Jesus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Jesus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jesus)
Jesus fra Nazaret
Christ Pantocrator Deesis mosaic Hagia Sophia.jpg
Ingen ved hvordan den historiske Jesus så ud.
Her er han afbildet i en mosaik i Hagia Sofia.
Personlig information
Andre navne Jesus Kristus,
fødenavn: Jeshua
Født ca. 4 f.v.t.[a]
Bethlehem
Død 30/33 e.v.t.
Golgata, en høj udenfor Jerusalem
Dødsårsag Henrettet ved korsfæstelse
Ifølge kristen tro opstået efter tre dage i graven.
Religion Jødedommen
Far Gud, Josef (stedfar)
Mor Jomfru Maria
Uddannelse og virke
Medlem af Treenigheden
Beskæftigelse Tømrer, Profet, Rabbi, dommedagsprædikant
Kendt for Anses af de kristne som Guds søn og verdens frelser.

Jesus (hebraisk: יֵשׁוּעַ‬; født ca. 4 f.Kr., død ca. 30 e.Kr.),[a] Jesus af Nazaret, Jesus Kristus eller Kristus er den centrale person i kristendommen. Han anses af kristne for at være søn af Gud, ja hans enbårne (eneste fødte) søn. Ifølge Bibelen var Jesus en person, der kaldte sig søn af Gud, var udsendt af Gud og havde været hos Gud "før verden var til".[5] Han er også en vigtig figur i jødedommen og Islam.

Egennavnet "Jesus" er en omskrivning af det græske ”Iēsous” (Ίησους), der igen er en omskrivning af det aramæiske ”Jeshua”. Jeshua er en yngre form af "Josva", som er en kortform af det hebraiske "Yehoshua" (יהושע), som betyder ”Jahve er frelse”[6][7], dvs. ”Gud er frelse”. Navnet Jesus/Jeshua/Joshua/Josva forekommer over 900 gange i Bibelen og er dermed det tredje hyppigst anvendte egennavn her - efter "JHWH" (Jahve) og "David".[8] Titlen "Kristus" kommer fra det græske ord ”Christós” (Χριστός), der er en oversættelse af det hebraiske ord ”Mashiach” (מָשִׁיחַ) (Messias), som betyder ”den salvede”.

De ældste beskrivelser af Jesu liv, tanker og lære findes i de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Ifølge evangelierne var Jesus en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og en helbreder. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske præfekt Pontius Pilatus på grund af beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Forskere har forskellig opfattelse af evangeliernes troværdighed, hvilket blandt andet skyldes, at det ikke vides, hvornår de præcist er skrevet.

Kristne anser Jesus for at være den frelsende Messias, hvis komme de mener var forudsagt i Det Gamle Testamente. De tror tillige, at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet. Blandt kristne har der været forskellige opfattelser af Jesu natur, men den mest udbredte er, at Jesus er en del af den treenige Gud og dermed guddommelig.

Jødedommen anser ikke Jesus for at være Messias og anerkender ham ikke som søn af Gud. Jøderne afventer stadig, at Messias skal komme og bringe frelse til dem.

I islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke, at han var guddommelig.

Uddybende Uddybende artikel: Jesu-liv-forskning

Kronologi[redigér | rediger kildetekst]

Den kristne tidsregning har rundt regnet siden det første årtusindskifte, i højmiddelalderen, været baseret på Jesu formodede fødselsår, der i 525 blev udtænkt af den østromerske munk Dionysius Exiguus (ca. 470-ca. 544), men blev først almindeligt brugt i 800-tallet. Jesu fødselsår blev fastlagt til at være i år 1 ”før Kristi fødsel” (f.Kr.). Det umiddelbart følgende år blev fastlagt til at være år 1 ”efter Kristi fødsel” (e.Kr.). Der findes således ikke noget udstrakt ”år 0”. År 1 e.Kr. følger umiddelbart efter år 1 f.Kr.

Det er ikke muligt at tidsfæste Jesu fødsel, og evangeliernes oplysninger er modstridende. Ifølge Matthæusevangeliet (Matt 2,1-18) blev Jesus født i Herodes den Stores regeringsperiode, fra 37 f.Kr. til 4 f.Kr. Lukasevangeliet lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling (Luk 2,1-7) i år 6 e.Kr., altså ti år efter Herodes' regeringstid. Derfor må en af tidsangivelserne være forkert.

Jesus begyndte sit virke omkring Johannes Døberens død og var da ifølge Lukasevangeliet omkring 30 år. Johannes Døberen menes at være henrettet engang årene 28-32 og under alle omstændigheder før år 36.

I øvrigt skrives i Johannesevangeliet, at Jesus endnu ikke var fyldt halvtreds år (Joh 8,57), hvilket kan tolkes som at han var i fyrrerne, mens kirkefaderen Irenæus hævder, at Jesus blev over halvtreds år. Markus, Matthæus og Lukas nævner ikke andre påsker i Jesu liv end den, hvor han blev korsfæstet, hvorimod Johannes nævner tre påsker under Jesu aktive virke.

Jesus døde, mens Pontius Pilatus var præfekt over Judæa 26-36.

Navn, etymologi og grammatik[redigér | rediger kildetekst]

Kristus” er en fordanskning af ”Christus”, som er den latinske form af det græske ”Christós” (Χριστός), som betyder ”den salvede”. Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord ”māshiaḥ” (מָשִׁיחַ), der ligeledes betyder ”salvet”, og som er indlånt i dansk som ”Messias” – en titel, Jesus blev givet af sine efterfølgere for at understrege hans specielle status som den, der var blevet profeteret om i jødernes Bibel, som er de kristnes "Gamle Testamente". Betegnelsen ”den salvede” henviser til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet. Konger, der var blevet indsat af Gud blev nemlig indsat ved salving med olie.

I Esajas' Bog, kap. 9,5 står der: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre (...) stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus - som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Det henvises der til adskillige gange i evangelierne, f.eks. i Matthæusevangeliet, kap 1,1: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn”.

Navnet ”Jesus” kommer af det græske ord Ίησους (Iēsous), der igen kommer af det hebraiske navn ”Josva” (יהוש). Navnet betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæusevangeliet tolket således: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matt 1,21)

På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinsk-græske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 20. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I ældre dansk møder man tillige andre latinske kasus, fx vokativ (Mægtigste Kriste!) og akkusativ (Jesum, Christum).

Navnet Jesus var helt almindeligt, og Jesus kaldes derfor ofte Jesus af Nazareth eller Jesus fra Nazareth. De tidligste kristne kaldes Nazaræere og Jesus Nazaræeren ville i flere tilfælde være en mere korrekt oversættelse end Jesus fra Nazareth. Tolkningen, at en Nazaræer betegner en person fra en by ved navn Nazareth, stammer helt tilbage fra evangelierne, men byens eksistens i det 1. århundrede er hverken historisk eller arkæologisk dokumenteret. Den nuværende by Nazareth er flere hundrede år yngre. Som voksen boede Jesus i Kapernaum (Matt 4,13, Mark 2,1), og han havde tilsyneladende et hus i byen (Mark 2,14-16), omend teksten på dette sted er uklar.

