Jack the Ripper: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
+tekst
Linje 23: Linje 23:
==Baggrund==
==Baggrund==
I midten af 1900-tallet oplevede England en enorm indvandring af irske immigranter, som stærkt forøgede populationen af Englands store byer, såsom [[East End of London]]. Fra 1882 indvandrede også jødiske flygtninge fra [[Østeuropa]] og [[Zar-rusland]] og bosatte sig i samme område.<ref>Kershen, Anne J., "The Immigrant Community of Whitechapel at the Time of the Jack the Ripper Murders", in Werner, pp. 65–97; Vaughan, Laura, "Mapping the East End Labyrinth", in Werner, p. 225</ref> [[Whitechapel]]-sogn i London's East End blev grundet denne indvandring voldsomt overbefolket. Arbejde- og boligforholdene blev forværret og en betydelig økonomisk underklasse udviklede sig.<ref>[http://booth.lse.ac.uk/ ''Life and Labour of the People in London'' (London: Macmillan, 1902–1903)] (The [[Charles Booth (philanthropist)|Charles Booth]] on-line archive) retrieved {{Nowrap|5 August}} 2008</ref> Røverier, vold og alkoholmisbrug blev efterhånden normalt og den lokale fattigdom drev mange kvinder til prostitution. I oktober 1888 anslog Londons [[Metropolitan Police Service]], at der var omkring 1200 prostituerede og omkring 62 bordeller i Whitechapel.<ref>Evans and Skinner, ''Jack the Ripper: Letters from Hell'', p. 1; Police report dated {{Nowrap|25 October}} 1888, MEPO 3/141 ff. 158–163, quoted in Evans and Skinner, ''The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook'', p. 283; Fido, p. 82; Rumbelow, p. 12</ref> De økonomiske problemer blev snart efterfulgt af en stigning i skel mellem de sociale lag. Mellem 1886 og 1889 førte flere demonstrationer såsom [[Bloody Sunday]] til intervention fra politiets side og fortsatte offentlige uroligheder.<ref>Begg, ''Jack the Ripper: The Definitive History'', pp. 131–149; Evans and Rumbelow, pp. 38–42; Rumbelow, pp. 21–22</ref> Racisme, kriminalitet, sociale forstyrrelser og den fortsatte nedgang affødte offentlige opfattelser af at Whitechapel var et berygtet sted uden skyggen og eksistens af morale.<ref>Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, pp. 31–63</ref> I 1888 blev disse opfattelser kun forstærket, da en række af grufulde og groteske drab udført af "Jack the Ripper" udløste uforventet dækning i medierne.<ref>Haggard, Robert F. (1993), "Jack the Ripper As the Threat of Outcast London", ''Essays in History'', vol. 35, Corcoran Department of History at the University of Virginia</ref>
I midten af 1900-tallet oplevede England en enorm indvandring af irske immigranter, som stærkt forøgede populationen af Englands store byer, såsom [[East End of London]]. Fra 1882 indvandrede også jødiske flygtninge fra [[Østeuropa]] og [[Zar-rusland]] og bosatte sig i samme område.<ref>Kershen, Anne J., "The Immigrant Community of Whitechapel at the Time of the Jack the Ripper Murders", in Werner, pp. 65–97; Vaughan, Laura, "Mapping the East End Labyrinth", in Werner, p. 225</ref> [[Whitechapel]]-sogn i London's East End blev grundet denne indvandring voldsomt overbefolket. Arbejde- og boligforholdene blev forværret og en betydelig økonomisk underklasse udviklede sig.<ref>[http://booth.lse.ac.uk/ ''Life and Labour of the People in London'' (London: Macmillan, 1902–1903)] (The [[Charles Booth (philanthropist)|Charles Booth]] on-line archive) retrieved {{Nowrap|5 August}} 2008</ref> Røverier, vold og alkoholmisbrug blev efterhånden normalt og den lokale fattigdom drev mange kvinder til prostitution. I oktober 1888 anslog Londons [[Metropolitan Police Service]], at der var omkring 1200 prostituerede og omkring 62 bordeller i Whitechapel.<ref>Evans and Skinner, ''Jack the Ripper: Letters from Hell'', p. 1; Police report dated {{Nowrap|25 October}} 1888, MEPO 3/141 ff. 158–163, quoted in Evans and Skinner, ''The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook'', p. 283; Fido, p. 82; Rumbelow, p. 12</ref> De økonomiske problemer blev snart efterfulgt af en stigning i skel mellem de sociale lag. Mellem 1886 og 1889 førte flere demonstrationer såsom [[Bloody Sunday]] til intervention fra politiets side og fortsatte offentlige uroligheder.<ref>Begg, ''Jack the Ripper: The Definitive History'', pp. 131–149; Evans and Rumbelow, pp. 38–42; Rumbelow, pp. 21–22</ref> Racisme, kriminalitet, sociale forstyrrelser og den fortsatte nedgang affødte offentlige opfattelser af at Whitechapel var et berygtet sted uden skyggen og eksistens af morale.<ref>Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, pp. 31–63</ref> I 1888 blev disse opfattelser kun forstærket, da en række af grufulde og groteske drab udført af "Jack the Ripper" udløste uforventet dækning i medierne.<ref>Haggard, Robert F. (1993), "Jack the Ripper As the Threat of Outcast London", ''Essays in History'', vol. 35, Corcoran Department of History at the University of Virginia</ref>

