Udlandsgæld
Et lands udlandsgæld er forskellen mellem den gæld, som et lands residenter (indbyggere, virksomheder og offentlige institutioner i landet) har overfor udlandet, og residenternes tilsvarende tilgodehavender i forhold til udlandet.[1] Et lands udlandsgæld er dermed lig med minus landets udlandsformue: En negativ udlandsgæld svarer til en positiv udlandsformue.
Udlandsgælden opgøres altså netto som forskellen på to bruttostørrelser, der hver for sig typisk er betydeligt større.
Danmarks udlandsgæld
[redigér | rediger kildetekst]Danmark opbyggede i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne en betydelig udlandsgæld. Den toppede i 1988, hvor den udgjorde 38 % af BNP. I 2005 blev udlandsgælden vendt til en beskeden udlandsformue. Som følge af kursudsving i de finansielle aktiver og passiver fik landet igen netto-udlandsgæld i 2006-08, men siden 2009 har udlandsgælden atter været negativ.[2][3]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Vøgg Løwe Nielsen: udlandsgæld i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2019.
- ^ Udlandsformuen nåede nyt højdepunkt i 2018. DANMARKS UDLANDSFORMUE, 4. KVARTAL 2018. Publikation fra Danmarks Nationalbank 29. marts 2019.
- ^ Kurt Pedersen og Søren Rich: Danmarks udlandsgæld 1945-2010. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, sidst redigeret 20. juni 2012.