Jesu liv og lære ifølge evangelierne[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel, barndom og familie[redigér | rediger kildetekst]

Giotto di Bondone - 1266.
Uddybende Uddybende artikler: Jesu fødsel og Jesu familie

Det er hovedsageligt Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet, der beretter om Jesu barndom og liv, og de to evangelister beretter om forskellige hændelser i forbindelse med Jesu fødsel. De fortæller dog begge, at Jesus fra Nazaret blev født i Betlehem[9] syd for Jerusalem af sin mor Maria, der havde undfanget ham ved Helligånden. Fødslen skulle ifølge Mattæus være sket senest år 4 f.Kr. og ifølge Lukas i år 6 e.Kr.[10] Marias mand var Josef, der tog Jesus til sig som sin søn.

Lukas beretter, at der den nat, Jesus blev født, kom hyrder på besøg, da de af en engel havde hørt om hans fødsel.[11] og fået forkyndt, at dette barn var Kristus, Herren (Luk 2,11). Matthæus fortæller derimod om, hvordan et ukendt antal vismænd kom fra Østerland i et af Jesu første leveår[12] Vismændene kom for at tilbede ham og give ham gaver. De var kommet efter at have opdaget en ny stjerne eller stjernekonjunktion, der varslede, at en jødisk konge var født[13] I et ønske om at dræbe det nyfødte kongebarn foranstaltede Herodes et barnemord i Betlehem på alle drengebørn op til to år; men Josef blev advaret af en engel og nåede at flygte til Egypten med sin familie.[14] Jesus levede de første år af sit liv i Egypten som flygtning. Efter kongens død bosatte hans forældre sig i Nazaret (deraf navnet), hvor han blev uddannet tømrer[15] Også Lukas beretter - dog uden at nævne Egypten - at Jesu forældre tog tilbage til Nazareth med ham.[16]

Fortællinger om hans tidlige barndom er meget sparsomme i de kanoniske evangelier; men Lukas beretter, at Jesus rejste med sine forældre til valfartsfest i Jerusalem, da han var tolv år gammel. Her overraskede han de jødiske skriftkloge med sin viden om skrifterne.[17]

Dog har også flere af de apokryfe evangelier beretninger om hans barndom. Bl.a. fortælles det i Thomas’ Barndomsevangelium, hvordan han gør nogle lerfugle levende og får dem til at flyve, ligesom Pseudo-Matthæus giver en detaljeret beskrivelse af flugten til Egypten.

Jesus var bror til Jakob, Joses/Josef, Simon og Judas og havde mindst tre søstre.[18] Lukas nævner, at Elisabeth var en slægtning til Maria [19], og dermed må Johannes Døberen have været en slags grandfætter til Jesus. Desuden nævner Johannesevangeliet en søster til Jesu mor, der hedder Maria.[20]

Jesu virke[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Jesu fristelse
Bertel Thorvaldsens statue af Kristus i Vor Frue Kirke i København. Thorvaldsen lavede statuen ud fra Jesu ord: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Matt. 11,28)

Jesus begyndte som 30-årig i Galilæa og bredte sig til Judæa. Markus ordner sit evangelium geografisk med Jesu dåb, hans virke i Galilæa, hans rejse gennem Judæa til Jerusalem, hvor han bliver henrettet. Matthæus og Lukas følger denne struktur, men tilføjer yderligere materiale, mens Johannesevangeliet er helt anderledes organiseret.

Dåben modtog han af Johannes Døberen ved Jordanfloden, hvor Helligånden kom over ham i skikkelse af en due.[21] Derefter drog han ud i ørkenen og blev fristet af Djævelen.[22]

Det første mirakel, der berettes om, er underet i Kana[23], hvor Jesus forvandlede vand til vin. Derefter gik han fra by til by og udlagde skrifterne i synagogerne og helbredte dem, der kom til ham. Jesu helbredelser var højst forskellige og dækkede alt fra helbredelse af almindelig feber[24] til helbredelse af spedalskhed[25], dæmonuddrivelse[26] og dødeopvækkelse[27] Helbredelserne var et tegn til skarerne om, at Guds rige var kommet til dem.[28] Udover helbredelserne gjorde Jesus også andre overnaturlige ting, som at gå på vandet[29] og bespise 5.000 mand med fem brød og to fisk[30]

Selv om store skarer fulgte ham pga. miraklerne og hans lære, brugte Jesus ofte meget tid væk fra folkeskarerne for at være sammen med sit følge, som han oplærte.[31] Disse tilhængere blev kaldt disciple, og blandt dem udvalgte Jesus sig tolv apostle, som på en særlig måde var omkring ham og blev oplært af ham.[32]

Jesus brugte også meget tid sammen med samfundets udstødte. Det beklagede mange sig over, og Jesu svar må ses som den helt grundlæggende måde, hvorpå han betragtede sig selv og sit virke: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” (Mark 2,17) Jesus var lægen, som var kommet for at hjælpe, helbrede, og elske dem, som havde brug for ham. Han var kommet til syndere, og derfor brugte han tiden sammen med mennesker som Zakæus [33], Maria Magdalene [34] og andre af de såkaldt syndere og toldere [35].

Jesu lære[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Bjergprædikenen
Bjergprædikenen. Maleri af den danske maler Carl Bloch (1877).

Jesu budskab bliver i evangelierne samlet i en enkelt sætning: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (Mark 1,14). Der er nedfældet en lang række lignelser og taler, som Jesus ifølge evangelisterne har holdt.

Særlig kendt er Bjergprædikenen[36] hvori saligprisningerne[37], fadervor[38] og den gyldne regel[39] optræder. Desuden findes her Jesu nye tolkning af Moseloven[40] og hans tale mod mammon[41] og dømmesyge.[42]

Derudover findes lignelserne, der ofte beskriver Guds rige ud fra dagligdags billeder som et sædekorn der bliver sået i menneskers hjerte, noget der vokser op - eller bliver kvalt af tidsler.[43] Andre billeder handler om sennepsfrø[44], hyrder[45], bryllupper[46], vinbønder[47] og mange andre hverdagsrelaterede emner. Lukas har desuden en række længere og meget berømte lignelser om den fortabte søn[48], den barmhjertige samaritaner[49] og farisæeren og tolderen i templet[50].

Jesus var ofte i konfrontationer med andre jødiske grupper, især farisæerne og de skriftkloge, men også saddukæerne og herodianerne. Jesus anklagede dem for hykleri, ubarmhjertig og forstokkethed.[51] Anden undervisning er møntet på hans disciple. Her taler han om kommende hårde vilkår, om udholdenhed, om at være alles tjenere, om tidernes ende, osv.

