Forskel mellem versioner af "Carl Lundbye"

Spring til navigation Spring til søgning
14.504 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
udvidet fra DBL
m (Bot: Migrerer 2 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q3432611)
(udvidet fra DBL)
[[Fil:Carl Lundbye CC.jpg|thumb|200px|Carl Lundbye]]
'''Christen Carl Lundbye''' ([[25. april]] [[1812]] i [[Brundby]] på [[Samsø]] – [[2. januar]] [[1873]] på [[Frederiksberg]]) var en dansk [[oberstofficer]], og [[politikerminister]]. Han var [[Krigsministre fra Danmark|krigsminister]] ad to omgange: [[1856]]-[[1859]] og [[minister1863]]-[[1864]]. Desuden var han kortvarigt i [[1857]] [[Ministeriet for Holsten og Lauenborg|Minister for Holsten og Lauenborg]].
 
Carl Lundbye var dermed øverstkommanderende under det meste af den [[2. Slesvigske Krig]] [[1864]], som fik en for Danmark katastrofal udgang. Lundbye var uerfaren i forhold til praktisk krigsførelse og [[taktik]], savnede selvstændighed og foretog fejlbedømmelser, og han opfattede sig på en uheldig måde sig som overgeneral snarere end konstitutionel minister, hvilket førte til gentagne - og stærkt svingende - indblandinger i hovedkvarterets beslutninger. Krigens udfald kan dog ikke kun lægges Lundbye til last, men skyldes også beslutninger taget af de ledende politikere, især [[D.G. Monrad]], og af andre ledende officerer.
Han var søn af oberst ved artilleriet Joachim Theodor Lundbye og hustru Cathrine født Bonnevie.
 
Han var bror til maleren [[J.Th. Lundbye]].
Lundbye var [[krigsminister]] fra 1856-1859 og igen 1863-1864.
 
== Uddannelse ==
Lundbye var ældste søn af stabskaptajn, senere karakteriseret [[oberst]] i [[artilleri]]et Joachim Theodor Lundbye (1778 - 13. juni 1841) og Cathrine "Trine" født Bonnevie (1792 - 14. januar 1863). Han blev [[volontør]] i [[1821]], [[Kadet|artillerikadet]] [[1822]], [[stykjunker]] [[1826]] og [[sekondløjtnant]] i artilleriet [[1830]] med anciennitet fra [[1826]]. 1830 kom han ind på den samme år oprettede [[Den kongelige militære Højskole|kongelige militære højskole]], hvorfra han afgik fire år senere med karakter som [[premierløjtnant]] i artilleriet (virkelig premierløjtnant i [[1838]]).
 
== Karriere ==
=== Artilleriofficer ===
Efter at have gennemgået de sædvanlige skoler blev han i [[1837]] skoleofficer ved [[Landkadetkorpset]] og tillige lærer i [[fortifikation]], artilleri og [[våben]]lære og udgav som sådan i [[1839]] en ledetråd i de to sidstnævnte fag. I [[1842]] kom han tilbage til sit våben og blev to år senere [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] af 2. klasse (anciennitet af [[1841]]) samt konstruktør og chef for materielbureauet. Som [[J.S. Fibiger]]s efterfølger fuldendte han dennes mønsterværdige system af artillerimateriel af [[1834]], så at han har del i, at vi for så vidt mødte velforberedte ved [[Treårskrigen]]s udbrud i [[1848]]. I [[1849]] udgav han ''Ledetraad i Artilleri til Brug ved Forelæsninger, 1. Hæfte, det egentlige Artillerimateriel'', som udkom på ny med et tillæg i [[1852]], og i [[1850]] blev han kaptajn af 1. klasse og ansat ved den belejringspark, som samledes på skibe ved [[Høruphav]] og blev, da denne ikke kom til anvendelse, samme år chef for 12. Batteri. Han blev i [[1853]] adjungeret direktøren for armeens materiel i [[Krigsministeriet]], hvis stilling han overtog året efter samtidig med at blive karakteriseret [[major]].
 
=== Krigsminister for første gang ===
[[Mathias Lüttichau]] havde ikke kunnet få gennemført forøgede bevillinger til Hæren og [[Københavns Søbefæstning]] og gik derfor af som krigsminister. [[25. maj]] [[1856]] indtrådte Carl Lundbye derfor som krigsminister ''ad interim'' i [[Regeringen Bang|ministeriet Bang]] og [[18. oktober]] samme år som virkelig krigsminister i [[Regeringen Andræ|ministeriet Andræ]], for hvilket [[C.C. Hall]] trådte i spidsen [[13. maj]] [[1857]]. Da dette ministerium [[2. december]] [[1859]] afløstes af [[Regeringen Rotwitt|det rotwittske]], fratrådte også Lundbye, der ansattes som karakteriseret [[oberst]] [[à la suite]] i [[Generalstaben]] (han var blevet [[oberstløjtnant]] i [[1856]]), indtil han kort efter, ifølge eget ønske, blev stabschef ved artilleriet.
 