==Drab==
{{Main|Whitechapelmordene}}
[[File:Whitechapel Spitalfields 7 murders.JPG|thumb|left|300px|alt=Victorian map of London marked with seven dots within a few streets of each other|Lokationer for de første syv [[Whitechapelmordene|Whitechapelmord]]&nbsp;– [[Osborn Street]] (midten til højre), [[Martha Tabram#George Yard Building|George Yard]] (midten til venstre), [[Hanbury Street]] (øverst), [[Buck's Row]] (længst til højre), [[Berner Street]] (nederst til højre), [[Mitre Square]] (nederst til venstre) og [[Dorset Street, London|Dorset Street]] (mellem til venstre)]]

Grundet det store antal af angreb mod kvinder i East End gennem denne tid er det blevet usikkert, hvor mange af ofrene, der blev dræbt af den samme person.<ref>Woods and Baddeley, p. 20</ref> Elleve separate drab begået fra tidsrummet d. 3. april 1888 til 13. februar ble v inddraget i London [[Metropolitan Police Service]]s efterforskning og var alle kendt og inkluderet i politirapporter under navnet "[[Whitechapelmordene]]".<ref name="met">{{Citation |url=http://www.met.police.uk/history/ripper.htm|title=The Enduring Mystery of Jack the Ripper|publisher=London Metropolitan Police|accessdate={{Nowrap|31 January}} 2010}}</ref><ref>Cook, pp. 33–34; Evans and Skinner, ''The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook'', p. 3</ref> Der er forskellige meninger om, hvorvidt disse drab alle skulle tilknyttes den samme drabsmand, men i hvertfald fem af de elleve Whitechapel-mord, kendt som "de kanoniske fem", menes at være blevet begået af Ripper.<ref>Cook, p. 151</ref> Mange eksperter peger på de dybe sår i ofrenes halse, lemlæstelse af mave- og kønsorganerne, fjernelse af indre organer og voldsomme ansigtslemlæstelser som karakteristiske kendetegn for Jack the Ripper's ''[[modus operandi]]''.<ref name=keppel/> De to første sager i rapporten om Whitechapel-mordene, henholdsvis [[Emma Elizabeth Smith]] og [[Martha Tabram]], er ikke inkluderet i de kanoniske fem.<ref>Evans and Rumbelow, pp. 47–55</ref>

Smith blev berøvet og seksuelt overfaldet på Osborn Street, Whitechapel, den 3. april 1888. Et stumpt objekt var blevet implementeret i hendes skede, hvilket havde ødelagt hendes bughinde og altså skillevæggen mellem bughulen og de omkringliggende organer, såsom mavesækken og tarme. Dette gjorde, at hun udviklede [[bughindebetændelse]] og døde den efterfølgende dag på London Hospital.<ref>Begg, ''Jack the Ripper: The Definitive History'', pp. 27–28; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Evans and Skinner, ''The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook'', pp. 4–7</ref> Hun sagde, at hun var blevet overfaldet af to eller tre mænd, hvor en af de dem var en teenager.<ref>Begg, ''Jack the Ripper: The Definitive History'', p. 28; Evans and Skinner, ''The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook'', pp. 4–7</ref> Pressen koblede overfaldet til de senere drab, <ref>e.g. ''[[The Star (London)|The Star]]'', {{Nowrap|8 September}} 1888, quoted in Begg, ''Jack the Ripper: The Definitive History'', pp. 155–156 and Cook, p. 62</ref> men flere forfattere har konkluderet, at overfaldet var gruppeoverfald uden relation til Ripper-sagerne.<ref name=met/><ref name=odnb/><ref>Begg, ''Jack the Ripper: The Definitive History'', pp. 29–31; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Marriott, pp. 5–7</ref>

