De Røde Khmerer

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Røde Khmerer flag

Kampucheas flag under De Røde Khmerer

De Røde Khmerer (fransk Khmers Rouges) var et cambodjansk kommunistparti og guerillabevægelse, der med Pol Pot i spidsen styrede Cambodja fra 1975 til 1979. Under De Røde Khmerer fandt et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord sted. De Røde Khmerers ideologi var en blanding af kommunisme, cambodjansk nationalisme og racisme med det formål, at skabe et samfund baseret på et ikke-monetært landbrugsfælleskab.

De røde Khmerer erobrede magten i 1975

Midt i det tyvende århundrede blev Cambodja beskrevet som et land ude af stand til at forandre sig. Ca. 80 % af befolkningen beskæftigede sig med landbrug, havde dårlig uddannelse, var understimuleret af andre kulturer og isoleret fra omverdens påvirkning, både på grund af deres mangel på handel og på grund af landets lille størrelse. Efter 90 år som en fransk koloni var landets traditionelle monarki og sociale struktur uændret. 80 % af befolkningen var buddhister og 80 % var etniske Khmer – uden større forskel i tradition og kultur. Cambodja ville næppe blive beskrevet som et land med kommunistiske tendenser, og Cambodjanere var ikke særlig aktive i sociale aktiviteter uden for deres egen familie. May Abihara har skrevet om en Cambodjansk landsby i Cambodja; ”In village sociaty there are no larger, organised kin groups beyond the family or household… The family and the household are the only enduring and clearly defined units”

Foruden landarbejderne var der 15 % af landets befolkning som boede i byerne og nød de få goder, de kunne få fra udlandet. Største delen af de udenlandske minoriteter boede hyppigst i byerne. Typisk fik landarbejderne ikke meget anden mad end det, de selv producerede. I 1941 døde den gamle cambodjanske konge, og den franske kolonimagt valgte den unge Norodom Sihanouk, det 18 årige barnebarn af den afdøde konge, som ny konge. Han var uerfaren og havde ikke vist synderlig interesse for politik eller lignende, og de franske koloniherrer håbede på, at han ville være let at påvirke. Men i 1941-1945 besatte Japan Cambodja, og den franske påvirkning mindskedes.

Sihanouk styrede landet som en Deva-raj eller gude-konge – en halvgudelig monark med funktion som diktator. Han ønskede ikke at Cambodja skulle påvirkes for meget af andre kulturer: det var grunden til, at han insisterede på at Cambodja skulle forblive et selvstændigt land, og det var sådan han ønskede at undgå, at Cambodja blev indblandet i Den Første Indokinesiske Krig. Cambodja blev erklæret selvstændigt i 1953.

I modsætning til Thailand, Malaysia, Singapore og Vietnam som prøvede at opbygge moderne finansielle og industrielle baser, fokuserede Sihanouk på at opbygge infrastrukturen og uddannelsen. Han mente at landbruget indebar størst produktivitet og at servicefagene var mindre interessante. I Sihanouks regeringstid inden revolutionen begyndte landets undervisningsmuligheder at stige.

Han sørgede for ungdomsuddannelser og skabte universiteter. I 1953 var der kun otte ungdomsuddannelser, og i 1967 var der 200. Men på trods af at Sihanouk skabte mange skoler og mulighed for uddannelse, var udbuddet af materialer få, og de fleste lærebøger var fra det franske protektorats tid og handlede om europæisk historie, Napoleon og Bismarck. Fredskonferencen endte krigen i Genève i 1954 med Frankrig, USA, England, Sovjetunionen, Kina, Laos, Vietnam og et selvstændigt Cambodja. Der blev enighed om aftaler, der skulle sikre frihed og fred i Indokina. Det betød for Cambodja at fremmede tropper ikke længere måtte opholde sig i landet, og at der skulle afholdes frie valg. Sihanouk ønskede ikke at afgive magt, og overgav tronen til sin far for selv gå 100 % ind i politik og skabe sit eget parti, Sangkum. Befolkningen stemte på ham, fordi han var velkendt som deva-raj.

