Dansk-tyske grænse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med filmen Grænsen.
Mergefrom.svgSammenskrivningsforslag
Grænsesten mellem Danmark og Tyskland.

Den dansk-tyske grænse (på dansk ofte blot kaldet grænsen eller landegrænsen) er 68 km lang og adskiller Danmark og Tyskland.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Ved en traktat i 811 blev Ejderen anerkendt som grænse mellem Danmark og Frankerriget. Langs Ejderen var der ubeboede områder præget af sump og skov. Syd herfor boede der saksere, og mod sydøst slavere.

Ejderen forblev op til 1864 grænseflod mellem Sønderjylland eller Hertugdømmet Slesvig (som dansk rigslen) og Hertugdømmet Holsten (som tysk-romersk rigslen, fra 1815 medlem af det tyske forbund). Sproggrænsen lå i middelalderen mellem Egernførde og Husum, men vandrede efterhånden mod nord.

Defitionen af grænsen var dog i praksis uklar, og dette skulle senere blive et stort stridspunkt i 1800-tallet. Der var flere slags grænser: Grænsen mellem kongeriget og hertugdømmerne gik ved Kongeåen, den statsretlige grænse mellem Slesvig som dansk og Holsten som tysk lensområde gik ved Ejderen, og sydgrænsen for den danske helstat (det danske monarki) gik ved Elben og Hamborgs bygrænse.

Grænsen af 1864[redigér | redigér wikikode]

I 1864 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten erobret af Prøjsen, og derefter blev der etableret en international grænse mellem Danmark og den prøjsiske provins Slesvig-Holsten. De kongerigske enklaver blev af praktiske grunde givet til Preussen, men til gengæld fik Danmark lov at beholde nogle slesvigske sogne sydøst for Kolding. Grænsen 1864-1920 gik 5 km syd for Ribe og derefter i en kurve mod nord 5 km fra Ribe, hvor den ramte Kongeåen, som den fulgte indtil syd om Vamdrup. Her fortsatte den mod øst til Lillebælt, lige nord for Christiansfeld. Vamdrup station blev den vigtigste grænseovergang på jernbanen mellem Danmark og Tyskland.

Clausenlinjen, genforeningen og grænsen af 1920[redigér | redigér wikikode]

Omkring 1890 foreslog historikeren H.V. Clausen en grænselinje, som stort set er den nuværende – den såkaldte Clausenlinje. Dette svarede til den tidligere grænse mellem dansk og tysk kirkesprog, og den svarede stort set til grænsen mellem flertal for dansk og tysk sindelag. Sproggrænsen gik dog 10-20 km længere mod syd – det vil sige at det midtslesvigske område var primært dansktalende (sønderjysk dialekt) og tysksindet. Forholdet i Flensborg by var omvendt: tysktalende, men med dansksindet flertal endnu i 1867. Clausen undlod derfor at definere linjen omkring Flensborg. Clausen havde et stort lokalkendskab, og linjen fulgte stort set den bredt anerkendte skillelinje mellem Nordslesvig og Mellem-/Sydslesvig.

I fredsaftalen fra 1864 var der lovet en mulighed for at Nordslesvig kunne vælge sit tilhørsforhold ved en afstemning. Paragraffen blev ophævet i 1879, men efter at Tyskland tabte 1. verdenskrig, blev der igen mulighed for at gennemføre den.

Ved folkeafstemningen i 1920 stemte et flertal i Nordslesvig (det nuværende danske Sønderjylland) for at komme til Danmark, mens et flertal i Mellemslesvig stemte for Tyskland. Kun nogle ganske små områder syd for afstemningsgrænsen havde dansk flertal, mens alle købstæderne i Nordslesvig havde tysk flertal. Grænsen kom herefter til at gå mellem de to afstemningszoner, hvilket er den nuværende grænse. Sproggrænsen lå stadig noget længere mod syd. Siden 1950'erne har sproggrænsen stort set fulgt statsgrænsen, men der findes stadig nogle ældre talere af dansk (sønderjysk) i bæltet 5-10 km syd for grænsen.

Grænsen af 1920 bevirkede et relativt stort tysk mindretal i Danmark, især i området mellem Tinglev, Tønder og grænsen. De tyske nordslesvigere krævede en grænseflytning mod nord gennem hele mellemkrigstiden, og store dele af mindretallet sluttede sig senere til nazismen. Det danske mindretal i Sydslesvig var derimod relativt lille og primært aktivt i Flensborg.

Krav om grænseflytning efter 1945[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig blev forholdene omvendt: Det danske mindretal syd for grænsen voksede stærkt, og der kom krav om at flytte grænsen mod syd. Den danske regering erklærede dog allerede den 9. maj 1945, at "grænsen ligger fast". Dette blev i svar på briternes septembernote i efteråret 1946 bekræftet, men store dele af den danske og sydslesvigske befolkning var uenig. De store danske sympatier syd for grænsen blev svækket i løbet af 1947, og forventningen om grænseflytning forsvandt igen. Men som varigt resultat var det danske mindretal blevet styrket og udbredt til hele Sydslesvig.

Morgenthauplanen fra 1944 gik ud på at reducere det besejrede tyskland til en landbrugsstat og overføre store områder til nabolandene som en krigsskadeerstatning og sikkerhed for at forhindre fremtidig tysk aggressivitet. Planen var dog aldrig officiel politik, kun et forslag og blev droppet senest 1947. Ifølge planen skulle den danske sydgrænse flyttes ned til den internationale kanal-zone nord for Kielerkanalen[1].

Bortfald af grænsekontrol[redigér | redigér wikikode]

I 2001 blev al fast grænsekontrol fjernet som følge af Schengen-aftalen. Derefter kan grænsen passeres frit. Der er ingen forhindring mod passage af grænsen, ud over markering med grænsesten og skiltning på de veje, der krydser grænsen.

I kølvandet på den svenske og norske grænsekontrol i forbindelse med flygtningekrisen i Europa 2015 indførte regeringen den 4. januar 2016 midlertidig grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland fra kl. 12 samme dag.[2]

I 2017 fremlagde den danske regering planer om et hegn mod vildsvin langs hele grænsen, som skal beskytte dansk landbrug mod smitte fra afrikansk svinepest, som har bredt sig i Østeuropa. Kritikere har rejst tvivl om nytten af hegnet, bl.a. fordi vildsvinene også kan svømme.

Kort[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kurt Keppler: Tod über Deutschland - Der Morgenthauplan, i: Veröffentlichungen des Instituts für deutsche Nachkriegsgeschichte, Grabert-Verlag, Tübingen 1971, ISBN 3-87847-023-1, side 260/261
  2. ^ Sådan bliver den nye danske grænsekontrol - TV 2