Sydslesvig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lyksborg Slot

Sydslesvig (tysk Südschleswig eller Landesteil Schleswig) er et område mellem den dansk-tyske grænse og floderne Ejderen og Levenså, inklusive de nordfrisiske øer. Sydslesvig har en befolkning på omkring 500.000 og udgør ca. en femtedel af indbyggerne i delstaten Slesvig-Holsten. Det danske mindretal i Sydslesvig (danske sydslesvigere) udgør cirka 50.000. Ved siden af højtysk tales der nedertysk, dansk (herunder sønderjysk) og nordfrisisk. Regionens største by er Flensborg.

Historie

Det oprindelige Sønderjylland blev i middelalderen til Hertugdømmet Slesvig, som indtil 1864 var et dansk len inden for det danske monarki (personalunion). Efter den 2. Slesvigske Krig blev Slesvig sammen med Holsten indlemmet i Preussen og cirka 200.000 dansksindede i Slesvig kom under tysk herredømme [1].

I tiden før 1920 blev navnet Sydslesvig især brugt om den sydligste tredjedel af Slesvig, hvor der ikke mere blev talt dansk. Området omkring Flensborg, Nibøl og Bredsted, hvor man mere eller mindre stadig talte dansk, blev kaldt Mellemslesvig. Området med dansk flertal nord for den senere grænse (ofte inklusiv Flensborg) blev kaldt Nordslesvig.

Efter afstemningen og grænsedragningen ved genforeningen i 1920 kom Nordslesvig til Danmark, mens Sydslesvig blev ved Tyskland. Der opstod et stort tysk mindretal nord for grænsen og et lille dansk mindretal syd for grænsen. Efter afslutningen af 2. verdenskrig i 1945 fik det danske mindretal i Sydslesvig stor tilslutning samtidig med en enorm tilstrømning af flygtninge fra de tyske østområder. Den danske regering, Folketinget og den britiske besættelsesmagt afviste dog en eventuel genforening med Danmark. De danske sydslesvigere og de nationale frisere ønskede som minimum en adskillelse af Sydslesvig fra Holsten, som heller ikke blev realiseret. Kommunalvalget i 1946 viste dansk flertal blandt den hjemmehørende befolkning, men efter nogle år mistede mindretallet igen en del af tilslutningen. Efter nogle år med national uro og repressalier enedes den den danske og tyske regering i 1955 om København-Bonn-erklæringerne, som sikrede stabile tilstande for mindretallene i grænselandet.

I dag gælder nogle enkelte bestemmelser i Jyske Lov stadig i Sydslesvig (inklusive Femern), men ikke i Holsten.[2]

Navn og afgrænsning

Flensborg
Stranden på Sild
Sydslesvig

For de fleste betyder Sønderjylland i dag kun det danske område (det samme som Nordslesvig), men i princippet er Slesvig og Sønderjylland det samme. I den nationale periode sidst i 1800-tallet foretrak danskerne det ældre navn Sønderjylland frem for Slesvig, der efter tysk mønster var dannet ud fra byen, hvor fyrsten havde sit sæde. Af praktiske grunde talte man dog ikke om Syd- og Nord-Sønderjylland, men Syd- og Nordslesvig. Fra tysk side holdt man fast i betegnelsen Slesvig, men foretrak Slesvig-Holsten. Også et område nord for grænsen kaldes Slesvig, nemlig Vestslesvig (eller Vesteregnen). Nord for grænsen omtaler man tit Sydslesvig som Slesvig.

Femern tilhørte også hertugdømmet Slesvig, men regnes ikke med til det moderne Sydslesvig.

Økonomi

Sydslesvig er efter tyske forhold et struktursvagt område, der er præget af landbrug. Indtil afslutningen af den kolde krig spillede militæret en stor rolle. Der er en del turisme, både på øst- og vestkysten, men især øen Sild er præget af masseturisme.

Selv efter at Danmark blev medlem af EU, var de to arbejdsmarkeder på hver side af grænsen skarpt opdelt, men i de senere år, hvor der har været arbejdsløshed i Tyskland og mangel på arbejdskraft i Danmark, er pendling over grænsen blevet almindeligt. Samtidig er kendskab til det danske sprog blevet udbredt uden for mindretallet.

Geografi

Vigtige byer i Sydslesvig er:

Sydslesvigske øer (alle i Nordfrisland) er:

For en oversigt over stednavne på dansk, tysk og frisisk se Slesvigske stednavne.

Sydslesvig omfatter fire administrative enheder:

Region Sønderjylland/Schleswig er et samarbejdsforum der omfatter Slesvig-Flensborg amt, Nordfrislands amt og Flensborg by sammen med Region Syddanmark og de fire kommuner i den danske del af Sønderjylland.

Se også

Eksterne henvisninger

Referencer