Pol Pots start i politik

Pol Pot var født som Saloth Sar i den lille landsby Prek Sbauv. Efter sin ungdomsuddannelse rejste han til Frankrig for at læse videre 1949-1953. Her fik han interesse for politik. Efter Sovjetunionen anerkendte Viet Minh som regering i Vietnam, begyndte De Franske Kommunister (PCF) at kæmpe for Vietnams selvstændighed. Det appellerede til mange unge Cambodjanere. Saloth Sar engagerede sig i en hemmelig kommunistisk organisation Cercle Marxist, som havde taget kontrol over Khmer Studenters Association (AER)samme år. Han blev også en del af PCF senere det år.

Da Saloth Sar vendte tilbage til Cambodja uden eksamener, blev han en del af Kommunist Partiet (CPK), og da lederen Tou Samouth blev myrdet, blev Saloth Sar valgt til at lede partiet. I de næste år blev partiets medlemmer fra at være landsbyboer, pro-vietnamesiske og moderate til at være byboer, franskuddannede, anti-vietnamesiske og radikale. Mange af pladserne i partiet blev besat af Saloth Sars bekendte fra Frankrig.

Hvad førte til Revolutionen

Sihanouk valgte i 1966 at holde åbent valg til Sangkum Partiet, hvor han ikke selv ville vælge kandidaterne, og for første gang i det moderne Cambodja, kunne alle stille op. Det var de rige og konservative, der vandt valget: de købte stemmer og vandt stort. Statsministeren blev Lon Nol, Sihanouks militærchef, og under ham blev det prins Sirik Matak, som var Sihanouks royale rival. Sihanouk var stadig overhoved. Han allierede sig med de vietnamesiske kommunister og gav dem lov til på Cambodjas område at forberede Tet Offensiven i 1968. Hvis det lykkedes, behøvede Sihanouk ikke bekymre sig for USA's indblanding i Cambodja. Kommunisterne ville vinde krigen, og krigen ville være slut. Men Lon Nol var bange for, at Vietnam ville overtage Cambodja i tilfældet at de vandt, og oprustede. Sihanouk havde ikke længere en fast udlandspolitik. Han prøvede at forholde sig neutral til Vietnam-krigen ved at give Vietnam lov til at sende våben og forsyninger fra Nordvietnam gennem Cambodja til soldater i landet, og han gav USA lov til at bombe partisanbaser i landet. I 1969 begyndte USA at bombe Cambodja, for at udrydde de vietnamesiske kommunister, og under disse bombeattentater døde der tusindvis af cambodjanere. Bombningerne gjorde, at cambodjanerne ønskede regeringen væk, og med løfte om det blev de hvervet til De Røde Khmerer. Lon Nol allierede sig med USA og Son Ngoc Thanh, som var meget mod Sihanouk. Allieret med Sihanouks rival, Matak, lavede de militærkup. Lon Nol gav USA lov til at bombe større områder i Cambodja, og endnu flere cambodjanere omkom. Selv om der var grupper, der havde været mod Sihanouks styre i Cambodja, følte de fleste, at Lon Nols styre var endnu værre med de massive bombardementer.