Lundbyes stilling som krigsminister var ikke let; dels manglede han den nødvendige fasthed og autoritet, og dels blev han stærkt modarbejdet af en klike i [[Hæren]], der benyttede bladet ''[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]'' som sit organ. En del infanteriofficerer var nemlig modstandere af Lundbyes hærlovsforslag, hvor de "videnskabelige" officersgrupper (artillerister og ingeniører) ville blive opprioriteret. Det lykkedes ham således ikke at gennemføre et af ham udarbejdet hærlovforslag, så meget mindre som heller ikke hans kolleger i ministeriet ville støtte det, hvorimod han i [[1858]] fik [[Rigsrådet]] til at vedtage udvidelsen af Københavns Søbefæstning, vel nærmest fordi han, støttet af [[C.C.G. Andræ]], gjorde sagen til et [[kabinetsspørgsmål]].
 
=== Krigsminister for anden gang ===
[[13. august]] [[1863]] overtog han på ny efter Halls anmodning krigsministerporteføljen efter [[generalmajor]] [[Hans Nicolai Thestrup]], hvilken stilling han, vistnok meget imod sit ønske, beholdt, da [[D.G. Monrad]] [[31. december]] samme år overtog [[Regeringen Monrad|konseilspræsidiet]], og det blev således Lundbye, som kom til at forberede og lede vore krigsoperationer under det meste af den [[2. Slesvigske Krig]] [[1864]], en opgave, som lå over hans kræfter. Krigsminister Thestrup var fratrådt, fordi hans kolleger nægtede deres samtykke til forelæggelsen af hans hærplan, der ansås for alt for bekostelig, og dog ville han gøre en vidtstrakt anvendelse af ''[[værnepligt]]ige'' befalingsmænd, medens Lundbye i sit hærforslag af 1858 havde holdt på en stærk udvidelse af de ''faste'' kadrer, hvad der måtte kræve endnu flere udgifter. Lundbye var således i en vanskelig stilling, som han søgte at hjælpe sig ud af ved at udarbejde ''Udkast til Lov om en midlertidig Ordning af den dansk-slesvigske Hærafdeling'', hvilket forelagdes Rigsrådet i efteråret 1863 uden at være ledsaget af nogen udgiftsberegning. Lovforslaget kom kun til første behandling, thi den spændte politiske situation bevirkede, at regeringen måtte tænke på rustninger. På hærvæsenets område rådede imidlertid den største usikkerhed; kun det uheldige dubleringsprincip var sat i system for [[fodfolk]]ets vedkommende og bragtes ved kundgørelse af [[21. september]] 1863 – hvorved der gaves bestemmelser for, hvilke foranstaltninger der skulle træffes for at sikre en hurtig udvikling af armeens krigsstyrke – til dels af mangel på midler på en lidet heldig måde til anvendelse, i det det blev fastsat, at man i løbet af det forestående vinterhalvår gennem fire forskellige stadier skulle nærme sig det fuldstændige krigsberedskab.
 
==== Øverste ansvarlige under den 2. Slesvigske Krig ====
Først efter [[Frederik 7.|kongens]] død ([[15. november]]) gjorde Lundbye alvorlige skridt til Hærens udfoldning og tilvejebringelsen af de vigtigste krigsfornødenheder, så at, da krigen mod forventning allerede brød ud [[1. februar]] 1864, var der mangler på alle punkter såvel for Hærens og befæstningsværkernes som for udrustningens vedkommende. Det ville dog være urimeligt at lægge Lundbye alle disse mangler til last; det var folket og regeringen i sin helhed, som ikke havde haft øjet åbent for nødvendigheden af at forberede sig til krig i fredstid og ikke havde villet afse de nødvendige midler dertil.
 
