Sprogvidenskab

Sprogforskning, også kaldet lingvistik eller sprogvidenskab, beskæftiger sig med studiet af menneskelige sprog. Sprogforskningen stiller sig spørgsmålet: hvad er det, der gør et sprog brugbart og forståeligt, og hvad betyder det for samfundet? I den sammenhæng er det vigtigt at gøre sig klart, at et sprog ikke kun er et sprog, når det er ophøjet til sproglig standard for en bestemt gruppe mennesker eller en nation. Derfor er det videnskabens mål at udarbejde en model, som gælder for alle sprog, formaliserede såvel som uformelle.

Til det formål benytter sprogforskningen naturvidenskabernes erkendelser, og den er den mest naturvidenskabeligt prægede åndsvidenskab efter matematikken, som den har mange metoder fælles med.

Det mest kendte og også det største delområde er den sammenlignende (komparative) sprogvidenskab, der beskæftiger sig med fællestræk og forskelle mellem sprog. Sammenligningen kan enten være historisk (mellem beslægtede sprog) eller typologisk (mellem lignende sprog).

Forskningens grundspørgsmål

Hvordan er sprog opbygget?
Hvordan virker sprog?
Hvilke elementer er fælles for alle (naturlige) sprog?
Hvilke typer sprog findes der?

Sprogforskningens historie

De tidlige sprogkyndige omfatter Panini, en indisk forsker (omkring 350 f.Kr.), der var den første til at opstille en grammatisk behandling af et sprog (her: sanskrit).

Danskeren Rasmus Rask udgav i 1811 en bog om de nordiske sprog, hvad der gjorde ham til grundlægger af nordisk filologi, men også inden for komparativ lingvistik blev han banebrydende. Jacob Grimm klarlagde i 1822 principperne for det konsonantskift i udtalen, der kendes som Grimms lov. Karl Verner afdækkede et andet sæt af skift, som derfor hedder Verners lov. August Schleicher skabte teorien om stamtræet, og Johannes Schmidt udviklede "bølgeteorien", der handler om mønstre i udbredelsen af sproglige ændringer, i 1872.

Schweitzeren Ferdinand de Saussure grundlagde den moderne strukturalistiske lingvistik i begyndelsen af det 20. århundrede. I Amerika udvikledes en deskriptiv lingvistik i løbet af 1930'erne og 1940'erne med innovative sprogforskere som Franz Boas, Edward Sapir, Benjamin L. Whorf og Leonard Bloomfield. I Europa videreudviklede Saussures idéer sig bl.a inden for Pragerskolen med de russiske sprogforskere Roman Jakobson og Nikolai Trubetzkoy, og i Københavnerskolen med danske Louis Hjelmslev.

I 1960'erne udviklede Noam Chomsky sin formelle sprogmodel, transformationsgrammatikken (eller den generative lingvistik) som vandt stor udbredelse. Den blev udviklet under indflydelse af Chomskys lærer, Zellig Harris.

Andre vigtige sprogforskere og -retninger omfatter Michael Hallidays systemiske funktionsgrammatik. Dell Hymes udviklede en pragmatisk tilgang, som kaldes talens etnografi, og William Labov grundlagde sociolingvistikken. Anna Wierzbicka og Cliff Goddard fornyede semantikken med en ny metode kaldet Naturligt Semantisk Metasprog, og George Lakoff, Len Talmy og Ronald Langacker er pionerer inden for kognitiv lingvistik. Charles Fillmore og Adele Goldberg er forbundet med konstruktionsgrammatik sammen med andre sprogforskere, der udvikler adskillige varianter af, hvad de kalder funktionel grammatik, bl.a. Talmy Givon og Robert Van Valin, Jr., Simon Dik. Desuden er regnes sociologen Harvey Sacks som grundlæggeren af interaktionel lingvistik.

Inddeling af sprogforskningen

Sprogstudiet kan opdeles på to måder, enten efter det niveau, man undersøger, eller efter disciplin.

Sproget kan bl.a. undersøges på flg. niveauer:

Fonetik – studiet af de forskellige lyde, som bruges i sproget
Fonologi – studiet af mønstre i et sprogs grundlæggende lyd
Morfologi (formlære) – studiet af ordenes indre struktur
Syntaks – studiet af hvordan ord forbindes, så de danner grammatiske sætninger
Semantik – studiet af ordenes betydning (leksikalsk semantik), og hvordan de bliver sammensat, så de danner betydningen i sætninger
Pragmatik – studiet af hvordan ytringer bruges (bogstaveligt, overført eller på anden måde) i kommunikative sammenhænge

Ikke alle sprogforskere er enige om, at disse inddelinger er meningsfulde. De fleste kognitive lingvister vil for eksempel opfatte kategorierne "semantik" og "pragmatik" som helt vilkårlige, og næsten alle sprogforskere kan blive enige om, at inddelingerne overlapper hinanden ganske meget. For mange er ordet grammatik en fælles betegnelse for fonologi, morfologi og syntaks.

