Vitamin D
Vitamin D (eller calciferol) optages i inaktiv form gennem kosten eller dannes ved solbestråling af huden. Vitaminet fremmer optagelsen af calcium og fosfat fra tarmen samt aflejring af disse mineraler i knogler og tænder. Herudover bruges vitaminet af immunforsvarets T-celler, når disse skal påbegynde bekæmpelse af en sygdomsfremkaldende organisme. I visse dele af verden, specielt på de højere breddegrader, er den samlede, naturlige D-vitamintilførsel i reglen ikke tilstrækkelig hen på vinteren. For at modvirke dette tilsætter man i nogle lande visse typer fødevarer (først og fremmest mælk) vitamin D2 eller vitamin D3, sådan at man typisk vil få omkring 100 IU pr. glas.
Typer af vitamin D
[redigér | rediger kildetekst]- Vitamin D1: molekylær blanding af ergocalciferol med lumisterol i forholdet 1:1
- Vitamin D2: ergocalciferol eller calciferol (dannet ud fra ergosterol)
- Vitamin D2 kan skabes ved at bestråle svampe, så de danner ergocalciferol. Ergocalciferol findes ikke naturligt i menneskekroppen, med mindre det tilføres som tilskud. Hos mennesker er D3 mere effektiv end D2 som forstadie for 25-hydroxyvitamin D, der er det tilgængelige forråd af vitamin D. Det samme gælder hos aber, egern og kyllinger, mens rotter bedre kan udnytte D2.
- Vitamin D3: cholecalciferol (dannet ud fra 7-dehydrocholesterol). Cholecalciferol er forstadiet for calcidiol, der på sin side er forstadiet for calcitriol.
- Vitamin D3 eller cholecalciferol er den type D-vitamin, der dannes i menneskekroppen. Det opstår under huden, når 7-dehydrocholesterol reagerer med ultraviolet lys, type B (UVB) med bølgelængder fra 290 til 315 nm. Denne stråling findes i sollys, når solen står så højt over horisonten, at UVB kan trænge igennem atmosfæren. På grundlag af bare én minimal dosis af denne stråling, dvs. før huden begynder at blive rød, kan der dannes omkring 20.000 IU vitamin D. En biologisk feedbackmekanisme hindrer, at der dannes for meget vitamin D ved overdreven udsættelse for sollys. Cholecalciferol transporteres med blodet til leveren, hvor det hydroxyleres til 25-hydroxyvitamin D (25(OH)D, også kaldet calcidiol), som cirkulerer i relativt høje koncentrationer og fungerer som den vigtigste markør for kroppens D-vitaminstatus.[1] I nyrerne og i en række andre væv omdannes 25(OH)D videre til det aktive hormon 1,25-dihydroxyvitamin D (1,25(OH)2D, calcitriol), som via D-vitaminreceptoren danner et kompleks med retinoid-X-receptoren og påvirker transskriptionen af mange gener.[1] Genekspressionsstudier har antydet, at D-vitaminreceptorsystemet direkte eller indirekte kan regulere ekspressionen af flere procent af det menneskelige genom, hvilket giver en molekylær forklaring på, at D-vitamin potentielt kan påvirke mange forskellige organsystemer.[2] Der er ikke fuld enighed om, hvilke 25(OH)D-niveauer der optimalt reducerer sygdomsrisikoen, og de grænser, der anvendes til at definere D-vitaminmangel i forsknings- og kliniksammenhæng, varierer mellem studier og faglige selskaber.[2][3]
- Vitamin D4: 22,23-dihydroergocalciferol
- Vitamin D5: sitocalciferol (dannet ud fra 7-dehydrositosterol)
Vitamin D fra solen i Nordgrønland
[redigér | rediger kildetekst]Et dansk forskerhold har fundet ud af, at solens stråler er kraftige nok, til at man kan danne D-vitamin i Nordgrønland. Man troede tidligere, at det ikke var tilfældet, fordi Nordgrønland ligger så langt mod nord.
