Svetogorsk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Svetogorsk
ru: Светогорск
fi: Enso
Byvåben Regionsvåben
Coat of Arms of Svetogorsk (Leningrad oblast).png Coat of arms of Leningrad Oblast.svg
Svetogorsk.jpg
Boligblokke i Svetogorsk
Overblik
Land Rusland Rusland
Borgmester Seredenin Nikolajevitj
Oblast Leningrad
Rajon Vyborg
Kommune Svetogorsk
Grundlagt 1887
Bystatus: 1948
Postnr. 188990–188992
Demografi
Indbyggertal 15.896 (2014)
Andet
Tidszone UTC +4
Hjemmeside www.svetogorsk-city.ru
Oversigtskort

Svetogorsk (russisk: Светого́рск; finsk: Enso) er en industriby i Leningrad oblast i Rusland. Byen ligger på det Karelske næs ved floden Vuoksi. Byen ligger 1 km fra den finske grænse, 5 km fra den finske by Imatra, og 207 km fra Sankt Petersborg.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Enso träsliperi, der lå i Jääskis’ sogn, Viborgs län i Finland ved jernbanestationen af samme navn, hvorfra der gik sidespor til fabrikken[1], blev oprindeligt grundlagt i 1887 af friherre A. Standertskjöld og overgik i 1889 til et af ham etableret aktieselskab med en aktiekapital på 1,3 millioner finske mark. Fabrikken producerede brunt og hvidt pap, som blev eksporteret til England, Tyskland og Rusland. Produktionen voksede og nåede i 1906 op på omkring 12.000 ton og er samlet værdi på 1,8 mio. mk. Antallet af ansatte nåede på samme tidspunkt op på omkring 500. Enso voksede således efterhånden til at blive en betydelig by.[2]

Ved Fredstraktaten i Moskva efter Vinterkrigen 1939-40 blev byen tvangsafstået til Sovjetunionen i 1940.[3]. I følge protokollatet til fredstraktaten skulle de finske tropper være trukket tilbage byen d. 25. mats 1940. Først efter adskillige diskussioner mellem den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov og den finske ambassadør Juho Kusti Paasikivi trak de finske tropper sig tilbage i løbet af sommeren 1940 blot for at genindtage byen under fortsættelseskrigen.[4]

Finland holdt byen besat frem til 1944. Byen blev igen overdraget til Sovjetunionen ved Våbenhvilen i Moskva efter Finlads nederlag i fortsættelseskrigen. Grænsedragningen blev efterfølgende anerkendt ved Fredsaftalerne i Paris i 1947. Den finske befolkning blev ifølge fredsaftalen genbosat i Finland,[5] mens indvandrere fra det central Rusland blev forflyttet til det Karelske næs.

I 1948 blev byen omdøbt til Svetogorsk.[6] Den 9. december 1960 blev Lesogorskij rajon, som Svetogorsk havde været en del af, nedlagt, og byen blev en del af Vyborg rajon.[6]

I 1972 fik Finland tildelt opgaven med at bygge en ny stor cellulose- og papirmølle i Svetogorsk. Projektet blev finansieret med sovjetiske olieleverancer. Projektet blev også starten på styrkede forbindelser over grænsen.

Industri[redigér | redigér wikikode]

Inden Vinterkrigen husede byen en stor fabrik fra Enso-Gutzeit Oy, det finske pulp og papirselskab (nu Stora Enso). I Fredstraktaten i Moskva blev den nye grænse bevidst trukket således at fabrikskomplekset kom til at ligge på den sovjetiske side. Byens største industri er fortsat pulp og papir.

OAO Svetogorsk, en af de største papirmøller i Rusland, er byens store arbejdsplads. Fabrikken dækker et område på 2 kvadratkilometer og fremstiller pulp, trykkepapir og pap. Varemærkerne omfatter Svetocopy og Ballet kontorpapir. Siden december 1998 har størstedelen af OAO Svetogorsk været ejet af International Paper. Ved slutningen af 2001 beskæftigede fabrikken 3.000 ansatte. I 2008 var dette faldet til 2.200.[7]

Lige ved siden af OAO Svetogorsk ligger en servietfabrik. Denne var oprindelig en del af den oprindelige papirmølle, men blev solgt til SCA da OAO Svetogorsk blev købt fra Tetra Laval, som ejede fabrikken siden 1995. Svetogorsk Tissue, som den udskilte fabrik blev kaldt, blev en integreret del af SCA Hygiene Products Division i 2003. Den beskæftiger omkring 400 medarbejdere. Produkterne omfatter Zewa og Tork mærkerne af papirservietter og toiletpapir.

Grænse[redigér | redigér wikikode]

Grænsen mellem Imatra og Svetogorsk spiller en nøglerolle i transporten af tømmer mellem Rusland og Finland. Omkring 150 ansatte pendler dagligt fra Imatra til papirfabrikkerne. Grænseovergangen, som havde midlertidig status, var en hyppig årsag til flaskehalse på grund af langtrukken toldbehandling og utilstrækkelige faciliteter. En russisk-finsk aftale i 1997 tillod at grænseovergangen fik permanent karakter. Dette projekt til €7 mio blev finansieret af EU gennem TACIS programmet i årene mellem 1999 og 2002, hvor den nye internationale grænseovergang, som kan håndtere 1.300 biler i døgnet, åbnede den 2. juli. Yderligere TACIS-programmer er planlagt frem til 2010, herunder forbedring af byens infrastruktur og udvikling af en industripark med særlige skattesatser.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ August Ramsay: Vägvisare i Finland. Praktisk resehandbok; Helsingfors 1895; s. 253
  2. ^ Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 7 (1907), sp. 654
  3. ^ Dokumenter om udenrigspolitik: 1940- 22. juni 1941: (på dansk): "Fredstraktaten mellem Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker og Republikken Finland. 12 Mar 1940", Udenrigsministeriet for Den Russiske Føderation, 1995, hentet 10. september 2014 (russisk)
  4. ^ Svenska Dagbladets Årsbok 1941, s. 306
  5. ^ "История Выборгского района, история Выборгской земли". Муниципальное образование Выборгский район Ленинградской Области. Hentet 10. september 2014.  (dansk: Vyborg rajons historie, Kommunal uddannelse Vyborg rajon i Leningrad oblast) (russisk)
  6. ^ a b "Яскинский район (ноябрь 1944 г. - октябрь 1948 г.), Лесогорский район (октябрь 1948 г. - декабрь 1960 г.)". Система классификаторов исполнительных органов государственной власти Санкт-Петербурга. Hentet 10. september 2014.  (dansk: "Jaskinskij rajon (november 1944 - oktober 1948), Lesogorskij rajon (oktober 1948 - december 1960)", Navngivningsmyndigheden i St. Petersborg' (russisk)
  7. ^ International Paper, hentet 10. september 2014 (engelsk)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]