Delområder

Discipliner indenfor lingvistikken omfatter bl.a.:

Datalingvistik – studiet af sprogbehandling og sprogproduktion ved hjælp af computere, f.eks. talesyntese og maskinoversættelse.
Dialektologi - studiet af dialekter
Diskursanalyse
Fraseologi – studiet af faste vendinger
Fonetik – studiet af sproglyde
Fonologi – studiet af sproglydsstrukturer
Forensisk lingvistik – praktisk anvendelse af lingvistiske discipliner i forbindelse med opklaring af forbrydelser
Historisk lingvistik – studiet af sprogs slægtskab og udvikling
Interaktionel lingvistik – studiet af mønstre i dagligsdagssamtaler
Leksikografi og leksikologi- beskrivelser og studier af sprogs ordforråd
Lektiologi - studiet af skriftsprogskompetencer hos personer med specifikke skriftsprogsvanskeligheder, f.eks. dysleksi.
Literacy – studiet af skriftsprogsdesign, læseindlæring og skriftsprogsfærdigheder
Lingvistisk antropologi – studiet af samspillet mellem sprog og kultur
Morfologi – studiet af ordstrukturer
Neurolingvistik – Studiet af hjernens biologiske funktion i forbindelse med anvendelse af sprog.
Oversættelsesteori
Psykolingvistik
Pragmatik – studiet af sprogbrug og talehandlinger
Retslingvistik – tværvidenskabelig disciplin, som undersøger retlige fænomener bl.a. med sprogvidenskabelige teorier og metoder
Semantik – studiet af ord og sætningers betydning
Skriftsystemer
Sociolingvistik- studiet af samspillet mellem sprog og samfund
Sprogtilegnelse – studiet af børns tilegnelse af modersmålet, og af voksnes tilegnelse af fremmedsprog
Sprogtypologi – studiet af sproglige universaler
Stilistik – studiet af sproglig stil
Syntaks – studiet af sætningsstrukturer
Tekstlingvistik - studiet af sprog i tekster

Sprog i tiden

Sprogforskere kan i grove træk deles i dem, der studerer sprog på et givet tidspunkt (sædvanligvis nutiden), og dem der studerer, hvordan sprog ændres med tiden, ofte over århundreder. Udtrykt lidt gammeldags er dette kontrasten mellem synkron og diakron sprogforskning. I et vist omfang anser sprogforskere fra den ene lejr den anden for at være mindre interessant og i sidste ende mindre kompetente eller videnskabelige.

Tidligere var den historiske synsvinkel altdominerende, men i anden halvdel af det 20. århundrede fik den synkrone lingvistik overtaget på de fleste universiteter i Europa og USA. Den nye lingvistik, der kalder sig "almen sprogvidenskab" (generel lingvistik), påberåbte sig forbilleder som strukturalismens fader Ferdinand de Saussure og den generative grammatiks fader Noam Chomsky. Nogle steder har nybrudet endda ført til en aktiv og ideologisk ladet kampagne mod de historisk orienterede kolleger, der blev betragtet som repræsentanter for en forældet og borgerlig videnskab.

Ikke desto mindre er sprog så komplekst, at det kan ses under mange synsvinkler. Det er bestemt værdifuldt at kende både de præcise måder en bestemt grammatisk konstruktion bruges af nutidens dansktalende og den historiske proces, der førte netop den konstruktion ind i det danske sprog. Visse indsigter i sproget kan kun komme fra et historisk perspektiv. Når man for eksempel skal forstå, hvordan et sprog kan påvirke eller endda omskabes til andre, så kræver det en historisk synsvinkel.

Sociolingvistikken, der studerer de sproglige forskelle mellem forskelle sociale grupper og situationer, har dog til dels tilført den historiske sprogvidenskab fornyet interesse (og videnskabelig legitimitet), fordi beskriver sprogudviklingen i dens vorden.

Den historiske sprogvidenskab har også mødt fornyet interesse fra naturvidenskabeligt hold, idet populationsgenetikere (f.eks. Luigi Cavalli-Sforza) har villet se en parallel mellem de genetiske stamtræer og sprogenes stamtræer. Disse hypoteser har dog (endnu?) ikke vundet almindelige anerkendelse blandt lingvister.