Sihanouk blev tvunget til at alliere sig med partisanbevægelsen De Røde Khmerer, som han i mange år selv havde forsøgt at bekæmpe, og der opstod borgerkrig mellem den USA-støttende regering og De Røde Khmerer, som var støttet af Vietnam og Kina. Sihanouk var symbolsk leder af bevægelsen, men havde ingen indflydelse. Han ønskede bare at regere igen, koste hvad det ville, og De Røde Khmerer vidste, at Sihanouk var en symbolsk figur, som befolkningen genkendte som den siddende regerings modsætning, og generelt var han stadig vellidt blandt befolkningen og især de fleste bønder. På grund af de mange bombninger var mange mod den nye regering og ønskede Sihanouk tilbage til magten. Det var i denne periode, der blev hvervet flest mænd til De Røde Khmerer, især overlevende efter bombninger, der havde mistet store dele af deres familier. Borgerkrigen blev intensiveret og sluttede som Vietnam-krigen i 1975 hvor Khmer Rouge indtog hovedstaden Phnom Penh. De fleste cambodjanere var lykkelige over det og regnede med at al krig og blodsudgydelse var overstået. Til deres store skuffelse var det blot starten på en endnu længere periode, der endte med at ødelægge Cambodja. Saloth Sar tog navnet Pol Pot som et nom de guerre, da De Røde Khmerer endelig tog magten i 1975. Journalist Elizabeth Becker kommenterer USA's rolle i De Røde Khmerers opgang til magt med ”Having fought its longest war in Vietnam, losing over 50,00 Americans in those distant battlefields, The U.S government has played an often questionable role in the Cambodian saga ever since” Der er ingen tvivl om, at Vietnam-krigen spillede en stor rolle i, at De Røde Khmerer kom til magten. Hvis Cambodja ikke konstant blev provokeret til at vælge side, og hvis landet ikke var blevet bombet af USA og på den måde givet så mange mennesker grund til at støtte De Røde Khmerer, havde deres vej til magten været meget mere problematisk. Sihanouk forsøgte at holde landet neutralt, men det var umuligt på grund af begge parters aggressivitet. Det er svært at sige, om noget kunne gøres for at undgå at De Røde Khmerer kom til magten, men umiddelbart var militærkuppet og Lon Nols overtagelse af magten i Cambodja nådestødet, der resulterede i de amerikanske bombninger, hvor der boede mange cambodjanere. Uden dem havde De Røde Khmerer ikke fået den opbakning af befolkningen. Det var også en stor taktisk fejl af Sihanouk at støtte De Røde Khmerer, en gruppe han længe havde forsøgt at få ram på. Det var et samarbejde, der skulle slå fejl. ”Samarbejdet” mellem Sihanouk og De Røde Khmerer var livsfarligt.

17. april 1975

Beboerne i Phnom Penh blev mødt af de triumferende Khmer Rouge soldater. Borgerkrigen var vundet, Lon Nol var flygtet ud af landet. Indbyggerne jublede med soldaterne i håbet om, at alting nu endelig kunne gå fremad. Nu i et Demokratisk Kampuchea. ”Budskabet bredte sig som en løbeild gennem Phnom Penh: Der er fred, freden er kommet! Serei, der var 29, stod på den stenbelagte veranda på 1. Sal, da det første militærkøretøj kørte forbi. På ladet var der soldater med hvide flag i hænderne: ”Vi har besejret Lon Nol og USA! Krigen er slut!” Hun forlod sine sønner (..) og løb ned på gaden for at juble og synge af glæde og tilbyde soldaterne frugt, kager og cigaretter” Sådan er d. 17. april beskrevet af mange cambodjanere. Men glæden var kort. Soldaterne vendte hurtigt tilbage og beordrede alle beboere til at forlade deres huse pga. et amerikansk bombeangreb. De blev forsikrede om, at de kunne vende tilbage tre dage efter, så derfor skulle de ikke tage særligt mange genstande med sig. Og de skulle endelig lade huset stå uden at låse, for de Røde Khmerer skulle nok sørge for alting, mens de var væk. Soldaternes ordrer var: ”Beboere som nægter eller protesterer imod at forlade byen skal likvideres som fjender af folket” I dagens løb kunne man se unge soldater samle imperialistiske bøger fra det nationale bibliotek og sætte ild til dem. Mange fik besked på at gå ud af byen. Og blive ved med at gå. Nogle blev henrettede, hvis de spurgte for meget eller ikke ville forlade byen. Metoderne var forskellige, nogen var mere ’barmhjertige’ end andre. Det virkede som om at de forskellige soldater havde fået forskellige ordrer –

