magnus 3. Olavsson Berrføtt (107324. august 1103) var konge af Norge fra 1093 til 1103. Med sin farfar Harald Hårderåde som forbillede var Magnus Norges sidste vikingekonge med det norrøne tilnavn styrjaldar-Magnús, dvs. "Krigs-Magnus". Han var den sidste norske konge, som faldt i kamp udenfor Norges grænser.[1]

Magnus var søn af Olav Kyrre og frillen Tora Joansdatter. Historikere som P.A. Munch opgiver med Morkinskinna og Fagrskinna som kilder hans mors navn som Tora Arnedatter. Hryggjarstykki, Hrokkinskinna og Heimskringla opgiver derimod hendes navn som Tora Joansdatter. Det sidste er mest troværdigt, da Snorre voksede op som fostersøn af Jon Loptsson, der var dattersøn af Magnus Barfod, og nok vidste, hvad hans oldemor hed. [2]

"Konger skal man have til ære, ikke til et langt liv," sagde kong Magnus. [3] Hans sværd hed Leggbit (= Benbider), med hjalte af elfenben omviklet med guldtråd. Det irske øl Leggbiter er opkaldt efter kong Magnus' sværd. [4] Hvert andet år fejres Legbiter-festivalen til hans ære. [5]

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Magnus Barfod voksede op ved sin fars hird i Nidaros, hvor kong Olav Kyrre var ved at rejse Nidarosdomen. En tid var Magnus bortsat til opfostring hos sin fars fætter, høvdingen Tore Ingeridsson (søn af Hårderådes søster Ingerid).Drengen beskrives som køn, kvik og lærenem; men kontrasten mellem den fredelige kong Olav og hans søn Magnus kunne knapt have været større. Magnus kaldte sig konge i Viken; men kun Øyreting i Nidaros kunne indsætte rigskonger, så Magnus' kongeværdighed strakte sig ikke længere end omkring Oslofjorden. Dog sikrede han sig støtte fra de vigtigste regionale magtcentre (Steigen nordpå, Giske på Sunnmøre og Bjarkøy i Troms). Omkring 1100 drev nordmænd en udbredt handel med engelske byer som Bristol, Lynn og Boston; og med Ribe, Deventer, Køln, Brügge, samt franske havnebyer. Det var naturligt for Magnus at rette blikket mod vest og den norrøne koloni Caithness, hvorfra Torfinn jarl (død i 1064) havde regeret over ni skotske jarledømmer, samt Hebriderne og dele af Irland og Man. [6]

Kamp om kongemagten[redigér | redigér wikikode]

W. Wetlesen: Hængningen af Egil Aslaksson på Magnus Barfods ordre. Det samme skete med Steigar-Tore.

Olav Kyrre havde været samkonge med sin ældre bror Magnus Haraldsson, og enekonge først efter hans død. Da Olav Kyrre døde i 1093, gjorde ikke kun Magnus Barfod, men også hans fætter Håkon Magnusson Toresfostre krav på kongetitlen. Håkon og hans fosterfar, den mægtige lendmand Steigar-Tore, sørgede for at få Håkon udråbt til konge på Øyretinget i Nidaros i efteråret 1093, mens Magnus Barfod var optaget i Skotland. Håkon regnede sig dog kun som konge over de områder i Norge, hans far havde været konge over; og han blev hurtigt meget afholdt af bønderne for at have afskaffet skatter og pligten til at give kongen julegaver. Om Håkon Toresfostre kvad man:

Gavmild selv bød han Olavs arving halve Norge,
men Magnus, som vel kunne tale, ej mindre end alt ville eje.