Jesus benægtede ikke, at han var Kristus/Messias, den levende Guds søn, over for sine disciple.[52]. I Johannesevangeliet bekender han dog åbent sig selv som Guds søn (Joh 5,19).</ref> Men ellers var han påpasselig med at udtale sig om det til den brede folkeskare. Det kan skyldes, at han så deres forventninger om Messias som fejlagtige. Jesus var ikke en sejrende Messias, men en lidende Messias. Derfor begyndte han også at lære sine disciple om sin lidelse, død og opstandelse, straks efter at Peter havde bekendt sin tro på ham som Messias.[53]

I det hele taget var Jesu lære om sig selv præget af billedet af ham som den lidende Kristus. Han var kommet for at tjene og give sit liv som løsesum for mange.[54] Særligt Johannesevangeliet er fyldt med undervisning om Jesu person. Her kalder Jesus sig selv ”det levende brød”,[55] ”den gode hyrde”,[56] ”opstandelsen og livet”,[57] ”verdens lys”,[58] ”det sande vintræ,[59] og han siger, at han er ”Guds enbårne søn, som Gud sendte til verden, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” [60].

Efter Jesu opstandelse bar hans undervisning præg af, at han måtte forklare sine disciple betydningen af sin opstandelse, og hvordan dette var en opfyldelse af Det Gamle Testamentes skrifter.[61] Derudover fik disciplene nu den opgave at være vidner i hele verden om hans død og opstandelse samt hans lære. En opgave som kristne siden har videreført i form af mission[62].

Jesu sidste uge i Jerusalem[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Jesu lidelse og død

Jesus tog til Jerusalem i anledning af påskefesten ridende på et æsel, som en opfyldelse af en profeti fra profeten Zakarias' Bog.[63] Han blev hyldet af befolkningen som den ventede Messias, men det gjorde blot de jødiske myndigheder endnu mere besluttet på at dræbe ham, før han blev for farlig. De næste fem dage fra søndag til torsdag bar præg af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstepræsterne, de skriftkloge og Jesus. Dog turde de ikke anholde Jesus på grund af folkemængden, men da Judas Iskariot, en af de tolv apostle, besluttede sig for at forråde Jesus, så de deres chance for at gribe ham.

Kabir Bakie: Jesu korsfæstelse.

Derefter prøvede Judas at finde et tidspunkt, hvor det ville være muligt at gribe Jesus. Det kom, da Jesus holdt påskemåltidet med sine disciple. Det var skærtorsdag aften, hvor Jesus indstiftede nadveren. Ifølge Johannesevangeliet var det også denne aften, Jesus holdt sin lange tale om Helligånden, den længste tale i evangelierne. Da Jesus med sine apostle begav sig ud til Gethsemane have, fulgte Judas ham med soldater og vagter, og de anholdt ham. Før anholdelsen fortæller evangelierne om Jesu kamp i Gethsemane mod sin egen angst for den kommende lidelse. Jesus bad Gud tage dette "bæger" <lidelse> fra ham, men tilføjede: "Dog ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42). På den måde viser evangelierne, at det var Guds vilje, at Jesus skulle dø. Han skulle være det Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29).

Efter arrestationen blev Jesus ført til ypperstepræsterne, og Det Øverste Råd dømte ham til døden for gudsbespottelse. På grund af den romerske besættelse havde jøderne ikke ret til at idømme dødsstraf og var nødt til at fremvise Jesus for Pilatus. Nu blev han anklaget for oprør, da han jo som Messias hævdede at være konge. Pilatus anså ham dog ikke for at være skyldig, men efter længere tids råb og pres fra Rådet og folkeskarerne overgav Pilatus ham til korsfæstelse. Jesus blev ført ud og blev korsfæstet på den høj, der kaldes Golgata, og som lå lige uden for bymuren. Jesu blev spottet af forbipasserende, men fra den sjette time til den niende (ca. fra kl. 12-15) blev der mørkt. Ifølge Matthæus kom der i forbindelse med Jesu død et jordskælv, så grave sprang op, døde blev levende, og forhænget i templet revnede. Matthæus viser dermed Jesu død som en død, der giver liv til mange. Jesus blev lagt i en grav tilhørende Josef fra Arimatæa, og en stor sten blev væltet for graven.

Jesu opstandelse og himmelfart[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Jesu opstandelse
Jesu himmelfart, afbildet af John Singleton Copley.

Efter tre dage - på ugens første dag (søndag) - opstod Jesus ifølge de fire evangelier. Nogle kvinder så som de første den tomme grav, men de og disciplene så det ikke som et tegn på opstandelse. Jesus viste sig for dem samme dag og viste, at han var opstået, og forklarede dem ud fra skrifterne, at det var forudsagt, at han skulle dø og opstå (Luk 24,44-46). I de næste 40 dage vandrede han sammen med dem på jorden, mens han udlagde skrifterne for sine efterfølgere. Derefter steg han til himmels efter at have velsignet dem. Kristi himmelfart skete fra Oliebjerget, der ligger lige uden for Jerusalem, hvorfra nogle engle lovede, at Jesus skal komme tilbage på samme måde. Derfor var forventningen om Jesu genkomst også helt central i apostlenes forkyndelse og er i dag en del af kristnes trosbekendelse om Jesus, der er nært knyttet sammen med forventningen om den nye jord, hvor fred og harmoni skal regere.

Den historiske Jesus[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikler: Den historiske Jesus og Jesu historicitet

Alt, hvad der er sagt om Jesus i det foregående, er sagt ud fra de fire kanoniske evangeliers fremstilling af ham. Det har imidlertid vist sig, at evangelierne ikke altid giver en historisk pålidelig fremstilling af Jesus. Evangelierne er næppe heller ment som en historisk korrekt fremstilling af Jesu liv, men snarere som en forkyndelse af Jesus som Kristus (Messias). Karakteristisk i den henseende er Johannesevangeliets ord: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” [64]

Hvem den egentlige historiske Jesus var, er derfor usikkert. Opfattelsen af evangeliernes pålidelighed som kilde til viden om den historiske Jesus er vidt forskellig. Nogle regner evangelierne for at være fuldt pålidelige vidnesbyrd om den historiske Jesus, mens andre regner dem for at være religiøse skrifter, der uden nogen forankring i den historiske Jesus – hvis han i det hele taget har eksisteret.[65] Ud over evangelierne har vi en række kilder, der nævner Jesus, men da det ikke kan vides med sikkerhed, hvor forfatterne har deres viden fra, er heller ikke disse kilder pålidelige.[66]

Studiet af den historiske Jesus begyndte for alvor i oplysningstiden i 1700-tallet. Her begyndte man at læse de bibelske beretninger uden troens fortegn. I stedet satte man fornuften som den højeste dommer.[67] Banebrydende var den tyske orientalist Hermann Samuel Reimarus (1694-1768).