”Another man, ordered to leave his home on 18 April, got only five hundred yards before meeting a second group Khmer Rouge. These ”spoke nicely to me and asked me where I was going.” When the man told them he had been driven out of his home, they said, ”Don’t be afraid, just go home. Don’t worry, things will soon be all right again.” The next day a third group of Khmer Rouge violently expelled him from his home” De syge blev smidt ud af hospitalerne uden hjælp eller forklaring, alting blev ryddet. Langs vejen lå syge og døende; de syge og ældre kunne ikke klare at gå så langt, og især ikke i den varmeste måned. Under evakueringen af hospitalerne blev en del syge skudt, det var lettere, da de alligevel ikke kunne klare sig ud af byen. Omkring 10.000 af de 2 millioner indbyggere i Phnom Penh omkom i evakueringen, ca. 0.5% af byens befolkning Langs vejene var der kontrolposter, hvor De Røde Khmerer soldater stod og spurgte, hvad de evakuerede arbejdede med: Enkelte blev bedt om at skrive deres biografier. Dem med uddannelse og dem, der gik med briller og dem med forbindelse til den tidligere regering blev ført væk i troen på, at De Røde Khmerer skulle bruge deres hjælp til alle mulige slags opgaver, men de blev ført væk for at blive likvideret.

Begyndelsen på et ekstremt eksperiment; Demokratisk Kampuchea.

Kranier af nogle af de to millioner ofre for de Røde Khmerer

”This is what we should call the extremely great significanse of our great victory in the international arena because never before had there been such an event in the annals of the world’s revolutionary wars … To win such a big victory in just five years is exremely fast. The party has thus ordered that the national construction efforts to be carried out from now should be fulfilled rapidly so that ours will rapidly become a prosperous country with an advanced agriculture and industry and so that our people’s standards of living will be rapidly improved” lød Pol Pots sejrstale i juli 1975. De Røde Khmerers regime var baseret på Maos kommunisme: bønderne er den vigtigste del i samfundet. Pol Pots vigtigste element i sin plan for Demokratisk Kampuchea var, at landet igen som i det store gamle Angkor rige skulle være selvforsynende med ris. Al handel med udlandet blev stoppet, og Demokratisk Kampuchea skulle klare sig selv.

Pol Pot mente, at det kunne lade sig gøre på meget kort tid, fordi de så hurtigt havde kæmpet sig til magten. Pol Pot mente, at Demokratisk Kampuchea kunne blive en kommunistisk stat meget hurtigere end andre kommunistiske bevægelser fordi : ”Vi har en anden karakter end dem. Vi er hurtigere, end de er”. Derfor lancerede Pol Pot fireårsplanen for hvordan Kampuchea skulle udvikle sig til en kommunistisk stat:

• Kampuchea skulle være selvforsynende med ris, fuldstændig uden brug af nye metoder og værktøjer. (Kampuchea producerede under et ton ris pr. hektar før revolutionen; nu skulle de producere tre tons pr. hektar.)

• Cambodja havde i Angkor-riget været en dominerende magt i Asien, og det skulle det være igen.

• Den nye regering så intellektuelle, folk med en uddannelse eller lignede nogen der havde, folk med relation til den tidligere regering, homoseksuelle, vietnamesere, laotere, kinesere, handicappede, buddhistiske munke, muslimer som en trussel til det nye styre. Og de skulle udryddes. Nogle blev sat i torturfængsler, hvis de kunne bidrage med informationer. Andre blev blot henrettet.

Religiøse symboler blev ødelagt, og munke blev tvunget til at frasige sig sin deres tro. Lederne mente at de ikke kunne være 100% hengiven til Angkor, hvis de havde en religion. Derfor forsøgte soldater også til dels at ødelægge gamle Wat’er som Angkor Wat, som er anerkendt et af verdenens syv undere.

