Væver

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
For efternavnet, se Væver (efternavn).

En væver er en håndværker, som bruger en væv til at væve tekstiler.

Professionen har givet anledning til efternavnet Væver på dansk og Weaver, Webber og Websterengelsk og Webertysk. Fornavnet Penelope er græsk for væver.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Vævningens historie går langt tilbage i tiden. Som fag går det i Norden tilbage til middelalderen i købstæderne. Den ældste omtale af vævere fra Danmark er et medlem af St. Lucii gilde i Roskilde 1483, og fra år 1500 kendes vævere i København. I Norge omtales de i byloven for Bergen, men først fra 1570 kendes navngivne vævere i byen.[1] I Flensborg kendes en Mette Weuersk som medlem af Skt. Gertrudsgildet 1432-36.[2] I Sverige er vævere omtalt i Stockholm stads skattebog år 1517[3], og i Finland kendes som vævere (wandtmacher, wandtmakare) finlandssvenskere, som på hertug Johans tid arbejdede i kronens tjeneste på Åbo Slot.[4] Fremkomsten af et professionelt vævererhverv i Europa formodes at hænge sammen med fremkomsten af en ny vævestol, som afløste opstadsvæven.[1]

Senere blev vævning også et erhverv på landet, især i forbindelse med den fremvoksende husmandsstand. Kong Christian Vs "Danske Lov" fra 1683 fastlagde bestemmelserne i lovens 3-13-23 således, "at ingen Haandværksmand maa bo paa Landsbyen undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere som gøre sorte Potter, Hjulmænd, Murermestre, Skindere, Vævere, Skrædere som sy Vadmel og de Skomagere, som sy Bøndersko". Vævere var således ikke omfattet af købstædernes læbælte. I kirkebøger og skiftesager fra 1600- og 1700-tallet optræder tilnavnet "væver" mange gange, ligesom vadmel forekommer.

Under merkantilismen forsøgte staten at få igangsat manufakturer, herunder tekstilfabrikation. Blandt andet indrettedes et linnedvæveri på Gudumlund, som var i drift fra midten af anden halvdel af 1700-tallet til 1809, dog uden at give overskud.[5] Også i Aalborg oprettedes væverier, således to strømpevæverier fra henholdsvis 1831-1865 og 1841-1860-erne samt fire tøjvæverier.[6]

Allerede under den tidlige industrialisering indførtes maskinvæve. Viggo Rothe, der var sagkyndig i tekstilindustrien, oplyser, at der i 1843 ikke fandtes en eneste maskinvæv i Danmark. Men det år oprettede brødrene I. og L. Salmonsen et maskinvæveri i Vimmelskaftet. Efter at fabrikken brændte i 1847, byggede I. Salmonsen en ny og større fabrik i Nyhavn. Ifølge industritællingen i 1855 havde fabrikken 300 ansatte. Også andre maskinvæverier oprettedes og udvidedes med tiden[7] Den begyndende vævningsindustri kunne dog ikke slå det gamle håndvæveri ud.[8] I 1855 fandtes 24 håndvæverier med 455 ansatte, i 1872/73 ni håndvæverier med 423 ansatte, i 1882 otte håndvæverier med 210 ansatte, i 1890 syv håndvæverier med 100 ansatte, i 1897 seks håndvæverier med 50 ansatte. Antallet af dampvæverier voksede fra syv i 1882 med 750 ansatte til 16 i 1897 med 1.520 ansatte[9] Det var således i denne periode, at det gamle håndvæveri for alvor blev trængt tilbage i hovedstaden.

Eksempler på vævere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Hoffmann, sp. 679
  2. ^ Søgaard, sp. 680
  3. ^ Granlund, sp. 680
  4. ^ Kaukonen, sp. 680
  5. ^ Bender, s. 66
  6. ^ Bender, s. 171
  7. ^ Hyldtoft, s. 81
  8. ^ Hyldtoft, s. 82
  9. ^ Hyldtoft, s. 192

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Henning Bender: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940; C.W.Obel Aktieselskab, Aalborg 1987; ISBN 87-982523-1-3
  • John Granlund: "Vever. Sverige" (i KLNM, bind 19, sp. 680)
  • Marta Hoffmann: "Vever" (i KLNM, bind 19, sp. 679)
  • Marta Hoffmann: "Vevstol" (i KLNM, bind 19, sp. 681f)
  • Ole Hyldtoft: Københavns Industrialisering 1840-1914. Faser i den industrielle udvikling; Herning, Systime, 1984.
  • Toini-Inkeri Kaukonen: "Vever. Finland" (i KLNM, bind 19, sp. 680)
  • Helge Søgaard: "Vever. Danmark" (i KLNM, bind 19, sp. 679f)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]