Tiberen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. maj 2014, 10:17 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
Tiberen set mod Engelsborg.

Tiberen (på italiensk: Tevere, latin: Tiberis) er med sine 406 km Italiens tredjelængste flod efter Po og Adige. Floden har sit udspring i Fumaiolobjerget i Appenninerne [1] og løber mod vest, til den løber ud i det Tyrrhenske hav via to grene: den ene ved Ostia-Isola Sacra mod syd, den anden ved Fiumicino mod nord. Tiberen afvander et område på ca. 18.000 km². Det var ved dens bredder, at byen Rom blev grundlagt.

Livius fortæller, at Tiberens navn oprindeligt var Albula (af latin alba = hvid) og Rumonetruskisk, ændredes til ære for Tiberinus, kongen af Alba Longa, der druknede i den. Tiberinus blev regnet som Tiberens gud. Den første stavelse i navnet Tiberen kan være en parallel til keltisk dubr, der betyder "vand", som i Dublin. Flodens navn menes at være ophav til fornavnet Tiberius, der kom på tolvte- eller trettendeplads blandt antikke romerske drengenavne og har været i brug i nyere tid. Det etruskiske modstykke til navnet Tiberius var Thefarie, mens Tiberen på etruskisk hed Thebris. [2]

Malariaen

Tiberen gav grundlag for malariamyggen, der klækkedes ud i de fugtige områder, hvor floden periodevis gik over sine bredder. I Lazio-regionen, hvor Rom ligger, var to tredjedele af befolkningen kronisk malariasyge i 1896. Oversvømmelsen i 1900 var en af de største, der nogensinde have oversvømmet landskabet ved Rom, og hovedstaden og sumpene syd for byen var de hårdest ramte malaria-områder i Italien. Frihedshelten Garibaldi gik forgæves ind for en storslået plan om at lede floden uden om byen. I stedet for påbegyndtes i 1907 et næsten lige så storslået projekt: skurene langs flodbredden blev revet ned og erstattet af glatte skrånende mure, der kontrollerede vandmasserne. [3]

Tiberen var tæmmet. [4] Romersk byhistorie er fuld af beretninger om tidligere oversvømmelser. Bådfontænen kaldet Barcaccia (= den gamle pram) foran Den Spanske Trappe, skal være et minde om en båd, der under en oversvømmelse drev helt op til pladsen, hvor trappeanlægget blev opført mere end hundrede år senere. [5] Ved siden af indgangen til kirken Sant'Eustachio, er der en inskription til minde om en oversvømmelse i 1495. [6]

Tiberøen

I år 293 f.Kr skal pesten have hjemsøgt Rom, og senatet sendte en delegation af præster og læger til Epidauros i Grækenland i håb om at få hjælp fra Asklepios i hans tempel der. Svaret fik de ved at en af templets hellige slanger krøb om bord i skibet romerne var kommet med. [7] Delegationen rejste hjemad, lyksalig over sådan en ære, og skibet skal ikke være mere end ankret op i Tibermundingen, før slangen gled ned ad skibssiden og krøb ind i sivet på Isola Tiberina – Tiberøen. Romerne tolkede det som Asklepios' ønske om et tempel på stedet, så det blev rejst, og ved den samme lejlighed skar de øen til, så den fik form af et skib, til minde om fartøjet, der fragtede Asklepios' slange til Rom. Midt på øen rejstes en obelisk, der skulle forestille stormasten. Templet blev kendt viden om, og syge kom fra udlandet for at spørge lægerne til råds, og drikke af det undergørende vand, der endnu kommer op i en brønd i Bartolomeus-kirken. I lighed med modertemplet i Epidauros blev det romerske Asklepios-tempel kendt for sine drømmekure, muligens fremkaldet ved opium eller hypnose. Slangerne var tildelt en bestemt rolle i kuren, og trænet til at spille med tungen over det syge sted. Hunde blev ligeledes viet til Asklepios og dresseret til at slikke det syge sted. [8]

I dag rummer den lille ø stadig et sygehus. Det bærer navnet Ospedale Fatebenefratelli (= Hospitalet Gør-godt-brødre) og regner sig som verdens ældste sygehus. Øen fik første gang rindende vand i 1588. Først fik de vandafgiften halveret, men året efter besluttede byrådet, at da det meste af vandet gik til pleje af patienterne, skulle de fattige munke få vandet afgiftsfrit. [9] I sygehusets kælder er der ruiner af flere templer. Det ene fra år 194 er viet Jupiter, og lige ved ligger templerne for Fauno og Fauna. Fauno skal have været konge i Latium for længe siden, og med sin kone Fauna fik han børn dæmonbørn, der lignede geder. Der var også et alter til sabinernes gud Semo-Sancus, der fik de tidlige kristne til at tro, at det drejede sig om magikeren Simon Magus. [10]

Kirken San Bartolomeo [11] er rejst over Asklepios' kilde, 80 meter under jorden, og foran alteret står der en stenvase med vand derfra. Kirken blev bygget i 999 af den tyske kejser Otto 3. til minde om sin ven biskop Adalbert af Prag (født 956), der havde forladt sit bispesæde for at blive benediktinermunk i Italien. Han blev dræbt og parteret og kanoniseret det følgende år. [12] I kirken opbevares en del af hans legeme. Der er også relikvier efter San Bartolomeo, [13], der siges at have været Jesu discipel Natanael, som også led døden på korset, og det er Bartolomeo, kirken har navn efter.

Henvisninger

  1. ^ Tiber Springs – Mount Fumaiolo
  2. ^ Concise Dictionary of World Place-Names, John Everett-Heath, Oxford University Press, 2005
  3. ^ Arnhild Skre: La meg bli som leoparden (s. 258), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-29187-6
  4. ^ tiber research
  5. ^ Jan Hansen: Roma (s. 184), forlaget Press, Oslo 2009, ISBN 978-82-7547-319-4
  6. ^ Curious And Unusual – 'Minerva's Chick'
  7. ^ http://www.isolatiberina.it/W_Testi_41.pdf
  8. ^ Ranveig Eckhoff: Italienske hemmeligheter (s. 128), forlaget Press, Oslo 2002, ISBN 82-7547-105-2
  9. ^ Fountain in the Fate-Bene-Fratelli Hospital
  10. ^ http://books.google.no/books?id=j2tO2riYlSkC&pg=PA257&lpg=PA257&dq=fauno+isola+tiberina+temple+jupiter&source=bl&ots=1zwwnNhpxQ&sig=SPLeLXnpdvJyTqKX9dxrTS9Jc5Q&hl=no&ei=GjrYS4OsPMKCOPLU7YwH&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CA8Q6AEwAQ#v=onepage&q&f=false
  11. ^ http://images.google.no/images?um=1&hl=no&tbs=isch%3A1&sa=1&q=san+bartolomeo+isola+tibertina&aq=f&aqi=&aql=&oq=&gs_rfai=&start=0
  12. ^ Pål Bang-Hansen: Roma (s. 151), forlaget Damm, Oslo 2005, ISBN 82-04-09733-6
  13. ^ St. Bartholomew


VandløbSpire
Denne artikel om et vandløb eller en er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi