I årene 1719-1721 (efter Karl 12.s fald) hærgede russerne langs de svenske kyststrækninger og afbrændte flere byer. For at opnå fred måtte Sverige forhandle og indgå fredsaftaler på de vilkår, man kunne opnå:
England og Frankrig stillede op som mæglere, men i december 1720 kom den russiske fyrste Mnizersky til Stockholm med en fredsinvitation. Det svenske rigsråd accepterede invitationen den 13 og 14 december, og riksrådsmedlemmet Lillienstedt og landshövdingen Otto Reinhold Strömfelt fik fuldmagter til at forhandle i Nystad. Rusland var nu ydeligere repræsenteret af Bruce og Ostermann. Svenskerne tog omgående spørgsmålet om russerhærgningerne op, hvilket førte til, at en kurir blev sendt for at kalde den russiske flåde tilbage.[1]
Sveriges delegater havde kun fuldmagt til at afstå Kexholms län, Ingermanland og Narva, samt nogle län i det østlige Livland. Zar Peter var fast besluttet på, at Rusland skulle beholde gjorte erobringer, samt større dele af Finland, og truede med at genoptage hærgningerne i Sverige, til hvilke var mobiliseret 115.000 mand. Sverige fandt det derfor nødvendigt at acceptere fredsbetingelserne.[1]
garantere befolkningen (adelige, uadelige, stæder, magistrater, gilder og skråer) i de af Sverige afståede områder trosfrihed og bevare deres skolevæsen (p. 10) samt ret til at beholde hidtidige handelsprivilegier (p. 9).
Freden markerede et vendepunkt i magtbalancen i det nordlige Europa, idet Sverige rent magtpolitisk begyndte sin tilbagegang, hvorimod Rusland med de store områdeovertagelser i Baltikum begyndte at fremstå som en stormagt i området.
