Den østrigske skole

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den østrigske skole inden for økonomi bliver brugt om Carl Menger (1840-1921) og den gruppe af personer, som blev tiltrukket af hans lære, specielt hans subjektive nytteteori, præsenteret i hans bog fra 1871, Grundsätze der Volkswirtschaftslehre. Subjektive og individuelle værdiskalaer danner udgangspunkt for dannelsen af relative markedspriser.

Den østrigske tradition adskiller sig på nogle punkter fra den Chicago-baserede neo-klassiske økonomiske skole. Studiet af menneskelig handlen (Human Action) er i den østrigske skole kendt som praxeologi. Praxeologi er neutral i forhold til det ultimative mål for handlingen, ifølge Ludwig von Mises. Menneskelig handlen er den logiske konsekvens af nogle grundlæggende sandheder – det vigtigste aksiom er målrettet handling for at fjerne ubehag. Individer handler bevidst for at nå valgte mål. Disse præferencer er individuelle, og forskellige for forskellige individer på forskellige tidspunkter. Hvorvidt individet har "fjernet ubehag" gennem sine handlinger, er en personlig og subjektiv vurdering.

Murray N. Rothbard benytter udtrykket psychic utility om nytten af individuelle præferencer. Det vil ifølge denne definition eksempelvis være muligt for et individ at have den psykiske nytte ved at deltage i en revolution, eller indtage psykoaktive substanser, højt placeret på sin værdiskala.

Den østrigske skole prædiker lav statslig indblanding i markedet, og Austrian Business Cycle Theory giver centralbankerne skylden for at holde renten for lav for længe, hvilket skaber økonomiske kriser.

Handlen ud fra begrænset information[redigér | redigér wikikode]

Ludwig von Mises på sit bibliotek

Homo agens-aksiomet (menneskelig handlen) betyder ikke, at mennesket er en rationel aktør i den neoklassiske betydning. For at bruge indifferens-analysens vokabular: Der antages ikke at aktøren har nået et punkt, hvor hans forbrug ikke kan tilfredsstilles yderligere, at han har fuldt kundskab om alle mulige valg, at smag er givet, at hans præferencer er konsistente og transitive, eller at tid og smag er eksogent givne. Det "østrigske" individ handler ud fra begrænset information og under usikkerhed.

I stedet for at betragte mennesket som en maskine, der udsættes for eksterne stimuli, anser man den menneskelige hjerne for udgangspunktet for sociale fænomener. Det betyder, at hjernens begrænsede kognitive evne sætter begrænsninger på menneskets funktion; læreprocesser tager tid, og statsindblanding kommer nemt til at forstyrre markeds-, lære- og kommunikationsprocesser. Der findes et stærkt kantiansk træk i den østrigske skole, idet hjernen er istand til at etablere teoremer, der er sande a priori. Ikke al adfærd er strengt økonomisk, men hvor adfærd har et aspekt af økonomisk nyttemaksimering, vil de økonomiske love nødvendigvis herske.

Koordineringsproblemet[redigér | redigér wikikode]

Hvilket problem står det enkelte handlende menneske så over for? Ifølge Nobelprismodtageren Friedrich A. Hayek svarer det til det økonomiske problem: Hvis den centrale database indeholder alle relevante oplysninger om dig, kan den afgøre, hvilke informationer du skal modtage hver dag. Hvis statens planøkonom har en totalviden om alle de midler, der er til rådighed, kan forbrugernes adfærd bestemmes via ren logik og beregning. Den enkelte person behøver ikke træffe nogen beslutninger; de træffes alle sammen for ham.

Ifølge Hayek kan markedet, med prismekanismen som signal, betragtes som verdens mest avancerede informationssystem. Det økonomiske problem, samfundet er konfronteret med, er imidlertid ikke af beregningsmæssig art, eftersom de "data" om hele samfundet, som beregningen tager udgangspunkt i, aldrig vil blive tilgængelige. Mens den statslige planøkonom mangler informationer, har den enkelte borger adgang til informationerne og bruger dem også. Internettet er et eksempel på, hvorledes individet skaffer sig viden om kendsgerninger, som han herefter handler på baggrund af. Hvis den lokale boghandel tager for høje priser, bestiller han i stedet deres bøger på nettet. Han kan købe sin flybillet i det land, hvor prisen er billigst. Og evnen til at skaffe sig opdaterede oplysninger om et hvilket som helst emne vil påvirke de fleste beslutninger. Individet har i dag adgang til informationer, som selv den mest alvidende statslige planøkonom tidligere aldrig havde.