I 1800-tallet udviklede forskningen i den historiske Jesus sig yderligere. Den liberale teologis forskning i Jesu liv tegnede et billede af Jesus, som var i overensstemmelse med tidens kulturoptimistiske og moralsk bestemte kristendomsopfattelse. Man interesserede sig for Jesu indre udvikling og religiøse personlighed. Man så ham som den store personlighed og den store visdomslærer.[68]

Et vigtigt nybrud skete med Johannes Weiss (1863-1914) og Albert Schweitzer (1875-1965) omkring år 1900. De stillede sig kritisk over for den liberale teologis Jesusforskning. Et epokegørende værk var Albert Schweitzers Jagten på den historiske Jesus (Von Riemarus zu Wrede) fra 1906. Her viste han, at alle forskere, der havde forsøgt at skrive en Jesusbiografi, skildrede Jesus i deres eget billede og ud fra deres egen tids forudsætninger. Hver forsker fandt sine egne tanker i Jesus.[69] Man havde forstået Jesus ud fra sin egen tids forudsætninger og ikke ud fra Jesu tids forudsætninger.[70] Schweitzer ville forstå Jesus ud fra hans tids forudsætninger og kom herved frem til, at Jesus var en apokalyptiker - en profet der forventede, at de sidste tider, dommedag og Guds rige var nært forestående.[71]

Jesus som en jødisk apokalyptisk profet[redigér | rediger kildetekst]

Siden Albert Schweitzer har flertallet af nytestamentlige forskere har været enige om, at Jesus netop bedst lader sig forstå som en jødisk apokalyptisk profet: Jesus lærte om de sidste tider, verdens undergang, dommedag og fremkomsten af en ny verden, og han lærte, at disse begivenheder var nært forestående. Han forventede, at verdenshistorien, som han kendte den, ville standse brat op, at Gud ville blande sig i denne verdens anliggender, gøre en ende på de onde magter i en omfattende dom, og afskaffe de eksisterende politiske og religiøse institutioner. Israels Gud stod lige foran at udøve sin vældige magt og styrte verden i grus, men samtidig ville han frelse sit folk. Alt dette ville være optakten til en ny verdensorden: Gudsriget. Jesus forventede, at denne dramatiske afslutning på historien ville ske i hans disciples levetid. Han sagde ligeud, at nogle af dem, der lyttede til ham, ville være i live, når det skete.[72]

I Markusevangeliet, der er det ældste evangelium og dermed det evangelium, der er tættest på den historiske Jesus, optræder disse forestillinger i følgende udsagn af Jesus:

”For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle … Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet med kraft.” [73]

”Men i de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og kræfterne i himlen rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed. Og da skal han sende englene ud, og han skal samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens yderste grænse til himlens yderste grænse. Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at han står lige for døren. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.” [74]

De fleste nytestamentlige forskere mener, at Jesus historisk set var en jøde i religiøs forstand, at han forblev en jøde, og ikke havde til hensigt at bryde med jødedommen, men kun at reformere den.[75] Jesus var en af mange jødiske profeter, der troede, at Gud snart ville gribe ind i denne verden, styrte de onde magter, der styrede den, og oprette et nyt rige, hvor der ikke længere ville være krig, sygdom, katastrofer, frustration, had, synd eller død.[76] Blandt de jødiske apokalyptiske profeter var Johannes Døberen, Retfærdighedens Lærer, Judas Galilæer, Theudas, Den Ægyptiske Profet og Jesus Ananiassøn.[77] Det var i den forbindelse almindeligt at tro, at der ville komme en dommens dag for alle mennesker. De, der var forblevet tro mod Gud, ville blive belønnet og ført ind i hans evige rige. De andre ville få en skæbne med ”evig afsky”[78] Ifølge disse apokalyptiske profeter ville oprettelsen af riget ske meget snart. De mente, Gud havde åbenbaret historiens gang for dem, og at enden stod lige for døren.[79]

Disse apokalyptiske træk ses for eksempel hos Johannes Døberen:

”I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: ’Omvend jer, for himmeriget er kommet nær.’ … Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: ’Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver … Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.’ ”

[80]

Udviklingen fra Jesu forkyndelse til kristendommen[redigér | rediger kildetekst]

Hvis Jesus var en apokalyptiske profet, så var den kristendom, der udviklede sig efter hans død, ret forskellig fra den, han selv forkyndte. Kristendommen er en religion, der bygger på den tro, at Jesus døde for menneskenes synders skyld, og at han opstod fra de døde. Men det lader ikke til, at det var den religion, Jesus forkyndte for jøderne i Palæstina.[81]

For historikeren begynder kristendommen efter Jesu død: Den begynder med troen på Jesu opstandelse. Det er et historisk faktum, at nogle af Jesu tilhængere begyndte at tro, at han var blevet oprejst fra de døde. Samtidig skete der en ophøjelse af Jesus fra at være menneskelig til at være Gud.

Opkomsten af den selvstændige religion – kristendommen - hænger sammen med, at der i Jesus-bevægelsen skete en stadig større afstandtagen fra jødedommen.[82] Jesus blev ikke set som en profet eller som en konge i det rige, der skulle komme. Han blev i højere grad set som en åndelig frelser, ja ligefrem som Gud selv. Og dét stred i høj grad mod jødedommens lære om den ene Gud, som er højt ophøjet over menneskene.[83] I Johannesevangeliet, som er det yngste evangelium og dermed det evangelium, der er fjernest fra den historiske Jesus, er der sket en sådan udvikling.[84] Her er Jesus citeret for følgende udsagn:

”Jeg og Faderen er ét” (Joh. 10,30)

”Den, der har set mig, har set Faderen.” (Joh. 14,9)

De nytestamentlige forskere mener, at disse udsagn er lagt i munden på Jesus af en senere tid, hvor man havde udviklet en teologi, der gjorde Jesus til Gud. Denne udvikling kulminerede med treenighedslæren: Gud er ét væsen, der indeholder tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. I de tre ældste evangelier, som er tættere på den historiske Jesus, nævnes der derimod intetsteds noget om, at Jesus er Gud.[85]

Johannesevangeliet indeholder således en mere udviklet lære om Jesus end den, der findes i de øvrige evangelier. I Johannesevangeliet læres det desuden, at Jesus havde en præeksistens: Han levede før sin fødsel på jorden som et åndeligt væsen i himlen, og han var medvirkende ved skabelsen af verden.[86] Heller ikke dette træk findes i de ældste evangelier.[87]

De antikke historikere[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Kilder til Jesus

Josefus[redigér | rediger kildetekst]

En 1640-udgaven af værker af Josefus, en 1. århundrede Romano-jødisk historiker, der henviste til Jesus[88]

Josefus (”Josef ben Mattias”) var en jødisk historiker (37-100). I hans Jødisk historie (Antiquitates Judaicae), afsnit 18-20, nævnes tre nytestamentlige personer: Johannes Døberen, Jesus og Jakob (Jesu bror). Johannes Døberen får en længere, interessant og lærerig beskrivelse, Jakob får en enkelt sætning, hvorimod beskrivelsen af Jesus har været præget af meget diskussioner angående ægthed.[89] Citatet lyder sådan:

