Sule

Sule
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Aves (Fugle)
Orden	Suliformes
Familie	Sulidae (Suler)
Slægt	Morus
Art	M. bassanus
Videnskabeligt artsnavn
	Morus bassanus; Linnaeus 1758
Kort
	Blå = Sulens udbredelsesområde; Grøn = Ynglekolonier.
	Hjælp til læsning af taksobokse

Denne artikel omhandler den specifikke art sule. For familien, se suler.

Sulen (latin: Morus bassanus) er en havfugl der i Danmark mest ses efterår, vinter og forår. Den yngler på fuglefjelde i Nordatlanten, f.eks på en lille holm vest for Mykines, Færøerne. Om sommeren er det kun ikke-kønsmodne ungfugle der ses i danske farvande. Sulen ses overvejende langs Jyllands vestkyst.

Sulen lever hovedsagelig af fisk i størrelsen op til 30 cm som f.eks sild, makrel, tobis, torsk og blæksprutter. Dens jagtteknik består i at kredse over havet og så pludseligt klappe vingerne sammen og foretage nogle imponerende styrtdyk, hvor den somme tider kommer flere meter ned under havoverfladen. Den kan forfølge byttet under vand i op til 20 sek. og dykke ned til dybder af op til 22 meter.

Sulen yngler første gang 5 eller 6 år gammel og er monogam. De yngler i kolonier på utilgængelige fuglefjelde eller på ubeboede øer og lægger kun ét æg, som magerne udruger i fællesskab på 44 dage. Ungen er flyvefærdig i en alder af ca. 90 dage.

Kendetegn

Den voksne sule har en længde på 85-97 cm og et vingefang 170-192 cm. Den er iøjnefaldende med sin slanke kropsbygning, sine lange smalle vinger og sit lange spidse næb. Er herudover som udfarvet meget karakteristisk i sin hvide fjerdragt med gulligt hoved og sorte vingespidser. Dragtens lysende hvidhed gør, at den er genkendelig på meget stor afstand.

De juvenile fugle har en mørk gråbrun dragt og små hvide pletter på store dele af fjerdragten. Deres udfarvning til voksendragt tager fra 4 til 6 år. Fældningen sker fortløbende og med en del individuel variation i tidsforløbet.

Sulen er fremragende til glideflyvning og styrtdykning. Flugten foregår i roligt vejr glidende på hvælvede vinger med serier af korte vingeslag. Ved større vindstyrke rider den i stigende grad stift på vinden i brede buer. Den kan ofte observeres i smågrupper, der flyver på linje. Forveksles ofte med svartbag og de mørkere yngre fugle kan desuden minde om skråper, men sulen er betydeligt større.

Udbredelse

Ungfuglene og et mindre antal af de voksne fugle overvintrer ved kystfarvandene i Vestafrika, mens de fleste af de voksne fugle overvintrer på det åbne hav i Nordatlanten. Sulerne yngler overvejende i ca. 50 kolonier i Nordatlanten, hvor fuglen yngler med hovedforekomster ud for Skotland, Irland, Island og New Foundland, Norge og i mindre forekomster i Frankrig, Færøerne og Tyskland, Helgoland. Ca. halvdelen af verdensbestandens 460.000 fugle yngler i Skotland.

Pladserne i kolonierne besættes allerede fra slutningen af januar, i Nordisland lidt senere.

I starten af 1800-tallet var bestanden på omkring 170.000 par, men systematiske indsamlinger af de fede unger betød, at arten gik voldsomt tilbage op gennem 1800-tallet. I 1894 var der kun omkring 50.000 par tilbage. Denne udvikling resulterede heldigvis i en totalfredning af sulen, som siden har været i konstant fremgang.

Kilder og eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information:

Billeder og medier fra Wikimedia Commons
Taksonomi fra Wikispecies