Under krigen måtte Lundbye træffe flere vigtige afgørelser; men lige over for en konseilspræsident, som senere har udtalt, ''"at en Krigsminister og en kommanderende General ikke bør være Mænd med politisk Indsigt, men kun militære Fagmænd, der udføre det, som de faa Anvisning til"'', har han ikke altid kunnet gøre sin egen opfattelse gældende. [[Dannevirke]]stillingens rømning, uden at Krigsministeriets samtykke dertil var indhentet (hvad ifølge den [[general]] [[Christian de Meza]] givne instruks ikke var nødvendigt), fremkaldte en uhyggelig strid mellem Lundbye på den ene side og de Meza samt flere af Hærens overordnede førere på den anden side, hvilken strid kong [[Christian 9.|Christian IX]] afgjorde [[28. februar]], og kun af den grund til fordel for krigsministeren, at Monrad gjorde Lundbyes forbliven i ministeriet til et kabinetsspørgsmål for sit vedkommende. Mathias Lüttichau blev som den ældste general konstitueret kommanderende general, indtil den kongelige udnævnelse af [[Georg Gerlach]] den 28. februar.
 
Ved denne afgørelse blev den kommanderende generals magtområde indirekte betydelig svækket. Dette viste sig således i slutningen af [[Dybbøl]]s belejring, da general Gerlach ikke turde påtage sig ansvaret for stillingens rømning. Lundbye gav dog [[14. april]] på sket forespørgsel derom overkommandoen først frie hænder, men efter at have samtalet pr. [[telegraf]] med stabschefen og derefter at have forebragt spørgsmålet i [[Statsrådet]], erklærede han om eftermiddagen, ''"at Regeringen fastholdt sin tidligere udtalte Anskuelse om Vigtigheden af at holde Stillingen, selv om heraf skulde resultere forholdsvis betydelige Tab"'', for hvilken ordre overkommandoen bøjede sig. Da Lundbye efter Dybbøls fald forlangte, at [[Fredericia]] skulle rømmes, modsatte general Gerlach sig bestemt denne fordring; men Lundbye satte sin vilje igennem ved at give general [[Christian Lunding]] direkte ordre dertil, og [[26. april]] gav han endogså temmelig detaljerede bestemmelser for den videre krigsføring, idet [[Als]] skulle forsvares med det mindst mulige antal tropper, general [[Cai Hegermann-Lindencrone (officer)|Cai Hegermann-Lindencrones]] hærstyrke i [[Jylland]] betydelig forstærkes, [[Fyn]] hævdes med Hærens hovedstyrke og to landgangsbrigader dannes for dermed at true de af fjenden besatte kyststrækninger, opgaver, som spredte vore kræfter. Overkommandoen udtalte sig også bestemt imod krigsministerens planer, men kunne hverken ved sine skriftlige indlæg eller ved stabschefens sendelse til København forandre dem.
 
I hvilken grad Lundbye ved denne optræden har været påvirket af konseilspræsidenten, vil vel ikke nogen sinde blive fuldt oplyst; den skyldtes dog næppe en fast egen overbevisning, men snarere indflydelser af forskellig art, som han ikke havde selvstændighed og karakterstyrke nok til at modstå. Efter at [[12. maj]] en [[våbenhvile]] var blevet afsluttet, blev det Lundbyes sidste regeringshandling at meddele overkommandoen de foranstaltninger, som i den anledning skulde udføres, i det samtidig en fuldstændig forandring i den hidtil fulgte operationsplan antydedes, og forstærkningsmandskabet af årgangene 1853-55 til skade for Hærens kampdygtighed blev hjemsendt. [[18. maj]] afgik Lundbye derefter som krigsminister, idet han trådte tilbage til privatlivet, i høj grad nedbøjet over fædrelandets ulykke og den miskendelse, som deraf fulgte for ham. Han udgav dog endnu i [[1865]]: ''Mit Udbytte af at overveje Ordningen for nuværende Tid af den danske Hærstyrke'', men derefter blev hans ånds- og legemskræfter hurtig nedbrudte, indtil døden 2. januar 1873 befriede ham fra langvarige lidelser.
 
== Vurdering af Lundbyes optræden ==
Carl Lundbye var en lærd artilleriofficer, men regnes for en svag krigsminister, som kun havde ringe erfaring med taktik, praktisk krigsførelse og politik. Han var ofte usikker i vurdering af de militære situationer og savnede evne til at overbevise sine modstandere og underordnede. Departementschefen [[Stefan Ankjær]] fik derfor uforholdsmæssig stor indflydelse på ministeriets beslutninger. D.G. Monrad udtale om sin minister, at han var ''"et Menneske uden egentlig Varme og Kraft"'' og ingen ''"Ministerdjævel"''.
 
Lundbye overvurderede Hærens styrke efter mobiliseringen 1863, men til gengæld kan hverken det overraskende krigsudbrud eller Als' fald bebrejdes ham. Derimod kan han lægges til last, at han svingede i sit skøn om Dybbølskansernes styrke, og at han snart svækkede, snart forstærkede Cai Hegermann-Lindencrones korps. Ejheller indså han, at nedlaget ved Dybbøl 18. april på afgørende vis havde drænet Hæren for ressourcer.
 