Nu var der ved denne tid en vís mand, Jesus, hvis det da er rigtigt at kalde ham en mand, for han var udøver af underfulde gerninger - en lærer af hvilken man modtager sandheden med nydelse. Han fik mange af jøderne og hedningerne på sin side. Han var Kristus, og da Pilatus, på forespørgsel af lederne iblandt os, havde dømt ham til korset, så svigtede de, der fulgte ham, ikke, for han viste sig for dem i live på den tredje dag, sådan som de guddommelige profeter havde forudsagt om ham sammen med ti tusind andre ting angående ham, og den kristne gruppe opkaldt efter ham, er ikke udslukt i dag.[90]

Af mange årsager virker teksten ikke autentisk med dens stærke bekendelse af Jesus som Kristus og opstandelsen. Tidlige kirkefædre synes ikke at kende dette tekststed, som første gang omtales af Eusebius i 324. Det vides med sikkerhed, at Eusebius forfalskede andre manuskripter, og det er den almindelige opfattelse at dette tekststed er forfalsket af Eusebius eller en af hans forgængere. Om der er tale om en tilføjelse eller en omskrivning af en mindre rosende omtale af Jesus kan ikke afgøres. Skriverne var normalt meget konservative i deres afskrift, og det er svært at finde et eneste sted med tegn på en større bevidst ændring af Josefus’ omfattende værker.[91] Selv om sproget ikke ligner Josefus’, så er der mange kristne, der mener, at Josefus må have skrevet noget af det.[92] Citatet er blevet debatteret i de sidste 600 år, og der er skrevet hundredvis af bøger om det.

Josefus beretter i samme skrift, hvordan ypperstepræsten Ananus ben Ananus i år 62 greb muligheden i fravær af en statholder til at henrette en række mennesker. Deriblandt var også ”broderen til Jesus, den såkaldte Kristus, der kaldes Jakob” (Antiquitates 20,9).

Dette citat anses i almindelighed for at være autentisk[93], men om Josefus henviser til de kristnes Jesus eller Jesus, søn af Damneus, som Josefus omtaler i den omgivne tekst, og som blev salvet som ypperstepræst, lader sig ikke afgøre. Josefus udtrykker desuden beklagelse over Jakob og de andres død, som han ikke finder retfærdig. Det kunne tyde på en positiv holdning til Jesus, men hvilken af de forskellige 20 personer med navnet Jesus, som optræder hos Josefus, kan som sagt ikke afgøres med sikkerhed.

Tacitus[redigér | rediger kildetekst]

A white statue of a man
An apparently old document
Den romerske senator og historiker Tacitus skrev om korsfæstelsen af Jesus i Annales, en historiebog om Romerriget i det første århundrede.

Den romerske historiker Tacitus nævner de kristne (chrestianere) omkring 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger, at deres navn stammer fra en ”Chrestus, som prokuratoren Pontius Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette”. Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro”. (Annalen XV, 44).

Sveton[redigér | rediger kildetekst]

Den romerske forfatter Sveton fortæller efter år 130 i sin beretning om kejser Claudius (død 54), at denne kejser ”jagede jøderne fra Rom, som under anstiftelse af en Chrestus bestandig lavede uro”. Ifølge Apostenes Gerninger mødte Paulus i Korinth nogle af de jøder, som Claudius havde forvist fra Rom, og da Sveton i sine skrifter skelnede mellem jøder og kristne (christiani) er der en del, der tyder på at "Chrestus" ikke henviser til Jesus men til en anden person.

Religiøse kilder[redigér | rediger kildetekst]

Paulus[redigér | rediger kildetekst]

Paulus skriver sine breve. Valentin de Boulogne eller Nicolas Tournier. 17. århundrede.

De fleste af Paulus' breve er skrevet omkring år 50-60 og er de første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det, at hans breve ikke er fortællinger om Jesu liv, men derimod om, hvem Jesus var teologisk set, og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren, han blev forrådt (1 Kor 11,23ff), og han døde, blev begravet og opstod på tredjedagen og blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs. kristne) på en gang (1 Kor 15,3-6).

Andre nytestamentlige skrifter[redigér | rediger kildetekst]

Hebræerbrevet bevidner at Jesus var af Judas stamme (Hebr 7,14) og døde uden for byen (Hebr 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8) og at han udholdt korset (Hebr 12,2). Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske data om Jesu liv.

Evangelierne[redigér | rediger kildetekst]

De kanoniske evangelier er så godt som de eneste skrifter, hvor vi hører om Jesu liv. Derfor er spørgsmålet om deres pålidelighed vigtig, hvis der ud fra dem skal sluttes noget om Jesu liv. Affattelsestidspunktet for evangelierne er ukendt, men de regnes af de fleste nytestamentlige forskere for at være skrevet efter år 70, hvilket vil sige over 40 år efter Jesu liv. Det springende punkt i tidsfæstelsen er tekster[94], der menes at forudsige Jerusalems ødelæggelse år 70. Derfor sluttes det, at skrifterne må være forfattet efter denne begivenhed. Til det indvendes, at spørgsmålet om, hvad der præcist forudsiges i disse tekster, er usikkert, og at hvis man vitterlig tror på Jesus som Guds søn, ville han også uden problemer kunne forudsige Jerusalems ødelæggelse i år 70. På samme måde er der også vidtgående uenighed om, hvor stor grad af pålidelighed, man bør tilskrive de enkelte evangelier.

Markusevangeliet menes at være det ældste og derfor også det evangelium, hvor muligheden for pålideligt vidnesbyrd regnes for størst. Evangeliet begynder med Jesu dåb af Johannes Døberen og følger derefter Jesus i et nøje geografisk mønster fra Galilæa til Jerusalem, hvor det beskriver hans død og opstandelse. Markusevangeliet slutter med at kvinderne ved graven af en engel får at vide, at Jesus er genopstået. De flygter derefter væk uden at fortælle nogen om hændelsen (Mark 16,5-8). Jesus portrætteres som den lidende Kristus.

Uddybende Uddybende artikel: Markusevangeliet

Matthæusevangeliet menes at have benyttet såvel det meste af Markusevangeliet. Dog har Matthæus tilføjet beretninger om Jesu fødsel og tilføjet adskillige taleafsnit til sit evangelium, så evangeliet dermed har den dobbelte længde af Markusevangeliet. Derudover findes der forskellige beretninger om hvordan disciplene møder Jesus efter hans opstandelse. Jesus bliver her (i højere grad end i Markusevangeliet) portrætteret som læreren og som ham, Det Gamle Testamente havde profeteret om.