Det vigtigste element i Pol Pots nye Demokratisk Kampuchea var de unge. Det ville være lettere at påvirke dem og deres forståelse af verden, fordi at de ikke var forgiftet udefra. Før revolutionen, i de tidligere 70’ere havde en hemmelig organisation, ’Democratic Youth League’ ændret navn til ’Communist Youth League of Kampuchea’, og Pol Pot så dem som sine mest betroede og loyale støtter. Under Pol Pots regime blev De Røde Khmer soldater i en meget ung alder. CPK tog navnet ’Angkar’ til sig – som symboliserede helheden, organisationen og magten. Der skulle gå et år, før de tilkendegav, at CPK stod bag den, og også et år før Pol Pot stod frem som den reelle leder i stedet for maskotten Sihanouk. Pol Pots officielle titler varierede i løbet af regeringsperioden, men al den reelle magt var centreret hos ham, eller Brother no. 1, som han blev kaldt. Det var Khieu Samphan, som var officiel præsident, men han havde ingen reel magt. Pol Pot var leder, Ieng Sary var udenrigsminister og Noun Chea var medlem af Den Stående Komité og Militærkomiteen. Lederne var gemt under noms de guerre og alting blev udøvet med stor diskretion. Befolkningen var efterladt i fuldstændig uvidenhed. Der var ikke mere end 68,000 soldater, og kun 14,000 medlemmer i partiet. Det var vigtigt at holde masserne uvidende om det, så de ikke gjorde oprør. Al international telefoni, al internationalt postvæsen alle kabelforbindelser blev afbrudt. Grænserne blev lukket med miner. I løbet af årene blev forbindelserne oprettet igen imellem Kampuchea og nogle andre kommunistiske lande. ”Angkar siger, at besiddelse af biler og elektrisk udstyr som ure og fjernsyn skabte en dyb klassebetinget kløft mellem de rige og de fattige. De satte de velhavende byboere i stand til at stille deres rigdom til skue, mens de fattige på landet måtte kæmpe for at brødføde og klæde deres familier. Alle disse ting er blevet indført af andre lande og er derfor besmittede. Importerede varer defineres som onde, fordi de giver fremmede lande en måde at indvadere Cambodja på ikke bare fysisk, men også kulturelt. (…) Det er kun tilladt lastbiler at køre rundt, at flytte mennesker og fragte våben beregnet på at bringe enhver protesterende stemme vendt mod Angkar til tavshed” Menneskerne der var evakueret fra byen, blev informerede om at de skulle søge tilbage til den landsby hvor de kom fra, eller hvor de havde familie. Angkar havde al kontrol, over alt der blev produceret, over alles gøren og laden. Angkar skulle give lov til, og bestemme hvem der måtte gifte sig. Hvor man måtte bo. Hvor meget man fik at spise. Folk havde tid til én ting: at arbejde. De fik kun søvn nok til at kunne holde sig opstående i løbet af dagen. Alt blev forbudt. Markeder, skoler, bøger, Penge fra før revolutionen, alt der havde med religion og tro at gøre, almindelig konversation, musik, latter. Befolkningen fik udleveret en sort bomulds ’pyjamas’ og et partisaner -tørklæde, som de skulle have på. Alle var lige, så alle skulle have det samme på. Det blev en tradition at brænde de ”nye folk”s genstande og tøj da de ankom til den landsby de skulle bo i. De fleste læger var blevet henrettet, og den eneste medicin man kunne få imod sygdom, var hvad man kunne finde i naturen. Selvom at revolutionen baserede på at alle skulle være lige, var det slet ikke sådan samfundet tegnede sig. I landsbyerne blev alle menneskerne inddelt i forskellige grupper, i forhold til hvor de kom fra, hvad de havde beskæftiget sig med før revolutionen, hvor aktive de var i det fælles arbejde, alting blev vurderet. Grupperne bestod af Neak penh sith ¬– Folk med ’fulde rettigheder’, som bestod af de folk i byen som var øverst i fødekæden. De havde lov til at belære alle, og det var Angkars øjne og ører i landbyen. Gruppen bestod af Basefolk, som havde været meget produktive og havde hjulpet Angkar (Ved at f.eks. sladre når andre beboere ikke overholdte reglerne) 1 . Så var der neak moultanh – ’Base’ folket, som bestod af de folk der havde boet i landsbyerne inden revolutionen. De boede i huse for sig selv, adskilt fra de nye folk, fik større madrationer. Disse borgere havde funktionen af at skulle oplære det nye folk til at arbejde lige så hårdt på markerne som dem. Men denne gruppe kunne degraderes til to andre grupper, Neak Phńoe – ’Depoteret’, base folk som ikke levede op til forventningerne, ikke høstede nok eller lign, Blev anset som en trussel mod Angkar og at være illoyal. og Neak Triem – ’Kandidater’ som er niveauet imellem ’base folk’ og ’depoteret’ – Nye folk kunne forfremmes til denne, hvis de arbejdede hårdt nok. Og til sidst, neak thmai – Det ’Nye’ folk, de folk som er blevet evakuerede fra byerne til landsbyerne, de laveste i fødekæden, som skulle gøre alt hvad kandidat gruppen, base gruppen og folk med fulde rettigheder bad dem om.