Medvirkende til Lundbyes vaklen var, at konseilspræsident Monrad fandt det væsentligt, at Danmark stadig holdt Dybbølstillingen ved åbningen af [[London-konferencen (1864)|Londonkonferencens]], der var sat til den [[25. april]]. Monrad hævdede siden, at han ikke var klar over den egentlige situation på Dybbøl Banke. Lundbye gav så sent som den [[15. april]] udtryk for, at stillingen, på trods af hovedkvarterets stærke betænkeligheder, kunne holde 14 dage til en måned endnu. Men tre dage senere faldt stillingen ved Dybbøl til preusserne.
 
Som fyringen af general de Meza viser, var Lundbyes hovedfejl, at han misforstod sin stilling som konstitutionel ansvarlig minister i sit forhold til overkommandoen og i stedet for at lade denne have fornøden handlefrihed idelig selv ville gribe ind i operationerne og således betragtede sig som den egentlige overgeneral.
 
== Hæder ==
[[1847]] blev han Ridder af [[Dannebrogordenen]], [[1854]] [[Dannebrogordenens Hæderstegn|Dannebrogsmand]], og i 1857 var han blevet benådet med Kommandørkorset af Dannebrog.
 
== Ægteskaber ==
Lundbye blev gift 1. gang [[17. juni]] [[1844]] i [[Garnisons Kirke]] med Louise Wilhelmine Christiane Lundbye (10. december 1818 i København - 20. maj 1845), datter af hans farbroder, major Hans Christian Lundbye (1782-1843, gift 2. gang 1830 med Lucie Emerentze Schmidt, 1792-1851 (ægteskabet opløst), gift 3. gang 1838 med Frederikke Wilhelmine "Louise" Klerke, 1813-1854)), der døde som toldinspektør i [[Rudkøbing]], og Eva Emilie Holtzhäuser (1776-1828). Hun bortkaldtes allerede 20. maj 1845, og han ægteviedes så [[16. november]] [[1849]] på [[Frederiksberg]] til Emilie Cathrine Bierre (1. januar 1825 i København - 2. august 1924 på Frederiksberg), datter af [[bryggeri]]ejer Johannes Nicolai Bierre (1799-1867) i København og Mette Marie Weile (ca. 1801-1889).
 
Han er begravet på [[Assistens Kirkegård]].
 
== Eksterne henvisningerGengivelser ==
Lundbye er gengivet i en tegning af J.Th. Lundbye ([[Den Kongelige Kobberstiksamling]]), efter denne zinkætsning udført af kunstneren selv 1838. [[Portrætmaleri]] af samme, 1840. Buste af O.Th. Thielemann udstillet 1859. [[Xylografi]] 1873 efter tegning af [[Henrik Olrik]]. Fotografier af [[Jens Petersen (fotograf)|Jens Petersen]] ([[Det Kongelige Bibliotek]]) og andre.
* {{runeberg.org|dbl|10|0454.html Biografi}}
 
* {{runeberg.org|salmonsen|2|16|0089.html Bio0grafi}}
== Kilder ==
* {{runeberg.org|dbl|10|0454.html Lundbye, Christen Carl}} Biografi af [[Peder Nieuwenhuis]]
* {{runeberg.org|dblsalmonsen|102|045416|0089.html Biografi}}
{{commonscat|Christian Carl Lundbye}}
 
{{start box}}
{{succession box|
title=[[Krigsministre fra Danmark|Krigsminister]]|
before=[[Mathias Lüttichau]]|
years=[[25. maj]] ([[18. oktober]]) [[1856]] - [[2. december]] [[1859]]|
after=[[Hans Nicolai Thestrup]]
}}
{{succession box|
title=[[Ministeriet for Holsten og Lauenborg|Minister for Holsten og Lauenborg]]|
before=[[L.N. Scheele]]|
years=[[17. april]] [[1857]] - [[13. maj]] [[1857]]|
after=[[I.J. Unsgaard]]
}}
{{succession box|
title=[[Krigsministre fra Danmark|Krigsminister]]|
before=[[Hans Nicolai Thestrup]]|
years=[[13. august]] [[1863]] - [[18. maj]] [[1864]]|
after=[[C.E. Reich]]
}}
{{end box}}
 
{{DK-politikerstub}}
{{milibiostub}}
{{FD|1812|1873|Lundbye, Carl}}
[[Kategori:Krigsministre fra Danmark]]
[[Kategori:Slægten Lundbye|Carl]]
[[Kategori:Personer fra Samsø]]
[[Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark]]
111.163

redigeringer

Navigationsmenu