Iværksætterelementet[redigér | redigér wikikode]

Israel Kirzner fra New York University har udviklet en teori om iværksætterånd inden for den østrigske skole. Kirzner hævder, at "i alle menneskelige aktiviteter er der et element til stede, der, selv om det er væsentligt for økonomiseringen af aktiviteter generelt, ikke i sig selv kan analyseres på baggrund af kriterier for økonomisering, maksimering eller effektivisering. Dette vil jeg kalde iværksætter-elementet".

Således er den østrigske skole mere optaget af selve processen for iværksættelse end af den måde, allokeringen finder sted på, når man først har defineret mål og midler. Klassiske økonomer som Lionel Robbins antager, at det handlende menneske besidder en komplet viden. Det gør iværksætteren ifølge den østrigske skole ikke. Han fungerer i et univers af ufuldstændig viden. Det er derfor nødvendigt, at individer er opmærksomme på nye oplysninger. I en verden med uligevægt, "hvor den eksisterende viden er langt fra komplet", er det tydeligt, at markedsprocessen giver aktørerne nye oplysninger. Beslutningstagerne reagerer ikke kun på de givne data, men udviser snarere en iværksætteragtig opmærksomhed over for mulige ændringer i disse data. Den rendyrkede iværksætter er derfor en beslutningstager, hvis samlede funktion stammer fra hans opmærksomhed på hidtil ukendte muligheder.

Ved at opdage de nye muligheder bidrager iværksætteren til at skabe ligevægt i økonomien. Derfor er iværksætteren af afgørende betydning for markedsprocessen. Kirzner betragter iværksætteren ikke som en kilde til innovative ideer opstået af ingenting, men som værende opmærksom på de muligheder, der findes i forvejen, og som blot venter på at blive opdaget. Det følger af den østrigske tilgang, at iværksætteren bidrager til en bevægelse fra ubalance (og manglende koordination) til ligevægt (og koordination). For mange iværksættere er internettet den primære måde at udveksle sådanne oplysninger på. Det er her, de nye muligheder kan blive opdaget, og det er her, den enkelte kan handle på baggrund af de foreliggende muligheder.

Austrian Business Cycle Theory[redigér | redigér wikikode]

Austrian Business Cycle Theory (ABCT) er en forklaring på større konjunkturændringer. Teorien vurderer, at årsagen til større kriser skal findes i centralbankens der sætter renten for lavt og for længe. Dette medfører, at det bliver for nemt at låne penge, og dermed udvides pengemængden (inflation). De nemme penge resulterer i øget spekulation, for lidt opsparing og dertil tilhørende bobler. På et tidspunkt vil Centralbanken i frygt for overophedning sætte renten op, hvilket vil resultere i, at det bliver sværere at låne penge. Boblen som udelukkende bevares ved spekulation, sprænger eftersom spekulanterne får sværere ved at låne penge. Det medfører, spekulanterne nu vil sælge deres ejerdel i det pågældende aktiv, og dermed falder priserne endnu kraftigere.

Spekulanterne vil med de faldende priser ikke have råd til at betale deres kreditorerer tilbage, hvilket bør medføre, at bankerne vil nedskrive deres værdi af udlån, og blive nødsaget til at blive mere konservative i deres udlån, hvilket vil lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet.

Den østrigske skole ser højkonjunkturen op til en bobbel som det falske og unaturlige, og den efterfølgende lavkonjunktur som en naturlig korrektion på, at der er blevet lånt og forbrugt for meget. Derfor er de meget kritiske overfor politikkere som forsøger at undgå lavkonjunkturen ved vende ryggen til markedets naturlige korrektion, og i stedet benytte sig af aktiv finanspolitik. Det tilskynder blot til øget forbrug og mindsket opsparingen, hvilket de påpeger netop er problemet, og blot vil forlænge krisen.

Ved brug af ABCT lykkedes det nobelprisvinder i økonomi Friedrich August von Hayek og Ludwig von Mises at forudsige depressionen i 1929 [1].