Landet blev opdelt i 7 forskellige zoner, og disse zoner havde hver deres leder. Nogle zoner var ikke nær så grumme og hensynsløse end andre. Folk fik besked på at kalde andre for ’Met’ i stedet for hr. eller fru., og børn skulle kalde deres forældre ’Poh’ i stedet for far, og ’Meh’ i stedet for mor. Angkar ønskede at fjerne titler som skulle hæve nogen over andre. De Røde Khmerer lavede nye ord for alle mulige forskellige ting, ”Det bliver påbudt at tiltale Khmer Rouge ved familiære navne – en militær leder bliver f.eks til ’bedstefar’. Sproget laves om. Ordet ’død’ forbydes også – nu hedder det blot ’krop der forsvinder” Arbejdstimerne var meget lange, især for de tidligere byboere var dette uudholdeligt hårdt.

Alle folk skulle spise et bestemt samlested hver dag, hvilket var en stor krænkelse for cambodjanerne. Mændene, kvinderne og børnene sad for sig selv, og ingen talte sammen. Før revolutionen var måltidet tidspunktet hvor familien samledes og talte sammen, men nu var intet af dette muligt Før revolutionen fik en almindelig Cambodjaner omkring 600 gram ris om dagen, men under revolutionen blev dette reduceret først til omkring 100-250 gram, og dette blev reduceret som månederne forløb. Selvom at Demokratisk Kampuchea ikke engang kunne brødføde sit eget folk, begyndte de at eksportere til Kina. Samtidig med dette konfiskerede regeringen store mængder ris til deres eget forbrug. Hungersnøden satte ind og mange mennesker døde af sult, derfor blev der færre til at arbejde og igen faldt produktionen. Ledelsen af De Røde Khmerer nægtede at tage imod hjælp fra andre lande. Andre døde af at spise giftig mad, i et forsøg på at finde grønsager eller svampe til at supplere maden med. Hvis folk spise nogle af de grønsager, som de høstede var dette også henretnings grund. Dette skabte stor desperation blandt befolkningen, fordi de fik ikke nok mad til at overleve, men hvis de prøvede at finde noget selv, kunne dette også være henretnings grund. ”En mand fra vores landsby stødte en dag på en omstrejfende hund på gaden. Den arme hund havde ikke noget kød på kroppen, men manden dræbte den og spiste den alligevel. Næste dag kom soldaterne til hans dør. Han græd og bad om barmhjertighed, men de hørte ikke efter. (…) han blev aldrig set igen, da soldaterne først var kørt væk med ham. Hans forbrydelse var, at han ikke havde delt hundekødet med fællesskabet” fortæller Loung Ung.