Magnus Barfod blev meget oprørt, da han vendte tilbage til Norge samme vinter og opdagede, at fætteren havde foræret dele af hans farsarv væk. Han bosatte sig i sin farfar Hårderådes kongsgård i Nidaros, med syv langskibe liggende lige ved. Håkon Toresfostre hørte om hans hjemkomst, rejste østpå over Dovre og tog ind på det gamle kongesæde i Nidaros, Skulegården ved Klemenskirken. Både han og Steigar-Tore frygtede Magnus Barfods reaktion; men da han så folkets opslutning omkring fætteren, valgte han at sætte sejl og forlade Nidaros. Kong Håkon rejste østpå; men undervejs til Viken over Dovre blev han pludselig syg på rypejagt og døde. Hans lig blev ført tilbage til Nidaros og gravlagt i Kristkirken. Befolkningen sørgede dybt over tabet af den unge konge. [7] En af hans mænd, danskeren Svend Haraldsson, [8] søn af Harald Flette, blev valgt til nyt kongsemne. Den aldrende Steigar-Tore havde ingen tro på, at kong Magnus ville glemme ham, at han havde fået sin fostersøn Håkon valgt til konge. Sammen med Steigar-Tore var vikingen Svend Haraldsson og lendmanden Egil Aslaksson, gift med Ingebjørg, søster af Skofte på Giske, samt den mægtige Skjalg, indstillet på at anstifte oprør mod Magnus Barfod. [9] Skjalg var muligvis den Skjalg jarl, der havde herredømme over kværnstensbruddetHyllestad, [10] det største i Norden og betydeligt i europæisk sammenhæng, sammenlignet med nutidens olieindustri. [11]

Lendmanden Sigurd Uldstreng, der stiftede Nidarholm klosterMunkholmen, nedkæmpede det norske oprør mod Magnus Barfod.

Steigar-Tore og Svend Haraldsson havde i 1095 fået samlet en stor hær. Da kong Magnus hørte det, fik han sendt en hær mod dem, ledet af den trønderske lendmand Sigurd Uldstreng, stifter af Nidarholm klosterMunkholmen. [12] Det kom til flere kampe, først i Vanvikan i Trøndelag og senere på Bjarkøy i Hålogaland, hvor Steigar-Tore og Egil Aslaksson plyndrede lendmanden Vidkunn Jonssons gård, og lod den og gårdens langskib nedbrænde. Vidkunn Jonsson (senere fosterfar for Magnus den Blinde) måtte flygte sammen med sin far Jon Arnesson. Vidkunns ældre bror Sigurd Jonsson var derimod med i oprørsflokken og blandt dem, Magnus Barfod senere lyste fredløs. [13] Steigar-Tore blev taget til fange; han og Egil Aslaksson blev hængt på Vomma. Ifølge Snorre var den aldrende Steigar-Tore så stor og tung, at hans hals blev slidt itu ved hængningen, så hovedet faldt ned under galgen med et dunk. [14]

Magnus Barfod lod derimod Svend Haraldsson gå, selv om han var oprørt over, at hans modstandere havde udset sig en lavættet dansker til at overtage hans stilling. I foråret 1096 hærgede Barfod i Halland og tog et stort krigsbytte. I Ranrige (det nordlige Bohuslän) boede lendmanden Sveinke Steinarsson, der blev morfar til Erling Skakke og havde været den afdøde Håkons første fosterfar, før drengen kom til Steigar-Tore. Sveinke sørgede dybt over Håkon Toresfostre, og ville ikke forhandle med kong Magnus' udsendinge. Da det kom Magnus Barfod for øre, blev han rasende. Lendmændene var blevet egenmægtige i de 26 år med fred og gode tider under hans fars styre. Ifølge Morkinskinna tog han selv til Viken og sendte derfra bud til Sveinke, der holdt grænseområdet frit for røvere og vikinger. Egentlig ville han have Sveinke landsforvist og al hans ejendom beslaglagt; men lendmændene, der overbragte beskeden, modererede det til et krav om tre vintre udenlands, og anførte ydermere, at Sveinke kunne regne med en snarlig tilbagekaldelse, når vikinger igen skabte problemer. Parterne indgik et forlig, og Sveinke flyttede til Halland. Men som Barfods udsendinge havde forudset, blev problemet med vikinger snart så omfattende, at kong Magnus måtte bede Sveinke om at komme tilbage. Det var han ikke villig til, så Barfod måtte til sidst i egen person tage til Halland og gå canossagang for at få ham tilbage. De kom til enighed, og Magnus Barfod havde dermed alle landets lendmænd på sit parti. [15]

I vesterled[redigér | redigér wikikode]

Stenhoved af en ukendt mand fra Peel-slottet på Man, en fæstning grundlagt af Magnus Barfod.

