Udlandsformue

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Udlandsformuen betegner et lands nettotilgodehavende i andre lande, dvs. de aktiver, som landets indbyggere og institutioner ejer i andre lande fratrukket de aktiver, som udlandet ejer i det pågældende land.

Da udlandsformuen er et nettobegreb, kan et land godt have en negativ udlandsformue, hvilket er det samme som, at landet har udlandsgæld.

Danmarks udlandsformue[redigér | redigér wikikode]

Ved slutningen af 2018 havde Danmark en udlandsformue på 1403 mia. kr., svarende til 63 % af BNP.[1] Hele den danske udlandsformue er stort set blevet bygget op siden begyndelsen af 2010, hvor formuen var på 15 mia. kr. Det er primært de løbende danske overskud på betalingsbalancen, der akkumuleret over tid har skabt udlandsformuen. Fra år til år kan kursgevinster eller -tab på de værdipapirer, som såvel aktiverne som passiverne består af, også give en mærbar forskel på den opgjorte udlandsformue. Disse værdireguleringer har dog en tendens til at udligne hinanden på længere sigt.[2]

Udlandsformuen i andre lande[redigér | redigér wikikode]

I gennemsnit har alle verdens lande en udlandsformue på 0 kr., så den samlede udlandsformue for de lande, der har en positiv formue, må modsvare den samlede gæld for de lande, der har udlandsgæld.

Ved udgangen af 2017 havde Danmark den tredjehøjeste udlandsformue i EU, målt som andel af BNP (nemlig 55,6 %). Den højeste udlandsformue havde Malta (66,2 %), efterfulgt af Holland (59,8 %). På fjerdepladsen lå Tyskland med en udlandsformue på 54 %). Belgien, Luxembourg, Østrig, Finland og Sverige havde en lavere, men dog positiv udlandsformue, mens alle andre EU-lande havde netto-udlandsgæld på det pågældende tidspunkt.[3]

Kilder[redigér | redigér wikikode]