De Røde Khmerers motto siges at være ”Touk Min Chom Nenh Dork Chenh Kor Min Kat” – ”At neholde dig er ingen fordel, at miste dig er intet tab” Tilsyneladende mente Lederne af De Røde Khmerer ikke at man behøvede mere end 1 eller 2 millioner mennesker til at skabe deres utopiske landbrugs kommuniststat. De Røde Khmerer kunne udse sig en stor gruppe af ’Nye folk’ og ’Depoterede’ til at blive udslettede, og ville tage dem med ud på en mark, og simpelthen få dem til at grave deres egne grave, hvorefter soldaterne bankede dem ihjel, eller begravede dem levende, fordi det ville være spild af kugler at skyde dem. Disse marker er i dag kendt som The Killing Fields. Et andet forfærdeligt fænomen der opstod under rædselsregimet var brugen af torturfængsler. Mest kendt af alle er Toul Sleng, også kendt som S-21 som var kodenavnet der blev brugt i perioden. Før revolutionen var dette en skole. Dette sted blev styret af Santebal, et hemmeligt politi. De torturerede omkring 140.000 mennesker under regimet. Lederen af dette fængsel blev kaldt Duch. Dødstallet i De Røde Khmerers regeringstid er stadig uvist, gæt varierer fra omkring én million til tre millioner. Det er også svært at sige hvor mange der døde af sult, og hvor mange der blev myrdet. Amnesty international har gættet på omkring 1.4 mill., mens Khieu Samphan og Pol Pot siger omkring 1.8 mill. Da Vietnam endelig erobrede Demokratisk Kampuchea gættede de på 3 Millioner, men mange mente at det var langt for højt et gæt. Men som tiden forløber sig, og teknologien til at undersøge det er blevet bedre, virker det som om at de alligevel ikke havde skudt helt ved siden af Regimet æder Demokratisk Kampuchea op indefra Det var ikke kun befolkningen der stod for skud. Under regimet blev selv folk i de øverste rækker slået ihjel, hvis der opstod den mindste forestilling om at de skulle være den mindste smule uenig med Pol Pot. Af de oprindelige zoneledere overlevede kun Ta Mok og Keo Pok – Som faktisk siges at være de mest hensynsløse og grumme zoneledere af dem alle. Direktøren for den cambodjanske menneskerettigheds-organisation, LICADHO kalder Ta Mok for ’slagteren’ i et interview . Og selv i de inderste kredse kunne man ikke vide sig sikker. Økonomiminister Von Vet blev henrettet i december 1978. I de første par år efter De Røde Khmerer havde erobret magten i Cambodja, efterfølgende Demokratisk Kampuchea, prøvede Pol Pot på at holde et venskabeligt men køligt forhold til det kommunistiske Vietnam. De holdt nogle møder for at lave forhandlinger – men de var meget uenige om grænsedragningen. Pol Pot mente at det nedre Cambodja, eller Kampuchea Krom tilhørte Demokratisk Kampuchea. Vietnam nægtede at give sig, men prøvede dog at gå på kompromis ved at foreslå at hjemsende alle de cambodjanere som boede i Vietnam, men Pol Pot kunne ikke tilfredsstilles. Efter at Pol Pot regeringen aflyste et møde om disse forhandlinger blev de aldrig taget op igen. Men Pol Pot ville ikke opgive Kampuchea Krom og sendte hyppigt mindre styrker til Vietnam for at myrde og brænde landsbyer ned, bare for at pisse sit territorium af. Der opstår lignende angreb også ved den Thailandske og den Laotiske grænse. I 1977 blev dette for meget for Vietnameserne, og de slog hårdt igen. Vietnamesiske tropper invaderede landet, og på meget få dage var de pludselig tyve kilometer fra hovedstaden Phnom Penh, hvor de blev i tre måneder. Vietnam ønskede at vise, at landet havde fået nok, og ville vise Pol Pot hvilket magter han var oppe imod. Al diplomatisk kontakt mellem Demokratisk Kampuchea og Vietnam blev hermed afbrudt, og Regimet så dette angreb som et vietnamesisk forsøg på at erobre Kampuchea, hvilket var deres største frygt. De måtte tage