Folk uden for de professionelle sprogforskeres rækker ser også ud til at have forskellige opfattelser af den historiske del af sproganalysen. Folk kan for eksempel være uenige om, hvor vigtig historisk brug og etymologi er for en "sand forståelse" af et ord. Tilhængere af Ordbog over det danske sprog er tilbøjelige til at anse gammeldags og forældet sprogbrug som mere vigtigt for forståelsen af et ords mening end tilhængere af Nudansk Ordbog. Klart historiske perspektiver omfatter historisk-sammenlignende sprogforskning og etymologi.

Individuelle talende, sprogsamfund og sproglige almentræk

Sprogforskere er også uenige om, hvor bred en gruppe af sprogbrugere de skal studere. Nogle analyserer en given talendes sprog eller sproglige udvikling i mindste detalje. Nogle studerer sprog, der er fælles for et helt sprogfællesskab, som for eksempel sproget hos alle, der taler dansk som andet sprog. Andre prøver at finde sproglige almentræk, som passer på et abstrakt plan og hvor som helst for alle brugere af menneskelige sprog. Dette berømte projekt blev støttet af Noam Chomsky, og det interesserer mange inden for psykolingvistik og erkendelsesteori. Det formodes, at almengyldige træk i menneskesprog kan give vigtige indblik i almene forhold i menneskesindet.

Beskrivelse og forskrift

Det meste af det arbejde, der udføres nu om dage under navnet "sprogvidenskab", er rent beskrivende. Forskerne forsøger at afklare sprogets natur uden at afsige domme eller forsøge at udstikke retninger for fremtidig sprogudvikling. Alligevel er der mange fagfolk og amatører, som også anviser regler for sproget og måske fremhæver en bestemt standard, som alle bør følge. De to grupper kan beskrive den samme iagttagelse med forskellig udtryksmåde. Hvad der er "ukorrekt sprogbrug" for den ene gruppe, er for den anden "følelsesladet sprogbrug" eller simpelt hen en bestemt (ofte mindre magtfuld), samfundsmæssig undergruppes sprog. Folk, der er optaget af beskrivende eller regulerende indsatser bliver ofte alvorligt uenige om, hvordan og hvorfor man skal studere sprog.

Tale over for skrift

Nogle nutidige sprogforskere har en følelse af, at det er mere vigtigt at undersøge tale end skrift. Måske ligger det i, at tale ser ud til at være almenmenneskelig, mens man har fundet mange skriftløse kulturer.

Det kan også have en betydning, at folk lærer at tale og forstå mundtligt sprog lettere og tidligere end skriftligt. Visse erkendelsesteoretikere fremhæver, at hjernen har et medfødt "sprogmodul", som det formodes at man lettere kan undersøge gennem tale end gennem skrift.

Selvfølgelig finder mange mennesker det også ganske værdifuldt at studere skrevet sprog. Og mens nogle ser tale som overlegen eller mere begavet i forhold til skrift, så mener andre, at det er mindst lige så vigtigt at studere det skrevne ord. (Det har en påfaldende, i det mindste historisk forbindelse til vigtigheden af hellige skrifter.) Og forskerne fortsætter med at opfinde nye måder at studere skrevet sprog eller at studere sproget som helhed gennem skrifter. I skæringsfeltet mellem sprogindsamling og databaseret sprogforskning bliver computermodeller ofte kørt ind ved hjælp af titusinder af eksempler på skriftsprog fra for eksempel Wall Street Journal. Tilsvarende databaser for det talte sprog er simpelt hen ikke tilgængelige. Jacques Derrida, en fransk filosof, kritiserede den strukturelle tilgang til sproget som system og generelt hævede det skrevne over det talte sprog.

Gengivelse af tale

Det internationale fonetiske alphabet (IPA) er et system til nedskrivning og genskabelse af lyde i menneskelig tale.
SAMPA, en ASCII-afhængig transkription for IPA bruges af nogle forfattere.

Se også

Fortegnelse over lingvister
Filologi

Kilder

Aitchison, Jean (2001) Language Change: Progress or Decay. Cambridge University Press.
Halliday, Michael (1985) An introduction to functional grammar Edward Arnold.
Lakoff, George (1987) Women, fire, and dangerous things: What categories reveal about the mind. University of Chicago Press.
McGregor, William (2004) Understanding Linguistics: An introduction to the Study of human language and languages.
Robins, R. H. (1967) A short history of linguistics. Longmans.
Sampson, Geoffry (1980) Schools of Linguistics: Competition and Evolution Hutchinson.
Sapir, Edward (1921) Language: An introduction to the Study of Speech. Harcourt, Brace & World.
Saussure, Ferdinand de (1916). Course de linguistique générale. Paris: Payot.
Wierzbicka, Anna (1996) Semantics: Primes and Universals. Oxford University Press
Hudson, Grover (1999) Linguistics: Essential Introductory Linguistics . Blackwell Publishing