Tabram blev dræbt den 7. august 1888 efter at være blevet udat for 39 stiksår. Drabets grusomhed, manglen på et åbenlyst motiv og den nærliggende beliggenhed (George Yard, Whitechapel) og dato i forhold til de senere Ripper-mord gjorde, at politiet knyttede dem sammen.<ref>Evans and Rumbelow, pp. 51–55</ref> Dog adskiller overfaldet sig fra de kanoniske drab, da Tabram blev stukket i stedet for at få få halsen skåret op og maven skåret op. Mange af nutidens eksperter knytter ikke mordet til de senere drab grundet denne forskel i sårmønsteret.<ref>Evans and Rumbelow, pp. 51–55; Marriott, p. 13</ref>



De fem ofre var alle [[Prostitueret|prostituerede]]:
De fem ofre var alle [[Prostitueret|prostituerede]]:

Versionen fra 1. okt. 2012, 22:41

For alternative betydninger, se Jack the Ripper (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jack the Ripper)
Jack the Ripper
"Med the Vigilance Committee i East End: en mistænkelig person" fra The Illustrated London News, 13. oktober 1888
Pseudonym Jack the Ripper
Født ikke kendt
ikke kendt
Død ikke kendt
London, Storbritannien Rediger på Wikidata
Dødsårsag ikke kendt
Kriminalitet
Antal ofre 5 - muligvis flere ofre
Periode 1888 – ?
Arresteret Nej
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

"Jack the Ripper" er det mest kendte navn for en uidentificeret seriemorder, som mistænkes for at stå bag flere drab begået i det dengang fattige område, der omgav Whitechapel-distriktet i London i 1888. Navnet blev til ud fra et brev, som siges at være fra morderen selv, som medierne publicerede. Brevet er dog blevet anset som falsk og er måske blevet skrevet af en journalist i et forsøg på at vække interesse for historien. Andre navne til morderen gennem tiden inkluderer "The Whitechapel Murderer" ("Whitechapel-morderen", red.) og "Leather Apron" ("Læderforklæde", red.).

Ofrene til mordene, der tilkobles Ripper, var typisk kvindelige prostituerede fra slumområder, hvis halse blev skåret over før deres maveregion blev lemlæstet. Fjernelsen af indvendige organer fra mindst tre af ofrene har givet en idé om, at morderen har haft en eller anden form for anatomisk eller kirurgisk viden. Rygterne om at mordene havde forbindelse til hinanden blev forstærket i september og oktober i 1888 og medierne og Scotland Yard modtog breve fra en forfatter eller forfattere, der påstod at være morderen. Brevet med titlen "From Hell" ("Fra helvede", red.), som George Lusk fra Whitechapel Vigilance Committee modtog, inkluderede en halv menneske-lever, højest sandsynlig fra et af ofrene. Grundet mordene ekstremt brutalt karaktere og grundet mediernes håndtering af begivenhederne, blev det mere og mere en almen opfattelse af der var tale om en enkelt seriemorder, som gik under navnet "Jack the Ripper".

Stor avisdækning resulterede i en verdensomspændende og vedvarende berygtethed omkring Ripper. Trods efterforskning af en serie af brutale drab i Whitechapel frem til 1891 var det ikke muligt endeligt at forbinde alle drabene til mordene i 1888, men historien om Jack the Ripper holdt ved. Idet mordene aldrig blev opklaret blev historierne om dem til en kombination af ægte historisk research, eventyr og førudgående historisk viden. Begrebet "ripperology" beskriver studiet og analyser af sagen om Ripper-mordene. Der er nu over 100 teorier omkring Rippers identitet og mordene har været til inspiration for flere fiktive værker.