mere drastiske midler i brug, og dette gik først ud over den østlige zone som grænsede op til Vietnam, for denne måtte jo være fyldt med forrædere og modstandere i regimet. Netop denne zone havde i løbet af de forrige år været et af de steder, som havde været mere udholdelig at være i end de andre. Nok var henrettelser og tortur brugt, men ikke i samme udbredte grad som de andre zoner. Befolkningen i denne zone blev udset til fuldstændig udslettelse. Tropper fra den sydvestlige zone og den nordlige zone invaderede den østlige, og alt og alle skulle nedslagtes, selv kooperativer, kadrer, partisekretærer og kommunemyndigheder. Nogle blev sendt til S-21, men de fleste endte i massegrave. Man mener at i den periode hvor De Røde Khmerer begik disse massemord, tog de livet af omkring 400.000 mennesker. Nogle af de få almindelige bønder der var overlevet, var flygtet over grænsen til Vietnam eller Thailand. Vietnam valgte nu at støtte en oprørshær af forskellige cambodjanere og nogle tidligere Røde Khmer soldater. Denne gruppe blev kaldt ’Kampuchean National United Front for National Salvation’ (KNUFNS). Denne hær fik opbakning af det vietnamesiske militær, og juledag 1978 gik de til angreb på Demokratisk Kampuchea. Vietnams originale plan havde været at besætte de zoner der lå til øst for Mekong floden, men da dette lod sig gøre langt lettere end de havde forestillet sig, da De Røde Khmerers soldater på dette tidspunkt har været så svækkede af sult og hårdt arbejde, besluttede de sig at fortsætte. Phnom Penh faldt d. 7 Januar 1979. Pol Pot og de (resterende) ledere af De Røde Khmer flygtede til Thailands grænse. Under Vietnamesisk kontrol blev Demokratisk Kampuchea til Folkerepublikken Kampuchea. Under Pol Pot og De Røde Khmerer blev ca. en fjerdedel af den daværende befolkning slået ihjel. Nogle blev myrdet, og andre bukkede simpelthen under for de hårde forhold, med alt for lidt mad og alt for hårdt arbejde. Desuden var alle byboere blevet flyttet til små landsbyer i bjergene og skovene, og i disse områder hærger en masse forskellige sygdomme som bliver spredt af dyr som f.eks. myg. Da langt de fleste læger var blevet henrettet var der ikke megen hjælp at hente hvis man endelig fangede sig en omgang malaria eller japansk hjernehindebetændelse, som er meget udbredte i skovområderne. Regimet var baseret på paranoia for at miste magten. De var bange for modstand. Dette drev dem også til at slå deres egne ihjel. De var også bange for at Vietnam ville invadere landet, hvilket resulterede til en del angreb på vietnamesiske grænsebyer. Hvis Khmer Rouge aldrig havde angrebet disse byer, havde Vietnam næppe været så entusiastisk for at ’befrie’ Kampuchea fra deres slavevogtere.

Retsligt efterspil

Efter De Røde Khmerers regime i Cambodja ophørte blev der efter lange overvejelser omsider i 2006 nedsat et internationalt krigsforbrydertribunal.

Pol Pot, lederen af De Røde Khmerer, Bror nr. 1 døde i 1998 uden at være stillet til et retsligt ansvar for sin medvirken til folkemordet. Ifølge et interview i 1997 fortrød Pol Pot ikke, at have været skyld i så mange menneskers død.

”Fordi Pol Pot opfattede sit regime som et nødvendigt nationalt forsvar mod undergang, så Pol Pot tilsyneladende ikke sig selv som gerningsmand. (…) regimet kostede menneskelig, men han siger samtidig, at dette var de uundgåelige omkostninger forbundet med at skaffe landsforræderne af vejen.”

Krigsforbrydertribunalet idømte en fængselsdirektør livsvarigt fængsel for folkemord, og i 2014 blev yderligere to højtstående personer fra De Røde Khmerer idømt livstidsstraf for medvirken til folkemordet.

Eksterne links

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til De Røde Khmerer