D-vitamin i stofskiftet
[redigér | rediger kildetekst]Den mest aktive form for D-vitamin er D3 eller calcitriol (1,25-dihydroxyvitamin D), der er et kraftigt virkende hormon. Calcitriol dannes hovedsageligt i nyrerne ud fra 25-hydroxyvitamin D, sådan at det kan udføre sin endokrine funktion: at afbalancere calcium- og fosfatstofskiftet.[1] Det sker via en række enzymstyrede omdannelsesprocesser, der regulerer calciumoptagelsen i tarmen, nyrernes udskillelse af calcium og fosfat samt frigørelsen af calcium fra knoglevævet i samspil med biskjoldbruskkirtelhormon og calcitonin.[1] Endokrine og lokale (autokrine og parakrine) virkninger af 1,25(OH)2D i forskellige væv er dermed centrale for opretholdelsen af stabile niveauer af calcium og fosfat i både knogler og blod.[1]
En række forskellige væv i menneskekroppen, herunder immunceller, kan selv danne og regulere deres indhold af 1,25(OH)2D ved lokal aktivering af 25(OH)D, og i disse væv fungerer D-vitamin primært som et lokalt signalmolekyle snarere end som et klassisk cirkulerende hormon.[1][2] Det er disse D-vitaminfunktioner i forskellige kirtler og celletyper, der menes at ligge bag de observerede sammenhænge mellem D-vitaminstatus og en lang række kroniske sygdomme i epidemiologiske studier.[2][3]
Mangel og D-vitaminstatus
[redigér | rediger kildetekst]I klinisk biokemi vurderes D-vitaminstatus ved at måle koncentrationen af 25-hydroxyvitamin D i serum, fordi dette depotstof afspejler både endogen syntese i huden og tilskud fra kost og præparater.[1][3] Store epidemiologiske undersøgelser og oversigtsartikler har vist, at lav D-vitaminstatus er udbredt globalt, især hos befolkninger, der bor på høje breddegrader eller opholder sig meget indendørs og derfor kun får begrænset UVB-eksponering.[4][3] Observationsstudier, opsummeret i flere paraplyreviews, har rapporteret sammenhænge mellem lave 25(OH)D-niveauer og en lang række sygdomme, herunder osteoporose og frakturer, visse kræftformer, hjerte-kar-sygdomme, metaboliske forstyrrelser, infektioner, autoimmune sygdomme og øget dødelighed.[4][3] I mange af disse analyser er det dog vanskeligt at skelne mellem en egentlig kausal effekt af D-vitamin og forveksling med andre faktorer som sygdomsgrad, fysisk aktivitet, kost og socioøkonomiske forhold, og nyere oversigtsartikler peger derfor på, at en del af de observerede sammenhænge kan skyldes konfunderende forhold eller omvendt kausalitet.[4][3][1]
Forskellige faglige selskaber opererer med forskellige grænseværdier for D-vitaminmangel, og der er ikke international konsensus om ét optimalt interval for 25(OH)D for alle befolkningsgrupper og sygdomsudfald.[2][1][3] I mange randomiserede forsøg ligger middelværdien af 25(OH)D ved inklusion på niveauer, som af mange anses for tilstrækkelige, og kun en mindre del af studierne har specifikt rekrutteret deltagere med udtalt D-vitaminmangel, hvilket begrænser muligheden for at påvise effekter af tilskud hos dem med lavest status.[2][1]
Skelet, muskler og fald
[redigér | rediger kildetekst]Historisk har hovedfokus for D-vitaminforskningen været på knogle- og mineralstofskiftet, hvor mangeltilstande kan føre til rakitis hos børn og osteomalaci hos voksne og ældre.[1] Store randomiserede forsøg og meta-analyser har vist, at tilskud med vitamin D alene til ellers raske, hovedsageligt D-vitaminreplete, midaldrende og ældre personer generelt ikke fører til målbare reduktioner i knogletab, frakturer eller fald, når resultaterne analyseres samlet.[4][1] Flere meta-analyser har vist, at vitamin D alene ikke øger knoglemineraltætheden eller reducerer frakturrisikoen hos ældre beboere i eget hjem, mens kombinationen af vitamin D og calcium kan have beskedne effekter i udvalgte højriskogrupper.[4][1]
Samtidig peger både randomiserede forsøg og Mendelsk randomisering på, at meget lave 25(OH)D-niveauer er forbundet med forringet muskelfunktion og øget risiko for fald, mens meget høje doser givet som sjældne bolus- eller årlige megadoser kan øge risikoen for fald og frakturer i månederne efter doseringen.[1][3] På baggrund af disse resultater argumenterer nyere oversigter for, at D-vitamin-tilskud primært bør målrettes ældre, personer i plejeinstitutioner og patienter med dokumenteret D-vitaminmangel eller osteoporose, frem for højdosis-tilskud til hele den raske befolkning.[1][2][3]
Mulige ikke-skeletale effekter
[redigér | rediger kildetekst]Ud over effekten på knogler og mineralstofskifte er der i de sidste årtier publiceret et meget stort antal studier, der undersøger, om D-vitamin påvirker risikoen for andre sygdomme som hjerte-kar-sygdom, kræft, type 2-diabetes, luftvejsinfektioner, autoimmune sygdomme, depression og samlet dødelighed.[4][2][3] Paraplyreviews, der samler data fra mange systematiske reviews og meta-analyser, viser, at lave 25(OH)D-niveauer i observationsstudier er forbundet med et bredt spektrum af sådanne udfald, men at de tilsvarende randomiserede forsøg ofte finder langt mindre eller ingen effekt af D-vitamin-tilskud.[4][3]