Baggrund

I midten af 1900-tallet oplevede England en enorm indvandring af irske immigranter, som stærkt forøgede populationen af Englands store byer, såsom East End of London. Fra 1882 indvandrede også jødiske flygtninge fra Østeuropa og Zar-rusland og bosatte sig i samme område.[1] Whitechapel-sogn i London's East End blev grundet denne indvandring voldsomt overbefolket. Arbejde- og boligforholdene blev forværret og en betydelig økonomisk underklasse udviklede sig.[2] Røverier, vold og alkoholmisbrug blev efterhånden normalt og den lokale fattigdom drev mange kvinder til prostitution. I oktober 1888 anslog Londons Metropolitan Police Service, at der var omkring 1200 prostituerede og omkring 62 bordeller i Whitechapel.[3] De økonomiske problemer blev snart efterfulgt af en stigning i skel mellem de sociale lag. Mellem 1886 og 1889 førte flere demonstrationer såsom Bloody Sunday til intervention fra politiets side og fortsatte offentlige uroligheder.[4] Racisme, kriminalitet, sociale forstyrrelser og den fortsatte nedgang affødte offentlige opfattelser af at Whitechapel var et berygtet sted uden skyggen og eksistens af morale.[5] I 1888 blev disse opfattelser kun forstærket, da en række af grufulde og groteske drab udført af "Jack the Ripper" udløste uforventet dækning i medierne.[6]

Drab

Hovedartikel: Whitechapelmordene.
Victorian map of London marked with seven dots within a few streets of each other
Lokationer for de første syv Whitechapelmord – Osborn Street (midten til højre), George Yard (midten til venstre), Hanbury Street (øverst), Buck's Row (længst til højre), Berner Street (nederst til højre), Mitre Square (nederst til venstre) og Dorset Street (mellem til venstre)

Grundet det store antal af angreb mod kvinder i East End gennem denne tid er det blevet usikkert, hvor mange af ofrene, der blev dræbt af den samme person.[7] Elleve separate drab begået fra tidsrummet d. 3. april 1888 til 13. februar ble v inddraget i London Metropolitan Police Services efterforskning og var alle kendt og inkluderet i politirapporter under navnet "Whitechapelmordene".[8][9] Der er forskellige meninger om, hvorvidt disse drab alle skulle tilknyttes den samme drabsmand, men i hvertfald fem af de elleve Whitechapel-mord, kendt som "de kanoniske fem", menes at være blevet begået af Ripper.[10] Mange eksperter peger på de dybe sår i ofrenes halse, lemlæstelse af mave- og kønsorganerne, fjernelse af indre organer og voldsomme ansigtslemlæstelser som karakteristiske kendetegn for Jack the Ripper's modus operandi.[11] De to første sager i rapporten om Whitechapel-mordene, henholdsvis Emma Elizabeth Smith og Martha Tabram, er ikke inkluderet i de kanoniske fem.[12]

Smith blev berøvet og seksuelt overfaldet på Osborn Street, Whitechapel, den 3. april 1888. Et stumpt objekt var blevet implementeret i hendes skede, hvilket havde ødelagt hendes bughinde og altså skillevæggen mellem bughulen og de omkringliggende organer, såsom mavesækken og tarme. Dette gjorde, at hun udviklede bughindebetændelse og døde den efterfølgende dag på London Hospital.[13] Hun sagde, at hun var blevet overfaldet af to eller tre mænd, hvor en af de dem var en teenager.[14] Pressen koblede overfaldet til de senere drab, [15] men flere forfattere har konkluderet, at overfaldet var gruppeoverfald uden relation til Ripper-sagerne.[8][16][17]

Tabram blev dræbt den 7. august 1888 efter at være blevet udat for 39 stiksår. Drabets grusomhed, manglen på et åbenlyst motiv og den nærliggende beliggenhed (George Yard, Whitechapel) og dato i forhold til de senere Ripper-mord gjorde, at politiet knyttede dem sammen.[18] Dog adskiller overfaldet sig fra de kanoniske drab, da Tabram blev stukket i stedet for at få få halsen skåret op og maven skåret op. Mange af nutidens eksperter knytter ikke mordet til de senere drab grundet denne forskel i sårmønsteret.[19]


De fem ofre var alle prostituerede:

