Stranding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Martinus Rørbyes maleri Et skib på Skagens strand fra 1847. Skibet Ann Sunderland strandede ved Skagens Rev den 28. november 1846.
Stranding ved Thyborøn i slutningen af 1800-tallet. Efter maleri af Christian Blache

Stranding foreligger, når et skib — med eller uden folks følge — driver på land eller med vilje sættes på land. Forsætligt at sætte skib på grund i det øjemed at opnå behandling af vraget efter reglerne om strandet gods (kunstig stranding) er forbudt uden justitsministeriets tilladelse. I alle civiliserede staters lovgivning er der i nutiden draget omsorg for at bringe mennesker og gods hjælp i strandingstilfælde. Lovgivningen er blevet ændret med tiden, men grundprincipperne har overvejende været de samme til ulige tider. Således var i mellemkrigstiden de vigtigste i dansk ret herom gældende regler indeholdt i Strandingsloven af 10. april 1895 med tillægslov nr. 85 af 3. april 1909. Hvor det gjaldt om at redde menneskeliv, var enhver under straf efter dansk straffelovs § 199 (fængsel eller bøder) forpligtet til at yde den bistand, som han kunne yde uden fare for liv eller helbred, og til, mod erstatning for den skade, som derved skete, at afgive ethvert, dertil tjenligt redskab, samt til at tilstede fornøden færdsel på sin grund, hvorhos politiet kunne forlange, at de omboende mod billig betaling efter evne indtil videre skulle yde husly samt kost og pleje. Derimod var der ikke nogen pligt for de private — bortset fra bjærgelav — til at bjærge gods, lige som bistand heller ikke måtte pånødes strandet skib, der heller ikke, når levende folk sås at være om bord, måtte bordes uden tilladelse af den, der havde befalingen på skibet. Til bjærgning af skib skulle enhver anden end den til skibet berettigede have marineministeriets tilladelse. I øvrigt ansås de privates interesse i at tjene bjærgeløn at være en tilstrækkelig virksom impuls for dem til at gøre deres bedste for at redde gods. Derhos kunne øvrigheden langs de kyststrækninger, hvor strandinger jævnlig forekom, oprette bjærgelav, i hvilke da enhver uberygtet arbejdsdygtig og søkendt mand i distriktet havde ret til at fordre sig optaget. Et sådant bjærgelav, der skulle have een eller flere forbjærgere og arbejde efter en af øvrigheden stadfæstet vedtægt, havde for sit distrikts vedkommende eneret til al bjærgning af skib og dertil hørende ladning ved bistand, der ydedes fra land, samt til hjælp, der behøvedes fra land, til bjærgning, foretaget på søen. I samme omfang var bjærgelavet forpligtet til at yde sin hjælp. Var skibets fører eller en fuldmægtig for ejeren til stede, kunne denne på ethvert punkt bestemme, at han selv ville lede bjærgningen. Endvidere kunne det offentliges bistand til bjærgningen, der snarest muligt skulle tilbydes, modtages, hvad enten der på stedet var bjærgelav eller ej, og i så fald — såvel som når folk ikke medfulgte ved stranding — var det politiet, som ledede bjærgningen. Endelig sørgede det offentlige for fornøden afmærkning, eventuelt uskadeliggørelse af det strandede skib og for bevaring af det reddede gods, indkaldelse af ejeren og eventuelt dets salg på hensigtsmæssigste måde, som regel ved auktion.

Lignende bestemmelser findes i Bekendtgørelse af strandingsloven af 15. september 1986.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]