I et paraplyreview af 107 systematiske reviews og 87 meta-analyser af randomiserede forsøg kortlagde Theodoratou og kolleger relationen mellem D-vitamin og 137 forskellige kliniske udfald; for hovedparten fandtes kun svage eller usikre beviser, mens stærkere, men stadig begrænsede, evidens for en sammenhæng blev vurderet som sandsynlig for et lille antal udfald, herunder fødselsvægt, caries hos børn, maternelt D-vitamin ved termin og parathyroideahormon hos dialysepatienter.[4] Rejnmarks systematiske gennemgang af 54 systematiske reviews med i alt 210 randomiserede forsøg om ikke-skeletale effekter fandt, at de fleste meta-analyser rapporterede ingen effekt af D-vitamin-tilskud på risikoen for hjerte-kar-sygdom, type 2-diabetes, vægttab og kræft, mens der var tegn på gavnlige effekter i enkelte meta-analyser for depression, blodtryk, akutte luftvejsinfektioner og samlet dødelighed.[2] Lius paraplyreview, som kombinerer resultater fra observationsstudier, randomiserede forsøg og Mendelsk randomisering, identificerede statistisk signifikante effekter af D-vitamin-tilskud for en række udfald, men vurderede kun fire udfald – kardiovaskulære hændelser hos visse patienter med kronisk nyresygdom, lav fødselsvægt, astma hos børn og hyperkalcæmi ved kronisk nyresygdom – som understøttet af stærk og relativt konsistent evidens uden udtalte biasindikatorer.[3] Samme review beskrev, at nogle meta-analyser antydede en øget risiko ved D-vitamin-tilskud for hyperkalcæmi hos patienter med kronisk nyresygdom og i enkelte analyser for samlet dødelighed, hvilket understreger, at høje doser ikke er risikofri.[3]
Samlet peger nyere evidens på, at de mest robuste ikke-skeletale effekter af D-vitamin-tilskud omfatter en mulig reduktion i risikoen for visse akutte luftvejsinfektioner, en mindre reduktion i kræftdødelighed og samlet dødelighed samt gavnlige effekter ved enkelte autoimmune sygdomme som multipel sklerose, især hos personer med lav D-vitaminstatus ved baseline.[2][1][3] Effekterne er dog generelt små i absolut størrelse, og generaliserbarheden til andre befolkningsgrupper end de studerede er begrænset, hvilket betyder, at resultaterne må tolkes med forsigtighed.[4][1][3]
Forskningsoversigter og videnskabelig debat
[redigér | rediger kildetekst]De nyere paraplyreviews og narrative reviews om D-vitamin illustrerer et generelt metodisk problem i ernærings- og sygdomsforskning, nemlig at stærke associationer i observationsstudier ikke nødvendigvis kan omsættes til klare effekter i randomiserede forsøg.[4][2][3] En væsentlig forklaring er, at de fleste randomiserede forsøg er gennemført blandt deltagere uden udtalt D-vitaminmangel, at ikke-skeletale udfald ofte har været sekundære endepunkter, og at opfølgningsperioderne i nogle tilfælde har været relativt korte.[2][1]
For at afklare årsagssammenhænge inddrager flere nyere oversigtsartikler også Mendelsk randomisering, hvor man bruger genetiske varianter som instrument for livslang forskel i 25(OH)D-niveauer; disse studier har generelt ikke kunnet påvise stærke kausale effekter af D-vitaminstatus på de fleste store kroniske sygdomme, men peger på en mulig kausal rolle ved enkelte udfald, eksempelvis multipel sklerose og hypertension hos personer med meget lave D-vitamin-niveauer.[1][3] Et fælles budskab fra disse oversigter er, at selv om D-vitamin er centralt for knogle- og mineralstofskiftet, er dokumentationen for brede forebyggende effekter af D-vitamin-tilskud i den generelle befolkning begrænset, og at fremtidig forskning og klinisk praksis derfor i højere grad bør fokusere på veldefinerede risikogrupper og på at undgå både mangel og potentielt skadeligt høje doser.[4][2][1][3]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 Bouillon, R., LeBoff, M. S., & Neale, R. E. (2023). Health effects of vitamin D supplementation: Lessons learned from randomized controlled trials and Mendelian randomization studies. Journal of Bone and Mineral Research, 38(10), 1391–1403. https://doi.org/10.1002/jbmr.4888
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 Rejnmark, L., Bislev, L. S., Cashman, K. D., Eiriksdottir, G., Gaksch, M., Grübler, M., m.fl. (2017). Non-skeletal health effects of vitamin D supplementation: A systematic review on findings from meta-analyses summarizing trial data. PLOS ONE, 12(7), e0180512. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0180512
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 Liu, D., Meng, X., Tian, Q., Cao, W., Fan, X., Wu, L., m.fl. (2022). Vitamin D and multiple health outcomes: An umbrella review of observational studies, randomized controlled trials, and Mendelian randomization studies. Advances in Nutrition, 13(4), 1044–1062. https://doi.org/10.1093/advances/nmab142
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Theodoratou, E., Tzoulaki, I., Zgaga, L., & Ioannidis, J. P. A. (2014). Vitamin D and multiple health outcomes: Umbrella review of systematic reviews and meta-analyses of observational studies and randomised trials. BMJ, 348, g2035. https://doi.org/10.1136/bmj.g2035