Tegl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Eksempel på tegl brugt som tagsten

Tegl er et materiale, der fremkommer ved brænding af ler i en speciel ovn. Farven vil være gul, rød eller brun, men det er i dag muligt at indfarve produktet. En anden mulighed er at glasere tegl. Tegl anvendes primært til mursten og tagsten.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Opfindelsen af tegl anslås at være fra omkring 5000 f.Kr.. I Mesopotamien opstod tanken med at bearbejde ler og derefter lade det tørre i solen: soltørret tegl. De blev brugt til bygningssten. 2000 år efter soltørret tegl opfandt mesopotamerne pottemagerens drejeskive. De opdagede nemlig, at man kunne forme og trække det bløde ler til potter, vaser, fade og andet husgeråd. Danskerne i ældre stenalder brænde leret rigtig hårdt: lertøj/keramik var en opfindelse fra det sydligere Europa. Keramikken blev hovedsageligt brugt til store lerkar og til opbevaringsgenstande til mad.

Brug[redigér | redigér wikikode]

Da man fandt på at bruge tegl i Mesopotamien, byggede man stort og prangende. 2500 – 2000 f.Kr. blev der første gang opført almindelige byhuse af tegl i byerne Mohenjo-daro og Harappa i Indusdalen, men da var Mesopotamien langt foran. Mesopotamien bestod af store prægtige paladser, tempeltårne som i Ur og Babylon, akvædukter og kloaksystemer og badeanstalter, og det var heller ikke ualmindeligt at de større huse havde indlagt vand, badeværelse og toilet. Udover at de byggede stort, udsmykkede de i Mesopotamien hellige bygninger med glaseret tegl, relieffer og store skulpturer. Et af de bygningsværker er den store Ishtarport, der blev opført som nordport i Babylon. Den blev bygget af ”kongen af Babylonier” Nebukadnesar II til ære for frugtbarheds-, kærligheds- og krigsgudinden Ishtar.

I mange år foregik teglproduktionen ved at teglet blev tørret i solen, men man fandt ud af at man kunne gøre teglet stærkere ved at brænde det. Man kan sammenligne teglkunsten med trylledej, trylledej kan sagtens kan tørre, hvis den ligger i lang tid, men hvis man derimod kommer den ind i en varm om og bager den, så kan man male, glasere den. Da Romerriget faldt, glemte man kunsten at brænde tegl, men heldigvis var der nogle fra Norditalien, der kom på ideen igen, og på den måde kom den brændte tegl til Danmark omkring år 1100.

Teglstens farveholdning[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er den overvejende del af det middelalderlige teglstensbyggeri opført i røde sten. Stenene blev fremstillet af rødler, der under brændingen kunne få meget vekslende nuancer, og facaderne har derfor ofte et rigt farvespil. En mindre del af stenene kunne blive næsten sorte og er anvendt til mønstermuring. Rødler fandtes i rigelige og lettilgængelige mængder over det meste af landet, men regionalt har blåler, som ved brændingen bliver gult, været fremherskende.[1] Gule munkesten har således stor udbredelse i Vendsyssel og i de østlige Limfjordsegne, hvor de gerne har en klar, jævn farve. Indblandet rødler har dog ofte medført, at stenene har fået en flammet orangerød toning, eksempelvis på Midtsjælland og egnen omkring Mariager Fjord.[2]

Lokale geologiske jordbundsforhold har uundgåeligt haft afgørende indflydelse på teglbyggeriets fysiske fremtræden, men fra og med middelalderens sidste del importeredes også sten fra den tyske østersøkyst. Røde teglsten, som angiveligt stammer fra den nedrevne Skagen Sankt Laurentii, har stempler fra to lybske teglværker, og måske var det ligefrem umuligt at realisere den store købstadskirke uden import fra et velorganiseret udenlandsk teglværk.[3] Det har muligvis alene kunnet betale sig at importere sten til større byggeopgaver. Ved opførelsen af landsbykirker og mindre tilbygninger var den lokale produktion formentlig tilstrækkelig, og når der både indgår røde og gule sten i enkelte byggerier i Nordvestjylland, på Fyn og Falster, er de givetvis fremstillet af lokalt ler. Det er dog ikke umuligt, at mindre partier af særlige teglsten til brug for mønstermuring er fragtet over lang afstand.

I renæssancen steg importen af teglsten ikke mindst fra Nederlandene, hvorfra der blev fragtet små gule teglsten med en maksimumhøjde på 4,5 cm.[4] Disse sten, ’mopper’, kendes i Danmark fra 1500-tallet anden del. Røde mopper er dog ikke ukendte, og indgår i Trinitatis Kirke, som Chr. IV påbegyndte 1636. Her er de bæltemurede facaders røde sten dog kunstigt farvet efter brændingen.[5]

Igennem 1600- og 1700-tallet udgjordes også store dele af den hjemlige teglproduktion af gule sten, der ligesom de importerede mopper fik meget ringe højde; ofte benævnt "flensborgsten". I dag er gule sten dominerende i byggeriet, hvilket må ses i lyset af, at anvendeligt rødler til teglindustrien næsten er opbrugt.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.pngSøsterprojekter med yderligere information:

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Danmarks Natur 1 1984 s. 261.
  2. ^ Clemmensen 1922 s. 283-284; Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, Tegl 1982 sp. 153.
  3. ^ Klitgaard 1928 s. 260-261; Petresch-Christensen 1938 s. 232-234; Larsen 1986.
  4. ^ Bertelsen 2010 s. 63.
  5. ^ Danmarks Kirker, København 1945-1987 s. 226, 248.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bertelsen, Thomas 2010: Teglstensformater og forbandter i Danmarks middelalder og renæssance, Flensborgsten – om murstensformater, teglhandel og arkitektur, 58-65.
  • Clemmensen, Mogens 1922: Slægtskabet mellem lombardisk og dansk Teglstensarkitektur, Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1922, s. 267-312.
  • Danmarks Kirker 1933-: København.
  • Danmarks Natur 1 1984: Red. A. Nørrevang & J. Lundø, 3. udg., København.
  • Klitgaard, Carl 1928: Skagen Bys Historie, Skagen.
  • Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder 1980-1982: Fotografisk genoptryk af 1. udg. 1956-1978, København.
  • Larsen, Niels-Holger 1986: Stemplede vingetagsten, Bygningsarkæologiske Studier 1986, s. 101-110.
  • Petresch-Christensen, Chr. 1938: Lidt om gamle Teglstensmærker, navnlig de paa Skagen fundne, Festskrift tilegnet C. Klitgaard, s. 230-235, Aarhus.