Finanskrisen 2007-2008 er ligeledes blevet forudset via Austrian Business Cycle Theory bl.a. af investoren Peter Schiff[2], der vurderede, at den amerikanske nationalbank holdt renten kunstigt lavt, hvilket medførte spekulation i boligmarkedet, og den bobbel måtte på et tidspunkt springe. Som bekendt fik han ret i sin prognose, og siden da har har den globale økonomi oplevet en økonomisk recession.

Samtidig bør dog nævnes at en række andre økonomiske skoler og institutioner ligeledes forudså finanskrisen i 2007-2008, herunder Bank of England der ad flere omgange advarede det britiske parlament mod systemkrisen i finanssektoren [3]. Endvidere har debatten i kølvandet på finanskrisen tydeligt vist, at økonomer i fx England og USA, der har advaret mod dereguleringen af den finansielle sektor, er blevet frosset ude i et indforstået fællesskab mellem den herskende politiske klasse og (især) den neoklassiske økonomiske skole.

Inflation[redigér | redigér wikikode]

Den typiske definition på inflation for den østrigske skole afviger lidt fra holdningen hos de fleste mainstream-økonomer, der ser inflationen som stigninger i forbrugerprisindekset. Derimod definierer den østriske skole inflation som en udvidelse af pengemængden i samfundet. Eftersom det er centralbanken der har eneret på at udstede penge, er det dem som skaber inflationen i samfundet.

At pege på centralbanken som den eneste årsag til inflation afviger lidt fra hvad John Maynard Keynes og de fleste mainstream økonomer vurderer. De mener i stedet, at der kan komme inflation (her prisstigninger) ved, at olieprisen stiger, valutakursen, eks. dollaren stiger overfor kronen, samt at inflationen er afhængig af aktiviteten i økonomien. Derimod påpeger de østrigske økonomer, at hvis dollaren eller olieprisen stiger, medfører det ikke inflation, men det er i stedet konsekvensen af inflation. Det kan illustreres ved følgende eksempel: Antag et marked med en fast pengemængde. Hvis prisen på olie stiger må det være på grund af øget efterspørgsel relativt til udbuddet. Hvis udbuddet bliver mindre medfører det med den samme efterspørgsel, at prisen vokser, hvilket resulterer i, at befolkningen har færre penge til at købe andre varer, og dermed bør prisen på andre varer falde. Det samme gælder ligeledes den anden vej, og med en fast pengemængde ville samfundet sandsynligvis se faldende priser, eftersom samfundet bliver mere effektivit til at producere (eks. faldende priser på computere, mobiltelefoner mm.). Derimod vil det medføre inflation og genrelle prisstigninger i samfundet når Centralbanken trykker penge og bringer dem ud i samfundet.

Mens ECB og andre centralbanker helst ser en stabil prisudvikling på ca. 2 % om året, foretrækker den østrigske skole at man overlader udstedelsen af penge til de private eller går over til guld-standarden, som er sværere at dublikere og som gennem det meste af historien har været brugt som betalingsmiddel.

Forbrug vs. opsparing[redigér | redigér wikikode]

Den typiske opfattelse blandt mainstream-økonomer er, at faldende priser er dårligt for økonomien, da det giver en negativ stemning i samfundet og giver incitament til mere opsparing og mindre forbrug, som ikke stimulerer økonomien. Den østrigske skole argumenterer i stedet for, at der ikke er noget i vejen med opsparing, eftersom opsparing er nødvendig for at låne penge ud til bl.a. investeringer. Det er opsparing som udvikler økonomien, og vi skal ikke frygte for lidt forbrug, eftersom det er naturligt for os at købe de basale ydelser, såsom mad, drikkelse, sted at sove osv. Forbruget vil stige i takt med, at vi udvikler os som økonomi, og bliver mere effektive til at producere, og vi bliver ikke mere effektive til at producere ved at forbruge mere, men ved at opspare mere, som så sidenhed kan bruges til investeringer i maskiner og anden realkapital, der kan gøre arbejdsprocessen mere effektiv.