Uddybende Uddybende artikel: Matthæusevangeliet

Lukasevangeliet menes også at have benyttet Markusevangeliet og dens grundstruktur, men dog på en anden måde end Matthæus, da blandt andet rejsen fra Galilæa til Jerusalem i høj grad udvides i de såkaldte rejseberetninger. Lukasevangeliet har derudover nogle andre fortællinger om Jesu fødsel og om hans opstandelse end dem i Matthæusevangeliet. Billedet af Jesus i dette evangelium karakteriseres af, at Jesus er den, der kommer og forkynder godt budskab for de svage og fattige.

Uddybende Uddybende artikel: Lukasevangeliet

Johannesevangeliet har et helt andet tekstmateriale i sit evangelium end i de øvrige evangelier. Grundstrukturen er her dannet ud fra fire besøg, som Jesus aflagde i Jerusalem. Jesus "tegnes" som det guddommelige ord, der kom til Jorden for at tage verdens synd.

Uddybende Uddybende artikel: Johannesevangeliet

Apokryfe evangelier[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Nytestamentlige apokryfer

Der findes en række evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (f,eks. Thomas-evangeliet og Judasevangeliet). Disse kaldes ”apokryfe evangelier” (skjulte evangelier) - i modsætning til de fire kanoniske evangelier. De apokryfe evangelier repræsenterer ofte andre strømninger end den traditionelle kristendom. Thomasevangeliet er skrevet omkring år 100, Judasevangeliet omkring 150, altså senere end de kanoniske evangelier. De apokryfe evangelier siger derfor mere om de gnostiske strømninger, som de er udsprunget af, end om Jesus fra Nazaret, og de leverer et noget andet billede af Jesus og kristendommen generelt. De apokryfe skrifter leverer bl.a. et metaforisk syn på Jesu opstandelse, som de mener skal opfattes billedligt, og ikke konkret fysisk, som de synoptiske evangelier fremstiller den.

Apokryferne, navnlig Jakobs præevangelium rummer flere beretninger om Jesu barndom. Her beskrives eksempelvis, hvordan Jesus gør en lerfugl levende, forbander en dreng, så han bliver et træ og forlænger et bræt som han netop havde savet forkert over.

Kristendommens syn på Jesus[redigér | rediger kildetekst]

Ikon, der afbilder de Hellige Fædre på det første koncil i Nikæa (325). De holder den nikænske trosbekendelse. Den tekst, der vises, er imidlertid trosbekendelse fra det første koncil i Konstantinopel (381), med ændringerne til brug i den græske liturgi

Jesus Kristus er hovedpersonen i kristendommen. Ordet ”kristen” kommer fra det græske ord ”Christos”. Selvom der i dag findes mange kristne kirkeretninger, kan der dog stadig siges meget fælles om kirkernes syn på Jesus, særligt så længe der er tale om de tre hovedgrene: Den ortodokse kirke, den katolske kirke og de protestantiske kirker. Det skyldes, at indenfor disse kirkesamfund, og i øvrigt mange af de andre, er det bibelske materiale autoriteten i forståelsen af Jesus. Derved er fremstillingen af Jesus i evangelierne grundlæggende for kristendommen. Det gælder elementer som jomfrufødslen, Jesu mirakler og undervisning, samt hans død, opstandelse, himmelfart og fremtidige genkomst. Dertil kommer benævnelserne som ”Kristus, Guds søn” (Mark 1,1), ”verdens lys” (Joh 8,12) og ”Ordet” (Joh 1,1).

Samtidig har de tre hovedgrene inden for kristendommen alle kunnet tilslutte sig de afgørelser angående Jesu væsen og natur, der blev besluttet på de syv økumeniske kirkekonciler [95]. Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, der stammer fra koncilerne i Nikæa 325 og Konstantinopel 381, er derfor fælles for de ortodokse, katolske og protestantiske kirker.

Jesus – den Opstandne[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Apostlenes Gerninger var Jesu opstandelse udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse.[96] Det var den, der beviste at Jesus var Herren, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og ”sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.” [97] Derfor er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, og ikke julen.

Jesu guddommelighed[redigér | rediger kildetekst]

Kristus - Pantokrator (Almægtig). Ravenna, Italien.
Mosaik fra det 6. århundrede. De tre samlede finger symboliserer treenigheden. De to udstrakte fingre er et tegn på Jesu to naturer.

Allerede i det bibelske materiale bliver der brugt ord om Jesus, der peger på, at Jesus er guddommelig. Det bliver sagt om Jesus, at ”ved ham og til ham er alting skabt. Han er til forud for alt og alt består ved ham” (Kol 1,17). Jesus bliver tilbedt (Matt 2,11; 14,33; Luk 24,52), og givet ”guddommelige” titler som ”Guds søn”, ”den første og den sidste” (Åb 1,18; 22,13), ”Herren” (Luk 2,11). Af apostlen Thomas bliver han kaldt ”min Herre og Gud” (Joh 20,28). Jesus bliver i Joh 1,1 kaldt for Ordet, der ”var hos Gud og Ordet var Gud”. Jesus blev derfor også betragtet og tilbedt som Gud i oldkirken.

Jesus – en person i treenigheden[redigér | rediger kildetekst]

Tanken om Jesu guddommelighed gav anledning til konflikter inden for kristendommen. Den endelige løsning blev begrebet treenigheden, der blev introduceret af kirkefaderen Tertullian (ca. 155-230). Han sagde, at Gud var tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden) – men kun ét væsen (én substans) – på latin: ”tres personae, una substantia”. Denne forestilling blev anfægtet af Arius, som ikke mente, at Jesus havde eksisteret evigt og derfor ikke var at betragte som Gud.

Kritikken bredte sig hurtigt ud i hele kristenheden, og på trods af kirkemødet i Nikæa i 325, var det først i Konstantinopel i 381, at der kom ro om spørgsmålet. Til dette koncil blev den nikænske trosbekendelse endegyldigt stadfæstet. Her står der, at Jesus ”er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt”, og af samme væsen som Faderen[98].

Jesu to naturer[redigér | rediger kildetekst]

Spørgsmålet om, hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske blev det næste store stridsspørgsmål, og her blev konklusionen, at Jesus var både fuld Gud og fuldt menneske. Det var særlig det økumeniske kirkemøde i Kalkedon i år 451, der formulerede dette, selvom også senere konciler måtte beskæftige sig med emnet. Andre retninger som adoptionisme, doketisme, monofysitisme, nestorianisme og tilhængere af Apollinaris blev ekskommunikeret fra Kirken. Det førte til de første skismaer i kirken, hvor bl.a. den assyriske kirke (nestoriansk) og den koptiske og armenske kirke (monofysisitisk) blev selvstændige.