  1. Mary Ann Nichols (kaldet Polly) - født 26. august 1845, dræbt 31. august 1888 - Hendes krop blev opdaget af en mand ca klokken 3.40 foran en port til en baggård, 180 meter fra London Hospital.
  2. Annie Chapman - født i september 1841, dræbt 8. september - Hendes krop blev opdaget ca klokken 6 i en baggård, liget var ligesom Polly lemlæstet, og blandt andet livmoren fjernet. Hun var 47 år gammel og ved dårlig helbred.
  3. Elisabeth Strides - født 27. november 1842 i Sverige, dræbt 30. september - Hun blev fundet klokken 1 ved Dutfield's Yard, ved Berner Street; dødsårsagen var massivt blodtab fra den næsten afhuggede arterie på venstre side. Det var ingen maltraktering af underlivet og dette har ledet til en vis tvivl om dette var samme drabsmand som havde dræbt Polly og Chapman.
  4. Catherine Eddowes (brugte alias Kate Conway og Mary Ann Kelly - født 14. april 1842, myrdet 30. september - Hendes krop blev fundet i Mitre Square, i City of London. Struben var, som i de to foregående tilfælde, skåret over med to kniv og underlivet åbnet. Den venstre nyre og det meste af livmoderen var fjernet.
  5. Mary Kelly (kaldet Marie Jeanette Kelly og Ginger) - angiveligt født ca 1863 i Irland, dræbt 9. november - Hendes lemlæstede krop blev fundet ca klokken 10.45 i en værelses lejlighed som hun boede i ved 13 Miller's Court, ved Dorset Street. Liget var i forhold til de fire andre ofre meget slemt lemlæstet.

Alle fem blev myrdet og lemlæstet i Whitechapel, et slumkvarter i London. Tilsyneladende stoppede mordene herefter. Måske havde han udført en bestemt opgave, var død eller flygtet.

Endnu en kuriositet ved sagen var, at politiet indstillede hele efterforskningen en måned mellem det næstsidste og sidste mord. Det mest uhyggelige ved mordene var den næsten rituelle brutalitet, som de blev udført med: Jack the Ripper fjernede kvindernes organer og lemlæstede flere af ofrene.

Angiveligt skulle morderen have sendt adskillige breve til politiet, hvor han bl.a. gjorde nar af dem. Mange af disse breve findes stadig. Det er imidlertid uvist, hvor mange breve, der var ægte. De fleste teoretikere mener, det kun er et fåtal - hvis nogen overhovedet. Det helt enorme antal vidnede i hvert fald om mange forfalskninger.

Der har været mange teorier fremme om, hvem morderen egentlig var. På et tidspunkt blev Elefantmanden, som levede på samme tid mistænkt for mordene, hvilket var helt grotesk, eftersom han dårligt kunne bevæge sig pga. sine deformiteter. Nogle af konspirationsteorierne omkring mordene har endda involveret det engelske kongehus.

Walter Sickert er blevet en kontroversiel størrelse, efter Patricia Cornwell i sin bog Portræt af en morder gør det klart, at hun mener at have fundet den sikre bagmand i den engelske kunstner. Teorien er imidlertid bestridt af flere "Ripperologists", som teoretikerne omkring modsagerne kalder sig selv.

Mordene er blevet emne for mange flere bøger og er blevet filmatiseret flere gange.

Film om Jack the Ripper

Tom Merrys bud på Jack the Ripper - forsiden af magasinet Puck 21. september 1889
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder

  1. ^ Kershen, Anne J., "The Immigrant Community of Whitechapel at the Time of the Jack the Ripper Murders", in Werner, pp. 65–97; Vaughan, Laura, "Mapping the East End Labyrinth", in Werner, p. 225
  2. ^ Life and Labour of the People in London (London: Macmillan, 1902–1903) (The Charles Booth on-line archive) retrieved 5 August 2008
  3. ^ Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 1; Police report dated 25 October 1888, MEPO 3/141 ff. 158–163, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 283; Fido, p. 82; Rumbelow, p. 12
  4. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 131–149; Evans and Rumbelow, pp. 38–42; Rumbelow, pp. 21–22
  5. ^ Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, pp. 31–63
  6. ^ Haggard, Robert F. (1993), "Jack the Ripper As the Threat of Outcast London", Essays in History, vol. 35, Corcoran Department of History at the University of Virginia
  7. ^ Woods and Baddeley, p. 20
  8. ^ a b The Enduring Mystery of Jack the Ripper, London Metropolitan Police, hentet 31 January 2010 {{citation}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp)
  9. ^ Cook, pp. 33–34; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 3
  10. ^ Cook, p. 151
  11. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet keppel
  12. ^ Evans and Rumbelow, pp. 47–55
  13. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 27–28; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 4–7
  14. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 28; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 4–7
  15. ^ e.g. The Star, 8 September 1888, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 155–156 and Cook, p. 62
  16. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet odnb
  17. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 29–31; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Marriott, pp. 5–7
  18. ^ Evans and Rumbelow, pp. 51–55
  19. ^ Evans and Rumbelow, pp. 51–55; Marriott, p. 13

Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link GA

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Jack_the_Ripper&oldid=6401097"