Journalisten Henry Hazlitt nævner Robinson-Crusoe som eksempel i The Failure of New Economics. [4] Han blev ikke mere velhavende ved at forbruge, og så forbruge yderlige når der var krisetider. Derimod øgede han sin velstand ved i starten at arbejde hårdt for føden, og siden lægge lidt mad til overs, som han spiste, når han skulle bruge til en dag, hvor han havde tænkt sig at bygge et fiskenet. Fiskenettet reducerede hans arbejdstid og gav ham overskud til at bygge et hus osv. Læren af denne historie er, at opsparingen var nødvendigt for Robinson Crusoe til at gøre Robinhson Crusoe mere velhavende.

Robert Murphy uddyber Robinson Crusoe eksemplet til et scenarie med flere personer. [5] Han benytter et scenarie med en ø, hvor 25 af beboerne sejler i både ud i vandet for at fange fisk. 25 beboere samler ris og 25 samler risene og fiskene og laver det til sushi. De resterende 25 beboere benytter deres tid på at vedligeholde nettene og bådene. Men en dag beslutter beboerne sig for at prøve sig med keynesianistiske metoder, og øger derfor antallet af beboere, der sejler i både, samler ris og laver dem om til sushi, til 30 hver. Det mindsker naturligvis antallet af beboere, som kan vedligeholde bådene. Men umiddelbart er effekten, at der bliver produceret flere sushis, og beboerne er derfor overbevist om den keynesianistiske politik har været succesfuld. Efter en periode viser det sig dog, at flere af bådene er gået i stykker, og der er ikke ansat nok til at reparere dem. Det medfører, at der nu kan produceres færre sushis, og øen ser en økonomisk nedtur. Løsningen ifølge Keynes ville være at sætte endnu flere til at producere sushi, og selvom det på kort sigt vil øge antallet af sushis, vil det have en ødelæggende effekt på længere sigt, da der er færre til at reparere de ødelagte både..

Kritik af politikernes løsninger under kriser[redigér | redigér wikikode]

Mainstream økonomer benytter sig af ekspansiv finanspolitik i krisetider, hvor der skrues op for det samlede forbrug, enten ved skattelettelser eller ved offentlige investeringer. Idéen er her, at eftersom det er en nedgangstid og forbrugerne ikke forbruger så meget, hvilket resulterer i faldende priser og stigende arbejdsløshed, så må staten hellere hjælpe økonomien i gang. Som beskrevet under Austrian Business Cycle Theory så ser de østrigske økonomer ikke nedgangen som et problem, men som løsningen på det falske overforbrug og spekulative investeringer som blev lavet under højkonjunkturen. Løsningen er at lade de lønninger der er skabt på grundlag af at unaturligt højt forbrug falde, og typisk skal der ske et skift i beskæftigelsen fra de erhverv der har udnyttet det høje forbrug til andre mere produktive erherv. Via ekspansiv finanspolitik vil man blot forlænge kriseperioden, da det øgede forbrug vil gøre besværliggøre markedets naturlige korrektion.

Årsagen til, at depressionen i 1929 varede så længe skyldes blandt andet, at præsident Herbert Hoover og Franklin D. Roosevelt blandede sig for meget i økonomien. I perioden 1929-1932 blev størrelsen af de offentlige udgifter i forhold til BNP tredoblet. [6], og staten forsøgte at modvirke den naturlige markedsmekanisme, og tillod ikke at lønningerne hos specielt landmændende faldt, hvilket den østrigske skole ser som en nødvendighed for at løse krisen [7]

Ved Finanskrisen 2007-2008 er der blevet designet flere bankpakker, der skal sørge for at få udlånene i gang. Den østrigske skole er dog stærkt kritisk overfor dette, og mener at bankerne er insolvente, eftersom de låner penge ud de ikke har. Ved at støtte dem, medfører det moral hazard, og bankerne vil aldrig lære af deres fejl og udvikle sig til sunde banker. Men derimod vil vi bibeholde en økonomi, der bygger på for meget forbrug og låntågning, samt for lidt opsparing og produktion.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hayek, F. A. (1945). "The use of knowledge in society." American Economic Review 35(4): 519-530.
  • Kirzner, I. (1973). Competition and Entrepreneurship. Chicago, University of Chicago Press.
  • Menger, C. (1976). Principles of Economics. New York NY, New York University Press.
  • Mises, L. v. (1963). Human Action. New Haven, Yale University Press.
  • Rothbard, M. N. (1993). Man, Economy, and State. Auburn, Ludwig von Mises Institute, Auburn University.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]