Dogmet om Kristi to naturer blev formuleret således i e er formuleret således i den athanasianske trosbekendelse:

Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske.[99]

Jesus – Frelseren[redigér | rediger kildetekst]

Jesus er før noget andet frelseren. Det ligger blandt andet i hans navn (Jesus: Jahve frelser) – for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Svaret på, hvorfor Jesus døde, er i kristendommen derfor ikke et spørgsmål om historiske begivenheders gang, men at Gud ville, at Jesus skulle dø for at bringe en åndelig frelse til verden. Teologerne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, hvordan en mands (Jesu) død kunne være frelsende for andre mennesker.

Hans Holbein den yngre: Den døde Kristus.

Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi frelsergerningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dette spørgsmål systematiseret. Der kom to forsoningslærer, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er bred enighed blandt kristne om, at menneskets synd kræver en eller anden forsoning mellem Gud og mennesket, og at denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan denne forsoning foregår.

Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf på sig og sonede deres synd over for Gud. Peter Abélards subjektive forsoningslære siger derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen.

Imidlertid har Gustav Aulén i 1930 argumenteret for, at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne – døden, synd og Djævelen.[100]

Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske materiale, og derfor kan disse forsoningslærer ses som forskellige aspekter af den kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.”

Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. Filipperbrevshymnen i Fil 2,5-11, hvor der står:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse ... ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. (Fil 2,5-6a.8) Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge, om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.

Den subjektive forsoningslære er særligt fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort fra tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte tillægger Jesu opstandelse den største betydning. Den objektive forsoningslære er derimod særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig lægger særlig vægt Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund, at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men i 2100-tallet i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.

Islams syn på Jesus[redigér | rediger kildetekst]

Jesus er en central person i Koranen (Al-Qur'an), hvor han kaldes ‘Isa (arabisk: عيسى) og omtales 25 gange. I islam anses Jesus for en af Allahs væsentligste budbringere, og han må anses som en fundamental del af Islams verdensbillede.

Islams opfattelse af Jesus (Isa) har en del tilfælles med de bibelske fortællinger, som f.eks. troen på jomfrufødslen, Jesu som den der helbreder og gør mirakler, Jesus som lærer, og så videre. Jesus bliver også ophøjet til himmelen, og mange muslimske teologer mener ligesom de kristne, at Jesus skal komme igen ved tidernes ende. Jesus kaldes elleve gange for al-Masih (Messias eller Kristus) og i sura 3,45 kaldes han Kalimatullaah (Guds ord).

Gammel Persisk Miniature: Maryam (Jomfru Maria) og Isa (Jesus). Billeder af profeter forbydes dog oftest i Islam

Alligevel er der meget store forskelle på islams og kristendommens syn på Jesus. Selv når det er de samme beretninger, der fortælles, har Koranen ofte en helt anden vinkel på begivenhederne. Derudover benægter Koranen, at Jesus er Guds søn. Også kristendommens dogmer om treenigheden og Jesu guddommelighed benægtes. For tilhængere af islam er Jesus en af de allerstørste profeter, men ikke mere end det. Langt de fleste muslimer tror heller ikke at Jesus døde på korset og opstod. Det skyldes sura 4,158 i Koranen, hvor der er skrevet: "Og fordi de [jøderne] har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! – De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke." Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses, som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendingen i sura 4 – ”De myrdede ham ikke” – kan tolkes som at jøderne ikke overvandt ham, da han opstod.

Islams eneste kilde til synet på Jesus er åbenbaringerne fra Muhammed. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning .

Billeder af Jesus[redigér | rediger kildetekst]

Cristo Redentor (Kristus Forløser) - Rio de Janeiro, Brasilien.