I efteråret 1093 havde kong Magnus hjulpet Donald Bane [16] med at erobre Edinburgh og den skotske trone; men allerede i foråret 1094 tilranede Duncan 2. sig kongeværdigheden. I 1098 var det dog Donalds bror Edgar Ætheling, der var skotsk konge. Han havde nok af indre modsætninger at strides med, om han ikke også skulle møde en ydre fjende, og tilbød derfor at afstå fra alle krav på øerne vest for sit land - så længe Barfod til gengæld lod Edgar Ætheling og resten af landet i fred. Det skal kong Magnus have accepteret, og en forbigående trolovelse mellem ham og kong Edgar Æthelings søster Edith [17] skal nok ses i det lys. [18] Mest sandsynligt mødtes de aldrig, og hun giftede sig i stedet med kong Henrik 1. af England. [19]

Barfods andet togt i vesterled gik til Orkneyøerne med en stor ledingsflåde.

Også Hebriderne blev lagt under Norge. Derimod mislykkedes det for ham at tage land fra Danmark og Sverige.

Han faldt på et hærtogt i Irland.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Magnus Barfod blev gift med Margrete Ingedatter (10851130) med tilnavnet "fredkulla" (= fredskvinde). Der var tale om en ren magtalliance, der næppe har fungeret som noget ægteskab. Parret fik ingen børn, og intet tyder på, at de nogensinde delte bo. Magnus havde børn med flere kvinder; og efter Magnus' død blev Margrete gift med den danske konge Niels, som hun fik to børn med. [20]

Tilnavn[redigér | redigér wikikode]

Ligesom Sean Connery på dette foto kan Magnus Barfod have følt sig vel i kilt.

Der er flere forklaringer på tilnavnet Barfod: Enten fordi han gik med skotsk kilt og bare lægge; eller fordi han fulgte irsk skik og red barfodet. [21]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Magnus Barfods eftermæle gik på, at der var fred i Norge i hans regeringstid; men folket betalte dyrt for hans krige i udlandet. [22]

Børn[redigér | redigér wikikode]

Med en ukendt kvinde "af lav byrd" fik han

Med Tora, en tilfangetaget engelsk kvinde, fik han

Med ukendt mor fik han to døtre:

  • Ragnhild Magnusdatter, som blev gift med Harald Kesja (død 1145). I ægteskabet fik de sønnen Bjørn Jernside.
  • Tora Magnusdatter, gift med præsten Loptur Sæmundsson på Island. [23] I ægteskabet sønnen Jon Loptsson (1124-1197), der var fosterfar for Snorre, og har efterslægt på Island.

Med Sigrid Saksesdatter fra Strinda i Trøndelag fik Magnus sin tredje søn

Også

  • Harald Gille,
  • Sigurd Slembe, søn af Tora Saksesdatter fra Strinda i Trøndelag, men aldrig godkendt som kongesøn, og
  • Magnus Røde hævdede at være sønner af Magnus. Sidstnævnte er kun omtalt i Fagrskinna. [24]
Foregående: Norges regenter Efterfølgende:
Olav Kyrre
(1067-1093)
Håkon Magnusson Toresfostre (10931095)
Olav Magnusson (11031115)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ https://nbl.snl.no/Magnus_3_Olavsson_Berrf%C3%B8tt
  2. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 14), forlaget Spartacus, Oslo 2012, ISBN 978-8-430-0584-6
  3. ^ http://heimskringla.no/wiki/Soga_um_Magnus_Berrf%C3%B8tt (kap. 26)
  4. ^ https://europeanbeerblog.weebly.com/northern-ireland.html
  5. ^ https://www.facebook.com/events/660210687644220/
  6. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 14-25)
  7. ^ http://www.olhov.net/barfot.html (kap. 2)
  8. ^ https://nbl.snl.no/Svein_Haraldsson
  9. ^ http://www.olhov.net/barfot.html (kap. 4)
  10. ^ https://kvernsteinsparken.no/
  11. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 8)
  12. ^ http://www.strindahistorielag.no/wiki/index.php?title=Sigurd_Ullstreng
  13. ^ https://nbl.snl.no/Vidkunn_Jonsson
  14. ^ Magnus Berrføtts saga (kap. 5-6)
  15. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 47-49)
  16. ^ https://www.britannica.com/biography/Donald-Bane
  17. ^ http://www.englishmonarchs.co.uk/normans_6.html
  18. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 70-71)
  19. ^ https://thefreelancehistorywriter.com/2012/06/10/matilda-of-scotland-queen-of-england/
  20. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 105-6)
  21. ^ https://snl.no/Magnus_3_Berrf%C3%B8tt
  22. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 59)
  23. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 116)
  24. ^ Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 113)