Udlandsformue

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Udlandsformuen betegner et lands nettotilgodehavende i andre lande, dvs. de aktiver, som landets indbyggere og institutioner ejer i andre lande fratrukket de aktiver, som udlandet ejer i det pågældende land.

Da udlandsformuen er et nettobegreb, kan et land godt have en negativ udlandsformue, hvilket er det samme som, at landet har udlandsgæld.

Danmarks udlandsformue[redigér | redigér wikikode]

Ved slutningen af 1. halvår 2016 havde Danmark en udlandsformue på 952 mia. kr. Hele den danske udlandsformue er stort set blevet bygget op siden begyndelsen af 2010, hvor formuen var på 15 mia. kr. Det er primært de løbende danske overskud på betalingsbalancen, der akkumuleret over tid har skabt udlandsformuen. Fra år til år kan kursgevinster eller -tab på de værdipapirer, som såvel aktiverne som passiverne består af, også give en mærbar forskel på den opgjorte udlandsformue. Disse værdireguleringer har dog en tendens til at udligne hinanden på længere sigt.[1]

Udlandsformuen i andre lande[redigér | redigér wikikode]

I gennemsnit har alle verdens lande en udlandsformue på 0 kr., så den samlede udlandsformue for de lande, der har en positiv formue, må modsvare den samlede gæld for de lande, der har udlandsgæld.

Ved udgangen af 2015 havde Danmark den femtehøjeste udlandsformue i EU, målt som andel af BNP. Den højeste udlandsformue havde Holland (63,9 %), efterfulgt af Belgien (61,2 %), Malta (49,9 %) og Tyskland (48,7 %). Danmarks udlandsformue beløb sig på dette tidspunkt til 38,2 %. Luxembourg, Østrig, Finland og Sverige havde en lavere, men dog positiv udlandsformue, mens alle andre EU-lande havde netto-udlandsgæld på det pågældende tidspunkt.[2]

Kilder[redigér | redigér wikikode]