En 30 m høj statue af Kristus, ”Cristo Redentor” (”Kristus Forløser”), kan ses i Rio de Janeiro. I Cochabamba i Bolivia står den 34,2 m høje Cristo de la Concordia ((spansk): Harmoniens Jesus)[101]. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Meier skriver, at Jesu fødselsår er ca. 7 eller 6 f.Kr.[1] Rahner hævder derimod, at konsensussen blandt eksperter er, at Jesus er født ca. 4 f.Kr.[2] Sanders foretrækker også ca. 4 f.Kr. og henviser til den generelle konsensus.[3] Finegan bruger studiet af tidlige kristne traditioner til at opbakke ca. 3 eller 2 f.Kr.[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Meier, John (1991), A Marginal Jew: The roots of the problem and the person, Yale University Press, s. 407, ISBN 978-0-300-14018-7
  2. ^ Rahner, Karl (2004), Encyclopedia of theology: a concise Sacramentum mundi, Continuum, s. 732, ISBN 978-0-86012-006-3
  3. ^ Sanders, Ed P. (1993), The Historical Figure of Jesus, Allen Lane Penguin Press, s. 10-11, ISBN 978-0-14-192822-7
  4. ^ Finegan, Jack (1998), Handbook of Biblical Chronology, rev. ed, Hendrickson Publishers, s. 319, ISBN 978-1-56563-143-4
  5. ^ Joh. 17,1-
  6. ^ The Original Catholic Encyclopedia: Jesus Christ Arkiveret 5. november 2011 hos Wayback Machine "Jehoshua, meaning 'Jehovah is salvation'"
  7. ^ Macquarie Dictionary – Australias National Dictonary Online: Jesus "Yehōshūa`, literally, Jehovah is salvation"
  8. ^ Tryksag ved udstillingen "Bibelen og Navnet" i 2002, side 21, ISBN 87-89947-70-3
  9. ^ Matt 2,1; Luk 2,4-7
  10. ^ Matt 1,18; Luk 1,35
  11. ^ Luk 1,8-20
  12. ^ - ikke på fødselsnatten, som der ofte fremstilles i krybbespil.
  13. ^ Matt 2,1-12
  14. ^ Matt 1,13-16
  15. ^ Matt 2,19-12;
  16. ^ Luk 2,39-40
  17. ^ Luk 2,41-52
  18. ^ Matt 13,55-56; Mark 6,3
  19. ^ Luk 1,36
  20. ^ Joh 19,25
  21. ^ Matt 3,13-17; Mark 1,9-11; Luk 13,6-9
  22. ^ Matt 4,1-11; Mark 1,12-13; Luk 4,1-13
  23. ^ Joh 2,1-12
  24. ^ F.eks. Helbrelsen af Peters svigermor: Matt 8,14-15; Mark 1,29-31; Luk 4,38-39
  25. ^ Mark 1,40-41
  26. ^ Mark 1,21-28; Luk 1,21-28
  27. ^ Der berette om tre dødeopvækkelser i evangelierne: Synagogeforstanderens datter (Matt 9,18-26; Mark 5,21-43; Luk 8,40-56), Enkens søn fra Nain (Luk 7,11-17) og Lazarus (Joh 11,1-44)
  28. ^ Matt 12,28
  29. ^ Matt 14,22-33; Mark 6,45-52; Joh 6,16-21
  30. ^ Matt 14,13-21; Mark 6,30-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-15
  31. ^ Fx Mark 7,24; 8,27
  32. ^ Matt 10,1-4; Mark 3,13-19; Luk 6,12-16
  33. ^ Luk 19,1-10
  34. ^ Luk 8,2
  35. ^ Luk 15,1
  36. ^ Matt 5,1- 7,27 og Luk. 6,20-49,
  37. ^ Matt 5,3-12; Luk 6,20-23
  38. ^ Matt 6,9-13
  39. ^ Matt 7,12
  40. ^ Matt 5,17-48
  41. ^ Matt 6,24-34
  42. ^ Matt 7,1-5
  43. ^ Matt 13,4-23; Mark 4,1-20; Luk 8,4-15
  44. ^ Matt 13,31-32 Mark 4,30-32 Luk 8,22-25
  45. ^ Matt 18,12-14; Luk 15,4-7; Joh 10,1-31
  46. ^ Matt 25,1-13
  47. ^ Matt 21,53-46; Mark 12,1-12; Luk 20,9-19
  48. ^ Luk 15,1-10
  49. ^ Luk 10,25-37
  50. ^ Luk 18,9-14
  51. ^ Jesu veråb over disse grupper er karakteristisk for hans anklager. (Matt 23,1-36; Luk 11,37-54)
  52. ^ Matt 16,13-20; Mark 8,27-30; Luk 9,18-20
  53. ^ Matt 16,21-23; Mark 8,31-33; Luk 9,21-22
  54. ^ Matt 20,28; Mark 10,45
  55. ^ Joh 6,51
  56. ^ Joh 10,11
  57. ^ Joh 11,25
  58. ^ Joh 8,12
  59. ^ Joh 15,1
  60. ^ Joh 3,16
  61. ^ Luk 24,25-27.44-47
  62. ^ Matt 28, 16; Luk 24,47-49 og ApG 1,8
  63. ^ Matt 21,4-5
  64. ^ Joh 20,31
  65. ^ For eksempel mener Georg Brandes og Alvar Ellegaard ikke, at Jesus har eksisteret. (Per Bilde: Den historiske Jesus, s. 286.)
  66. ^ Historikeren E. P. Sanders skrev i 1985 bogen "Jesus and Judaism", som ændrede forskningen af den historiske Jesus. Senere fulgte J. D. Crossan og Gerd Theissen.
  67. ^ Mogens Müller: Jesusopfattelser, s. 8.
  68. ^ Mogens Müller: Jesusopfattelser, s. 13 og 41-42.
  69. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 159.
  70. ^ Mogens Müller: Jesusopfattelser, s. 14-15.
  71. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 160.
  72. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 10 og 32.
  73. ^ Mark. 8,38 - 9,1.
  74. ^ Mark. 13,24-30.
  75. ^ Per Bilde: Den historiske Jesus, s. 286
  76. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 33.
  77. ^ Per Bilde: Den historiske Jesus, s. 290. Jævnfør Mark 1,4 og Apostlenes Gerninger 5,36.
  78. ^ Daniels Bog, kap. 12,2.
  79. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 156-57.
  80. ^ Matt 3,1-10.
  81. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 283.
  82. ^ Per Bilde: Den historiske Jesus, s. 286
  83. ^ Gads Danske Bibelleksikon, bind 1, s. 675.
  84. ^ Bart Ehrman: Den apokalyptiske Jesus, s. 115
  85. ^ Bart Ehrman: Den apokalyptiske Jesus, s. 115.
  86. ^ Joh,1,1-3 og Joh 1,9-10
  87. ^ Per Bilde: En religion bliver til, s. 271
  88. ^ Blomberg 2009, s. 431–436.
  89. ^ Steve Mason, Josephus and the New Testament, side 151(Hendrickson Publishers 1992 ISBN 0-943575-99-0)
  90. ^ Antiquities Judaicae 18.63-64. Den oversættelse er efter den engelske oversættelse "Josephus, Complete works" oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379.
  91. ^ Mason 170
  92. ^ Mason 170-171
  93. ^ Mason 175
  94. ^ Matt 24,15-22; Mark 13,14-19; Luk 21,20-34; Joh 2,18-21
  95. ^ Andre afgørelse ved koncilerne bliver afvist af nogle protestantiske kirker. F.eks. bliver afgørelsen angående brug af billeder (ikoner) fra det syvende økumeniske koncil traditionelt afvist af den reformerte kirke.
  96. ^ ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40; 13,33; 17,31; 26,23
  97. ^ Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (Nicaenum) blev formuleret i 325 og stadfæstet i 381, hvor den blev forlænget med den 3. trosartikel. Citatet ovenfor er fra den 2. trosartikel om Jesus Kristus
  98. ^ Nicaenum – Anden trosartikel
  99. ^ Den athanasianske trosbekendelse, ukendt forfatter og affattelsestidspunkt. Trosbekendelsen er en af de tre oldkirkelige symboler" i den katolske, anglikanske og lutherske kirke, hvorimod den ikke bruges i den ortodokse og reformerte kirke.
  100. ^ Gustaf Aulén: Den kristna försoningstanken. Stockholm 1930.
  101. ^ Kuriositas (22. februar 2013). "The Tallest Statues of Jesus Christ in the World".

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Per Bilde: Den historiske Jesus. Anis 2014. ISBN 978-87-7457-668-6
  • Per Bilde: En religion bliver til. En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110. Anis 2001. ISBN 87-7457-277-6.
  • Børge Diderichsen: Den historiske Jesus, GAD, 1977
  • Bart D. Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet. Gyldendal 2001. ISBN 87-00-49024-5
  • Troels Engberg-Pedersen (red.): Den historiske Jesus og hans betydning. Gyldendal 1998. Af indholdet: Troels Engberg-Pedersen: Gevinst og risiko i jagten på den historiske Jesu. Gerd Theissen: Den kontroversielle historiske Jesus. E.P. Sanders: Jesus i historisk kontekst. Halvor Moxnes: Jesus' galilæiske kontekst. Jens Glebe-Møller: Kristologi fra neden. ISBN 87-00-35230-6
  • Gads Danske Bibelleksikon, bind 1. Gad 1981. ISBN 87-12-23072-3
  • Niels Hyldahl (1993): Den ældste kristendoms historie. Museum Tusculanum. 1. udgave. 1993. DK5=22.59. ISBN 87-7289-212-9
  • Mogens Müller: Jesusopfattelser – i den nytestamentlige forskning. Ny tNordisk Forlag Arnold Busck 1978. ISBN 87-17-02477-3
  • Erik Nørgaard: Partisanen Jesus. Bogan 1975. ISBN 9788711730393
  • Lee Strobel: Research om Jesus. Credo 2004. ISBN 87-7242-271-8
  • Villy Sørensen: Jesus og Kristus. Gyldendal 1992. [[ISBN|ISBN 8700106755]]
  • Oskar Skarsaune: Den ukendte Jesus, Lohse, 2006, ISBN 87-564-5863-0
  • Peter Walker: Jesus og hans verden, Lohse, 2004, ISBN 87-564-5766-9

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: